/i , , , /af , , ,

Klage til Datatilsynet

Datafascinationen og Systemizer-testen SPQ

Klage til Datatilsynet

Engang hed Datatilsynet faktisk Registertilsynet, og der arbejdede jeg som student i 1985/1986. Det var et godt studenterjob, for jeg fik lov at være med til mange spændende opgaver og sad ikke kun og behandlede private klager over optagelse i Ribers (på IBM-skrivemaskine (dog med kuglehoved) og efter gule konceptark…). Jeg var fx med på inspektioner i kommuner, hvor vi gennemgik deres registre og deres sikkerhed. Vi administrerede to regelsæt: Lov om offentlige myndigheders registre og Lov om private registre.

Internettet var jo ikke opfundet for 36 år siden, så dengang var det fint at kalde samlinger af data for registre. Jeg vil gætte på, at myndigheden tog navneforandring, fordi internettet kom til med dets milliarder af data.

Men hvorom alting er, har jeg her til formiddag indsendt en klage til Datatilsynet over urigtige oplysninger og en indsigelse mod behandling af oplysninger i en slægtsdatabase med 103.758 personer. Til sammenligning indeholder min database 4.375 personer.

Jeg er rasende, uagtet jeg normalt er fredelig

  1. For det første er jeg rasende over, at vedkommende slægtsfusker har tilranet sig adskillige (flere hundrede) af mine personer. Hos ham kan man fx finde 25 personer med mit efternavn, men der er altså ikke andre end mig, der har ordentligt styr på de mennesker efter at have arbejdet med deres data i 18 år. Søger man i vedkommendes kilder, finder man ikke mig – hverken stavet forkert eller rigtigt. Her kan man fx se min stamtavle i seks generationer på hans side. Det er da altid noget, at billederne ikke er med.
  2. Datatilsynet kan næppe forholde sig til selve tyveriet, når mine data er offentligt tilgængelige, med mindre dette hører under “indsigelse mod behandling af oplysninger”, som jeg godt kunne have på fornemmelsen, det gør, men jeg er ikke sikker.
  3. Data, han har tilranet sig fra mig, er ikke angivet korrekt. Datatilsynet kan behandle en klage over urigtige oplysninger.
  4. Personer, der er levende, vises. Det er vist ikke i overensstemmelse med GDPR mv., men her er jeg heller ikke sikker. Selv viser jeg kun én levende person, og det er mig selv. Jeg skal nemlig ikke have noget bøvl med diverse offentlige myndigheder.
  5. Jeg har klaget over, at vedkommende ikke mener at være ansvarlig for de data, han viser på sin hjemmeside, fordi de kommer fra andre databaser/hjemmesider. Har man en side, er man naturligvis ansvarlig for dens indhold.

Nu er jeg spændt på, hvad tilsynet svarer.

Ordvekslingen med slægtsfuskeren

Det kom sig til en længere ordveksling pr. mail i går. Jeg oplyste, at jeg ville henvende mig til Datatilsynet, og det fik jeg dette svar på:

Du skal være så velkommen til det!
Vi får så at se hvilke data du selv arbejder med!

Klage til DatatilsynetArgumentet er sådan lidt a la “Min far er stærkere end din far” og optager mig ikke. Datatilsynet vil næppe gå ind i mine data, når der er tale om en klage over hans data. Skulle de alligevel finde på det, er de velkomne, for jeg har styr på mine kilder. Hvis en information er usikker, angives troværdigheden til “1” = “Usikkert”. Det kan både Legacy (offline-programmet) og TNG håndtere.

For mange, mange år siden var jeg ansat i Patent- og Varemærkestyrelsen, hvor vi var tre “slægtsnørder”. De to af os lærte den tredje op, og en af de ting, han stadig husker, er, at man altid skal validere oplysningerne selv, selv kigge i de originale kilder, hvis det overhovedet kan lade sig gøre og så naturligvis også angive sine kilder.

Som nævnt i går er alting blevet meget lettere nu til dags. Der er ganske enkelt ingen undskyldninger for ikke at gøre arbejdet ordentligt. For sjov sad jeg og søgte lidt på nogle af de slægtninge jeg har med tilknytning til Hastrup Mølle i Thyregod Sogn.

Jeg fandt en oplysning om, at Grene Lokalarkiv havde information om Thorvald Schiøtt Nielsen. Jeg skrev og spurgte, om de ville dele ud af deres viden. Til morgen kom en mail med en scannet version af en lille dødsannonce og en lille nekrolog i en avis. Den er vist her til højre. Jeg fik dermed ny, ret sikker, information om begravelsesdato og -sted.

 

/i , , /af , ,

Alt for mange slægtsfuskere

Alt for mange slægtsfuskere

Der er alt for mange slægtsfuskere!

Der er alt for mange, der fører sig frem med enorme slægtsdatabaser bestående af data, de har hugget andre steder fra, og hvor de aldrig selv har kontrolleret grunddata. Her finder du et eksempel. Databasen rummer mere end 100.000 navne og en del af dem stammer fra min side – og er i øvrigt forkerte. Jeg kan virkelig ikke se en idé i blot og bar indsamling af mængder af data. Det er jo ikke datoerne, der er de interessante; det er menneskerne bag dem. Det er de historier, der knytter sig til menneskerne.

  1. Som eksempel er mit efternavn stavet forkert. Vi hedder altså ikke “Stegemuller”. Hold da kæft noget sjusk!
  2. Min kusine, en datter af Sigvard Kaae, er (formentlig) nulevende og bør derfor slet ikke vises (i henhold til GDPR mv.), og er i øvrigt forkert navngivet! Hold da kæft noget sjusk!
  3. Alt for mange slægtsfuskereMin kusine havde en bror, dvs. min fætter, Svend Kaae, der, den 15. august 1988, druknede i Aarhus Havn. Det var så tragisk, for Svend havde sejlet single over Atlanten flere gange, men nu skulle han altså drukne i Aarhus havn efter at være faldet ud af “Optimist 2”, der var hans sejlbåd nummer to. Den første sejlbåd hed også “Optimist”.
    • Svend var min yndlingsfætter. Jeg husker, at da jeg var barn, lovede han mig, at når jeg blev stor, ville han tage mig med ud at sejle. Han var et specielt menneske, men det er jeg også, så vi havde det fint sammen.
    • Hans data er slet ikke vist på den pågældende side, uagtet de kunne vises, da Svend altså er død for mange år  siden. Hold da kæft noget sjusk!

Problemet med slægtsfuskerne

Jeg finder naturligvis også data på nettet, men inden jeg offentliggør noget på min egen side, eller bare gemmer noget i mit slægtsforskningsprogram, tilgår jeg officielle kilder og henholder mig til dem, inden jeg gemmer eller offentliggør noget som helst. Gemmer jeg alligevel noget “fra nettet” angiver jeg kilden og angiver, at det er usikkert, hvis der ikke fx. kan fremvises et billede af en dødsattest, en kirkebog, en folketælling eller lignende sikker kilde.

Nu til dags er det så let at finde affotograferede gravsten, originale lægdsruller, originale dødsattester osv. på nettet. Der er så ufatteligt meget, der er tastet ind som led i fx Dansk KirkegårdsIndex (DKI), Rigsarkivets crowdsourcingprojekter osv., osv.

Enhver har mulighed for døgnet rundt at kontrollere data i de originale kilder, inden de offentliggør noget på deres egen side. Der er ganske enkelt ingen undskyldning for ikke at gøre arbejdet ordentligt. Engang skulle vi tidligt op (også) om lørdagen eller hele turen til Viborg, hvis man har jyske aner, for at blive klogere på slægten. Den tid er for længst forbi.

Jamen jeg har det fra en anden profil…

Både jeg og Datatilsynet er tindrende ligeglade med, hvor vedkommende har sine informationer fra. Den, der viser data på en side, er ansvarlig for data og for deres validitet. Jeg har haft ordveksling med ejeren af den omtalte side, der undskylder sig med, at han har sine data fra diverse profiler. Jeg er så inderligt ligeglad!

Jeg vil i morgen kontakte Datatilsynet for at få at vide, hvordan jeg kan kan komme videre med en sag som denne.

Han kun kunne da i det mindste have rettet henvendelse til mig for at bede om tilladelse til at bruge mine data. Det er ikke sket. Jeg er intet mindre end rasende.

 

 

/i , , /af , ,

Sikkerhed i WordPress

Sikkerhed i WordPress

Så gik den dag… Jeg keder mig ikke

WordPress, som er det system hjemmesiden kører i, bruges på ca. 40 pct. af verdens hjemmesider, fordi det er så dejligt at arbejde med. Og herudover er det ganske gratis. “Both free and priceless”, som de gode folk bag WordPress har som deres mantra.

Mange af webbureauerne slår sig op på, at alle kan lave en enkel hjemmeside i WordPress på et par timer, fordi det er så let.

Når det er let for alle, er det også let for de kriminelle: hackerne og dem der vil installere programmer på hjemmesiden, så den ikke kan tilgås, for derefter at kræve en formue for at frigive den igen. Det rigtige ord er “ransomware”. De har nok at gøre, hvis de skal tiltvinge sig adgang til 40 pct. af verdens hjemmesider, men der er jo ingen tvivl om, at det sker tusindvis af gange hver dag.

Det er let at blive paranoid

Jeg registrerede domænet i december 2004 og har i varierende grad været flittig med at lægge indhold på siden, der efterhånden har meget indhold. Jeg er omhyggelig med backup, med at have en kopi af siden osv., men det kan altid gå galt; man kan næsten ikke sikre sig nok, for de kriminelle bliver dygtigere og dygtigere, for hver dag der går.

Går man først i gang med at læse om alt det, der kan ske, bliver man let paranoid. Det blev jeg efter at have læst denne artikel “26 Effective Ways to Secure Your Website”. Alligevel besluttede jeg at prøve at gennemføre nogle af alle de mange gode råd, artiklen rummer. En del af det er bestemt over mit niveau rent videnmæssigt, men så har jeg lært en masse, og siden fungerer da endnu; den var kun nede en times tid eller to i eftermiddag 🙂 Det, der så alt for uforståeligt, for svært og for “farligt” ud, sprang jeg over.

Jeg vil hævde, at jeg har øget min sikkerhed med i hvert fald 75 pct. og det endda uden at installere et eneste ekstra plug-in (et tilføjelsesprogram).

Hvis du driver en hjemmeside i WordPress

Driver du en sådan side, kan jeg kun anbefale dig at gå ombord i de mange gode råd og “opskrifter”. Det kan alt sammen laves ganske gratis. Et simpelt eksempel er at adskille administrationen fra “forfattervirksomheden” ved simpelthen at oprette en ekstra bruger, der kun har lov til at skrive indlæg og oprette sider, men ikke har ret til fx at installere plug-ins eller foretage andre “farlige” ting. Jeg oprettede den nye bruger, og flyttede ca. 4.200 sider fra administratoren via databasen. Det gik nemt, men jeg vil gerne indrømme, at jeg øvede mig på testsiden først 🙂

God arbejdslyst og god fornøjelse.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Modtageren definerer budskabet

Modtageren definerer budskabet

Utrolig god feed back

I en post for et par dage siden, bad jeg om jeres uforbeholdne mening om hjemmesidens nye layout. Der er kommet masser af feed back, og den har været ærlig, god, bundsolid, inspirerende og brugbar. Senest i dag er min ven og tidligere kollega fra Esbjerg kommet med mange gode synspunkter, som jeg gengiver et par stykker af her.

Er du ordmenneske eller billedmenneske?

Jeg er 120 pct. ordmenneske – hvad er du?

Selv elsker jeg ord og bogstaver og jeg har stor glæde ved skriftsproget. Derfor rummer bloggen lige nu 1.612 poster plus 88 sider om alt mellem himmel og jord. Det er bare helt tydeligt, at jeg er bagud her. Resten af verden synes at være billedmennesker.

Læg mærke til de hjemmesider, du færdes på; de er fyldt med billeder og små figurer (emojis), som hele verden udtrykker sig ved hjælp af. Læg også mærke til politikernes statusopdateringer på sociale medier; der er altid et stort billede af dem selv og så en lille smule tekst om deres politik. Jeg læste en dag en kommentar fra en fyr, der skrev, at han ville stemme på den første politiker, der ikke lagde ud med et billede af sig selv. Jeg er tilbøjelig til at være helt enig.

Problemet med for fremtiden at bruge billederne til at præsentere blogposter er, at det i langt højere grad bliver modtageren, der definerer budskabet, end når det er ord og sætninger, der præsenterer indholdet af posten. Med ordene er det mig, der kan forsøge at styre læserens tankevirksomhed og prøve at vække interesse eller afsky for det endnu ulæste indhold ~ med billederne danner læseren så at sige selv selv billederne og gætter ud fra egne erfaringer på, hvad posten indeholder. Min ven og jeg drøftede billedet med Ritt Bjerregaard som eksempel. Han har aldrig været begejstret for hende, og ville måske derfor springe posten over. Hvis jeg fandt en hjemmeside med det billede, ville jeg åbne posten, da jeg altid har syntes, Ritt var en dygtig politiker og en klog og modig kvinde.

Det vil faktisk sige, at jeg skal til at gætte, hvad læserne tænker, men det er jo en umulig opgave, så jeg vil prøve at få uddraget med igen. Problemet er, at Enfold (navnet på programmet, der rummer designet) ikke altid danner et lige langt uddrag, hvilket bevirker, at kasserne ikke bliver lige høje, og det kan jeg ikke holde til at se på. Når jeg er i gang, kan jeg lige så godt prøve at lave noget, jeg i hvert fald selv synes ser roligt og tillidsskabende ud. Jeg har faktisk prøvet at inkludere uddraget, og det så som vist øverst rædsomt ud. Lige til at blive søsyg af.

782 ubrugelige billeder?

Inde i selve WordPress (navnet på programmet, der danner hjemmesiden) har jeg 782 billeder, som formentlig nu er ubrugelige af to årsager:

  1. Den historie billedet fortæller er ikke entydig. Det er ikke klart, hvad jeg tænker, og det er slet ikke klart, hvordan læseren skal associere.
  2. Forholdet mellem højde og bredde er forandret. Jeg har hidtil haft et størrelsesforhold, der var perfekt 16:9 format, nemlig en relation mellem højde og bredde på 1,777777777777778. Nu er billederne på forsiden 443 * 354, hvilket er en relation på 1,251412429378531, og så går det galt. Enfold skærer til, så billederne passer ind i den plads, der er til rådighed, og når programmet ændrer på relationen, bevirker det blandt andet, at det, der førhen var centreret, ikke længere er centreret. Det er heller ikke til at holde ud at se på, så jeg har skrevet til folkene bag programmet, om der kan gøres et eller andet, så størrelsen i stedet bliver 443 * 254, som bringer det gamle 16:9-format på plads igen.

Sådan sparer du næsten 40 pct. på den plads, billederne optager

Min hjemmeside rummer samlet set 15.943 billeder, heraf vil jeg tro, 80 pct. er gravsten. I dag har jeg fået kørt samtlige billeder gennem et program, der hedder Smush. Samlet set har det sparet 516,4 MB, svarende til 39,1 pct. Det er sørme dygtigt gjort af det program.