/1 Kommentar/i , , , /af , , ,

Mere sjov med det svære danske sprog

Mere sjov med det svære danske sprog

Det går tjept i “sprogbutikken” p.t.

Mere sjov med det svære danske sprog

Det kan være svært for en person med Aspergers syndrom at bruge de sociale medier og i det hele taget at bevæge sig på nettet, fordi man kun ser fejlene. Jeg kender mindst en anden person med Aspergers syndrom, der lukkede sin konto på Facebook, fordi han ikke kunne holde det ud længere.

At man kun ser fejlene, svarer til hvad psykologen forklarede om en autist, der kun ser revnen i væggen men ikke den omgivende væg. Selv holder jeg ud, fordi det morer mig at samle sammen til disse poster om sprog.

Opsnappet siden den 21. januar 2022

  1. “men når det så er sagt…”. Jeg fik forslaget tilsendt fra en læser efter den seneste post om sproget. Mange tak for det. Udtrykket går igen og igen. Jeg synes, det er træls, når man kunne sige “Derimod mener jeg…” for der er oftest tale om, at vedkommende fremsætter et synspunkt og straks modificerer det.
  2. Uha, jeg kan altså ikke lide “et skriv”; alternativet kunne måske være “artiklen”, “indlægget”, “posten”, “kommentaren” eller lignende?
  3. Åh, det gør næsten ondt, hver gang jeg ser det angelsaksiske apostof-s i en pæredansk sammenhæng som fx dette: “Klara´s postkortsamling”.
  4. Dette gør også næsten ondt: “fremadrettet”.
  5. Det samme gælder alle konstellationerne med “fik at vide”, der ofte bliver til “… fik jeg afvide”.
  6. Det har stor betydning om navneord sættes sammen eller ikke. Angelsaksiske tilstande sniger sig også ind på dette område. Sammensatte ord driller mange: “Dobbeltmoral” er formentlig kun en fjerdedel af “dobbelt moral”.
  7. Og flere sammensatte ord (eller rettere adskilte) hentet på Facebook: “Næste kærlighed” er noget ganske andet end “Næstekærlighed”.
  8. En journalist (altså en professionel sprogbruger) på vanloseliv.dk:
    • Mere bøvl med sammensatte navneord: “…har haft sin frisør salon i seks. Hun er…”
    • Jeg er sikker på, at stavekontrollen kunne have fanget disse to: “…afslag, der nu er koncerteret om til en godklendelse.”
    • Konklusion: Det skulle åbenbart gå stærkt, så der blev ikke tid til at læse korrektur. Travlhed synes at ramme flere og flere journalister.
  9. Hvis man skriver lydskrift, kan dette sagtens bruges: “… så er vi noget langt”. Det minder mig af en eller anden grund om, at jeg i 1980/81 ville lære at stenografere, men jeg egnede mig slet ikke.
  10. Hvordan kan det være, der pludselig er så mange, der ikke er klar over, at anden person flertal skal skrives med stort “I”? Er det igen besværet med – og tidsforbruget ved – at trykke på en ekstra tast på telefonens tastatur?
  11. En bruger af et forum for slægtsforskere ledte efter “hans peter jensen”. Jeg læser det umiddelbart som “hans Peter Jensen”, og det giver ikke megen mening.
  12. Af og til kan selv et lille “e” betyde en del: “… sagde ja tak til, at jeg måtte fotografer dem”.
  13. Færre og færre kender forskel på nutid og datid (tænk bare på “nutids-r”)
    • Her et eksempel med “synes” og “syntes”: “Jeg ville ikke syntes at det er særligt betryggende…”
    • Se også billedet herunder hvor det ikke lykkes for “Frie Skolers ledere” i en sikkert dyr annonce at kende forskel på “lykkes” og “lykkedes”, og der er mange, det ikke lykkes for. Hvis man er i den situation, hvor man gerne betaler en mindre formue for at indrykke en annonce, forstår jeg ikke, at man ikke får en ven til at læse korrektur eller evt. betaler en korrekturlæser det beskedne beløb, det ville koste at gennemse en sætning eller tre.

 

Mere sjov med det svære danske sprog

Mere sjov med det svære danske sprog

/2 Kommentarer/i , /af ,

Kæreste med livet langt om længe

Kæreste med livet langt om længe

Et liv i taknemmelighed

Kæreste med livet langt om længe

Jeg skal til ECT på onsdag, hvilket betyder, jeg har været til PCR-test på Psykiatrisk Center i Glostrup i dag. Det er lidt fjollet, for selvom jeg evt. skulle være positiv, får jeg behandlingen alligevel, fortæller de; de ifører sig blot “rumdragterne”.

Det betyder også, at jeg ikke bør gå nogen steder i morgen. Og endelig betyder det, at jeg ved 18 – 19-tiden i morgen tager derud for at overnatte. Det virker! Jeg sover lidt derude, og lidt er bedre end ingenting, der er nogen at tale med, jeg er tryggere der, og så er den tåbelige angst mindre. Medarbejderne er blevet så søde, måske fordi de nu er klar over, jeg ikke er farlig hverken fysisk eller i overført betydning. Jeg får det bedste værelse – det med bad, for det er ikke en selvfølge, aftensmad med alt hvad hjertet kan begære inkl. frugter og kage. Det er næsten som at være på hotel. Psykologen siger, at jeg, når angsten melder sig i dagene/ugen forinden, skal tænke “Nu skal jeg på hotel” og ikke “Det er nok sidste gang, jeg låser min hoveddør”. Jeg synes efterhånden, det virker!

Jeg synes, angsten bliver en µ (en milliontedel) mindre for hver gang, og fortsætter det sådan, er jeg glad. Måske kan jeg være den kvit om nogle år.

Samlet set er ECT kommet til at tage tre dage på grund af Corona, men pyt med det, jeg har jo tiden…

Det er minimum 15 år siden, jeg har haft en virkelig kæreste. Den del har jeg afskrevet for længst, og jeg savner intet. Nu er jeg blevet kæreste med livet forstået på den måde, at jeg elsker mit liv. Det er fantastisk. Hver dag tænker jeg over den luksustilværelse, jeg langt om længe har fået. Snart har jeg siddet bag skærmen i ca. 10 måneder eller mere. Aldrig har jeg været lykkeligere.

ECT giver mig et normalt liv

Sundhedsvæsenet er stort set garant for, at jeg kan føre et næsten ganske normalt liv. Det gør væsenet ved at give mig ECT-behandlingen hver fjerde uge. Jeg bliver hentet og bragt både til PCR-testen og til selve behandlingen. Jeg går ganske vist hjem og sover timevis efter behandlingen men igen: pyt med det, jeg har jo tiden…

Parkinsonisme: Farvel og tak! Næsten ikke mere antipsykotisk medicin til mig. Der er 150 mg. Seroquel tilbage, men det er bare en “sikkerhedsventil” og så skal det hjælpe på søvnen. Og det virker koblet med 10 kg. kugledyne!

Jeg bliver holdt i hånden af den samme søde sygeplejerske hver gang, og det er den samme medarbejder, der kommer og måler værdier (temperatur, iltmætning og den slags) inden behandlingen. Efterhånden kender jeg dem ret godt. De er gode og dygtige mennesker, der er klar over, hvad behandlingen betyder for mig: jeg er afhængig af den.

Jeg har opgivet at få styr på lægerne, men bare de har styr på mig, er alt i orden.

Andre synes muligvis, det er mærkeligt

  • Jeg dyrker min slægtsforskning, ofte 16 timer i døgnet,
  • jeg er i gang med at lære hemmelighederne bag min egen TNG-side (The Next Generation of Genealogy Sitebuilding) at kende, fx fik jeg i går siden til at gå helt ned,
  • jeg er i færd med at oparbejde et internationalt netværk af (andre) TNG-nørder,
  • jeg skriver, når jeg har lyst og noget på hjerte (ikke sjældent),
  • jeg kan bruge timevis på at finde dokumentation for påstande i en blogpost,
  • jeg sætter mig ind i det, jeg har lyst at sætte mig ind i,
  • jeg spiser, når jeg er sulten – oftest kun en gang pr. dag,
  • jeg går i seng, når jeg er træt, hvad enten kl. er 21:30 eller 01:30 og står op, når jeg vågner af mig selv, og
  • jeg dyrker mine særheder.
  • Endelig, endelig er jeg blevet den, jeg altid har været. Nu kan jeg endelig agere som mig selv.

Jeg ville blive vanvittig, hvis jeg fx skulle afsætte tre eller fire aftner om ugen til samvær inkl. overnatning. Og det forventes man typisk at gøre, hvis man er i et forhold. Da jeg for mange år siden var ung, havde jeg masser af kærester (kun en ad gangen), for det forventedes både af andre og mig selv. Men jeg oplevede det med tidsforbruget og forpligtelsen til samvær som en belastning. Nu er jeg blevet gammel og kan tillade mig at vælge fra og til, som det passer mig. Og mine valg generer ingen.

Hvor er det skønt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/3 Kommentarer/i , /af ,

Aspergers syndrom i praksis

Aspergers syndrom i praksis

Hvem ønsker at blive en ny Synnnøve Søe?

Aspergers syndrom i praksis

Hvis jeg nu skulle skrive en bog, ville det alt for nemt blive en “offer-fortælling” altså: først skete denne forfærdelige ting, herefter skete denne frygtelige ting efterfulgt af traume 3 til 97 (mindst). Der findes tonsvis af “offer-fortællinger”, som måske dybest set udelukkende er interessante for forfatteren og vedkommendes personlige proces. Det er meget tænkeligt, at den ikke tilfører læseren noget nyt, og hvorfor så overhovedet købe og læse den?

Derfor skal jeg finde en anden vinkel. Jeg har fået følgende meget brugbare input: “Skriv om Aspergers syndrom i praksis”.

Inklusionstanken, hvor alle (især børn) skal passe ind for at (over-)leve, gør, at det kan være utrolig vanskeligt at komme gennem livet med en generel udviklingsforstyrrelse, som Aspergers syndrom er. Nutildags diagnosticeres det typisk i barndommen, men rigtig mange ved ikke, hvad det betyder i praksis. Forældre er usikre, lærere er uvidende, “systemet” kan kun stille diagnosen osv. Men hvordan opleves det af indehaveren?

Inklusionen fandtes også, da jeg var barn i forhistorisk tid, der var bare ikke så fint et ord på det, at jeg skulle passe ind og at jeg blev presset til adskillige ting, jeg afskyede.

Målet med denne post

Målet med denne post er at give eksempler på, hvordan det kan være at leve med den diagnose. Det er mine oplevelser, men jeg vil tro, en del af dem er universelle – men der er retfærdigvis et ordsprog, der siger “har du mødt en autist, har du mødt én autist”. (Aspergers syndrom befinder sig på autismespektret.)

Eksempel 1: Det afskyelige fritidshjem

Efter min far døde, og efter min mor og jeg flyttede fra den første “kontaktannonce-mand” i velhaverkvarteret Fruens Bøge i Odense (han var revisor med eget stort firma) til Vollsmose, skulle hun på fuldtidsarbejde i en forretning i Odense Centrum. Et eller andet sted skulle jeg jo være, når skolen var forbi, så jeg var på fritidshjemmet “Pyramiden”. Jeg hadede det, fordi der var så mange børn, og der ikke var et sted at sidde; fx at sidde i fred med lektier eller bare en bog. Støjniveauet var enormt. Børn larmer. Og allerede dengang var jeg støjfølsom.

Jeg fandt en udvej og hun hed Olga. Olga var en gul-brun shetlandspony, som ikke var alt for høj, men det er de vist generelt ikke. Jeg kunne ikke ride og havde heller ikke lyst at lære det. Jeg var på en ingen måde en rigtig hestepige men nærmest lidt bange for heste. Men jeg kunne være i fred hos hende, og der var ikke konkurrence om at muge ud. Så det gjorde jeg. Så gik der tid med det. Jeg havde erfaring med at muge ud, for da vi boede de otte måneder i Fruens Bøge var mit favorit-opholdssted Fyns Væddeløbsbane, der lå en spytklat væk; lige om hjørnet fra Prins Haralds Allé nr. 184. Der tilbragte jeg mange timer med udmugning. Modydelsen var en runde eller to på banen med en af kørerne i en sulky. Det var skønt.

Eksempel 2: På skolebiblioteket var der ro

Jeg “skulkede” ofte fra fritidshjemmet og gik i stedet til hånde hos Fru Kristensen på skolebiblioteket. Hun var så sød og støjede ikke. Jeg kunne alfabetet og satte bøger på plads og gjorde forinden et eller andet med stempelkortene, der skulle stikkes ned bagi bøgerne. Hun hjalp mig med at finde bøger, jeg selv kunne læse og generelt læste jeg altid. Jeg husker fx serien “Silasbøgerne”, vist af Cecil Bødker, det var noget med heste. Min mor mente, jeg skulle læse “Tudemarie”, så det gjorde jeg, men jeg brød mig ikke om det triste indhold, som jeg (heldigvis) ikke husker.

Før jeg blev syg med den bipolare lidelse og før de kognitive problemer med koncentration, overblik og hukommelse dukkede op, læste jeg altid mindst een bog. Jeg kan godt savne det lidt, men trives generelt godt med den koncentration jeg kan håndtere nu, nemlig den hvor jeg selv er aktiv med noget sjovt og udfordrende. Så kan jeg koncentrere mig 16 timer ad gangen.

Eksempel 3: Lad nu være at rode maden sammen

En af de ting psykiateren, der stillede Aspergers-diagnosen, spurgte meget til, var det med madens placering på tallerkenen. Jeg havde naturligvis ikke tænkt på det i over 50 år, men pludselig stod det klart for mig: jeg foretrak også som ret lille at øse min mad op selv. Det skyldes, at de voksne rodede det sammen og fx hældte sovs ud over det hele. Jeg hadede det.

Den dag i dag bryder jeg mig ikke om at rode de forskellige ting sammen. De skal ligge hver for sig; helst med lidt afstand mellem hver ting, og sovsen skal ikke ovenpå. Jeg foretrækker at kunne smage hver ting for sig i stedet for at det bliver sådan noget “mos”, der gør, at alting smager ens. Alle retter bliver ens, og det er vel ikke meningen med kogekunsten?

Eksempel 4: Roning på Vlatava gennem Prag

Lige da jeg var blevet kandidat (6. januar i år var det 32 år siden) og var i min første ansættelse i Arbejdsskadestyrelsen, meldte jeg mig ind i en roklub på Østerbro, hvor vi roede 2’er og 4’er med stymand (som var en “styrkvinde”, da det var en dameroklub). Jeg blev en ret habil roer, og da der blev arrangeret en tur til Prag med roning på Vlatava (tysk: Moldau), meldte jeg mig til. Det skulle jeg aldrig have gjort, for i en hel uge havde jeg ikke rum til at være alene og være i fred “og ro”. På det tidspunkt havde jeg bare ikke indset mine egne “skævheder” og særheder, og ville selvfølgelig med, når alle de andre skulle med. Jeg prøvede af al magt på at være som de andre, altså en form for normal.

I bagklogskabens lys var det en virkelig dårlig idé at ro 2’er og 4’er med styrmand/-kvinde, for man er låst i mange timer: man er låst til sædet, fødderne er fysisk faktisk spændt fast og man kan ikke slippe væk, med mindre man hopper i havet, og det er typisk for koldt her i landet og de resterende en eller tre roere vil komme skævt afsted, da der så vil være ubalance i årernes placering.

Skulle jeg ro noget igen, skulle det da være kajak, for jeg kan godt lide at færdes på havet. For mange år siden var jeg faktisk på kajakkursus på Gerlev Idrætshøjskole. Det var til gengæld fedt.

Eksempel 5: Kanotur på Gudenåen

Der er et eller andet underligt mantra om, at det er godt for børn at komme på lejrskole, og man kan ikke få lov at blive væk – eller det kunne man i hvert fald ikke i forhistorisk tid. Det kan være, det er anderledes nu. Det håber jeg. Altså var jeg på den obligatoriske kanotur på Gudenåen i syvende eller ottende klasse. Igen: man er tvunget ind i et fællesskab, man skal synes, det er sjovt og man kan ikke slippe væk. Der er ingen fred og ro. Rædsomt.

Herudover har jeg aldrig nogensinde brudt mig om snobrød og andet, der kan brændes af og forkulles over åben ild. Det skal man også kunne lide. Men jeg kunne ikke lide det. Jeg ville – trods alt – hellere være hjemme.

Eksempel 6: Det er virkelig anstrengende at være social

Nu lever jeg et liv, hvor jeg er meget alene, og det passer mig storartet. Jeg er alene men ikke ensom. Endelig forstår jeg, at det med at det er anstrengende at være social ikke bare er noget, jeg har opfundet til lejligheden. Er jeg engang imellem social i mere end et par timer, giver det sig helt konkret udslag i, at jeg derefter sover 15 – 16 timer. Det er helt vildt. Selvfølgelig hænger det sammen med, at jeg ikke er “i træning” og det vel er en form for færdighed, der skal holdes ved lige som alt muligt andet. Men alligevel… jeg kender virkelig ikke andre, der har det sådan.

Eksempel 7: Uvelkomne og uvedkommende indtryk

  • Folk elsker at være morsomme og sætte vittigheder ind på fx Facebook. Jeg kigger på dem, men forstår ikke hvorfor det er/skulle være morsomt; og jeg gør mig altså virkelig umage. Jeg kan ikke. Generelt har jeg det svært ved det, de fleste kalder “humor”, da det er en del af Autismen, at man tager alting meget bogstaveligt. Hvis du alligevel vil være sjov, så skriv noget sjovt i klartekst, så kan jeg deltage.
  • På samme måde svømmer fx Facebook over med GIF’er, der hopper og danser. Jeg har brugt lang tid på at finde en udvidelse til min browser (Firefox), der, i kobling med en indstilling i Facebook, får skidtet til at stå stille. Jeg kan ikke uddrage indholdet af teksten, hvis der er hoppende og dansende “ting”. Hvis du vil være rar ved mig så undlad det venligst i mine opslag. (Opdatering 18. januar 2022: Sæt dem bare ind, jeg har fundet en løsning, hvor jeg alligevel ikke ser det.)
  • Et andet forstyrrende element er alle de (forbandede) figurer/emojis/emoticons, man presses til at forstå og fortolke. Jeg bruger mange mentale ressourcer på at undlade at se dem, men det er svært. En dag er der forhåbentligt et klogt menneske, der koder en udvidelse til Firefox, som sorterer dem fra. Jeg betaler gerne en masse for den (altså udvidelsen).
  • Baggrundsmusik: Mange vil gerne have musik til arbejdet eller synes, de skal skrue op for hyggen vha. musik, når de har gæster. Jeg er klar over, at det er normalen, og at jeg ikke kan spørge, om vi kan lade det være, men jeg har utrolig svært ved at koncentrere mig om samtalen, som vel er den vigtigste årsag til at ses (?), når jeg skal bruge 50 pct. af mine ressourcer på at filtrere det, der for mig er støjen, fra.

Eksempel 8: Selvfølgelig skulle jeg være jurist, slægtsforsker og datanørd

I lyset af eksempel syv er jeg sikker på, du forstår, hvorfor jeg skulle være jurist, slægtsforsker og datanørd. I alle tre eksempler er der tale om stringens, retlinethed og en form for stram styring uden al mulig fortolkning. Ingen redundans men derimod bare stringens. Der er selvfølgelig lovfortolkning, indvender du muligvis, men det er jo ikke fortolkning ud fra mine følelser, men ud fra Folketingets bevæggrunde med en lov, en bekendtgørelse eller noget andet.

I dag har jeg haft en lang samtale med en herre, der har slægtsforsket siden 1980. Nu vil han gerne lave en side med TNG. Det var ligefrem vedkvægende at tale med ham, for han forstod, hvad jeg sagde, og vi var enige om, at slægtsforskning uden kilder er en form for historiefortælling.

Hans uddannelsesmæssige baggrund er ingeniør. Jeg har også hjulpet en anden ingeniør, der uden videre forstod, hvad der skal til for at skabe en hjemmeside. Så nu går jeg ind i det nye samarbejde med spænding og en fornemmelse af, at det nok skal gå godt. Og også en bevidsthed om, at han forstår, at det ikke er min opgave at skabe orden i kaos. Jeg skal hjælpe med teknikken og fortælle om mine egne erfaringer. Resten må han selv klare.

Dette var otte eksempler på, hvordan det kan være at leve med Aspergers syndrom

Jeg har tidligere skrevet en længere artikel om Aspergers syndrom, udredningen mv. Den finder du her. Jeg er så glad for diagnosen. Endelig kan jeg agere som den, jeg altid har været.

Hvis du har kommentarer, bliver jeg glad. Jeg svarer altid på kommentarer. Jeg foretrækker at få dem her på hjemmesiden, da de så ikke forsvinder i Facebook, men kan være til glæde og gavn for andre – også om lang tid.

Denne post har fået en opfølgning med psykologens forklaringer på, hvad der ligger bag flere af de otte eksempler. Opfølgningen finder du her.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.