Hyklerisk?
Tanker ved død
Det er heldigvis mange år siden, jeg måtte tage afsked med nogen, for det må være svært, hvis det fx er et menneske, man har delt seng og bord med i måske 50 år. Jeg kan slet ikke forestille mig “umisteligheden”, og jeg ved ikke, hvordan jeg ville komme over det, hvis det var mig.
Da jeg i 2006 skulle tage afsked, var det med din mor, som jeg ikke har haft det nemt med. Jeg holdt min egen lille “lit de parade” med hende. Jeg gav hende min fars salmebog med på brystet, og jeg sang to Grundtvigssalmer for hende selvom jeg ikke har en tone i livet. Det var “Julen har englelyd” og “Nu falmer skoven”, som begge blev spillet ved min fars begravelse i november 1972. Min tanke var, at hun skulle have noget med til det hinsides fra os begge
Prins Henriks død optager åbenbart alle og enhver.
Jeg tændte for TV-avisen kl. 18:30, men den var afløst af en transmission af, hvordan den kongelige familie gik ind i Christiansborg Slotskirke og om, hvordan de kom ud igen. Reporterne havde svært ved at finde ud af, hvordan de skulle underholde seerne, da der jo reelt ikke foregik noget. Man så H.M Dronningen gå ind i slotskirken, og man så hende komme ud igen. Andet foregik der ikke.
Det må ikke misforstås: Jeg har stor respekt for H.M Dronning Margrethe. Men går dette ikke for vidt? Kunne vi ikke lade hende have sin sorg i fred? Hun smiler. Skyldes det, at hun for længst havde indset, at prinsen var alvorligt syg, og at det ville ende, som det gjorde?
Hyklerisk
De seneste dage (siden tirsdag kl.: 23:18) er TV og radio svømmet over med hædersbevisninger til prins Henrik, og det er selvfølgelig dejligt, men er det ikke også hyklerisk?
Har det ikke gennem årene regnet ned med anskuelser om hans dårlige danske sprog, om at han tævede kronprinsen og hans bror, da de var små, at han ikke ville begraves sammen med sin hustru i Roskilde Domkirke – og meget mere. Hvem husker ikke: “Dom Panda dom spiser Bamboo”?
Dårlig smag
Jeg har til tider (måske for ofte?) en ret dårlig smag, og en del af den er Elton Johns sang til Prinsesse Diana. Hun døde i 1997. Hvis en nutidig sangskiver kunne skrive noget til prins Henrik, der kunne måle sig med dette, ville jeg tage hatten af for ham.
21 år efter holder jeg stadig af at høre Elton John med “Lady Diana – Candle in the wind (Goodbye Englands rose)”. Det er sødsuppe, det erkender jeg, men det var tanker fra et folk til en elsket næsten-regent.
Vi ser i disse dage H.M. Dronningen smile til de forsamlede, og det er stort, at hun er i stand til det. Men den folkelighed Prins Henrik pludselig besmykkes med er ikke reel. Danskerne tog ham aldrig reelt til sig i livende live. Pludselig er han vores alles prins. Tro det eller ej – jeg tror ikke på det. Det er noget opdigtet noget.
