/5 Kommentarer/i /af

Det er en borgerpligt at stemme

Valg til kommunalbestyrelser og regionsråd

Det er en borgerpligt at stemme

I dag er der valg til kommunalbestyrelser og regionsråd, så du skal ned at stemme, uanset at du måske skal kravle til valglokalet. Og uanset om du er brun, hvid, blå eller rød. Det er din eneste chance i denne fireårige periode. Hvis du mener noget om noget, og det gør du vel, skal du ned at sætte dit kryds. Det er en borgerpligt at stemme!

Jeg har altid stemt både til valg til Folketinget og til de lokale valg. Jeg kan godt lide stemningen i valglokalet. Den er lidt andægtig og samtidig glad. Det er på en måde en festdag for demokratiet. Prøv at tænke på hvor mange steder i verden, der ikke afholdes demokratiske valg, og hvis der afholdes valg, er der mange steder, hvor kvinder ikke kan deltage.

Måske skyldes glæden en lettelse over, at valgkampen er ovre, så vi kan få de fjollede fotos taget ned af lygtepælene og lige ud for mine vinduer i stuen, selvom jeg bor på 1. sal. Jeg synes, de er spild af ressourcer, men engang læste jeg en undersøgelse, der viste, at “Valgplakater virker”. Jeg vil dog påstå, at de ikke virker på mig, men det kan jeg selvfølgelig ikke vide.

Jeg glæder mig til at tænde for DR1 kl 16:30, der i studiet har nogle af de bedste – blandt andet Jens Ringberg og Stéphanie Surrugue, som jeg godt kan lide.

Boligsituationen i Københavnsområdet har været en del af valgkampen

Jeg bor i hovedstadsområdet på Vestegnen og altså ikke i Københavns Kommune, men det har alligevel været interessant at følge valgkampen mellem de tre kvinder der. Et af emnerne har været boligmanglen/-situationen her. Den er medvirkende til placeringen af mit kryds.

Boligsituationen er fuldkommen forrykt i Storkøbenhavn. Lad mig komme med et eksempel:

Jeg bor til leje, for når man er single, er det svært at spare op i mursten. Da jeg var ung, var lønnen ikke så høj, studiegælden skulle betales, og jeg foretrak at rejse, for de bedste penge, jeg gav ud, var dem jeg brugte på flybilletter til fjerne egne.

Da jeg i 1990 var færdig med at læse og flyttede fra kollegiet, flyttede jeg til en lille lejlighed i Vanløse på 53 m². Jeg havde ikke råd til andet, for jeg var arbejdsløs de første seks måneder; det var helt almindeligt dengang. Ejendommen var bygget i 1935 og ejet af min pensionskasse.

Der boede jeg i 17 år, og det var jeg glad for. Alligevel ville jeg gerne til en bedre lejlighed i et lidt nyere byggeri fra 1950’erne, for de 20 m² ekstra lokkede, og jeg var så træt af, at der var enormt lydt. Ergo flyttede jeg til en anden af pensionskassens lejligheder i 2007. Der var nyt køkken og bad, og det var skønt.

Jeg elsker min lejlighed og flytter ikke, før det er til den etværelses med låg.

Realiteten er også, at jeg ikke kan flytte. Jeg er stavnsbundet til min lejlighed, for jeg vil aldrig nogensinde kunne betale en anden bolig i Københavnsområdet, hvor jeg har boet i 45 år, så det er heldigt, at jeg elsker at være, hvor jeg er. Min lejlighed er ikke længere ejet af min pensionskasse. Ejendommen er flere gange solgt til diverse boligspekulanter. Det betyder blandt andet, at mine unge naboer betaler dobbelt så meget som mig for færre m². Det har de næsten ikke råd til, for de har ganske “almindelige jobs”. Han er brolægger, og hun har en bachelor.

Der findes regler, der bestemmer, hvor meget min leje må stige pr. år. Det er vist noget med fire pct. Så jeg kan heldigvis blive boende, også når jeg om seks år bliver folkepensionist, og min indtægt reduceres en hel del.

Ergo: det københavnske boligmarked er fuldkommen Anders And. Og ingen unge har råd til at bo her, og de, der skal læse på Københavns Universitet eller RUC, kan ikke finde et kollegieværelse.

Line Barfod (Ø) siger, at den rigtige løsning er et huslejeloft. Det er jeg enig i. Det kan ikke være rigtigt, at vores hovedstad skal være for de gamle “boomere” og skyggehoteller i form af airbnb. Så mit kryds ender hos Ø i solidaritet med dem, der bor i Købehavns Kommune. Socialdemokraterne har siddet længe nok på overborgmesterposten.

God valgdag!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Ulighed i tandsundhed

Jeg var hos tandlægen

Ulighed i tandsundhed

Jeg elsker at gå til tandlæge. Min tandlæge begynder altid med at spørge, hvordan jeg har det, og jeg er glad for at kunne sige “Jeg har aldrig haft det bedre”. Det siger jeg tre gange om året. Det kan vel ikke blive ved at gå fremad?

Han forklarede engang, at hans spørgsmål skyldes, at når mennesker har det godt, har tænderne det også godt. Det giver god mening. Jeg er ikke klar over, om der er biokemiske sammenhænge, men almindelig tankevirksomhed tilsiger, at hvis man har det skidt og er presset på alle fronter (sygdom, bolig, arbejdsmarked, økonomi m.v.), kan det være svært at finde overskuddet til at passe godt på tænderne. Det skal man ikke være hverken psykolog eller psykiater for at indse.

Dengang med mundtørheden

Da jeg spiste læssevis af antipsykotisk medicin, led jeg meget af mundtørhed. Til tider kunne jeg ikke åbne munden for at tale. Alle mine tænder begyndte fra tandkødsranden med en brun stribe på 1, 2 eller 3 millimeter. Jeg lignede en taber og øvede mig i ikke at smile. Til orientering kan jeg oplyse, at det er meget svært.

Jeg gik i 2015 over til Ammar, der ejer Hvidovre Tandklinik, og spurgte, hvad behandlingen ville koste. Overslaget på den billigste behandling lød på 70.000 kr. Jeg var i fleksjob, meget syg og havde ikke 70.000 kr.

  • Jeg søgte Hvidovre Kommune om en enkeltydelse og vedhæftede alle relevante bilag. Svaret var nej.
  • Jeg gik i banken, der dengang var Nordea, og bad om et lån og dokumenterede en mulig afdragsprofil. Svaret var nej.

Jeg gik tilbage til Ammar og fortalte den nedslående beretning om mine to forsøg på at finansiere beløbet på 70.000 kr.

Han spurgte, om jeg ville have den billigste behandling eller den rigtige behandling. Jeg ville gerne have den rigtige behandling, for sådan er jeg skruet sammen. Jeg køber også en ordentlig vaskemaskine og en ordentlig støvsuger.

Han sagde, at jeg virkede så motiveret, at han tilbød mig at betale af på den rigtige behandling med 24 keramikkroner, masser af lokalbedøvelse, adskillige højtspecialiserede røntgenoptagelser m.v., der beløb sig til 103.615 kr. (rente og gebyrfrit) og efter rabat på 36.000 kr. Jeg lagde en udbetaling på 40.000 kr. og afdrog med 3.000 kr. i 22 måneder. Gad nok vide hvad Nordea skulle have haft i renter og gebyrer?

Vi blev enige, og behandlingen begyndte. Og det var farvel og tak til Nordea, som jeg havde haft, lige fra de hed Sparekassen SDS i 1980.

Ulighed i tandsundhed

I dag talte vi lidt om dengang. Især glemmer jeg aldrig:

  • “Vil du have den billigste behandling eller den rigtige behandling?”
  • “Du virker så motiveret”

Jeg takkede for hans “Du virker så motiveret”. Han fortalte, at hvis patienterne er motiverede for behandlingen, så kommer pengene også. Det har han ingen dårlige erfaringer med, og det vigtigste for ham er tandsundheden og tandbehandlingen. Det er jo egl. fantastisk. Sikke en tilgang til ens fag og ens virksomhed.

Jeg synes, det er dyrt at komme til kontrol tre gange årligt, men jeg prioriterer det i mit årsbudget, og jeg tør ikke lade være, selvom jeg næsten ikke lider af mundtørhed mere, for jeg spiser kun en brøkdel af den cocktail af antipsykotisk medicin, jeg spiste dengang. I dag fik jeg uden beregning en stor håndfuld tabletter med hjem, jeg kan bruge, hvis jeg trods alt mærker lidt mundtørhed – det er typisk aften og nat.

De kan høre det i telefonen, når folk ringer og bestiller tid. Det første spørgsmål, folk stiller, er ikke “Hvornår kan jeg få en tid?” men “Hvad koster det?”. Der er mange mennesker, der kun dårligt har råd til at gå til tandlæge. På lidt længere sigt kan det blive meget dyrt.

Der er virkelig mange mennesker, der ikke vil kunne lægge 40.000 kr. i udbetaling og/eller 3.000 kr. i månedlige afdrag i knapt to år. De må fortsat ligne tabere og undlade at smile. Min situation var gunstig. Det er jeg klar over.

Vi har masser af ulighed i sundhed, og det gælder både tandsundhed og psykisk/somatisk sundhed. Hvorfor er det sådan, at hvis man brækker benet, bliver man sat sammen af sundhedsvæsenet, og det er finansieret via skatteindbetalingerne, men knækker man en tand, må man selv til lommerne eller i forsøge sig i banken?

Man har gjort tandbehandling gratis for unge op til og med 21 år, hvilket er positivt. Unge på 22 år ff. er ofte i gang med en uddannelse og på SU samt det erhvervsarbejde, der kan blive tid til, når forelæsninger og hjemmearbejde skal passes. De kan også have svært ved at finde penge til regelmæssige kontroller hos tandlægen. Lærlinge tjener heller ikke ret meget.

Enhedslisten stiller forslag om, at også tandbehandling skal omfattes af det skattebetalte sundhedssystem. Det er jeg fuldkommen enig i, og det vil påvirke morgendagens kryds.

“En syg forskel”

Er du interesseret i ulighed i sundhed, bør du se en serie i fire afsnit, der hedder “En syg forskel”, der tidligere vistes på DR1, men nu ligger på en side, der hedder “Dansk Kulturarv”. Jeg kan med det samme afsløre, at der er uhyggeligt stor forskel på den behandling rige og fattige får på hospitalet og hos lægen:

Jan har risiko for at dø tidligt. Han er arbejdsløs og bor i et socialt boligbyggeri i Aalborg. 7 kilometer derfra i et velhavende villakvarter lever de jævnaldrende mænd i snit 16 år længere end Jan. Hvorfor bliver nogle mere syge end andre? Er der forskel på den behandling rige og fattige får på hospitalet og hos lægen? I en ny serie undersøger DR Dokumentar uligheden i det danske sundhedssystem.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

Problemet er ikke Dansk Folkeparti. Vælgerne vil “remigration”

Det radikaliserede højre

Problemet er ikke Dansk Folkeparti. Vælgerne vil “remigration”

Topbilledet stammer fra Yadvashem, der er et museum i Jerusalem, hvor man kan mindes Holocaust. Jeg har selv været der, og togvognen på vej ud over kanten gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Er vi også selv på vej ud over kanten?

Problemet er befolkningen, folkestemningen og de vælgere, der stemmer på det yderligtgående parti. Alle politikere vil gerne have magt, og de vil gerne gøre deres indflydelse gældende alle steder, hvor det overhovedet kan lade sig gøre. Det er derfor, de besluttede at gå ind i politik. Og det kan man jo godt forstå, uanset hvilken fløj man selv befinder sig på.

Så når Dansk Folkeparti opstiller en plan for “remigration” (det fine ord lyder også bedre end tvangsforflytning), så skyldes det ene og alene, at de ved, at det vil afføde en masse stemmer. Man kan sige, at de har loddet “stemningen”.

Slå man “remigration” op i en ordbog, betyder det “massedeportation af ikke-hvide europæere og deres efterkommere”. Nogle af disse mennesker skal til “nærområderne”, som ligger behageligt langt væk.

I sidste uge kunne man læse lidt mere om Dansk Folkepartis plan i dagbladet Politiken. Det viser jeg til højre. Jeg har forgæves forsøgt at finde yderlige materiale om remigrationen på partiets egen hjemmeside, men jeg har ikke kunnet finde noget. Der var også tilstrækkeligt mange andre vederstyggeligheder til, at jeg skyndte mig væk igen. Og måske har de i deres iver bare ikke haft tid til at opdatere hjemmesiden, nu hvor de har så meget vind i sejlene?

De asociale medier

Jeg er for længst holdt op med at deltage i “debatter” om politik på asociale medier, for det foregår typisk på et niveau, hvor jeg hverken kan eller vil være med.

Da jeg stadig deltog, spurgte jeg ofte “Hvad er din kilde?” eller “Hvad bygger du det på?”, når folk slyngede påstand efter påstand ud. Ikke sjældent var svaret “Jeg behøver ingen kilder, jeg ved det bare”. Det er problematisk, at der føres holdninger til torvs på basis af “jeg ved det bare”, for så er det fx, man kan forledes til at tro, at alle muslimer enten er voldsparate eller på førtidspension.

Det er også længe siden, jeg holdt op med at debattere med eller være “venner” med folk på Facebook, hvis de viser dannebrog som en del af deres profilbillede. Jeg har bestemt ikke noget imod vores flag, det er rigtig pænt, men jeg har meget imod dem, der misbruger det til egne formål. Gid vi havde regler mod det. Måske kan Rasmus Stoklund (også) gøre noget ved det?

At bo på Vestegnen

Jeg bor på Vestegnen (det betyder vest for Rådhuspladsen) i Hvidovre, og det er jeg glad for. Hvidovre er sådan lidt ad modum en landsby midt i alt det store.

Jeg har boet her i 17 år, og jeg har aldrig nogensinde oplevet mine medborgere som et problem! Vi har mange mennesker, der bruger tørklæde. Min frisør er fra Syrien, og min tandlæge er vist fra Irak, i hvert fald er han lidt brunlig i det. Så længe de passer henholdsvis mit hår og mine tænder, har jeg svært ved at se det som et problem, at de måske beder til Allah fem gange om dagen. Jeg ved dog ikke, hvordan de skule få tid til det, når de også skal passe deres forretninger.

Europas sorte fortid

Da jeg kortvarigt besøgte Dansk Folkepartis hjemmeside, da jeg læste indlægget i Politiken, når jeg hører DF i Folketinget, Jyllands-Demokraternes formand, Mikkel Bjørns, Rasmus Stoklunds og Mette Frederiksens hadtaler mod muslimer, så bliver jeg så bange.

Nu har det lige været “Krystalnat”, hvor vi andægtigt mindedes en aften og nat i Tyskland for 87 år siden, og måske sagde eller tænkte vi “Nie wieder”?

Hvis ovennævnte partier og personager får mere magt, end de allerede har, så kan det være, at der rent faktisk kommer et “wieder Mahl” lige her i vores land. Er det virkelig det, vi vil? Er det det, Dansk Folkeparti m.fl.s proselytter vil? Det håber jeg ikke.

Min sorte fortid: Glistrup som statsminister og dødsstraf

Det er vist ingen hemmelighed, at der, hvor jeg voksede op efter min fars død, ønskede man Glistrup som statsminister, genindførelse af dødsstraf (dvs. en tilbagevenden til før 1866 …). Man mente, at mennesker uden arbejde var samfundsnassere og mere i den dur. Der var mere, men jeg har heldigvis glemt resten.

Det har givet mig et godt indblik i, hvorfor folk bliver radikaliserede. Det skyldes oftest,

  • at de selv mødes af et pres, de ikke kan honorere,
  • at de er marginaliserede,
  • at de mangler relationer,
  • at de er dårligt uddannede (min “mors” ægtefælle var dog skolelærer, men det hjalp ikke) osv.

Det er problemet med højrefløjens vælgere, og det er det, vi bliver nødt til at sætte ind over for. Og det haster.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Vi stopper behandlingen af brystkræft og brækkede ben

Statsministeren gør børn og unge raske

Det er ellers Jesus forundt at gøre de syge raske. I Johannesevangeliet (kapitel 5) fortælles det, at Jesus helbredte en mand, der havde været syg i 38 år, ved søen Bethesda i Jerusalem.

Jesus betjente sig af mirakler. Mette Frederiksen betjener sig formentlig af Finansministeriet.

Vi stopper behandlingen af brystkræft og brækkede ben

Det må være sådan, at opfylder man de diagnostiske kriterier, får man diagnosen?

  • Har man symptomer på brystkræft, og lægerne finder en knude i brystet, skal man vel behandles på den bedste måde?
  • Humper jeg ned til lægen, der siger, at mit ben er brækket, forventer jeg at blive sat sammen på den bedst mulige måde.

Nu har statsministeren fået den idé, at det simpelthen er for dyrt at drive specialområdet. Derfor skal antallet af børn og unge, der får en diagnose, nedbringes. Det udtaler hun til bladet “Woman”. Pyt med de diagnostiske kriterier og pyt med de børn og deres forældre, der gennemgår et mareridt, fordi børnene simpelthen ikke kan gå i skole. De er hverken dumme eller dovne, men de kan ikke udholde de mange sanseindtryk, der typisk er i en almindelig skoleklasse.

Pudsigt nok er det aldrig de somatiske sygdomme, man vil sætte måltal for; det er altid psykiatrien, der må holde for.

“Skolens tabte børn” viser, at vil man spare, skal man bruge penge

I udsendelsesrækken “Skolens tabte børn” fremgår det af femte og sidste episode, at børn, der går helt almindeligt i skole i de ni eller ti år, koster en tiendedel af børn, der skal have et specialtilbud. Når børn skal have et specialtilbud, flytter pengene fra den almindelige folkeskole med over til specialtilbuddet.

Det vil sige, at jo flere børn, der er kommet i mistrivsel og må have et specialtilbud, jo færre penge er der til rest til den almindelige folkeskole, og så er der endnu flere børn, der må have et specialtilbud. Og sådan ruller rouletten; det er et frygteligt loop, som bare kører i det uendelige.

Eksperterne er uenige med Mette Frederiksen

Også i bladet Woman kan man læse, at eksperterne er uenige med statsministeren.

Ekspert 1: Anne-Mette Lange, der er klinisk psykolog og seniorforsker i børne- og ungdomspsykiatri ved Aarhus Universitet udtaler, at man kan se Mette Frederiksens udtalelser på to måder:

  • Den negative udlægning er: Vi må diagnosticere færre, fordi det er for dyrt at hjælpe
  • Den positive udlægning er: Vi må investere mere i forebyggelse og bedre rammer i børnehaver, familier, skoler, gymnasier og på arbejdspladser

Det må understreges, at Mette Frederiksen rent faktisk også udtaler sig om forebyggelse i det nævnte interview. Hun siger

Og vi skal altid gøre, hvad vi kan for at forebygge og undgå, at der er børn og unge, der får en diagnose, hvis vi kan undgå det – og undgå den mistrivsel, som der for nogens vedkommende er en følgesvend heraf.

Men statsministeren vrøvler. Det indser man, når man har læst det grundigt et par gange: Man mistrives ikke, fordi man har fået en diagnose. Det er omvendt: man får måske en diagnose, fordi man mistrives.

Ekspert 2: Søren Dalsgaard, klinisk professor og overlæge ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden og Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet siger, at “stigningen i antallet af stillede diagnoser primært skyldes, vi har haft for få ressourcer til at udrede dem, der havde behov for det. Den kapacitetsudvidelse, vi har haft, har gjort, at vi nu kan hjælpe flere. Der er ikke tale om overdiagnosticering. Der er i hvert fald ikke noget i tallene, der peger på det.”

De to eksperter er helt enige om, at alle tal viser, at mistrivslen standses, når diagnosen er stillet. Det kan skyldes, at barnet så får medicin (typisk ved ADHD), målrettet hjælp og et bedre skoletilbud. Og helt banalt kan det skyldes, at barnet og forældrene får en forståelse for, hvem det er.

Billeder fra mit eget liv

Da jeg – engang i urtiden – var barn, havde man hverken opfundet autisme, diagnoser eller barndom. Jeg fulgte naturligvis den almindelige folkeskole, for der var ikke andre muligheder. Der var kun noget, der hed “hjælpeklasse”, men det var for de børn, der havde svært ved det boglige, så der passede jeg ikke ind.

Jeg elskede de boglige fag, men jeg var en idiot til det praktiske og det sociale. Håndgerning, sløjd, formning og frikvartererne var et helvede. Jeg har tilbragt mange frikvarterer på et aflåst toilet, for der kunne jeg være i fred.

I en “Hjernekassen på P1”, episoden “Autisme-mødre” fra den 25. marts 2025 27:47 inde i udsendelsen hørte jeg Peter Lund Madsen, som jeg var på alder med, sige følgende kloge ord:

“Min skoletid var indrettet efter autister. Det var fuldstændig forudsigeligt. Der var skoleskema, man fik et nyt hvert år, og så kørte man bogen igennem, og nogen gange, når man sad og læste op på skift i timerne …, der var ingen slinger i valsen, og der var ro i klasselokalet. Gruppedynamikken var meget mindre indviklet, i hvert fald i timerne, for man skulle gøre, hvad læreren sagde.”

Jeg har passet mit arbejde, indtil jeg blev alvorligt syg og ikke kunne mere.

Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af

Jeg er ekstremt sendiagnosticeret (jeg var 54 år) med Aspergers syndrom, der er en del af autismespektret, og jeg kan skrive under på de to eksperters udsagn om, at man får det bedre, når diagnosen først er stillet, for så begynder man at forstå sig selv.

Nu er jeg ikke længere bare hende den mærkelige. Jeg forstår mig selv meget bedre, og jeg har indrettet et fantastisk liv på mine præmisser. Jeg er holdt op med at maskere (et fagudtryk som betegner, at autisten forsøger at være “normal”), og alene det har givet et enormt overskud, for det er i længden utrolig ressourcekrævende at lade som om, man er en anden end den, man faktisk er.

Nu fokuserer jeg på mine styrker.

  • Jeg er fx god til at se detaljer, og flere bruger mig til at læse korrektur; det er opgaver, jeg elsker.
  • Jeg elsker data i tabeller og prøver at blive endnu bedre til fx Excel.
  • Som slægtsforsker har jeg meget glæde af detaljefokusset, for ellers går det store puslespil simpelthen ikke op.

Jeg er stadig en idiot til det sociale/det relationelle. Jeg evner fx ikke at smalltalke, for jeg synes, det er organiseret spild af tid. Det kunne jeg faktisk godt tænke mig at blive bedre til, så jeg har tilmeldt mig et forskningsprojekt om socialkognition. Det er sådan et, hvor man enten lander i kontrolgruppen eller i den sjove gruppe, hvor man rent faktisk deltager. De vil undersøge, om man kan få en bedre livskvalitet vha. virtual reality.

Der er absolut intet galt med min livskvalitet, og jeg har ingen problemer med at aflæse andre mennesker (synes jeg da selv), men det, der fangede mig, var:

Vi har udviklet en virtual reality-baseret intervention, hvor man sammen med en terapeut bliver støttet i at begå sig i virtuelle sociale situationer; det kan for eksempel være at smalltalke med andre.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.