Indlæg

, ,

Mere søgemaskineoptimering (SEO)

SEO WebGain Simon Hermansen

Jeg er kommet i gang: søgemaskineoptimering

Så gik den søndag…

Jeg har siddet klistret til skærmen siden ca. kl. 8:30, for det med søgemaskineoptimering er pludselig blevet sjovt og til at gå til. Simon fra WebGain har sat Rank Math op for mig, så jeg nu bare skal arbejde med det og ikke koncentrere mig om alle de forskellige muligheder, der er for at sætte det op. Det er fint, for der er mindst 250 muligheder for at sætte det op, og det har jeg jo ingen erfaring med i modsætning til ham. Og programmet er gratis i modsætning til Yoast.

Jeg startede med at se videoen fra vores Zoom-seance

Søgemaskineoptimering SEO Rank MathMens jeg så videoen på tre timer, tog jeg noter, så stoffet hænger bedre fast, og det har været investeringen i tid værd. Fokus skal indledningsvist ligge på sider med de to diagnoser, og selvom det tager tid, så er Rank Math langt mindre forvirrende end Yoast var.

I Rank Math kan man straks se sine fremskridt. Det er faktisk bare om at blive ved med at besvare spørgsmålene nederst, indtil man i hvert fald har den samlede score oppe i det grønne felt. Eksemplet til højre kommer fra en side om Bipolar affektiv sindslidelse, som jeg gerne vil rykke på, og jeg tror, de 88 ud af 100 er et okay resultat – i hvert tilfælde indtil videre.

Der bør være effekt i Google om senest tre måneder

Det var Simons vurdering, at eftersom jeg har et godt udgangspunkt med masser af indhold, vil der være effekt om senest tre måneder. Herudover vil den samlede side formentlig få et løft, når jeg får gjort noget ved fokusområderne.

Nu kaster jeg nogle kræfter efter det, og så er jeg spændt på at se, hvordan det spænder af. Det er et arbejde, der kalder på det lange seje træk, men det er en af mine styrker, så det passer godt. Det er meget spændende.

Inden for rimelighedens grænser kan jeg stille Simon nogle spørgsmål, og vi har aftalt, at jeg samler til bunke og sender en mail med 10 spørgsmål og ikke 10 mails med et spørgsmål. Forslaget er mit og skal blandt andet tilgodese mit eget ellers manglende overblik.

Tidligt op og til psykologen

Og så til noget helt andet: I morgen skal jeg tidligt op, for jeg skal til psykologen, og det glæder jeg mig vildt til. Det er godt nok blevet en heldagsudflugt, efter hun er flyttet til Holbæk, men det er der ikke noget at gøre ved. Jeg har jo tiden til det.

Vi skal tale om:

  • Min mistede ven,
  • Psykiatriens manglende forståelse for psykologi, og
  • Den (fandens) dødsangst, der bare ikke vil forlade mig. Faktisk har jeg overvejet at stoppe med ECT af den grund, men det er nok ikke den rigtige motivation. Det syntes kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien i hvert tilfælde ikke, og det har hun jo nok ret i.

God nat!

,

Ærlig snak om SEO

Om data og backup af data

Svært at finde eksperter i SEO?

Jeg har egentlig opgivet at søgemaskineoptimere, fordi det er så frygtelig kedeligt; på den anden side set, synes jeg selv, jeg har et fremragende og validt indhold med solide kilder 🙂 , så jeg vil gerne ligge bedre på Google især på søgeordet ‘Bipolar lidelse’, som jeg har gjort meget ud af at skrive om, så især ny-diagnosticerede kan få større indsigt i, hvad, det hele går ud på, og hvor de kan finde hjælp og information. Man kan kalde det ‘Bipolar for begyndere’. Lige nu ligger jeg vel på side 100 i Google, så mine sider bliver aldrig fundet ved organisk søgning.

Derfor har jeg brugt en del tid på at undersøge markedet og også rettet henvendelse til flere firmaer, der tilbyder at hjælpe med at søgemaskineoptimere. Det koster nogle penge, men jeg bruger ikke penge på dyr bil, nyt køkken, make-up, middage i byen, dyre ferier og hvad folk ellers har i deres budget. Derfor ville det kunne forsvares som en engangsudgift. Min side har ingen egentlige ‘kunder’, da jeg ikke  sælger noget og heller aldrig kommer til det. Det har slet ikke min interesse. Min interesse er at informere om forskellige emner, som jeg selv synes er interessante og har opbygget erfaring med gennem mange år.

De firmaer, jeg har haft kontakt med, fatter ikke, at jeg gerne vil lære kunsten og så selv lave det hårde arbejde. Jeg kan ikke forklare dem, at jeg selv kan en del, og har en side med et indhold, jeg har styr på. Herudover et Google min gode ven, og der kan jeg, med en lidt kritisk tilgang, finde meget hjælp.

Hvis jeg virkelig ikke kan finde svarene selv og har prøvet alt – for jeg vil helst selv, det er det sjoveste – har jeg som ‘livline’ Michael Storm fra https://instance.dk/. Ham har jeg handlet hos i mange år, og jeg kan se, jeg får en absolut god pris. Han er meget dygtig og meget hurtig. Han får min bedste anbefaling.

Nej, det er ikke svært at finde ‘eksperter’

Markedet for søgemaskineoptimering er enormt! Der er masser af såkaldte ‘eksperter’. Og de må tjene godt, for det er sindssygt dyrt. Overfor et af firmaerne angav jeg et budget – de ringede og spurgte, om det var pr. måned? Jeg var ved at falde ned af stolen. Nogle firmaer finder hurtigt ud af, at jeg har for få kvalitetsfyldte danske såkaldte ‘backlinks’ og for mange udenlandske af lav kvalitet. Det forstår jeg slet ikke, men jeg accepterer, at en optimering af disse ville kunne bringe mig til et bedre placering på Google.

Alle disse ‘eksperter’ vil enormt gerne trække penge ud af mig, og det er selvfølgelig fair nok, det er jo deres job, og de skal også leve, men de tilbyder et arbejde, jeg selv kan lave, hvis de lige lærer mig, hvordan det gøres. Jeg er godt klar over, at det ikke er i deres interesse, og at de herved udhuler deres egen platform.

En undtagelse er https://webwoman.dk/

Lisbeth Scharling driver https://webwoman.dk/ og har virkelig meget godt og gratis indhold på sin side. Jeg har læst mange af hendes artikler og synes, der er meget at lære. Vi er enige om, at sproget og kommunikationen på en hjemmeside skal være det bærende element for indholdet. Teknikken skal ikke være nummer et, men selvfølgelig skal siden fungere bedst muligt. Og det er sjovt (for mig) at nørde med det, da jeg elsker læreprocesserne.

Om søgemaskineoptimering har hun disse spændende artikler, der ganske vist er fra 2018, men som stadig er relevante.

For et godt stykke tid siden ringede jeg til hende, og spurgte om hun kunne hjælpe mig til en bedre placering på Google ud fra søgeordet ‘Bipolar lidelse’.  Vi har talt sammen nogle gange i længere tid, og hun er ærlig og ikke bange for at afgive tips. Hun siger ligeud, at hun næppe kan hjælpe mig til bedre resultater på Google, da mine ‘konkurrenter’ på det foretrukne søgeord fx er sundhed.dk, Psykiatrifonden og Depressionsforeningen. De skal selvfølgelig komme først, og de har pengene til at betale for søgeordsoptimeringen. Uanset hvad jeg gør, vil jeg aldrig kunne konkurrere med dem.

Hun siger også, at hun naturligvis kunne sige ja til opgaven og tjene pengene, uagtet hun på forhånd ville vide, at succesraten ville være ringe.

Det sker ikke ret ofte, at jeg anbefaler udbydere her på siden, da de selv må klare deres markedsføring; det er ikke min opgave. Af og til er der bare plads til undtagelser. Her har du fået et par af dem.

God påske

Påske

Hele påsken er lang ikke kun langfredag

Jeg ønsker alle mine læsere en god påske og siger tak for, at I indimellem læser med på mit vindue mod verden. Til orientering er billedet fra Notre Dame

For mig er hele påsken lang. Jeg vil hellere på arbejde, for jeg har en chef og kollega, der er glad, bare jeg møder op. Vi er et genialt team, og jeg er så umådeligt glad for at være der.

Ugen efter  påske skal jeg på kursus i Aarhus hos Michael, som er vores faste samarbejdspartner. Jeg har kendt Michael i fire år, men det er først nu, jeg skal mødes ham. Jeg glæder mig vildt meget til at træffe ham.

For at påsken ikke skal blive alt for lang, har jeg lidt projekter i gang:

  1. En længere gåtur med J. i morgen
  2. At søgemaskineoptimere nogle af alle de gamle indlæg.
    1. Jeg er begyndt med de 20, der tåbeligt nok hedder “Bisser”, som ingen vil søge på. Tak Eric og min ven B. Det er sært at sidde at læse om de første mange besøg hos tandlægen, hvor jeg slet ikke kunne lide at åbne munden. Det er som om, det er lysår siden.
    2. Jeg kommer aldrig til vejs ende med de 1.400 indlæg; men det gør måske heller ikke noget? Pdas. hvis jeg nu fikser bare tre pr. dag, er jeg home free efter 1 år og ca. 4 måneder.
  3. Som et forsøg har jeg sat reklamer på siden. Det koster penge at drive en side, og tænk hvis jeg kunne få bare lidt af dem ind igen. Jeg har valgt de automatiske, og jeg må sige, at Google rammer ret godt. Der er både mad fra Aarstiderne, slægtsforskning og tandimplantater. Både Eric og Jørgen har skrevet om deres reklamer på siderne, så nu vil jeg også prøve vel vidende at alle moderne mennesker bruger en ad blocker – mig selv inklusive. Indtil videre har jeg vist tjent den nette sum af fire øre i dag. Men lidt har også ret 🙂
  4. Det gør alt sammen, at den nye handicapmus bliver udforsket. Den er slet ikke tosset, men den kræver noget øvelse. Og jeg er langsom til sådan noget.
  5. At forsøge kunsten at pausere. Alt det ovenstående kunne let få mig til at arbejde igennem; blive færdig, komme videre, se resultater osv. Nu prøver jeg i stedet at holde pauser, og i pauserne sætter jeg mig i min fantastiske kuglestol fra Protac. Den er virkelig genial.

På den måde når jeg nogle fornuftige ting i påsken.