/0 Kommentarer/i , , /af , ,

At genkende en person med Aspergers syndrom

At genkende en person med Aspergers syndrom

På autismespektret (ASF)

At genkende en person med Aspergers syndrom

I flere år før jeg i 2019 fik diagnosen “Aspergers syndrom” havde psykologen sagt “Du har Aspergertræk”. Forleden spurgte jeg, hvad der havde fået hende til det?

Da jeg for seks år siden kom med diagnosen, var hun ikke overrasket. Jeg har altid tænkt, at hun bare glædede sig med mig efter udredningen. Hun havde ikke været i tvivl, og selv havde jeg undersøgt det siden 2003, så jeg manglede bare en, der ville skrive under.

Jeg glemmer aldrig da en overlæge fra Akutteamet i Glostrup, som jeg var tilknyttet et årstid, lukkede låget på den bærbare og sagde “Du nævnte noget om Aspergers”, hvorpå det væltede ud af mig med de tegn, jeg selv så. 

Psykologen fortalte:

“Det er hele måden, du vender verden på. Du har altid været orienteret mod data og logik. Du er orienteret mod sammenhænge, du kan forstå. Og kan du ikke finde en sammenhæng , bliver du ved at spørge, til du forstår det. Du har en særlig OCD-agtig stædighed og helmer ikke, før du forstår det. Du er den første autist, hvor jeg ikke har været i tvivl.”

Jeg tror selv, at en af grundene til, at jeg har fået en femstjernet behandling i psykiatrien er, at jeg har stillet afklarende spørgsmål, helt til jeg forstod, hvad de sagde. Jeg kan huske, at jeg var rasende over et eller andet, (jeg husker ikke hvad), hvorpå jeg klagede skriftligt til centerchefen over det. Hun var et sødt og venligt menneske, og jeg fik et fint svar. Jeg tror endda, jeg fik medhold.

En anden gang vil “akutten” stoppe et kæmpe spørgeskema med mere end 100 spørgsmål ned i min taske. Det var vist en brugertilfredshedsundersøgelse. Men jeg var overhovedet ikke tilfreds, for henvender jeg mig i akutmodtagelsen, har jeg ikke overskydende hjernekapacitet til spørgeskemaer, og min taske er det eneste, jeg har ejendomsret til, når jeg er der, og den skal ikke krænkes. Det står endda i grundlovens § 73 at “Ejendomsretten er ukrænkelig …” 🙂 

Dagsordener og lydoptagelser

At genkende en person med Aspergers syndrom

Det har aldrig været mig, der gik ind til overlægen og fik at vide, hvordan jeg havde det. Jeg havde typisk en “dagsorden” med og stillede spørgsmål for at gøre en uforståelig situation forståelig.

Jeg ville fx gerne vide, hvad det var, der bevirkede, at jeg hørte en respirator i mit klædeskab, der stod og sagde sit “bip bip”, og når jeg åbnede klædeskabet for at slukke for den, var den der (selvfølgelig) ikke.

Lige nu laver jeg lidt sjov med det – men det var overhovedet ikke sjovt, da det stod på. Jeg var meget bange for, at jeg nu for alvor var ved at blive skør. Hvordan ville du selv have det med det evindelige “bip bip” i dit klædeskab?

Jeg husker også en nat, hvor jeg ville lave en kop kaffe, men jeg kunne ikke huske, hvordan man lavede kaffe. Og jeg lagde brødkniven i køleskabet i stedet for i skuffen. Der tænkte jeg: “nu rabler det for alvor for mig”.

Alle de ting krævede jeg en forståelig og sammenhængende forklaring på. Det har nok ikke altid været nemt at være overlæge på 808.

På et tidspunkt mistede jeg hukommelsen, hvorpå jeg begyndte at optage de vigtige samtaler med de mange fagpersoner, jeg traf. Nogle var bange for, at optagelserne ville ende på Facebook, hvorfor de sagde nej, men jeg havde på forhånd undersøgt via DUKH, at de ikke måtte sige nej. Selvfølgelig havner filerne ikke på Facebook eller andre steder. Jeg er da et ordentligt menneske.

Det har resulteret i, at jeg nu ligger inde med hundredvis af lydfiler og kan genhøre mange år af mit liv. Men det gør jeg ikke, for det er for trist. Nu bruger jeg de seneste til at forberede næste møde i Distriktspsykiatrien og med psykologen. Det er meget nemmere end at tage noter.

De to spor i hjernen

Det er formentlig også et Aspergertræk, at jeg har de to spor i hjernen. Det er svært at forklare, men det er som om, der hele tiden kører parallelle tankerækker. Jeg kunne sagtens have det meget dårligt samtidig med, at jeg skrev en artikel til min hjemmeside eller ringede til Microsoft. Så måtte døden vente. Jeg kunne ikke forlade denne verden med en ufærdig artikel eller kaos på min PC.

De to spor er vældig praktiske for mig, og de er der altid. Det kan være, det er en del af at have et anderledes styresystem (det siger man om mennesker med Autisme)? Selvfølgelig kan det være trættende, men for det meste oplever jeg dem som en ressource, jeg kan trække på, og som de færreste mennesker ligger inde med.

Når jeg taler om mine voldsomme erindringer, har jeg en armslængdes distance til de følelser, der næsten ville have opslugt de fleste mennesker. De ville blive opslugt af alt det, de selv skulle have gjort, hvad deres mor skulle have gjort, hvad andre skulle have gjort osv. Men jeg er ikke rigtig orienteret mod alt “det der følelses-noget”. Jeg forholder mig mere nøgternt og næsten klinisk til min fortid. 

Jeg har været orienteret mod at finde løsninger på kaos. Jeg forholder mig helt anderledes til traumerne end andre med en tilsvarende historie.

Man kan sige, at Aspergers syndrom har været et værn mod det kaos, jeg engang var en del af.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/1 Kommentar/i , /af ,

Fortællingen om ECT

Fortællingen om ECT

ECT ja tak. Parkinsonisme nej tak!

Fortællingen om ECT

Vi har gennemgået det hele igen:

Denne artikel er psykologens genfortælling til mig om en ECT-behandling. Jeg har gennemlyttet den flere gange og taget noter undervejs. Hvis fagfolk fra psykiatrien læser med, er det ikke korrekt, for det er selvfølgelig ikke fagudtrykkene, men det er hendes oplevelse af det, som jeg har forstået det. Vi er ude i tredje potens …

Har man har fordomme om psykiatrien i almindelighed og ECT i særdeleshed, håber jeg, at jeg hermed er med til at bryde dem bare lidt ned.

Søvn = restitution

Når jeg har været til behandling, er jeg utrolig træt. I fredags sov jeg nærmest både hele dagen og hele natten til lørdag. Det er usædvanligt. Sædvanligvis sover jeg bare 3 – 4 timer. Det er godt, at jeg kan det. Jeg har ikke ægtefælle, børn, arbejde m.v., jeg skal hjem og forholde mig til.

Jeg har engang spurgt en psykiater, om det er naturligt at være så træt, og det er det. Der er vel det i det, at kroppen restituerer, når man sover. Efter at have sovet, har jeg det fuldkommen normalt. Min hjernekapacitet er ikke blevet mindre af de mange (mere end 100) behandlinger. Det kan også være, jeg har lidt at give af.

På ECT-dagene står der bare “ECT” i kalenderen; og jeg får ikke gået min tur, jeg går kun ind under min kugledyne. Sådan er det.

Passer de på mig?

Mit første spørgsmål, som jeg intellektuelt godt ved er fuldkommen overflødigt: “passer de på mig?”. Helt 100 pct. Der er kun en, der er i fokus, og det er mig.

Jeg er altid så glad, når det er LL fra anæstesien, der er der, for der er noget utrolig sødt over hende. Hun er så imødekommende og varm, og så er hun altså den, der er bedst til at stikke.

Da AJ var der, sagde hun altid “Hanne er svær at stikke”. Min åre på venstre hånd slår på en eller anden måde et knæk, så det gør pokkers ondt, når de “roder rundt” for at finde den. LL går bare over på højre hånd, der er bedre. Hun havde lidt svært ved at kalde den frem og “bankede” mange gange, men ondt gjorde det bestemt ikke.

Denne gang sagde jeg til hende “Jeg havde sådan håbet, det var dig, der var her”. Det var måske dumt, men nu gjorde jeg det altså, for jeg har haft lyst til det længe. Vi kender jo efterhånden hinanden, og vi har samme smag i rygsække 🙂 Det skal være en Osprey 34 l.

Serier ctr. hver femte uge

Når man er indlagt og får ECT, giver de typisk serier, hvilket vil sige, at man får behandling mandag, onsdag og fredag. Der bliver kroppen lidt “immun”, og der skal mere medicin til, men ikke for meget, for så kan anfaldet ikke fremkaldes. Det er en balancegang, som de har fuldkommen styr på.

Når der er lange intervaller, skal der mindre medicin og mindre strøm til for at fremkalde anfaldet. Det er jo egl. logisk nok – og jeg elsker logik. Så reduceres dramatikken og magien.

Jeg faldt en dag over et gammel blogindlæg fra 2015, hvor jeg skrev om “chokdemens”: Under en indlæggelse med serier var jeg “chokdement”, dvs. lidt “fra den” efter en behandling, så jeg gav en uærlig medpatient både Visakort og kode, for at hun kunne købe cigaretter til mig. Personalet på 808 havde bøvlet med at spærre kortet i banken osv.

Jeg har kun oplevet “chokdemens” denne ene gang.

Roller og behandling

Alle har deres rolle.

LL giver medicinen, der bedøver, og holder mig i hånden! De ved godt, hvordan jeg har det. Hun er henne og tjekke tre eller fire gange, før de går i gang.

S, der står på den anden side, holder øje med en/nogle skærme og sørger for ilten.

J sætter elektroderne på.

Lægen sidder ved skærmen, har det overordnede ansvar og monitorerer alt. Det er faktisk ikke J, der siger, når de tænder for strømmen, det er lægen. Og så siger han “Nu støder vi”, når alt er klar til selve behandlingen.

Man skal tage skoene af, og de kan se på fødderne, når man er fuldkommen afslappet. Jeg har altid troet, at det var for, at man ikke skulle grise lejet til.

Psykologen havde været lidt spændt på, hvordan det så ud. Ville det være voldsomt? Ville det være lige som, det er vist i en “Indefra” med Anders Agger? Nej, sådan var det overhovedet ikke. Det var mere, som man kender det fra mennesker, der har en spastisk lammelse. Man kan se, at patienten bider hårdt sammen (derfor bideskinnen), kinder, arme og ben ryster/spjætter lidt. Men det er sådan set også det hele.

Det var alt sammen fuldkommen udramatisk og totalt metodeorienteret. De har deres fulde opmærksomhed på mig. Der er ikke noget at være bange for. Sammenligner vi det med den neuroleptikaudløste Parkinsonisme, som jeg jo nærmest blev invalid af, er dette 100 gange bedre. Dette er fuldkommen under kontrol – ingen kunne kontrollere Parkinsonismen.

Det svarer til, at professor Poul Videbech skriver:

Endelig foretrækker mange patienter, der tidligere har fået ECT-behandling, på ny at få denne behandling, hvis de atter får en depression, fordi de har erfaring med, at den virker så hurtigt.

Lægen fortalte psykologen, at det var et A-anfald, og at det varede 40 sekunder. Man kan se både på mig og på skærmen, at nu aftager anfaldet. Jeg overtager selv vejrtrækningen.

Hun havde stillet spørgsmål, som de havde besvaret. Alle havde været meget søde, imødekommende og ordentlige. Det er altså lidt imponerende, at de åbner for lægfolk på den måde. Hun syntes, hun havde fået en fantastisk behandling.

Da jeg vågner, taler LL til mig (det husker jeg ikke). Hun spørger, om jeg vil have kaffe? Ja tak kaffe og en yoghurt, eftersom jeg ikke har fået noget som helst siden før midnat, og nu nærmer vi os vist kl. 11.

De kører mig til opvågningen. Så komme B med kaffen. Og det var det.

Kun en ting kunne være bedre

Det eneste, der kunne være bedre, var, at der ikke var den lange ventetid på mindst en time. Jeg hører de mange stød mange gange – også selvom jeg altid sætter mig længst muligt væk helt nede i enden af ECT-gangen. Lyden gør mig bange. Den er så insisterende, så tårene står i kø. Det er ligesom, hvis man har stress, eller man er meget presset. Så kan man heller ikke holde tårerne tilbage. Det er en fuldkommen naturlig reaktion, men jeg føler mig som en idiot hver gang. Mine følelser kommer ikke andre end de særligt udpegede ved.

Jeg vil tale med J om, jeg evt. kan være først på? Det er vist hende, der styrer det. Men de tager vist de indlagte patienter først. Jeg vil alligevel prøve. Det kan der ikke ske noget ved. Jeg kan højst få nej.

Hvis det nu ikke virker?

Nu er jeg selvfølgelig spændt på, om angsten er den samme eller mindre næste gang. Tror jeg stadig, jeg skal dø? Står tårerne stadig i kø? Er jeg stadig maksimalt presset? Jeg vil selvfølgelig høre lydfilen fra i går igen, for vi gennemgik alt i detaljer.

Hvis det ikke virker, må psykologen jo udtænke noget andet: “Vi har et problem, vi skal løse”.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

ECT: Nyt forsøg på at imødegå dødsangsten

ECT: Nyt forsøg på at imødegå angsten

Electroconvulsive Therapy/Elektrokonvulsiv behandling (ECT)

ECT: Nyt forsøg på at imødegå dødsangsten

Alle har gjort alt, hvad de kan.

Angst er irrationelt; sådan er det bare. Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien har gjort alt, hvad hun kan. Jeg har fx overnattet i Glostrup inden behandlingen. Men de kom hver anden time for at spørge, om jeg sov, og så kan man selvfølgelig ikke sove. Har man ikke sovet, er man endnu mere skrøbelig. Tårerne triller endnu lettere.

Jeg har vendt det med psykologen mindst 50 gange, alligevel kommer tanken “Det er sidste gang, jeg låser min dør”, når jeg tager afsted til ECT. Det er meget ubehageligt. Når jeg lægger mig på ECT-lejet, triller tårerne, og jeg kan kun lige nøjagtigt fremstamme navn og CPR-nummer. De vil jo gerne vide, om de har fat i den rigtige patient.

Psykologen har heldigvis en dejlig operationel og kreativ tilgang “Vi har et problem, vi skal have løst”, så hun udtænkte noget nyt: “Har du en, du stoler 100 pct. på, som kan tage med næste gang?”. Mit svar faldt prompte “Ja, dig”.

Kontaktpersonen ringede til ECT-afdelingen og spurgte, om det var muligt, at psykologen måtte komme med? “Ja, hun må meget gerne komme med” (jeg bemærkede ordet “meget”), og det var så i går, jeg havde følgeskab. Det var så rart, at nogen holdt mig i hånden, da jeg vågnede op. Det har jeg ikke prøvet før.

Der var ingen bøvl ved at få lov til at tage hende med, og personalet var så søde og imødekommende. Jeg havde nok forestillet mig 5 overlæger, 5 blanketter, samtykkeerklæring, GDPR osv., men sådan var det ikke. J i ECT-afdelingen sagde, det var i orden, så var det sådan, og vi skulle bare finde en dato.

Sådan er det, når gode mennesker lægger sig i selen for en.

Formålet med følgeskabet

Når jeg ellers ikke føler mig for fjollet og dum og kan fremstamme det, beder jeg J “sige højt, når de tænder for strømmen, for hvis jeg hører det, er det galt”. Intellektuelt ved jeg naturligvis godt, at de aldrig nogensinde vil tænde for strømmen, hvis narkosen ikke er på plads. Men dødsangst og intellekt har intet med hinanden at gøre. Men jeg kan jo ikke vide med sikkerhed, om J rent faktisk gør det, for jeg er jo (forhåbentlig) i narkose. 

Jeg ved ikke, om jeg er mest bange for at mærke strømmen eller for at dø. (I parentes bemærket sætter man ikke strøm gennem hjernen – det er en myte – man sætter strøm til hovedbunden. Strømstyrken svarer til strømmen i en lommelygte).

Jeg er så bange for, om de passer på mig. Måske er de bare ligeglade? Nej, det er de naturligvis ikke, for hvis jeg dør, er det en klar UTH (utilsigtet hændelse), og det har de ingen interesse i.

Gør de virkelig alt det, de siger, de vil gøre, når jeg sover? Det kan jeg jo ikke vide:

  1. Er ECT-apparatet indstillet til 90 pct.?
  2. Giver de bilateral ECT?
  3. Har de bideskinnen parat?
  4. Slår de sengehestene op?
  5. Siger J rent faktisk, når de tænder for strømmen?
  6. Passer de på mig?

Professor i psykiatri Poul Videbech skriver

ECT-apparatet afgiver strøm til hjernen i ganske få sekunder. Energimængden svarer til ca. 1/10 af den energi, som afsættes af en almindelig defibrillator (hjertestarter). Langt størstedelen af strømdosis shuntes imidlertid udenom hjernen via huden og kraniet, således at kun ca. 5 pct. af strømmen påvirker hjernen, hvor den synkroniserer nervecellerne i et lille område. Efter at strømmen er ophørt, breder impulserne sig ud fra dette område og ender med at fremkalde et krampeanfald, ligesom man ser det hos en person med grand mal-epilepsi.

Psykologens referat

Det varede ca. 40 sekunder. J sagde, da de tændte for strømmen. ECT-apparatet var indstillet til 90 pct. bilateral ECT, bideskinnen var parat, og de slog sengehestene op. Alt dette er selvfølgeligheder for mennesker uden dødsangst.

Nu håber jeg sådan, at jeg om fem uger kan genkalde mig dette, for der er ingen grund til at tro, at de bare gjorde det, fordi psykologen var med. De gør naturligvis sådan hver gang. Åh Gud hvor jeg husker det!

Yderligere forklaring om ECT

ECT står for Electroconvulsive Therapy, og er effektiv ved fx både svære depressioner, svære psykoser og svære manier. Behandlingen foregår ved, at der påføres en svag elektrisk strøm til hovedbunden. Dette udløser en sammentrækning (krampe) i hjernen. Man er i fuld narkose og oplever derfor ingen smerte eller ubehag under behandlingen.

ECT har endvidere den fordel, at det virker allerede efter et par gange. Dette skal ses i sammenhæng med, at der fx let kan gå otte uger før et evt. antidepressiva har effekt. Nogle gange har man bare ikke otte uger at gi’ af. Herudover er der specielt for bipolar affektiv sindslidelse det faktum, at man ikke kan tåle antidepressiva, for så risikerer man nye manier, så der er en hårfin balancegang at holde.

Der er ikke rigtig nogen, der ved i detaljer, hvorfor ECT virker; man ved bare, at det virker. Virkningen fremkaldes ved, at nogle neurotransmittere genfinder hinanden.

ECT står aldrig alene, men er et stærkt supplement til medicinsk behandling og samtaleterapi.

Jeg skal aldrig nogensinde tilbage til medicinen

Jeg er afhængig af ECT, og derfor må vi løse problemet med dødsangsten.

  • Gør jeg ikke noget, bliver jeg syg.
  • Tager jeg medicin, bliver jeg også syg.

Jeg fik Parkinsonisme af medicinen, hvor jeg tror, jeg fik “den fulde pakke”, og det var værre end den tilgrundliggende bipolare lidelse.

Da jeg var ligeglad med livet

Det er klart, at dødsangsten er overvældende nu, hvor jeg har fået et lykkeligt liv og aldrig har haft det bedre. Nu vil jeg så nødigt af med livet. De år, hvor jeg helst ville dø, var jeg ikke angst for ECT. Det behøver man ikke være hverken psykolog eller psykiater for at regne ud. Det er den rene logik.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Verdens bedste psykiatri? Der er lande, hvor det er værre

Verdens bedste psykiatri? Der er lande, hvor det er værre

10-årsplan for psykiatrien

Verdens bedste psykiatri? Der er lande, hvor det er værre

Citatet om, at der er lande, hvor det er værre, stammer fra professor i psykiatri Merete Nordentoft, der er gæst i dagens udgave af “Hjernekassen på P1”, som kan findes i DR Lyd. Hun er psykiatriens klogeste kvinde, og så er hun forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Den 8. april i år blev den 1. psykiatriaftale indgået. Til sammenligning blev den 5. kræftplan indgået i maj måned i år.

Psykiatrien tilføres varigt 4,6 mia. nye kroner. Beløbet falder på et tørt sted. Tidligere løft har typisk været midlertidige satspuljer. Ingen i denne verden kan udvikle et nødlidende område baseret på midlertidige bevillinger.

Regeringen skriver i sin pressemeddelelse

Med et nyt udspil, der fuldender den samlede 10-årsplan for psykiatrien, styrker regeringen behandlingstilbuddene til mennesker, der mistrives psykisk eller har alvorlige sindslidelser. Psykiatrien tilføres ekstra 4,6 milliarder kroner i varige midler de kommende år.

Flere danskere har brug for hjælp og støtte i psykiatrien, og især blandt børn og unge er efterspørgslen steget markant de senere år.

Med et nyt udspil til en stærkere psykiatri fuldender regeringen nu den fuldt finansierede 10-årsplan for psykiatrien. Udspillet realiserer et samlet løft af psykiatrien på 4,6 milliarder kroner. Det er et løft på hele 35 procent i forhold til 2019.

Det har taget sin tid, for psykiatriaftalen har været seks år undervejs.

Første skridt var forståelsespapiret fra 2019: “Af forståelsespapiret, Retfærdig retning for Danmark, aftalt den 25. juni 2019 mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, fremgår det, at regeringen vil indgå aftale om en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål om bl.a. at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for mennesker med psykisk lidelse”

Kilde: “Pixiudgave af fagligt oplæg til en 10-årsplan Bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser”, side 3, udgivet af Sundhedsstyrelsen i 2022.

“Hvem griber Sarah?” og hvem greb mig?

I aftes viste Danmarks Radio dokumentaren “Hvem griber Sarah?”. Det er en skrækhistorie om, at alle i psykiatrien forsøger at gøre deres bedste, men ingen gør det godt nok. Det bevirker, at Sarah tager sit eget liv, da hun er 23 år gammel. Hun er faret vild i det psykiatriske system, hvor hun i løbet af 3½ måned møder seks forskellige behandlere og bliver præsenteret for fire forskellige diagnoser. Det må vi kunne gøre bedre.

Det må have været forfærdeligt for den unge kvinde at skulle fortælle sin historie igen og igen. Det er i sig selv opslidende. Det er svært at forstå, hvorfor Sarah ikke måtte komme tilbage til det første tilbud, som hun var så glad for, og som hjalp hende til at få det bedre i en periode.

TV viste billedet af Brøndbyøstervej 160. Jeg kender kun skiltet alt for godt. Jeg fik selv fantastisk hjælp på adressen. De kan om nogen noget derude. De tog imod mig hver gang, jeg stod der med tasken igen. De sagde “Vi er her for dig Hanne”. De hjalp mig blandt andet til at tro på, at der nok alligevel ikke stod en respirator i mit klædeskab og sagde sit “bip, bip”. Jeg hørte det så tydeligt, når jeg lå i sengen, men hver gang, jeg stod op for at slukke for den, var den der jo (selvfølgelig) ikke. De skrev “nærpsykose” i journalen.

Hvem stiller diagnoserne?

Danmark har – og har i mange år haft – ca. 600 selvmord om året. Det er 600 for mange. Der var engang, en kræftdiagnose var en dødsdom, men sådan er det gudskelov ikke længere.

Muligvis havde Sarah en svær depression. Det behøver man – med den rette hjælp – ikke dø af. Men hvem siger egl., at hun havde en depression? Flere af lægfolkene i udsendelsen antager det – men hvad bygger de det på? Hvad er deres kilde? Er disse medvirkende dygtigere end de – helt sikkert alt for mange – behandlere, hun præsenteres for?

Herudover står det lidt uklart, hvilken rolle de pårørende har spillet. Har de bakket Sarah op og støttet hende ved fx at deltage i samtlige lægesamtaler?

Dokumentaren fortalte, hvordan de forskellige specialiserede enheder rent faktisk forsøger at gøre det så godt som overhovedet muligt ved at henvise kvinden til det sted, man mener, hun vil få den rigtige hjælp. Det synes jeg faktisk ikke, man kan klandre nogen for.

Det, vi burde lære af denne dybt tragiske hændelse, er, at de forskellige specialiserede enheder bør arbejde tættere sammen og drøfte symptomer og mulige diagnoser, så der hurtigt kan sættes ind med den rette hjælp. Så er vi måske nede på 599 …

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.