Succes og udfordringer på Rigsarkivet

Første tur på Rigsarkivet i 10 år

I går var jeg på Rigsarkivet for første gang, siden de er flyttet til Den Sorte Diamant på Søren Kierkegaards Plads 1. I Daisy kan jeg se, at det er ti år siden, jeg har bestilt arkivalier. Det er alt for lang tid.

Læsesalen er blevet utrolig lækker, og man har meget bedre plads til sine ting, end man havde både på LAK og i Rigsdagsgården. Bare en detalje som at der er to stikkontakter på hver plads på læsesalen viser, at der er tænkt over alting.

Jeg havde ramt rigtigt med mine bestillinger, så jeg fandt det, jeg ledte efter, nemlig det store hattetyveri fra Dansk Hattefabrik i Skodsborg. I det materiale var der oplysninger, som jeg kan bruge til at forberede det næste besøg, som ikke ligger ti år ude i fremtiden!

På den måde var det en succes.

Udfordringer

Jeg havde svært ved at finde det, for ved indgangen til Den Sorte Diamant står der ingen steder, at det også er indgangen til Rigsarkivet. Det kunne de nu godt have skrevet. Hvis det står der, har de gemt det godt. Jeg fandt det i hvert fald ikke.

Indenfor og nede i gulvhøjde står der heller ingen steder “Rigsarkivet”. Der står “Læsesale”, men når der udenfor kun står “Det Kongelige Bibliotek”, troede jeg, det kun var bibliotekets læsesale. Når man er kommet op via det rullende fortov, er det heller ikke særlig nemt at finde et sted, hvor der står “Rigsarkivet”.

Når man endelig har fundet indgangen, står der “Ingen tasker og overtøj” (eller lign.). Jow, men hvor gør man af det? Heldigvis mødte jeg en af deres søde medarbejdere, og da jeg sagde, det var mit første besøg efter flytningen, sagde han såmænd “Velkommen”. Det havde han jo ikke behøvet.

Han viste vej ned til de aflåselige skabe. Det havde været smart med noget skiltning. Hvis det står der, har de gemt det godt. Skabene er store og rummelige, og man låser med en kode, man selv vælger. Super velfungerende.

Når det er første gang, man er der, skal man selvfølgelig oprettes som bruger. Det kræver forståeligt nok billedlegitimation, så jeg havde medbragt mit pas. Herudover skal de se sygesikringsbeviset (som nu hedder sundhedskort).

Har man cover på sin tablet, skal det – forståeligt nok – tages af både ved indgang og udgang. Jeg kunne ikke huske, hvordan man gjorde, altså stod jeg længe og fumlede med det, og jeg var ved at gå i panik.

Når alt det er overstået, får man udleveret et lamineret plastikskilt med nummeret på ens plads på læsesalen. Det var uproblematisk.

Næste udfordring: Hvordan får jeg mine bestilte arkivalier? Jo de skal bruge bestillingsnummeret, som står ved hvert arkivalie i Daisy. Nummeret står i mailen fra dem. Jeg har bare det “lille” problem, at jeg ikke får deres mails.

450 gange har jeg kontrolleret, at den indtastede e-mailadresse er korrekt, og i øvrigt har jeg kun en. Og jeg har styr på mit spamfilter. Medarbejderen kunne heller ikke forstå, hvorfor jeg ikke får deres mails og rådede mig til at kontakte IT-afdelingen, når jeg kom hjem.

Indtil videre kunne jeg nøjes med at logge ind på “Mine bestillinger”. Hrm … men hvem medbringer adgangskoden til Daisy? Heldigvis bruger jeg en online-tjeneste med ansigtsgenkendelse til at gemme koder, så det lykkedes til sidst. Og jeg fik mine arkivalier.

Da jeg kom hjem, prøvede jeg telefonisk at få fat i IT-afdelingen, men jeg fik en telefonsvarer. Jeg talte tre gange med en vældig flink medarbejder i omstillingen, og til sidst lo vi af det. Det endte med, at han sendte en mail til IT-chefen, selvom jeg kunne have nøjedes med mindre. Denne Torben har rent faktisk ringet mig op her til formiddag. Han vil bede en medarbejder dykke ned i problemet. Det er da imponerende!

Ud igen: Af med coveret til tabletten, så de ved selvsyn kunne konstatere, om jeg havde stjålet noget af straffesagen fra Nordre Birk i 1934. Det havde jeg ikke, for det ligger ikke rigtig til mig.

Som at være begynder igen

Jeg følte mig som komplet idiot og syntes ikke, jeg kunne finde ud af noget som helst. Det var som at være begynder igen. Næste gang bliver det selvfølgelig nemmere. For 20 år siden var følelsen sikkert den samme. I givet fald er det bare glemt.

Medarbejderne skal have stor ros for deres imødekommenhed og hjælpsomhed. Det er jo ikke deres skyld, at skiltningen er sparsom, og at jeg ikke modtager deres mails.

Sikkerheden er selvfølgelig i top, og det skal den også være, for hvem husker ikke de store tyverier, der blev opdaget i 2012, og hvor der forsvandt tusindvis af dokumenter fra besættelsestiden om danske nazister. Sagen blev mere omfattende end først antaget, og det konkluderedes i en rapport fra 2019, at mange dokumenter stadig mangler.

Det var dele af vores fælles historie, der forsvandt for altid. Det må aldrig ske igen. Men når man første gang står midt i det, kan det føles noget uoverskueligt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.