Vi besøger morfar i Odense
Erindringsfortælling
Vi besøger morfar i Odense
En sommerdag hos morfar i Odense byder på jordbær i kolonihaven, citronvand, et toilet, jeg helst vil undgå, og en gammel radio, jeg må skille ad. Morfar hører ikke så godt, men han ved, hvad jeg kan lide. Og når vi skal hjem til Brande, er det svært at holde sig vågen hele vejen.
Det er sommer, så der er jordbær i morfars kolonihave, og vi sidder i bilen på vej til Odense. Morfar kalder jordbærrene for Senga Sengana. Jeg synes nu mest, de smager af solskin og lidt af sommerferie.
I haven er der alle mulige forskellige slags bær, og jeg må spise alle dem, jeg har lyst til. Jeg begynder med stikkelsbærrene, for så forsvinder den sure smag, når man spiser de andre bær bagefter. Jeg gemmer jordbærrene til sidst, for de er de bedste.
Vi har en thermotaske med mad med, og far åbner det lille bord, der er i en slags kuffert. Når man åbner kufferten, kommer der fire klapstole frem. Det passer lige til os.

De voksne taler meget højt, for morfar hører dårligt, fordi han har været på fabrik i mange år. Mor synes, han skal have høreapparater, men det vil han ikke. Han synes ikke, det er så galt.
Det værste er, når man skal tisse. Toilettet er ude i et lille skur, hvor der lige er plads til det, og der er ikke vand i spanden, så det lugter grimt. Jeg holder mig, så længe jeg kan, men det er ikke ret længe, for jeg drikker to af morfars citronvand til frokost.
Sidst vi var der, holdt jeg mig så længe, at jeg kom til at tisse i bukserne. Far havde heldigvis rent tøj med til mig, og han forstod godt, hvorfor det skete. Han går selv om bag solbærbuskene, når han skal tisse, for han kan heller ikke lide spanden i skuret. Det har jeg også prøvet på, men jeg kunne ikke.
— Du skal sige til i god tid, for så holder jeg dig frem, siger mor, og så behøver du ikke gå ind i skuret.
— Jeg kan ikke lide at blive holdt frem.
— Hvorfor ikke?
— Jeg kan ikke tisse, når jeg hænger der mellem dine arme.
Da vi har plukket alle de modne jordbær, folder far bordet sammen igen og lægger stolene ind i kufferten. Solen er ved at gå ned bag huset, og det bliver køligere, så nu skal vi hjem til morfar. Han bor i Allégade i nummer 68. Det kan jeg huske, fordi han havde skrevet det bagpå brevet, han sendte før jul, hvor han fortalte, at han havde fået lyntogsbillet til lillejuleaften.
Det stod også på det brev, han sendte til mig, da jeg var på Give Sygehus og fik fjernet blindtarmen.
Kære lille Hanne. Jeg håber, du har det godt. Nu blindtarmen er væk, får du ikke ondt i maven mere. Jeg kommer til jul, og jeg har allerede købt en gave til dig. Kærlig hilsen fra morfar.
Da vi er kommet hjem til morfar, sætter han flæskesteg over i en gryde, og mor laver agurkesalat. Køkkenet er meget lille, så de skiftes til at stå derude.
Der er også meget lidt plads i stuen, men han har alligevel sat et lille bord frem til mig.
— Her er en af de gamle radioer. Vil du skille den ad?
— Ja tak, siger jeg, det vil jeg gerne. Det er mærkeligt, at han altid har en gammel radio til mig.
— Lige et øjeblik så finder jeg nogle skruetrækkere til dig.
Det første, man skal skrue af, er de to drejeknapper på forsiden. Bagefter kan man fjerne det lange glas. Jeg kan læse på glasset, at der står ‘FM’, ‘Kalundborg langbølge’ og ‘Mellembølge’. Jeg kender godt bølger fra Vesterhavet. Da jeg har skilt radioen helt ad, er der ikke vand i. Det er lidt mærkeligt. Der er kun nogle grønne plader med små grå klatter på. Far fortæller, at de er svejset på, og at det er derfor, man ikke kan få dem af.
Da jeg har skilt radioen ad, siger far, at jeg skal gå ud og lege i gården. Det er kedeligt, for der er ikke noget at lege med, og det er mest cement.
Når man går til højre, er der nogle bede med roser i. I et af bedene er der to brune låger, der åbner skråt opad, ned til et lille kælderrum, hvor morfars cykel står. Han cykler altid til cementfabrikken og til kolonihaven.
Til venstre er der en dør ind til en toiletkumme, som er meget ren, og som lugter stærkt af ‘Hardol’. Det er bedre end skuret i kolonihaven, men jeg kan bedst lide vores badeværelse hjemme i Brande, hvor der også er håndvask og badekar.
Da vi har spist flæskestegen og agurkesalaten, skal vi hjem. Jeg vil gerne kigge ud af bilruderne hele vejen, men jeg falder alligevel i søvn på bagsædet. Jeg vågner en lille smule, da far bærer mig fra bilen og ind på mit værelse derhjemme, men jeg lader som om, jeg sover, så han ikke opdager det.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.



Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!