/10 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Facebook-juristerne er på overarbejde

Facebook-juristerne er på overarbejde

Træt af minksagen

Facebook-juristerne er på overarbejde

Jeg er allerede træt af minksagen, da det er helt ufatteligt, som Facebook-juristerne er på overarbejde. Hver og en gør sig klogere end medlemmerne af “Granskningskommission om sagen om aflivning af mink”. De burde starte med at lære forskellen på ordene “forsæt” og “fortsæt”. Og for så vidt angår det med forsættet: De forstår ikke, at statsministeren ikke handlede forsætligt, da hun traf beslutningen om aflivningen af dyrene. De udtaler sig på baggrund af små løsrevne citater hid og did, og ingen har læst rapporten.

Jeg har naturligvis heller ikke læst rapporten og er ikke klar over, om det omtales, at statsministeren muligvis handlede groft uagtsomt. En eller anden har lige belært mig om, at grov uagtsomhed også kan være strafbart. Jo, det er jeg klar over, men jeg ved ikke, om det er strafbart efter ministeransvarlighedsloven, og jeg gider ikke slå efter. Det svarede jeg vedkommende, der herefter oplyste, at det kunne være strafbart efter anden lovgivning. Da jeg meget apropos udbad mig hjemlen, døde debatten (heldigvis) ud.

Jeg har respekt for de radikale, der har sagt, at de vil (nær-)læse rapporten, inden de udtaler sig om dens indhold. Det burde gælde alle Folketingets partier.

Pressemødet

Jeg ser som oftest pressemøderne fra Statsministeriet, fordi det er en måde at vide, hvad der foregår i regeringshovederne. Jeg slukker, når ordet gives videre til journalisterne. Dem orker jeg ganske enkelt ikke at høre på, da de er lige så kloge som Facebook-juristerne og dermed også klogere end medlemmerne af “Granskningskommission om sagen om aflivning af mink”.

Det er min opfattelse, at regeringen har håndteret Coronakrisen utrolig godt. Det er regeringens fortjeneste, at Danmark er kommet så godt gennem krisen. Vis mig den regeringsleder, der ikke ville være gået i panik over smitteudviklingen i Nordjylland i november 2020:

Fødevareministeren viste på pressemødet to kort: et fra oktober 2020 og et fra november 2020. Kortene viste smitteudviklingen, og de var uhyggelige at se på. Nordjylland var en stor brun plamage i november og smitten var fuldkommen ude af kontrol. En del af årsagen til dette var, at minkene spredte smitten. Der var risiko for, at den variant, de spredte, kunne ødelægge vaccinernes effekt. Ældre på plejehjem var udsatte. Falckreddere bragte smitten videre til de mennesker, de skulle redde. Det var fuldkommen vanvittigt. Jeg forstår til fulde, at regeringen, og dermed statsministeren, gik i panik.

Selvfølgelig burde hjemmelsgrundlaget have været på plads. Det er klart, og det har regeringen erkendt og undskyldt gang på gang. De har været åbne om den eklatante fejl. Mere kan man næppe kræve.

Hvis regeringen havde ventet fx tre dage på, at hjemlen havde været tilvejebragt, havde resultatet været nøjagtig det samme: dyrene måtte dø til fordel for at de ældre på plejehjemmene kunne leve. Og i øvrigt ville dyrene blive reddet fra deres frygtelige liv i små lukkede bure, mens de ventede på en anden død: pelsning til fordel for rige forstadsfruers overfrakker.

Jeg er træt af at se TV Avisens klip med tidligere minkavlere, der går tudende rundt i staldene med tusindvis af tomme bure. I dag blev der vist klip af en minkavler med en fejekost. Der er nu gået 1½ år siden den ulovlige beslutning, så han burde for længst være færdig med at feje. Og i øvrigt har avlerne fået et hold kæft-bolsje til en værdi af ca. 19 milliarder kroner.

Embedsværket

Som tidligere ansat i centraladministrationen gennem mere end 23 år undrer jeg mig selvfølgelig over, at det ikke lykkedes embedsværket at “kæfte op” på en måde, der gjorde det klart for politikerne, at de nu betrådte umådelig tynd is. Politikernes job er ikke at kende diverse paragraffer. Det har de folk til, og folkene er embedsværket. Meget interessant i den forbindelse er Pernille Boye Koch, forskningschef i Institut for Menneskerettigheder. Hun udtaler blandt andet:

Det må sende nogle rystelser gennem embedsværket den her dag, fordi der er tale om så alvorlig kritik. Noget af det, jeg synes er mest tankevækkende, er, at der er tale om så klassiske og vigtige embedsmandsdyder som lovlighed og sandhed, som så mange af systemets topfolk ikke har holdt tilstrækkeligt i hævd.

Jeg er klar over, at jeg nu selv har tilsluttet mig koret af Facebook-jurister.

/2 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Jeg melder mig ind i FOA

Jeg melder mig ind i FOA

Udskældt medlem af Djøf

Jeg melder mig ind i FOA

Gad vide om der nogensinde er nogen andre end mig, der har overvejet, hvor ubehageligt og trist det er at blive lagt for had som menneske, blot fordi man er medlem af en bestemt fagforening?

Jeg er medlem af Djøf og det har jeg været siden 1. september 1984. Jeg mener, man skal være organiseret i en rigtig fagforening ctr. en “gul”, idet de rettigheder, lønmodtagerne har, ikke er kommet af sig selv.

Selvom jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet, melder jeg mig aldrig ud. De har en pensionistpris på 150 kr. i kvartalet. Det er en fin service. Jeg har haft brug for Djøf et par gange i løbet af et langt arbejdsliv, og jeg har fået god hjælp.

Selvfølgelig melder jeg mig ikke ind i FOA, hvad skulle jeg der? men jeg er evindeligt træt af alle de hadske udtalelser på TV og på sociale medier.

  1. Jeg bliver ked af det hver eneste gang.
  2. Jeg tænker over, at udtalelser og skriblerier stammer fra mennesker, der ikke forstår ret meget af logikkerne på arbejdsmarkedet – uanset fagforening.

Forestil dig ganske kortvarigt

  1. Prøv et kort øjeblik at tænke over, at social- og sundhedsassistenterne blev hængt ud og lagt for had, fordi der ikke er tid nok til de ældre på landets plejehjem. Giv lige assistenterne skylden.
  2. P.t. er der katastrofal mangel på anæstesisygeplejersker i flere regioner. Der mangler så mange anæstesisygeplejersker, at flere regioner udskyder operationer på ubestemt tid. Det går blandt andet ud over mennesker, der har været plagede af smerter i måske meget lang tid. Giv sygeplejerskerne skylden for disse smerter eller tilbyd patienterne operationen uden bedøvelse.

Disse to tåbelige eksempler skulle gerne vise, at medarbejdere – uanset organisatorisk tilhørsforhold – passer arbejdet på de betingelser, der nu en gang er. Det gælder også os, der er medlemmer af Djøf.

Vi beskyldes fx for urimelige og umenneskelige afgørelser i sager om opholdstilladelse, vi laver for mange Excelark og fortsæt selv remsen. Du kan den sikkert udenad.

Er det uretfærdigt?

Vi passer arbejdet og administrerer fx en lovgivning, der er vedtaget af de medlemmer af Folketinget, vælgerne har ønsket sig. Djøferne sidder ikke og skalter og valter med fx udlændinges liv og fremtid efter eget forgodtbefindende. Forestil dig ramaskriget, hvis vi ikke fulgte gældende regelsæt og praksis. Det er årsagen til, at jeg bliver ked af det og regner med, at der er befolkningsgrupper, der ikke forstår ret meget af logikkerne på arbejdsmarkedet.

Jeg har gemt to bøger fra min studietid. Den ene er et hovedværk med titlen “Ret og retfærdighed” af Alf Ross. Jeg husker tydeligt, at Ross’ hovedkonklusion er: “Retfærdighed er korrekt regelanvendelse modsat vilkårlighed”. (Jeg slog lige efter, og det står faktisk på side 365 i 1966-udgaven. Af og til fejler hukommelsen intet eller også gjorde det bare et stort indtryk i 1986.) Den anden gemte bog er Eva Smiths disputats “Vidnebeviset”, som jeg læste, som var den en kriminalroman.

Det er slet ikke rart på daglig basis at blive udstillet som et menneske uden empati mv. Det fandt hverken social- og sundhedsassistenter eller sygeplejersker sig i ret længe. Djøferne har bøjet nakken og lyttet til tåbelighederne i årtier. Nu er det nok.

Huslejen skal betales

Mit første job efter kandidateksamen (forår 1990) bestod i behandling af kirurgiske sager i det daværende Arbejdsskadestyrelsen. Det er en menneskealder siden, men jeg husker tydeligt, hvordan det var at være ansat på en arbejdsplads, der konstant blev lagt for had i pressen. Facebook og Instagram var jo ikke opfundet dengang. Kritikken lød dagligt på langsommelig sagsbehandling, urimelige afgørelser, forkerte afgørelser, erstatningen for erhvervsevnetabet kunne man ikke leve af osv.

Som medarbejdere løste vi imidlertid opgaverne bedst muligt inden for regelsæt og praksis. Det var de skadelidtes sikkerhed for korrekt sagsbehandling og retfærdighed. Utilfredshed kunne indklages til Den Sociale Ankestyrelse.

Som djøfer kunne man selvfølgelig lade være at lade sig ansætte de steder, hvor borgerne ikke bryder sig om afgørelserne. Det er vel eneste udvej? Men selv medlemmer af Djøf skal betale husleje, der skal mad på bordet, studiegælden skal betales osv. Heller ikke her adskiller vi os altså fra hverken social- og sundhedshjælpere eller sygeplejersker. Og hvis vi ikke søgte og tog ansættelse de forhadte steder, ville sagsbehandlingstiden vokse ind i himlen. Så fat det dog.

Idiotiske ord og vendinger

Hvis du nu læser denne artikel om ord og vendinger, vi synes er de værste på jobbet, kan du muligvis få et bare lidt anderledes billede af medlemmer af Djøf. Som “sprogidiot” er jeg fuldkommen enig i hele listen over ord, der er det rene vrøvl. Mange af ordene forstår jeg ikke engang. Måske kan artiklen være med til at reducere dine fordomme?

Og når vi nu er ved det med ordene: Tænk på et ord som “djøfisering”. Man kunne da ikke forestille sig ord som “Foaisering” eller “Dsrisering” vel?

/3 Kommentarer/i , , /af , ,

Vi er flere grammatiktosser

Vi er flere grammatiktosser

Ny skøn hjemmeside

Vi er flere grammatiktosser

Sebastian sang “Du er ikke alene. Der er en, der følger dig…” Det er rart at vide, man ikke er alene. Der har nogle dage været en del omtale af grammatiktossen.dk, der er en skøn hjemmeside for (sprog-)nørder.

Meget af omtalen drejer sig om de sure kommentarer, man får, når man tillader sig at mene, at sproget skal behandles pænt, og at stavekontrollen både er en ven i nøden og til hverdag. Det drejer sig kort sagt om, at vi er flere, der mener, at man skal gøre sig umage, og der skal stilles større krav til professionelle skribenter end til ordblinde.

Ingen skæld ud på ordblinde

Jeg kender ikke en eneste sprognørd/grammatiktosse, der gør sig morsom på bekostning af ordblinde mennesker. Det er stort set altid tydeligt, om der er tale om sjusk eller ordblindhed! Selv gør jeg meget ud af at frasortere eksempler, der tyder på ordblindhed (dysleksi). Rammer jeg af og til forkert, beklager jeg, og du må gerne sende en besked, så det formastelige eksempel straks kan fjernes. Ingen skal hænges ud her på grund af et alvorligt handicap.

Fra gruppen af professionelle sprogbrugere

De følgende eksempler er fra en offentlig institution, som derfor må henregnes til gruppen af “professionelle sprogbrugere”:

  • “Vejtræknings øvelser”
  • “Se på tingende i din…”
  • “… videor af katte…”
  • “Fold papir dyr.”
  • “…spil eks tertris…”
  • “Se din ynglings film…”
  • “…musik du kan lig…”
  • “Strik eller broder.”
  • “Duft til din ynglings parfume.”
  • “Cykel en tur.”

Mere fra de professionelle gemakker:

TV Avisen 18:30 den 21. juni 2022
  • Dette er ganske enkelt noget vrøvl: “…skriver i et skriftligt svar”. Ja hvad skulle det ellers være, om det ikke var skriftligt? Jeg elsker sådanne overflødige gentagelser, der med et fint ord kaldes “pleonasmer”.
  • Vist en undersættelse: “Se ind i (en energikrise)”. Det er formentlig en “undersættelse” af det engelske “look into”, men det giver ikke mening på dansk, selvom adskillige nu bruger udtrykket. Uanset om mange eller få bruger det, lyder det dumt.

Er jeg blevet gammel eller…?

Hvorfor kan folk ikke forstå, at “gamle”/”gammel” drejer sig om alder, og at “tidligere” handler om forløbet tid? “…at blive hyldet af gamle kolleger…”. Det er sjældent, at “gamle kolleger” faktisk er blevet gamle; de er oftest bare “tidligere”.

Vi er flere grammatiktosser

Her er en, der ligner: Der er forskel på “sidste” og “seneste”. Der kan forekomme tvivlstilfælde, men oftest er det sådan, at “sidste” virkelig betyder den sidste, hvor der aldrig kommer en efterfølger. “Seneste” er virkelig bare den seneste, og der kan komme mange efterfølgere. Jeg har et program (nej – ingen “app” hos mig) , der hver gang foreslår, at jeg udvælger det “sidste område”. Vrøvl – for så kunne jeg jo ikke indramme et nyt område. Derfor må det selvfølgelig være det “seneste område”. Jeg får højt hår, hver gang jeg bruger programmet.

Og her et eksempel, der gør det meget tydeligt, når Facebook skriver: “9 opslag inden for de sidste 2 uger“. Det håber jeg da virkelig ikke! For øvrigt skrives tal under 10 med bogstaver på dansk. Så det skulle have heddet: “Ni opslag inden for de seneste to uger”. Facebook kan slet ikke finde ud af det. Billedet viser endnu et eksempel.

I kategorien “søde”

  • Mellem Folkelig Samvirke
  • Jo da – hvordan skulle de ellers holde: “…politibiler som holder stationært udenfor.”
  • DDO nævner slet ikke “opbevarelse”, så jeg tror ikke, det eksisterer: “Et fængsel til opbevarelse af…”. Der er ikke tale om dysleksi.
  • Ligner den foregående. Samme forfatter var vild med “…else” og brød sig ikke meget om “…ing”: “Den kunstneriske udsmykkelse på væggene…”.
  • Der manglede tid til at skrive alle de nødvendige bogstaver: “Staffen er givet videre til…”
  • Stammer muligvis fra en norsk nordmand: “Det er viktigt at klage…” (det med norsk nordmand er et – muligvis fejlslagent – forsøg på at være morsom 🙂 )
  • Mennesker kan være uforstående; afgørelser kan ikke: “…der er desværre afgørelser som er uforstående.”

Udenfor kategori og stavekontrollen kunne have hjulpet. Kategorien kunne kaldes sjusk

  • Det må være noget med tusind tæer: “Jeg var og er milletær nægter…”
  • Denne er (også) sød: “Han var en hygilig sælger”.
  • Når det skal gå stærkt: “Hurtig ekspition af sagen”
  • Prøv selv at udtale “psykriatien” – det er ikke nemt, og den originale version er helt sikkert nemmere: “…råbt højt op om psykriatien, og når…”
  • Jeg synes også, det er chokerende: “…selvom det er chokerne mange.”
    • Det er ikke helt retfærdigt at placere denne under “sjusk”, for stavekontrollen reagerer ikke, idet ordet “choker” eksisterer. DDO skriver: “indretning som dæmper luftindtaget i karburatoren og øger benzinandelen så man får en federe blanding af benzin og luft der er lettere antændelig bruges især når motoren er kold.”
  • Tænk at det er muligt at lave så mange fejl i så kort en sætning: “Ønsker jer alle forsadt godt arbejde,i gør en possetiv forskel.” Måske dysleksi?
  • Sød: “…selv om der er kontrold…”
  • Ingen kommentarer: “Hvis man slår noget ihjæld eller…”
  • Det er de rette bogstaver, men rækkefølgen er forkert og så er der overskud af mellemrum: “spiceal undervisning…”
  • Dette har næppe med ænder at gøre: “…en anderkendelse af…”
  • Jeg er klar over, at stavekontrollen ikke kunne have hjulpet her. Jeg kan bare ikke finde en anden (god) placering. Mange fumler med lang tillægsform, også kaldet præsens participium: “…en mulig strafaktion for gentagende lovbrud…”
/i , /af ,

Jeg var blevet en ringe skibskok

Jeg var blevet en ringe skibskok

Mulige flugtveje

Jeg var blevet en ringe skibskok

Inden jeg flygtede fra Bornholm, udtænkte jeg adskillige flugtveje. Det vil sige, at jeg overvejede, hvad der kunne bringe mig til en anden adresse:

  • En helt sikker metode var at komme i lære som skibskok, for det ville vel bringe mig ud på verdenshavene? Når jeg tænker tilbage, er det en sjov tanke, for jeg var helt sikkert blevet en ringe skibskok. Men jeg var langt med planerne og var i kontakt med Svendborg Søfartsskole. Selv Svendborg, hvor man skulle bo den første del af læretiden, var dejligt langt fra Svaneke.
  • En anden sikker metode var at komme til landbrugshøjskolen på Kalø. Det var også dejligt langt væk. Jeg kan ikke huske, hvad jeg ville der, men det hang muligvis sammen med tankerne om at ville være agronom. Jeg havde heller ikke været god i grønne gummistøvler i en ko- eller svinestald. Men jeg havde været i erhvervspraktik på “Bornholms Landøkonomiske Forening”, og det havde været en god oplevelse, og det var nok det, der startede tankerne om Kalø.
  • Knap så godt, men alligevel en mulighed, var det at komme “i huset” et eller andet sted på Bornholm så passende langt væk fra Svaneke, at jeg var nødt til at bo på stedet. Det var før, jeg indså, at mine spidskompetencer ikke lå på børnepasning og deslige, da børn både støjer og koster penge. Vinduespolering og bilpleje var jeg dog allerede oplært i. Jeg nåede at være til samtale forskellige steder. Hvorfor det løb ud i sandet, husker jeg ikke. Måske indså arbejdsgiverne hurtigere end mig det med børnene, og alle stederne havde de en Guds velsignelse af småbørn. Min “mors” højeste uddannelse var “i huset”, så det kunne jeg vel også nøjes med?
  • Der er kun ca. 10 km. mellem Nexø og Svaneke, men alligevel drømte jeg om at komme i lære som apoteksassistent/pilletriller på Nexø Apotek, der stillede et værelse til rådighed. Jeg havde også været i erhvervspraktik på apoteket og kunne vældig godt lide at trille Kodimagnyl, så det havde muligvis været et godt match. Og i hvert fald hverdagene ville være reddede. Weekends havde jeg måske været nødt til at være hos “familien”.
  • En efterskole havde også været en mulighed i i hvert fald et år. Men en sådan er ikke gratis, og jeg gætter på, at det var der ikke penge til – eller bare et ønske om at prioritere.

Ingen hjalp heller med erhvervsvalget

Jeg husker ganske godt det med erhvervsvalget, der skræmte mig. Jeg var klar over, at det var et enormt vigtigt valg, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle vælge, og der var ingen, der hjalp. Der eksisterede i forhistorisk tid en bog med titlen “Hvad kan jeg blive?”, som jeg stort set lærte udenad uden dog at blive ret meget klogere. Det eneste, jeg fik med mig, var at “tage 10. med”. Det var selvfølgelig praktisk for dem, da de så havde “Askepot” og gratis arbejdskraft et år yderligere.

I dag undrer jeg mig over, at ingen tænke på at sende mig på Statsskolen i Rønne, så jeg kunne tage en studentereksamen. Jeg kan kun komme på en årsag: mine kompetencer/evner havde ingen værdi. 11- og 13-tallerne betød ikke noget, når jeg ikke kunne spille musik, tegne, male, lave keramik, linoleumssnit eller andet kreativt. I hele femte klasse strikkede jeg én (grim) sok. Det tog så lang tid, fordi jeg var nødt til at have hjælp fra en anden, hver gang der skulle skiftes pind. I metalsløjd udbankede jeg et virkelig grimt askebæger i noget rødligt metal på et helt skoleår. Og som bekendt kan jeg ikke tegne en tændstikmand, hvilket jeg har det helt okay med, idet jeg kan noget andet.

Jeg evnede ikke alt dette, og det interesserede mig ikke. Jeg ved ikke, hvorfor disse tåbelige erindringer pludselig dukker op, når jeg gør alt for at få dem til at forsvinde. Det, jeg ved, er dog, at de er et spejl på den ensomhed, der var karakteristisk for mit daværende “liv”.

Efter flugten

Det var fantastisk at komme til København, også selvom det første år gik med at massere gulve i De Gamles By, hvilket af og til var temmelig ulækkert. Her blev jeg klar over, at jeg ville have en uddannelse, og at jeg måtte starte med at tage en studentereksamen, selvom det ikke var noget, man kunne leve af. Der lå et kendt gymnasium på Jagtvej, hvor jeg gik hen til et informationsmøde, for jeg boede lige om hjørnet. Den aften gik det op for mig, at jeg var “for gammel” til at følges med de unge, der kom lige hjemme fra den trygge rede og aldrig havde set en gulvskrubbe.

Vejen frem måtte være et to-årigt studenterkursus på “Statens Kursus til studentereksamen” og flytning til et kollegium. Og sådan blev det. Det er formentlig de vigtigste og bedste valg, jeg nogensinde har truffet.