Erindringsfortælling

Den gamle Morris Minor, der hed “Trækassen”

— Den kan ikke køre længere, siger far. Den gik i stå, da jeg var på vej ned på fabrikken, og så kunne jeg ikke starte igen.
— Må jeg så få den, spørger jeg?
— Den skal først over til mekanikeren hos Esso. Det kan være, han kan få den til at starte. Han har meget forstand på Morris Minorer.
Den har været i stykker før, men åh hvor jeg håber, han ikke kan redde den denne gang.

For noget tid siden var det mors bil, der pludselig ikke kunne køre, og da mekanikeren havde sagt, at den ville han aldrig få liv i igen, blev den placeret dybest nede i den lange indkørsel, før jeg fik nøglerne. Indkørslen er ellers mest der, hvor jeg skal lære at køre uden støtteben men med kosteskaft.

Det sjoveste var instrumentbrættet. Nogle knapper kunne dreje, og andre skulle trækkes ud og skubbes ind. Det var irriterende, at jeg ikke kunne nå pedalerne. Jeg hentede alle mine bamser, og så kørte vi til stranden ved Nymindegab med madkurv. Bilradioen virkede stadig, og både bamserne på bagsædet og jeg sang højt med. Måske har jeg nu fået længere ben, så jeg kan nå pedalerne i den næste gamle bil?

— Jeg har været hos Esso, siger far. “Trækassen” er ikke til at redde. Den er for gammel og for slidt.
Den hedder “Trækassen”, fordi den har træstykker hele vejen rundt og nedad ved dørene.
— Får jeg den så, spørger jeg?
— Ja, ja, vi skal lige have den slæbt herover først, og ham, der kan køre kranen, møder først kl. 8. Men den er her, når du kommer hjem fra børnehave.
— Hvordan skal jeg komme til børnehaven, når bilen ikke kan køre mere?
— Vi tager Renaulten, eller vil du hellere gå?
— Jeg vil helst gå, siger jeg, for så kan vi holde i hånd. Der er heldigvis langt til børnehaven, vist dobbelt så langt som til fabrikken.
— Du skal gøre dig klar, siger far. Har du børstet tænder?
— Ja, det har jeg, for jeg har hørt pladen med Karius og Baktus, og jeg vil ikke være som Jens, der havde de to til at hamre og banke i hans mund.

Da vi går gennem byen, hilser alle dem, vi møder, for de kender far og lidt mig. De kalder børnehaven for en “halvdagsbørnehave”. Det betyder, at man heldigvis har tidligt fri.

Det er barnepigen, Marianne, der henter mig. Åh, hvor er jeg spændt på, om “Trækassen” står i indkørslen, når vi kommer hjem.

Det gør den.

Har du kommentarer til fortællingen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i fortællingens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.