Familie, livsvidner og venner

Kunne det være rart med en familie?

Man skal nok være lavet af sten, hvis man ikke af og til overvejer, om det kunne være rart med en familie, når man aldrig har haft en. Og nu er jeg jo ikke lavet af sten … Jeg er dog ikke blind for alt det »bøvl«, jeg formentlig undgår. Jeg har en idé om al den frihed, den manglende familie giver mig. Men i realiteten ved jeg intet om, hvordan det er, at have en familie.

For mig er familie data i et slægtsforskningsprogram, hvilket selvfølgelig er lidt absurd for en slægtsforsker, men sådan er det. Og paradoksalt nok er jeg virkelig dårlig til slægtskabsbetegnelser, når vi lige er ude over morfar, mormor, oldefar og oldemor.

På den anden side set forestiller jeg mig, at det kan være ret hyggeligt at have familiære forpligtelser, så som fx at skulle ringe eller skrive til fødselsdage eller at komme forbi til kaffe om søndagen – eller hvad det mon indebærer at have en familie.

Den familie, jeg kunne have haft, var ikke værd at samle på, så i den forstand er jeg ikke gået glip af noget. Jeg har muligvis to kedelige kusiner, men ingen af os savner åbenbart den anden part. Med mit efternavn er jeg ret nem at finde.

Der er nogle, der kunne minde om familie

Der er nogle, der er tæt på at kunne være en slags familie. De føles lidt som familie (tror jeg da). Da jeg senest så dem, sagde jeg faktisk til dem, at de var det nærmeste, jeg kom på at have en familie. De er søde og høflige mennesker, så de replicerede, at det ville de da også gerne være. Der har været en fødselsdag for flere måneder siden, som jeg selvfølgelig huskede – og så er der ikke sket mere.

Jeg har en opfattelse af, at når man ikke allerede kender hinanden vældig godt, skal der være en vis form for gensidighed i relationen. Man skal »skiftes« til at tage kontakt. Hvis nu det er mig, der skal tage kontakt hver gang, får jeg følelsen af at »komme med hatten i hånden«, og det har jeg ikke lyst til, for det er jeg for stolt til. Det er måske forkert af mig, for de har sikkert travlt med børn og børnebørn osv. Men de kan ikke have haft travlt fra januar til nu, så interessen er sikkert mest på min side.

Hvis jeg ringede og spurgte, om de gav søndagskaffen, ville de sikkert sig ja, men der er det med den manglende gensidighed.

Af og til synes jeg, det er svært at være i verden.

Venner vælger man selv

I ungdommen sagde vennerne og jeg til hinanden, at ens venner vælger man selv. Og det mener jeg stadig, selvom det er noget siden, jeg var ung. Jeg omgiver mig ikke med en masse venner, for det har jeg hverken lyst til eller behov for. Men de mennesker, der er i mit liv, vil jeg gå gennem ild og vand for – og det ved de godt. En enkelt er et livsvidne og to andre er kommet til ad forskellige omveje.

En ven og livsvidne mistede jeg, da jeg blev syg. Vi havde kendt hinanden i 34 år, så det gjorde ondt, men det var vist for hårdt for hende at være pårørende, hvilket er forståeligt. Desværre gør det stadig ondt bare at høre »vores musik«, og det er ærgerligt, for det er alle de tekster, jeg stadig kan udenad.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.