To katte, en podcast og et ansvar

Hvorfor katte elsker armhuler og kugledyner

To killinger, en AI-genereret podcast og et spørgsmål om, hvad der egentlig foregår i hovedet på både katte og mennesker. Jason nulstiller sit nervesystem i min armhule, Josephine poserer foran Bibelen – og under al morskaben ligger noget mere alvorligt: Når man vælger at få et dyr, vælger man også ansvaret for hele dets verden.

Endnu en gang har jeg bedt AI-værktøjet Gemini Notebook, der er et Google-produkt, om at lave en samtalepodcast bygget på tre kilder her på hjemmesiden:

• To brugte killinger billigt til salg
• Nogle har racekatte, men jeg har racerkatte
• Fra brydekamp til Bibelen

Gemini Notebook skrev denne episodebeskrivelse:

“De tre kilder fra Stegemüllers vindue mod verden skildrer dagliglivet med de to livlige katte, Jason og Josephine, hvis opførsel byder på både hverdagskaos og nære stunder. Kattene holder sig ikke tilbage for at udfolde deres legesyge natur, hvilket blandt andet kommer til udtryk i vilde slåskampe på stuegulvet og sjove påfund som at vælte en hel urtepotte med kattegræs ind på stuetæppet.

Udover deres drengestreger viser de også en mere fredsommelig og kærlig side, hvor Jason elsker at putte sig tæt i sin ejers armhule ved sengetid, mens Josephine ynder at posere majestætisk foran boghyldens eksemplar af Bibelen. Ejeren må derfor vænne sig til rollen som ulønnet rengøringsassistent, der dagligt må støvsuge kattegrus og rydde op efter de to firbenede banditter.

Gennem disse humoristiske anekdoter fremhæves et dybt fællesskab og den særlige livsglæde, som følger med at dele tilværelsen med to eventyrlystne killinger.”

Du lytter til den 23 minutter lange podcastepisode her:

Jeg har med fuldt overlæg bedt de to værter forholde sig til kattens neurobiologi, hjernefunktioner, instinkter etc. og i vid udstrækning sammenligne med menneskers ditto, fordi det gør det lettere at forstå, hvad der foregår i kattens hjerne. De leverer fx en meget rammende beskrivelse af, hvorfor Jason bogstaveligt talt savler af lykke, når han ligger i arm ved sengetid: hans nervesystem nulstilles simpelthen efter en lang dag med millioner af sanseindtryk, som hans lille hjerne har skullet håndtere. Det svarer stort set til at trykke på Ctrl Alt Delete på tastaturet.

De to værter gør det godt. De er ekstremt loyale overfor kildematerialet, og de tilføjer ting, jeg faktisk ikke var klar over. Ergo kan man blive meget klogere på, hvad der sker i både katte og mennesker af at lytte til episoden. Prøv bare selv. Der er nogle få faktuelle fejl – fx bor jeg ikke på tredje sal men på første – men det betyder intet for det samlede billede. Det er fascinerende, hvad AI kan. Gad vide, hvor det ender.

Når man ikke skal have kat

Mit feed på Facebook er af logiske årsager oversvømmet af kattereels etc. og det har fået mig til at tænke på, hvornår man ikke skal anskaffe sig en kat:

→ Hvis man ikke “har tid” til at lege med den i minimum 15 minutter pr. dag. Hvad forestiller folk sig? At den skal spise, sove og kigge ud af vinduet? Det kan man ikke byde et dyr, der kaster al sin kærlighed på en. Det er trods alt et meget lille krav fra dens side. Det er ikke nok at kaste en legetøjsmus en gang imellem, når man gider.

→ Hvis man ikke har råd til at få den neutraliseret, vaccineret, faste kontroller hos dyrlægen, forsikring, ordentlig mad etc. Det er bestemt ikke billigt at anskaffe sig en kat. Bare forsikring og VetPlan koster 4.400 kr. (pr. kat pr. år …). Har man ikke råd, må man lade være.

→ Hvis man ikke har nogen til at tage sig af den, når man er væk. Det er en fejlopfattelse, at “en kat klarer sig selv”. Er man en ansvarlig ejer, lader man den ikke være alene i mere end 13 timer. Og man lærer den lige så langsomt, at man kommer igen, når man er gået. I de år, jeg ofte var indlagt, anskaffede jeg mig ikke en kat, for jeg havde ikke nogen, der kunne tage sig af den, når jeg ikke selv kunne. Det er ikke nok for hverken katten eller mig, at der kunne komme en veninde forbi en gang om dagen og tage sig af kattens mest basale fornødenheder (mad, frisk vand og ren bakke).

→ Hvis man tror, den er et stykke legetøj, man kan sætte ud i en papkasse langs vejen, når den bliver større og ikke længere er “sjov”, eller den gør noget, den ikke må. Mht. det sidste er der altid en årsag. Den er fx ikke uden videre klar over, hvilke ting, der er dens, og hvad den må lege med. Hvordan i alverden skulle den fx vide, at ledninger er forbudt område? Når den gør noget, den ikke må, skal man tilbyde et alternativ, hvorved den lærer forskellen på tilladt og forbudt.

Jeg er klar over, at jeg er ekstrem i min omsorg for dem.

Min tanke er bare, at killingetiden aldrig kommer igen. Primo december bliver de juniorer (otte måneder), og de er nu neutraliserede. Samlet set bevirker det ofte, at de måske bliver lidt mere dovne. Altså nyder jeg dem i fulde drag nu, og jeg vil gerne sørge for, at de har et godt liv, for de kan ikke selv.

Jeg sørger for, at etablere alt det nødvendige “udstyr” til dem, for det er trods alt engangsudgifter.

• Eksempelvis er en klatrevæg ikke et luksusgode. Det er en nødvendighed, for at de kan føle sig trygge og har et sted at trække sig tilbage til, når verden bliver farlig og uforudsigelig (gæster, støvsuger etc.).
• En drikkefontæne er ikke for sjov. Den modvirker (forhåbentlig) nyreproblemer og urinvejssygdomme senere i livet. Katten synes, vandet fra fontænen smager bedre pga. de aktive kulfiltre, og den synes, det er sjovt at stikke poterne ind i den rindende stråle. Da den levede på savannen, var der ikke uden videre vand til rådighed, hvorfor den fra naturens side meget let dehydreres.

De kan ikke selv vælge

Jeg ved godt, at jeg gør meget ud af Jason og Josephine. Nok mere end de fleste. Men jeg har jo selv valgt at få dem. De har ikke valgt mig, lejligheden, maden, dyrlægen, klatrevæggen eller drikkefontænen. Hele deres verden afhænger af de valg, jeg træffer på deres vegne.

Det er måske i virkeligheden det vigtigste ved at have dyr: man påtager sig ansvaret for et levende væsen, der ikke selv kan sørge for at få et godt liv.

Til gengæld får man noget helt urimeligt stort retur.

• Man får Josephine på boghylden foran Bibelen.
• Man får jord på gulvtæppet, kattegrus i hele lejligheden og et bijob som ulønnet rengøringsassistent.
• Man får to små banditter, der brydes på stuegulvet, undersøger alt og langsomt overtager matriklen.
• Og man får en lille rød kat, der efter en lang dag kommer ræsende ind i soveværelset, kravler ind i ens armhule, kræver at blive holdt helt tæt ind til kroppen – og tilsyneladende trykker Ctrl Alt Delete på sit lille nervesystem.

Det er egentlig en ganske god handel.

En usædvanligt smuk lille kat

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.