Syv kontakter forud for et kort svar

Dette er en historie om en kommunal sagsbehandling, der kunne strømlines, og det kunne der sikkert spares nogle kommunale kroner på, som kunne anvendes bedre andetsteds!

Kommunal sagsbehandling

I servicelovens § 82 b står der følgende:

Til personer, der har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer, og personer, der er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller sociale problemer, kan (min fremhævning) kommunalbestyrelsen iværksætte eller give tilskud til tilbud om tidsbegrænset individuel hjælp, omsorg eller støtte samt tidsbegrænset individuel optræning og hjælp til udvikling af færdigheder. Tilbuddet kan gives i op til 6 måneder. Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen vurderer, at tilbuddet vil kunne forbedre modtagerens aktuelle funktionsniveau eller forebygge, at funktionsnedsættelsen eller de sociale problemer forværres.

Da jeg i sommer var indlagt på Psykiatrisk Center Glostrup i Hvidovre, fortalte en af medarbejderne mig om bestemmelsen, som mange kommuner bruger til at tilbyde hjælp til mennesker med en diagnose på autismespektret. Det er i hvert fald bestemmelsens kerneområde. Hun syntes, jeg skulle prøve at spørge i min kommune, om de evt. havde tilbud efter denne regel.

Det var en god idé, så det gjorde jeg med det samme. Generelt lytter jeg selvfølgelig til de råd og idéer, jeg får fra fagfolk, jeg stoler på. Og jeg stoler på medarbejderne på 808!

Jeg var selvfølgelig opmærksom på, at reglen er fakultativ, hvilket betyder, at kommunen kan – ikke at den skal.

De mange kontakter – en for en

Først ringede jeg og talte med en medarbejder i den relevante afdeling. Jeg spurgte helt simpelt: “Har I tilbud efter servicelovens § 82 b?” Hun bad mig beskrive min situation og mit behov på skrift. Hun bad mig også fortælle lidt om mig selv, så de bedre kunne vurdere “sagen”, som jeg faktisk bare syntes var en simpel forespørgsel. Men det var jo både pænt og venligt.

Kort efter – måske samme dag – den 19. juni, mens jeg stadig var indlagt, skrev jeg en mail til den relevante afdeling og gjorde det, vedkommende havde bedt mig om. Det krævede overskud, men hvad gør man ikke for at fremme den kommunale sagsbehandling?

Den 7. juli ringede jeg og spurgte til status. Jeg var fortsat indlagt, og der var gået ca. tre uger. Jeg fik at vide, at “min sagsbehandler” var fraværende, men den medarbejder jeg talte med, var ved at undersøge tilbud efter helt andre bestemmelser. Det var selvfølgelig vældig pænt af hende, men noget forbi skiven i forhold til mit simple spørgsmål. Jeg spurgte, om jeg var glemt, men det var jeg bestemt ikke.

Den 25. juli ringede jeg igen og spurgte til status. Jeg fik at vide, at “min sagsbehandler” var fraværende indtil den 14. august, at jeg så ville høre noget, og at vedkommende hurtigst muligt ville kontakte mig.

Den 6. oktober skrev jeg og spurgte igen pænt og høfligt til status. Alle mine henvendelser har i øvrigt været pæne og høflige. Det, jeg har på skrift fra min side, starter alt sammen med “Kære [afdeling]”

Den 24. oktober var jeg træt af at vente og skrev uden en venlig indledning: “Jeg undrer mig fortsat over, at jeg ikke får svar.”

I fredags den 3. november ringede jeg endnu en gang. Telefontiden er to timer dagligt. Jeg ringede til afdelingens hovednummer, og blev stillet om til “min sagsbehandler”. Jeg fik en telefonsvarerbesked om, at vedkommende ikke var ledig, og at jeg måtte ringe senere – men så ville de to timer været gået, og så skulle jeg have ventet til mandag den 6. november.

Nu var jeg ærlig talt træt af dette cirkus, så jeg ringede med det samme igen op til hovednummeret og sagde, at nu ville jeg simpelthen have et svar, og at det måtte være rimeligt, eftersom den første kontakt lå ca. 19. juni. Det lykkedes at få “min sagsbehandler” i tale.

Det korte svar

Jeg redegjorde (igen) for hændelsesforløbet. Og hun svarede: “Vi har ingen tilbud efter servicelovens § 82 b; det er en “kan-bestemmelse””. Det sidste var jeg godt klar over, og jeg var også klar over, at man ikke kan klage over en afgørelse efter bestemmelsen. Men det kan hun selvfølgelig ikke vide, at jeg vidste. Ret skal være ret.

Jeg kunne ikke andet end sige “Nåh”, for jeg blev noget paf. Retfærdigvis sagde hun “Det kunne vi have sagt straks”. Det kunne jeg bekræfte.

Hun spurgte, om jeg var opmærksom på Kofoeds Skoles tilbud. Næh det var jeg ikke, og jeg synes ikke rigtig, jeg er i en “udsat position”. Herudover er det store hold, og for mig er fx fem mennesker mange og voldsomt udtrættende, fordi alle indtryk går lukt ind i hjernen. Jeg har ikke det filter, som andre mennesker har. Endvidere er der langt; det vil tage lang tid i busser at komme til Holmbladsgade. Det dur ikke. Det kan jeg lige så godt erkende med det samme i stedet for at begynde på noget og så igen måtte give op.

Hun spurgte, om hun skulle prøve at se efter, om der er relevante muligheder lidt nærmere rent geografisk. Det sagde jeg selvfølgelig “ja tak” til. Jeg regner nu ikke med nogensinde at høre noget fra hende, for der er jo noget med, at intelligens kan defineres som evnen til at lære af sin erfaring …

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.