Indlæg

/5 Kommentarer/i , /af ,

Jeg er fuldkommen udmattet

Jeg er fuldkommen udmattet

At møde nye mennesker

Jeg er fuldkommen udmattet

Jeg har haft en dejlig uge, men nu er jeg fuldkommen udmattet, så de kommende dage skal der ikke ske andet end min elskede slægtsforskning. Jeg slapper af, når jeg bladrer.

Ugen har vist, at jeg er lidt bedre til at møde nye mennesker, end jeg går og bilder mig selv ind, men eftersom jeg ikke er i træning, er det bare enormt anstrengende.

Psykologen siger tit, at jeg må gøre noget ved “det sociale”, for ellers ender jeg med at sidde og tale med fjernsynet. Det har hun sikkert ret i, men heldigvis har jeg ikke noget TV, så helt så galt kan det ikke gå. Jeg ser TV Avisen og “Forsvundne arvinger” på min iPad.

Mange med Aspergers syndrom har det svært med “det sociale”. Det har jeg også, og til tider synes jeg, det er utrolig svært at være i verden, som den jeg er.

En veninde fra Jylland

En veninde fra Jylland, som jeg har lært at kende via hendes TNG-side, som jeg har været konsulent på, var sød at invitere på frokost, og det var utrolig hyggeligt at mødes IRL (in real life), efter vi  har lært hinanden at kende gennem et par år via mails og telefon. Vi kom rundt om mange emner på de ca. fire timer, vi var sammen, og maden var perfekt.

Jeg gik hjem og kom til kræfter i nogle timer under kugledynen.

Respons via Boblberg

Jeg har oprettet “en boble” på platformen Boblberg. Jeg skrev

Hej. Jeg søger et menneske, der vil være interesseret i at gå en tur om Damhussøen en gang pr. uge og få en god samtale undervejs. Den kunne fx dreje sig om den aktuelle verdenssituation. Jeg interesserer mig for historie og slægtsforskning.

Jeg er fuldkommen udmattetEn sød kvinde, der også bor i nærheden af Damhussøen, svarede, og vi har gået den første tur. Det var den dag, jeg nåede lige knapt 17.000 skridt. Vi har også lavet en ny aftale, idet den første var en succes. Så langt så godt.

Turen til Odense

For mere end 20 år siden mødtes jeg med en masse slægtsforskere på Odder Højskole. Det var hyggeligt, og jeg lærte et sødt menneske at kende. Hun var en utrolig dygtig slægtsforsker, der kunne alt det, jeg så gerne ville kunne. Jeg var dybt fascineret.

Vi var også en uge i Rom sammen. Altså er hun slet ikke rigtig “ny”, men når der er gået 20 år, så føles det lidt sådan.

Kontakten gled på et tidspunkt ud – jeg tror, det var da jeg blev syg og lagde slægtsforskningen på hylden grundet manglende kognitiv kapacitet.

Pludselig en dag for ikke så længe siden, dukkede hun op på min Facebook. Hun er nu 92 år, og alt med iPad, MitID osv. er svært. Det var jeg i ugen, der gik, på en dagsrejse for at hjælpe lidt med, for jeg tænker på, hvordan jeg vil have det, hvis jeg selv bliver 92. Så vil jeg også gerne have en, der kommer og hjælper. Det var utrolig hyggeligt at mødes igen, vi har slet ikke forandret os, og vi fik også løst en del af problemerne.

Jeg er kommet mig

For et stykke tid siden talte jeg lidt med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien om, at jeg savner kontakter/relationer. Hun spurgte, om jeg havde lyst at tale med deres recoverymentor, og det svarede jeg selvfølgelig “Ja tak” til. Det ville da være dumt at sige nej.

Recovery betyder “at komme sig”.

Ham mødtes jeg med i går, og det gik for alvor op for mig, at jeg er kommet mig, og at mødet var skudt helt ved siden af. Men det var jo ikke til at vide på forhånd. Jeg har ikke længere behov for at mødes med mennesker og tale sygdom. Jeg har behov for kontakter.

Han var sød og flink, men jeg var en ond kælling og kom ikke med “lytte-lyde” i de første syv minutter, hvor han talte om sig selv. “Lytte-lyde” har blandt andet til formål at få samtalepartneren til at føle sig tryg. Han fortalte, at han selv brugte fysisk træning meget og agiterede for en forening, der kaldes “Håb i psykiatrien”. Der er mange fine tilbud, og man kan deltage i fysisk træning, komme på en tur til Haslev, hvor man går op i et rundt tårn (jeg aner ikke, hvad det er for noget). Man kan komme i Tivoli og Zoologisk Have. Jeg fik næsten kvalme bare af pamfletten.

Jeg spurgte til antal deltagere og til, om der var muzak under træningen, for det går bare ikke. Jeg kender da mig selv. Jeg skal ikke til Haslev, i Tivoli eller i Zoologisk Have. Jeg er slet ikke til noget med fysisk træning, svømmehal og den slags.

Eftersom jeg bor i Hvidovre, har hele psykiatrien et autosvar, der hedder “Kender du ‘Samleren?'”. Ja tak, jeg har været der en gang for mange år siden. Og jeg har ikke lyst at komme igen.

Jeg prøvede at fortælle kort om mig selv, da jeg fandt det relevant. Han var jo nødt til at vide lidt om mig.

Efter 29 minutter ud af de i alt 36, spurgte han til, hvad der kunne være det fedeste for mig, og hvad jeg gerne ville. 

Hvis det nu var mig, der var ansat som recoverymentor i psykiatrien, ville jeg nok have vendt det hele om og startet med at spørge brugeren, hvad jeg kunne gøre for vedkommende, og hvad vedkommende gerne ville. Jeg synes simpelthen, han var en klaphat.

Vi har ganske vist lavet en ny aftale, men jeg har aflyst. Der er vist ingen grund til, at vi spilder mere af hinandens tid.

Det bedste der kunne ske for mig

Jeg vil så gerne have lidt flere kunder i min “TNG-butik”, men det lykkes ikke rigtig for mig. TNG, der står for The Next Generation of Genealogy Sitebuilding, er et program, man bruger til at præsentere sin slægtsforskning på sin hjemmeside.

Og det kunne jeg tænke mig hjælp til. På denne side kan du se, hvad min konsulentbistand går ud på. Jeg hjælper gerne, men du skal prøve selv først. Det er learning by doing.

Her har du en videoguide, der fører dig gennem den grundlæggende installation af TNG. Den er ret længe om at komme frem på skærmen, uden at jeg ved hvorfor.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Kunne det være rart med en familie?

Kunne det være rart med en familie?

Familie, livsvidner og venner

Kunne det være rart med en familie?

Man skal nok være lavet af sten, hvis man ikke af og til overvejer, om det kunne være rart med en familie, når man aldrig har haft en. Og nu er jeg jo ikke lavet af sten … Jeg er dog ikke blind for alt det »bøvl«, jeg formentlig undgår. Jeg har en idé om al den frihed, den manglende familie giver mig. Men i realiteten ved jeg intet om, hvordan det er, at have en familie.

For mig er familie data i et slægtsforskningsprogram, hvilket selvfølgelig er lidt absurd for en slægtsforsker, men sådan er det. Og paradoksalt nok er jeg virkelig dårlig til slægtskabsbetegnelser, når vi lige er ude over morfar, mormor, oldefar og oldemor.

På den anden side set forestiller jeg mig, at det kan være ret hyggeligt at have familiære forpligtelser, så som fx at skulle ringe eller skrive til fødselsdage eller at komme forbi til kaffe om søndagen – eller hvad det mon indebærer at have en familie.

Den familie, jeg kunne have haft, var ikke værd at samle på, så i den forstand er jeg ikke gået glip af noget. Jeg har muligvis to kedelige kusiner, men ingen af os savner åbenbart den anden part. Med mit efternavn er jeg ret nem at finde.

Der er nogle, der kunne minde om familie

Der er nogle, der er tæt på at kunne være en slags familie. De føles lidt som familie (tror jeg da). Da jeg senest så dem, sagde jeg faktisk til dem, at de var det nærmeste, jeg kom på at have en familie. De er søde og høflige mennesker, så de replicerede, at det ville de da også gerne være. Der har været en fødselsdag for flere måneder siden, som jeg selvfølgelig huskede – og så er der ikke sket mere.

Jeg har en opfattelse af, at når man ikke allerede kender hinanden vældig godt, skal der være en vis form for gensidighed i relationen. Man skal »skiftes« til at tage kontakt. Hvis nu det er mig, der skal tage kontakt hver gang, får jeg følelsen af at »komme med hatten i hånden«, og det har jeg ikke lyst til, for det er jeg for stolt til. Det er måske forkert af mig, for de har sikkert travlt med børn og børnebørn osv. Men de kan ikke have haft travlt fra januar til nu, så interessen er sikkert mest på min side.

Hvis jeg ringede og spurgte, om de gav søndagskaffen, ville de sikkert sig ja, men der er det med den manglende gensidighed.

Af og til synes jeg, det er svært at være i verden.

Venner vælger man selv

I ungdommen sagde vennerne og jeg til hinanden, at ens venner vælger man selv. Og det mener jeg stadig, selvom det er noget siden, jeg var ung. Jeg omgiver mig ikke med en masse venner, for det har jeg hverken lyst til eller behov for. Men de mennesker, der er i mit liv, vil jeg gå gennem ild og vand for – og det ved de godt. En enkelt er et livsvidne og to andre er kommet til ad forskellige omveje.

En ven og livsvidne mistede jeg, da jeg blev syg. Vi havde kendt hinanden i 34 år, så det gjorde ondt, men det var vist for hårdt for hende at være pårørende, hvilket er forståeligt. Desværre gør det stadig ondt bare at høre »vores musik«, og det er ærgerligt, for det er alle de tekster, jeg stadig kan udenad.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Vennerne hjælper, når reglerne mangler

Vennerne hjælper, når reglerne mangler

Aspergers syndrom og regler

Vennerne hjælper, når reglerne mangler

Jeg svømmer ikke i venner, men de få, jeg har, er fantastiske! De er så søde til at hjælpe, når jeg er i tvivl om de uskrevne sociale regler.

Jeg så på et tidspunkt et indslag med Christina Sommer, som blandt andet sagde “Aspergere trives utrolig godt med “Det er sådan man …” ” Jeg ville gerne i et forløb hos hende, men hun er så populær og dygtig, at hun har opgivet at have en venteliste. I denne artikel har jeg noteret, alt hvad hun sagde om mennesker med Aspergers syndrom i udsendelsesrækken “De skjulte talenter” på DR1. Du ser hende i sæson 1, episode 1, 13 minutter og 15 sekunder inde i udsendelsen.

Tre eksempler hvor mine venner hjælper, fordi reglerne mangler:
  1. Jeg er i tvivl om “Hvor tit må man ringe?” Mit telefonbehov nok lidt større end deres, fordi jeg bor alene og kun ses med få (helt selvvalgt!). Jeg er bange for at ringe for ofte. Med en veninde har jeg derfor aftalt, at vi lige sender en e-mail først og spørger, om det kan passe ind i kalenderen og med energien at føre en telefonsamtale. Det fungerer utrolig godt.
  2. Hvis jeg er ude til fx frokost er jeg bagefter i tvivl om “Blev jeg for længe?” Med en anden veninde har jeg derfor aftalt, at skulle det ske, at hun synes, det er på tide, jeg skrider, så siger hun det tydeligt. Det er jeg tryg ved, og så behøver jeg ikke længere bekymre mig om det.
  3. “Dette var humoristisk eller underforstået“. Når jeg ser vittigheder eller billeder, andre finder morsomme, på fx Facebook, sidder jeg og tænker “Hvorfor er det sjovt?” og jeg prøver virkelig, men jeg kan ikke tolke det på samme måde, som andre kan. Så mine venner er nu begyndt at klippe det ud i pap for mig. Til tider føler jeg mig temmelig dum.

Jeg elsker regler

Det er så skønt, når der er regler – bare ikke de uskrevne. Når der er regler, ved jeg, hvordan jeg skal begå mig, og så behøver jeg ikke gå og bekymre mig om, hvorvidt jeg overtræder en uskreven regel. Og jeg vil gerne gøre “det rigtige”. Christina Sommer fremhæver sjovt nok, at mennesker med Aspergers syndrom er optagede af at gøre “det rigtige”.

En Asperger-hjerne arbejder altid, og det har jeg selvfølgelig vænnet mig til livet igennem. Jeg troede, alle menneskers hjerner altid var på arbejde, men jeg skulle blive klogere.  Når der kun er uskrevne regler, kommer hjernen på over-arbejde, og det kan være anstrengende.

På et tidspunkt købte jeg bogen “Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler” af Jennifer Cook O’Toole fra forlaget “Frydenlund”. Jeg fik desværre aldrig læst den færdig, men jeg har lagt den frem på natbordet igen.

Skrevne regler for det uskrevne: Emma Gads “Takt og tone”

  1. Vennerne hjælper, når reglerne manglerMan ringer og siger tak for sidst dagen efter. Da jeg samtidig er bange for at ringe for ofte, sender jeg i stedet en takkemail, hvilket jeg også synes er almindelig høflighed og et udtryk for, at man værdsætter, at værten har gjort sig umage for, at man kan få en hyggelig eftermiddag eller aften sammen.
  2. Det er ikke længere så almindeligt at medbringe bare en lille ting til værtinden; det er mest de ældre, der gør det, og da jeg nu også er “ældre”, gør jeg det af og til også selv. Emma Gad mente, at det var god tone og atter en anerkendelse af, at værtinden har brugt tid (og penge) på en middag eller en frokost. Jeg kan godt lide at finde bare en lille ting, som jeg tror, min værtinde vil blive glad for. Det kan være blomster, men de har jo en kort holdbarhed, så jeg gør mig umage for at finde på noget, der holder lidt længere.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/8 Kommentarer/i , /af ,

At være et ordentligt menneske

At være et ordentligt menneske

Jeg en heldig kartoffel

At være et ordentligt menneske

Jeg synes, jeg er så heldig: Jeg har nogle at tale med! Det er mennesker, der deler mine værdier. En helt grundlæggende værdi for mig er “at være et ordentligt menneske”. Det er naturligvis et temmelig “floffy” og meningsløst begreb uden selvstændigt betydningsindhold.

Kender du fx nogle, der om sig selv vil sige, at de ikke er ordentlige mennesker? Det er jeg næsten sikker på, du ikke gør. De mennesker, jeg kan lide at tale med, har alligevel en umiddelbar forståelse af, hvad jeg mener. Vi har et værdifællesskab. Det sætter jeg uendeligt højt.

Den ene veninde

Den ene veninde ringer jeg ofte op, når jeg synes, verden er af lave. Og det synes jeg ret tit for tiden. Folk, der deler adresse med en partner, kommer hjem fra arbejde og siger “Halløj” (det kan jeg høre mine unge naboer gør) og så taler de måske om den slags.

Jeg bor alene, det elsker jeg, og det hverken vil eller kan jeg ændre på, men jeg kan komme i underskud af at dele tanker om stort og småt (især stort).

Den veninde er så god at tale med, fordi hun er reflekteret, nuanceret og velorienteret. Ingen af os har børnebørn, så vi kan tale frit om, hvilken verden resten af menneskeheden giver videre til dens børnebørn. Jeg kan gå og bekymre mig om fx:

  • At der er krig i Europa – og har oprustning nogensinde i hele verden ført til fred? (Nej – det har det ikke!)
  • At der ikke er flere fisk i fjordene.
  • At klimaet lider. Hvor skal isbjørnene efterhånden være?
  • At vi har sommertemperaturer den 1. oktober.
  • At der er så mange, der stemmer på Danmarksdemokraterne. Hvad tænker de dog på?
  • At der er så mange, der vil stemme på Donald Trump. Hvad tænker de dog på?
  • At de unge skal gennemføre kandidatuddannelsen på et i stedet for to år, når nyeste forskning samtidig viser, at den primære årsag til unges mistrivsel er det forhold, at alt skal gå så helvedes hurtigt nu til dags.
  • At unge veluddannede, gifte kvinder sendes “hjem” (hvor det så end er?), når Danmark samtidig skriger på arbejdskraft og er parat til at importere den fra Langtbortistan.
  • At det danske sundhedsvæsen er ved at gå rabundus.
  • At Anders Kühnau kan stå for åben mikrofon og spille overrasket over sammes tilstand.
  • At Anders Agger afdækker, at der er mennesker, der ikke burde have børn, når det første barn er tvangsfjernet, og faderen allerede har gennembanket Belinda nogle gange derefter.
  • At hashhandlerne på Christiania bare er bandernes forlængede arm, så vi måske kunne nå et stykke ved at legalisere cannabis, hvis vi ikke ønsker svenske tilstande.

Stort og småt imellem hinanden. Vi er ikke enige om alt. Og enighed og rygklapperi er heller ikke målet. Det vigtige er dialogen og udvekslingen. Det vigtige er at blive lidt klogere i fællesskab og at lytte til hinanden.

Det er ordentlighed.

Den anden veninde

Den anden veninde er en tidligere arbejdsgiver … Midt i 80’erne var hun ph.d-studerende ved Kriminalistisk Institut under Københavns Universitet og jeg var studentermedhjælper for hende.

Det var et godt job, for hun lyttede også til mine forslag, og når vi var ude på fem storkøbenhavnske politistationer for at gennemgå straffesager, var vi nærmest “kolleger” – altså ligestillede.

Når vi mødes nu, mindes vi altid tiden i arrestforvarerens soveværelse i Roskilde … Det var altså specielt at sidde der med alle sagerne og som det første notere, om offer og gerningsmand – i sager kategoriseret som “gadevold” i kriminalstatistikken – kendte hinanden.

Jeg kan roligt afsløre, at det gjorde de i langt, langt hovedparten af sagerne. En temmelig stor andel var i familie. Men billedet på danskernes nethinde, når de hører om “gadevold” er, at det er dig og mig, der sagesløst går ned ad gaden og bliver slået ned af en ukendt gerningsmand. Det er bare ikke sandheden.

Hun er også jurist, og vi får altid en snak om det med ordentligheden. Jura er ordentlighed sat på formler, en form for procesretfærdighed. Man kan være uenig i regelsæt, men så må man jo stemme på nogle andre partier. Det er kernen i vores demokrati, der som styreform ikke er ufejlbarlig; der findes bare ikke noget alternativ.

Denne veninde har børnebørn. Et af dem (seks år gammel) havde spurgt “Kan der også komme krig i Danmark?” Jeg er glad for, at jeg ikke er hverken farmor eller mormor, men selvfølgelig må man svare en seksårig “Nej da, det kan der ikke, og Ukraine og Rusland er laaaangt væk, så den krig kan ikke komme her til”.

Det er ikke ordentligt at lyve, men man kan blive nødt til det. Børn ser også TV Avis og de lytter til, hvad de voksne taler om, men de forstår det ikke, og så må farmor/mormor skride ind. Måske skulle man skåne børnene mere? De kan tids nok blive bekymrede over verdens tilstand. Og måske har de ikke en veninde at ringe til?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.