Indlæg

Hyklerisk?

Tanker ved død

Det er heldigvis mange år siden, jeg måtte tage afsked med nogen, for det må være svært, hvis det fx er et menneske, man har delt seng og bord med i måske 50 år. Jeg kan slet ikke forestille mig “umisteligheden”, og jeg ved ikke, hvordan jeg ville komme over det, hvis det var mig.

Da jeg i 2006 skulle tage afsked, var det med din mor, som jeg ikke har haft det nemt med. Jeg holdt min egen lille “lit de parade” med hende. Jeg gav hende min fars salmebog med på brystet, og jeg sang to Grundtvigssalmer for hende selvom jeg ikke har en tone i livet. Det var “Julen har englelyd” og “Nu falmer skoven”, som begge blev spillet ved min fars begravelse i november 1972.  Min tanke var, at hun skulle have noget med til det hinsides fra os begge

Prins Henriks død optager åbenbart alle og enhver.

Jeg tændte for TV-avisen kl. 18:30, men den var afløst af en transmission af, hvordan den kongelige familie gik ind i Christiansborg Slotskirke og om, hvordan de kom ud igen. Reporterne havde svært ved at finde ud af, hvordan de skulle underholde seerne, da der jo reelt ikke foregik noget. Man så H.M Dronningen gå ind i slotskirken, og man så hende komme ud igen. Andet foregik der ikke.

Det må ikke misforstås: Jeg har stor respekt for H.M Dronning Margrethe. Men går dette ikke for vidt? Kunne vi ikke lade hende have sin sorg i fred? Hun smiler. Skyldes det, at hun for længst havde indset, at prinsen var alvorligt syg, og at det ville ende, som det gjorde?

Hyklerisk

De seneste dage (siden tirsdag kl.: 23:18) er TV og radio svømmet over med hædersbevisninger til prins Henrik, og det er selvfølgelig dejligt, men er det ikke også hyklerisk?

Har det ikke gennem årene regnet ned med anskuelser om hans dårlige danske sprog, om at han tævede kronprinsen og hans bror, da de var små, at han ikke ville begraves sammen med sin hustru i Roskilde Domkirke – og meget mere. Hvem husker ikke: “Dom Panda dom spiser Bamboo”?

Dårlig smag

Jeg har til tider (måske for ofte?) en ret dårlig smag, og en del af den er Elton Johns sang til Prinsesse Diana. Hun døde i 1997. Hvis en nutidig sangskiver kunne skrive noget til prins Henrik, der kunne måle sig med dette, ville jeg tage hatten af for ham.

21 år efter holder jeg stadig af at høre Elton John med “Lady Diana – Candle in the wind (Goodbye Englands rose)”. Det er sødsuppe, det erkender jeg, men det var tanker fra et folk til en elsket næsten-regent.

Vi ser i disse dage H.M. Dronningen smile til de forsamlede, og det er stort, at hun er i stand til det. Men den folkelighed Prins Henrik pludselig besmykkes med er ikke reel. Danskerne tog ham aldrig reelt til sig i livende live. Pludselig er han vores alles prins. Tro det eller ej – jeg tror ikke på det. Det er noget opdigtet noget.

 

Vemod

For søren da… Der kom en mail fra psykologen om, at regionen ikke havde accepteret den seneste henvisning fra min læge, og at hun derfor stort set havde arbejdet for en tredjedel af timelønnen de seneste 11 gange. Det kan hun selvfølgelig ikke blive ved med, men jeg er godt nok trist over, at hun aflyser vores sidste aftale.

Jeg har sagt farvel til hende før nemlig i juli 2016, og der var det heller ikke let. Denne gang var jeg bedre forberedt på, hvad jeg så gerne ville sige. Jeg har selvfølgelig sendt en mail, men hvor meget jeg end elsker “ny” teknologi, overgås face to face ikke af in absentia.

Mærkeligt dødsfald

I nat fik jeg en mail fra en tidligere kollegiekammerat. Hun fortalte, at en af vores meget nære venner fra kollegiet – Helle – var død. Jeg er taknemmelig over, at hun fortalte det, så jeg ikke skulle høre det ad anden vej. Hun havde gjort sig mange overvejelser om, hvorvidt hun skulle fortælle mig det.

Jeg havde kendt Helle i 34 år, og i alle ungdomsårene fungerede vi som hinandens familier. Hun havde ganske vist sin far, mens jeg ingen havde. Jeg kunne rigtig godt lide ham. Han var hjertevarm og havde altid en god historie i ærmet.

På Amagerkollegiet var vi en håndfuld unge mennesker, der hang sammen som ærtehalm, og jeg havde så meget glæde af både at give og at tage fra dette fællesskab. De hjalp og støttede, da jeg som 16-årig stod ret alene i storbyen. Jeg håber, at jeg gav noget igen. Jeg kan slet ikke tælle de lørdage, vi tilbragte med god rockmusik på “Femøren” (på Amager) med et passende antal pilsnere. Det var dengang hverken Anne Linnet eller Lis Sørensen holdt sig for gode til at spille der.

Jeg boede på kollegiet fra 1981 til 1990, og vi var den samme håndfuld, der holdt sammen i alle årene.

Helle og jeg rejste meget sammen, og vi har set adskillige græske øer sammen og lidt af Spanien også. Forholdet var meget inderligt i rigtig mange år. Vi var hinandens nærmeste, selv under hendes første ægteskab med en mand fra Australien. Jeg synes aldrig, hun sparede sig selv. Men der var en skævhed:

Jeg var altid på en eller anden måde “underdog”. Jeg formåede ikke at sætte grænser eller at stille krav. Det blev let sådan, at det var mig, der leverede, og Helle der tog imod. Jeg føler mig fuldstændig overbevist om, at det ikke var af ond vilje, magtbalancen var bare skruet sådan sammen, og jeg formåede ikke at ændre på den.

Jeg kan ikke huske, hvor længe det er siden, vi sidst sås men vel omkring fire – fem år. De flyttede til en lidt afsides liggende ø, hvor man ikke lige kan komme frem og tilbage.

Julen 2015 havde vi en aftale, om at jeg skulle besøge dem juleaften. Julen er svær for mig, så jeg prøver altid at have planer i god tid. Hun svigtede aftalen ganske få dage før jul med begrundelsen, at hun ikke kunne overskue det. Jeg replicerede, at de så (inkl. hunde) kunne komme hos mig i stedet. Det blev ikke til noget. For mig blev det dråben, der fik bægeret til at flyde over. Det var 10.000 gang, hun svigtede, og jeg kunne ikke tage mere.

Adskillige gange det efterår sagde hun til mig, at hun elskede mig. Det klingede hult i mine ører. Det var snak og ikke handling. Jeg følte igen, at jeg var den, der skulle levere.

Januar 2016 fik jeg hjælp fra psykologen i Psykiatrifonden til at skrive et åbenhjertigt brev til Helle. Det er vist nederst i denne blogpost. Det var pænt og ordentligt og på sin vis kærligt, men også første gang i de 34 år, at jeg tog bladet fra munden og sagde “Nu vil/kan jeg ikke mere”. Jeg skrev mange kladder og dechifrerede hver eneste lille sætning. Det skulle være korrekt og samtidig umisforståeligt. For første gang nogensinde skulle jeg sige fra. Det tog mig vel 14 dage at få det sat sammen, og jeg tjekkede det flere gange med psykologen. Det sluttede med, at jeg gerne ville høre hendes svar, men det skulle være på skrift. Jeg var for sårbar til at gennemføre en telefonsamtale. Jeg fik aldrig en replik.

Ja det vil sige: Under denne indlæggelse i oktober/november ringede hun to gange fra andre numre end det, jeg havde blokeret. Første gang fik jeg sagt, at jeg var indlagt og ikke havde overskud. Hun svarede, at det behøvede jeg ikke at have. Derefter lagde jeg røret. Anden gang ringede hun fra hemmeligt nummer og lagde en besked, som jeg end ikke hørte men bare slettede.

Nu tænker jeg selvfølgelig på, om hun havde set i øjnene, at hun skulle dø og derfor ville have kontakt. Ville hun sige farvel? Ville hun sætte punktum efter de 34 år? Den tanke kan jeg ikke bære. På den anden side er dødsårsagen noget med, at hun kastede blod op, ikke ville have en læge, og da hendes mand ringede 112 fra øen, var hun for langt i dødsprocessen til at kunne genoplives. Altså har hun ikke været syg længe, og det var ikke derfor, hun pludselig ringede 10 måneder efter jeg sendte mit brev til hende. Jeg ved det ikke, og jeg finder aldrig ud af det. Det er nok sådan, at døden til tider bærer på sine egne hemmeligheder.

Jeg prøver at tænke på alle de fantastiske oplevelser, vi har haft sammen. Alle årene på Amagerkollegiet, som bragte os så tæt sammen. Følelsen af at der altid var en der greb mig, når livet blev for svært. Alle de gode oplevelser, da de lavede kandidatfest for mig den 5. januar 1990 i form af et surpriseparty i en toværelses på Bryggen. En af mine studiekammerater kom til at åbne vinduet i soveværelset, så katten “Basse” faldt ud fra fjerde sal. Gudskelov overlevede han.

Jeg kan slet ikke nævne alle vores gode stunder, dertil er de for mange. Og det er dem, jeg nu vælger at fokusere på.

Hvis jeg skulle blive inviteret til bisættelsen, vil jeg takke nej. Jeg ville føle, at det var hyklerisk, og sådan ønsker jeg ikke at optræde.

Hvil i fred kære Helle!

Brev af 12. januar 2016

Kære Helle

Mange tak for din telefonbesked i fredags. Du spørger, om vi er uvenner. Det er vi ikke, men der er nogle ting, der må på plads, før vi evt. genoptager kontakten. Min umiddelbare impuls var at ringe dig op og få en snak, men det er vigtigt for mig at få skrevet denne mail en gang for alle, også selvom det er frygtelig svært, og jeg har måttet tage mange tilløb.

Siden vi har talt sammen sidst, har jeg været igennem både sorg og vrede. I starten fyldte sorgen mest, men den blev afløst af vrede, og det er jeg nødt til at fortælle dig om, hvis vi skal genoptage vores relation.

Sorgen gik på, at det vil være svært at sige farvel efter 34 år. Herregud jeg har kendt dig størstedelen af mit liv. Du har trådt ind i den plads en familie normalt skulle have, og som hovedregel har du gjort det godt, men jeg synes også, du ofte har svigtet, og det seneste eksempel er julen 2015. Julen er meget svær for mig, da jeg ikke har nogen at være sammen med. Andre mennesker har familie som de er sammen med uden egentlig at tage stilling til det, men jeg er i den situation, at jeg skal finde på et eller andet, og derfor er det vigtigt for mig at finde ud af noget i god tid, så jeg ved, at der er styr på det. Jeg har prøvet at være alene to juleaftner; det var forfærdeligt, og jeg følte mig som det ensommste menneske i verden. Da du løb fra vores aftale – også selvom vi flyttede den hjem til mig – efterlod du mig i en frygtelig situation, hvor jeg endnu engang kunne se frem til at føle mig meget ensom. Du meldte fra så sent, at jeg ikke kunne nå at træffe andre aftaler – jeg endte dog med at finde et sted at være. Jeg oplever det som et ultimativt svigt, som jeg ikke kan bære over med.

Vreden går på, at nu har jeg fået nok. Du har svigtet alt for mange aftaler, og det vil jeg ikke længere finde mig i. Jeg har stor forståelse for, at du evt. er syg og har behov for at beskytte dig selv, men jeg ville foretrække, at du gjorde det på en ordentlig måde. Selv er jeg for psykisk sårbar til at kunne holde til dette, og derfor skal der en ny inderlighed ind i vores relation, hvis vi evt. skal fortsætte. Du har på det seneste flere gange sagt, at du “elskede” mig. Jeg må være ærlig og sige, at jeg synes, det har klinget lidt hult. Gennem lang tid har jeg syntes, at vores relation manglede inderlighed. For eksempel synes jeg, det er underligt, at vi ikke har mødtes i fire år. I mine øjne mødes venner.

Det ville være ideelt, hvis jeg nu kunne fortælle, hvad det så er, jeg vil have i stedet, men det kan jeg ikke. Jeg er ikke et menneske, der går rundt og stiller krav til andre, og da slet ikke til dig. Det er vist aldrig sket.

Da dette er rigtig svært for mig, vil jeg foretrække at få dit svar på en mail. Jeg har ikke lige overskud til at tale i telefon.

Kh.
Hanne