Tag Archive for: Thyregod

,

Døde i Thyregod

De døde 1714 ff er på vej

Thyregod og Vester sogne interesserer mig til stadighed, og efter at være blevet færdig med 100 års dåbshandlinger har jeg taget fat på de døde. Foreløbig har jeg lagt 1714-1730 frem til brug, det er 207 poster, og du finder dem på Thyregod-siden. Kirkebogen starter først i 1714 og der er brugt et sindrigt nummereringssystem fra præsternes side. Når der kom en ny præst, startede de tilsyneladende forfra med nr. 1 🙂

Tvillinger født med flere dages mellemrum. Til tider læser jeg faktisk også det der står i kirkebogen frem for bare at skrive det af. Jeg faldt over denne indførsel fra 1726:

No. 52. die eod. (ref. til Dom. Palmax, red.) begravne Karen og Anne Pedersdøtre af Vesterlund, Tvillingebørn. Dend yngste 2 Dage gammel, dend ældste 8 Dage gammel.

Jeg begriber ikke, hvordan det kan lade sig gøre! Fru Peder skulle så have været gravid 6 dage ekstra med den yngste af de to? Er det fysiologisk muligt?

Børnedødeligheden. Indtastningen af de døde viser med al tydelighed, at børnedødeligheden i starten af 1700-tallet var uhyggeligt stor. Hvis du klikker på billedet, vil du se, at hovedparten af de døde er børn, og hvad man ikke kan se på billedet er, at det er småbørn/spæde. Det er dog ikke lykkedes mig at finde ud, hvor stor børnedødeligheden var. Jeg har fundet et sted på nettet, hvor det beskrives, at det er let at finde kirkebøger, hvor de døde børn udgør 80 pct. af de begravede. Det passer desværre fint for starten af Thyregod-Vester kirkebog.

Min egen slægtsforskning: Det rykker ikke en meter for tiden, for dels har jeg gang i Thyregod kirkebog og prøver at få tastet et par årgange pr. dag, dels er jeg ikke rigtig i gang med en gren. Det betyder, at når jeg åbner slægtsforskningsprogrammet Legacy, roder jeg lidt rundt og kigger på alt det jeg mangler at lave, og så kan jeg ikke rigtig beslutte, hvor jeg skal ende og begynde – og så ender det med, at jeg taster en årgang mere, skriver en blogpost eller roder med noget andet.

Det er en af de skønne ting ved en hobby eller flere: man er ikke bundet op på andet end det man har lyst til at lave.

,

Thyregod kirkebog 1713-1814

Slægtsbloggen flytter ind

Det er planen at få alle posterne fra min slægtsblog flyttet ind her på WordPress, men det er en stor opgave, for den blog kører i et helt andet system.

Fra nu af kommer denne blog også til at rumme mine poster om slægtsforskning, for der er ingen grund til at generere endnu flere poster, der skal flyttes.

De af mine læsere, som synes, at slægtsforskning er kedeligt, må så bare hoppe disse poster over.

Thyregod Kirkebog 1713-1814

Jeg er begyndt på et lidt vanvittigt projekt, nemlig at gøre Thyregod-Vester sognes kirkebog 1713-1814 i Ejnar Bjerres udskrift tilgængelig på min hjemmeside. Jeg har taget et bette nøk hver dag gennem noget tid og er nu klar med fødte/døbte her. I søgefeltet kan du angive den døbtes navn eller faderens navn eller endelig et sted. På søgesiden er der mere forklaring til de enkelte felter og deres indhold. Jeg håber, I bliver glade for kirkebogen og kan bruge den aktivt i jeres slægtsforskning sammen med de andre kilder, jeg har bearbejdet om Thyregod sogn.

Ejnar Bjerres udskrift

Når kilden er Ejnar Bjerre og når det handler om Thyregod, kan man være sikker på kvaliteten! Jeg vil derfor fortsætte med de øvrige kirkelige handlinger, og hvis jeg bare følger rækkefølgen i det kolossale ringbind Villy M. Sorensen i München engang sendte mig med Ejnar Bjerres udskrift, bliver det næste jeg tager fat på de døde. Dødsdatoer er man jo som slægtsforsker ofte i bekneb for. Jeg er ganske imponeret af Ejnar Bjerres arbejde! Udskriften af kirkebogen er bare en lillebitte del af det arbejde han lavede om Thyregod sogn. Hans “Thyregod gårdhistorie” er fx genial! Han følger beboerne på en gård og deres familier i så lang en periode, som det overhovedet er muligt. Jeg forstår slet ikke, at han kunne nå det på kun ét liv – og jeg har ofte sendt ham en særdeles venlig tanke.