Indlæg

,

Kunne det være rart med en familie?

Kunne det være rart med en familie?

Familie, livsvidner og venner

Kunne det være rart med en familie?

Man skal nok være lavet af sten, hvis man ikke af og til overvejer, om det kunne være rart med en familie, når man aldrig har haft en. Og nu er jeg jo ikke lavet af sten … Jeg er dog ikke blind for alt det »bøvl«, jeg formentlig undgår. Jeg har en idé om al den frihed, den manglende familie giver mig. Men i realiteten ved jeg intet om, hvordan det er, at have en familie.

For mig er familie data i et slægtsforskningsprogram, hvilket selvfølgelig er lidt absurd for en slægtsforsker, men sådan er det. Og paradoksalt nok er jeg virkelig dårlig til slægtskabsbetegnelser, når vi lige er ude over morfar, mormor, oldefar og oldemor.

På den anden side set forestiller jeg mig, at det kan være ret hyggeligt at have familiære forpligtelser, så som fx at skulle ringe eller skrive til fødselsdage eller at komme forbi til kaffe om søndagen – eller hvad det mon indebærer at have en familie.

Den familie, jeg kunne have haft, var ikke værd at samle på, så i den forstand er jeg ikke gået glip af noget. Jeg har muligvis to kedelige kusiner, men ingen af os savner åbenbart den anden part. Med mit efternavn er jeg ret nem at finde.

Der er nogle, der kunne minde om familie

Der er nogle, der er tæt på at kunne være en slags familie. De føles lidt som familie (tror jeg da). Da jeg senest så dem, sagde jeg faktisk til dem, at de var det nærmeste, jeg kom på at have en familie. De er søde og høflige mennesker, så de replicerede, at det ville de da også gerne være. Der har været en fødselsdag for flere måneder siden, som jeg selvfølgelig huskede – og så er der ikke sket mere.

Jeg har en opfattelse af, at når man ikke allerede kender hinanden vældig godt, skal der være en vis form for gensidighed i relationen. Man skal »skiftes« til at tage kontakt. Hvis nu det er mig, der skal tage kontakt hver gang, får jeg følelsen af at »komme med hatten i hånden«, og det har jeg ikke lyst til, for det er jeg for stolt til. Det er måske forkert af mig, for de har sikkert travlt med børn og børnebørn osv. Men de kan ikke have haft travlt fra januar til nu, så interessen er sikkert mest på min side.

Hvis jeg ringede og spurgte, om de gav søndagskaffen, ville de sikkert sig ja, men der er det med den manglende gensidighed.

Af og til synes jeg, det er svært at være i verden.

Venner vælger man selv

I ungdommen sagde vennerne og jeg til hinanden, at ens venner vælger man selv. Og det mener jeg stadig, selvom det er noget siden, jeg var ung. Jeg omgiver mig ikke med en masse venner, for det har jeg hverken lyst til eller behov for. Men de mennesker, der er i mit liv, vil jeg gå gennem ild og vand for – og det ved de godt. En enkelt er et livsvidne og to andre er kommet til ad forskellige omveje.

En ven og livsvidne mistede jeg, da jeg blev syg. Vi havde kendt hinanden i 34 år, så det gjorde ondt, men det var vist for hårdt for hende at være pårørende, hvilket er forståeligt. Desværre gør det stadig ondt bare at høre »vores musik«, og det er ærgerligt, for det er alle de tekster, jeg stadig kan udenad.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Hyklerisk?

Hyklerisk?

Tanker ved død

Det er heldigvis mange år siden, jeg måtte tage afsked med nogen, for det må være svært, hvis det fx er et menneske, man har delt seng og bord med i måske 50 år. Jeg kan slet ikke forestille mig “umisteligheden”, og jeg ved ikke, hvordan jeg ville komme over det, hvis det var mig.

Da jeg i 2006 skulle tage afsked, var det med din mor, som jeg ikke har haft det nemt med. Jeg holdt min egen lille “lit de parade” med hende. Jeg gav hende min fars salmebog med på brystet, og jeg sang to Grundtvigssalmer for hende selvom jeg ikke har en tone i livet. Det var “Julen har englelyd” og “Nu falmer skoven”, som begge blev spillet ved min fars begravelse i november 1972.  Min tanke var, at hun skulle have noget med til det hinsides fra os begge

Prins Henriks død optager åbenbart alle og enhver.

Jeg tændte for TV-avisen kl. 18:30, men den var afløst af en transmission af, hvordan den kongelige familie gik ind i Christiansborg Slotskirke og om, hvordan de kom ud igen. Reporterne havde svært ved at finde ud af, hvordan de skulle underholde seerne, da der jo reelt ikke foregik noget. Man så H.M Dronningen gå ind i slotskirken, og man så hende komme ud igen. Andet foregik der ikke.

Det må ikke misforstås: Jeg har stor respekt for H.M Dronning Margrethe. Men går dette ikke for vidt? Kunne vi ikke lade hende have sin sorg i fred? Hun smiler. Skyldes det, at hun for længst havde indset, at prinsen var alvorligt syg, og at det ville ende, som det gjorde?

Hyklerisk

De seneste dage (siden tirsdag kl.: 23:18) er TV og radio svømmet over med hædersbevisninger til prins Henrik, og det er selvfølgelig dejligt, men er det ikke også hyklerisk?

Har det ikke gennem årene regnet ned med anskuelser om hans dårlige danske sprog, om at han tævede kronprinsen og hans bror, da de var små, at han ikke ville begraves sammen med sin hustru i Roskilde Domkirke – og meget mere. Hvem husker ikke: “Dom Panda dom spiser Bamboo”?

Dårlig smag

Jeg har til tider (måske for ofte?) en ret dårlig smag, og en del af den er Elton Johns sang til Prinsesse Diana. Hun døde i 1997. Hvis en nutidig sangskiver kunne skrive noget til prins Henrik, der kunne måle sig med dette, ville jeg tage hatten af for ham.

21 år efter holder jeg stadig af at høre Elton John med “Lady Diana – Candle in the wind (Goodbye Englands rose)”. Det er sødsuppe, det erkender jeg, men det var tanker fra et folk til en elsket næsten-regent.

Vi ser i disse dage H.M. Dronningen smile til de forsamlede, og det er stort, at hun er i stand til det. Men den folkelighed Prins Henrik pludselig besmykkes med er ikke reel. Danskerne tog ham aldrig reelt til sig i livende live. Pludselig er han vores alles prins. Tro det eller ej – jeg tror ikke på det. Det er noget opdigtet noget.

 

,

Vemod