Indlæg

/0 Kommentarer/i /af

Glæden ved at hjælpe en ny slægtsforsker i gang

Om at begynde på slægtsforskning

Glæden ved at hjælpe en ny slægtsforsker i gang

Glæden ved slægtsforskning opstår ofte i mødet med andre – især når man får lov at hjælpe en ny slægtsforsker i gang. Denne artikel handler om netop den erfaring: om at dele metode, kilder og faldgruber, om MyHeritage-myter og kirkebøgernes logik, og om hvor svært det er at tage de første skridt, før rutinen sætter sig. Samtidig er det en påmindelse om, at slægtsforskning er en læreproces, hvor originale kilder, tålmodighed og hjælpsomhed betyder mere end hurtige svar – og hvor hjælpen ofte belønnes med både indsigt, billeder og ny fælles historie.

Min mormor Mary CHRISTENSEN (1910 – 1994) havde to søstre og tre brødre, og det er så vildt, at inden for de seneste to uger har en efterkommer af en af brødrene og en efterkommer af en af søstrene helt uafhængigt af hinanden kontaktet mig. De kender ikke hinanden. De har fundet frem til min TNG-side og har bedt om adgang. Det er noget af det, der er sjovt ved adgangsbegrænsningen: folk kan ikke bare “høste data”, de er nødt til at kontakte mig.

I dag har jeg brugt et par timer på at hjælpe en efterkommer af en af søstrene i gang. Hun var begyndt i MyHeritage og troede derfor, at vores oldeforældre havde været i Amerika … Men når nu Niels August CHRISTENSEN (1881 – 1940) og Caroline Ane Marie CARLSEN (1881 – 1960) fik alle børnene i Højby, Ods Herred, Holbæk Amt kunne de jo nok ikke samtidig være i Amerika. MyHeritage i en nøddeskal!

Vi har alle haft nogen, der hjalp os i gang, og vi har nok alle stor lyst til at “betale tilbage” og selv hjælpe nogen i gang. I dag fik jeg chancen.

Til gengæld har jeg fået en stribe skønne, gamle billeder. Og nu har jeg husket at skrive, hvem jeg har fået dem af og hvornår. Det ville jeg ønske, jeg også havde gjort for 20 år siden.

I fællesskab fandt vi en dødsattest på en af hendes farmors brødre, Erik PEDERSEN (1941 -1942), der døde af Meningitis. Dødsårsagen var ny for mig.

Al begyndelse er svær

Jeg er blevet mindet om, hvor svært det er at komme i gang. Det, man efter noget tid bare har på rygmarven, var engang mystik. Bare en detalje som at kirkebøgerne efter 1814 er indrettet i samme rækkefølge som livet: dåb, konfirmation, vielse, død – og at mænd kommer før kvinder. Det er man jo ikke født med at vide.

Man kan jo heller ikke uden videre vide, hvordan man bruger Sall Data eller folketællingerne på Dansk Demografisk Database.

Man ved heller ikke, at der findes et dødsregister, hvor fantastiske frivillige mennesker indtaster dødsfald, og at der på den side er et vigtigt link til en oversigt over latinske diagnoser. For nu slet ikke tale om linket til Statstidende.

Og hvad med krabsen.dk, hvor man slår lokaliteter op?

De første skridt er virkelig svære blandt andet fordi, man skal tilbage til før 1960 for at få lov at se noget interessant. Så det kan godt være, man ved, at moster Gurli døde i 1988, men hvordan verificerer man det? Og hvor og med hvem giftede hun sig? Hvordan kommer man videre?. Jeg har bestræbt mig på kun at fortælle om primære kilder, altså det man virkelig kan stole på. Resten kan hun sikkert selv finde.

Min slægtning er ca. 20 år yngre end mig, så hun har yderligere et problem: hun kan ikke læse skråskrift. Jeg har stillet mig til rådighed med både tid, viden og tips.

Vi kom rundt om virkelig mange sider og viden, hun bare må have. Men en ting ad gangen. Det er en langvarig læreproces, og slægtsforskning er ikke noget, man lærer på et par timer i telefonen i december. Jeg endte med at anbefale “Med Adam i arkivet” som rummer alt det, jeg fortalte om og mere til endda. Jeg har faktisk selv læst den to gange og dels lært noget af den, dels også fået genopfrisket noget, jeg lærte/læste for mange år siden. Jeg synes, det p.t. er den bedste bog for begyndere.

For at hun kan lære metoden med at bruge de vigtigste arkivalier, når man begynder på slægtsforskning, har jeg anbefalet hende at begynde med at kontrollere nogle af mine fund vedr. vores fælles slægtninge. Jeg håber, det kan være en hjælp. Min mormors side er veldokumenteret, så der er nok at tage fat på.

Jeg håber, jeg har været en hjælp, at hun har fået et skub i den rigtige retning og har fået en indføring i, hvor vigtigt det er at benytte de originale kilder. Oldefar og oldemor var jo altså ikke i Amerika 🙂

Jeg er glad!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/10 Kommentarer/i , /af ,

Uvelse i begyndelsen af 1700-tallet

Jens Larsen og Karen Rasmusdatter

En grundig gennemgang af Jens Larsen og Karen Rasmusdatter i Uvelse omkring 1700 fører fra vielse og et usædvanligt omfattende skifte til spor af kriminalitet, strafarbejde og tabte retsprotokoller i slægtens næste generation.

Uvelse i begyndelsen af 1700-tallet

Jens Larsen og Karen Rasmusdatter copuleres 20. januar 1704 efter trolovelse 11. november 1703. Kilde: Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Uvelse, 1637-1733, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 16 af 175 opslag. De er mine tip-5-oldeforældre, og familien er slet ikke uinteressant.

Hun har allerede i år 1700 fået døbt et uægte barn navnlig Andris Pedersen. Hvordan det går ham, ved jeg endnu ikke, men i hvert fald lever han ved skiftet den 10. februar 1720 efter moderen.

Det første, der vakte min interesse var det enorme skifte. Skifteforvalteren m.fl. har haft temmelig travlt, for det foretages allerede to dage efter hendes begravelse. Skiftet er helt sikkert ikke læst af mig selv tilbage før 2007. Jeg tror, jeg har fået det forærende af Bent Jørgensen, Greve, før 2007. Min andel nu har været at få det gjort læsbart, så hvert af både hendes børn og hendes ejendele nu har hver deres linje.

Når man indtænker, at det er i begyndelsen af 1720, synes jeg, det er et særdeles omfattende skifte. De må have været temmelig formuende.

Rasmusdatter, Karen skifte i 1720

Karens efterkommere

Karen og Jens bliver forældre til seks børn, som jeg ikke er færdig med at rode med. Og børnene er slet ikke uinteressante. Om sønnen Hans Jensen (1713 – før maj 1795) har jeg noteret: “1776 21/3, blev han ved Frederiksborg Birketing idømt 3 års strafarbejde på Københavns Fæstning. Tillige fradømt sit gårdfæste. Løsladt 5/7 1779”. Her stod også: “Se under datteren Karen Hansdatter”.

Om Karens barnebarn – Jens Hansen (1750 – 1778) – har jeg way back noteret: “Dømt ved Frederiksborg Birketing til livsvarigt strafarbejde, Højesteret nedsatte det til 3 år. Han døde efter to års strafarbejde i Københavns Stokhus. (Se nærmere hos søsteren).”

Der er bare lige det ved det, at der ikke står noget under Karen Hansdatter (hhv. datter og søster). Fandens også. Der må være en sammenhæng mellem dommene over far og søn.

Hillerød Byfoged og Frederiksborg Birk: Justitsprotokol for 1776 er desværre gået tabt, men hvad – der er også gået 250 år, så det er naturligt nok.

I rytterdistriktets jordebogsregnskabs fæstespecifikation for 1776 ses under nr. 22 (Uvelse sogn):

Peder Pedersen, som har været 3 Aar Land
Soldat, antager Gaarden No. 12 af Hart-
korn 7 Tdr 3 Skp 3 Fr 15/77 alb., som Hans Jensen
for Misgierning er fra dømt. Bedøm-
mer Besætning efter Forordningen
af 10 Aug. 1695, saavel som dette Aars
Auling. Bygningen er 4 Længder i
maadelig stand, svarer fra 1de Januarii
dette Aar, og Fæste . . . . . 20 [rdl]

Fæstespecifikationen er fundet og læst af Mikkel Eide Eriksen juleaftensdag 2025. Jeg ville næsten give min højre arm for at vide, hvad den “Misgierning” gik ud på.

Tilføjelse den 25. december 2025: John Damm Sørensen har fundet Højesteretsdommen til mig. Slægtsforskere er i sandhed hjælpsomme mennesker!

Oprydning i data

2007 er længe siden, og data er konverteret hver gang, jeg har skiftet slægtsforskningsprogram. Selvfølgelig må det gå galt, selvom man er påpasselig. Jeg vil tro, at oplysningerne under Karen Hansdatter er helt tilbage fra enten Family Tree Maker-tiden eller Brothers Keeper-tiden. Det er godt, jeg rydder op. Tabet af Karen Hansdatter er måske det største?

Det går stadig fremad med oprydningen, og jeg har genvundet troen på, at jeg faktisk vil blive færdig, også selvom jeg p.t. har tilføjet 974 nye personer. Jeg ved ikke hvor mange, jeg har slettet, for dem har jeg ikke gidet at “holde regnskab” med.

Jeg holder en lille fest for de særligt indbudte, når jeg runder de 3.000 gennemgåede personer.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Man skal læse gotisk hver dag

Om gotisk skriftlæsning

Gotisk skriftlæsning handler mindre om talent og mere om kontinuitet. En enkelt vielse i Lillerød i 1740 blev afsættet for en fornyet fordybelse i de gotiske bogstaver, deres skjulte faldgruber og de forskelle, der følger med tid og skriver. Artiklen kredser om erfaringen af, at lidt daglig læsning virker bedre end lange, sporadiske sessioner – og om hvordan viden, der engang syntes tabt, langsomt blev genfundet. Undervejs flettes nemlig personlige erfaringer med sygdom, hukommelsestab og genlæring sammen med helt konkrete observationer fra kirkebøgerne.

Man skal læse gotisk hver dag

Jeg døjer lidt med forskellige skrivere i Frederiksborg Amt, men det går efterhånden bedre. I den forbindelse har jeg læst nogle artikler med eksempler på gotisk skift.

Det begyndte egl. med, at der ganske rigtigt stod “Enckmand” ved denne vielse den 20. efter trinitatis i 1740. Kilde: Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Lillerød, 1739-1814, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 49 af 95 opslag.

Jeg var i tvivl, om det kunne være rigtigt, hvad jeg læste, så jeg spurgte eksperterne i Danske Slægtsforskeres Forum. De kunne oplyse, at det er rigtigt, at der står “Enckmand”, men at det skal læses som Enkemand, fordi “e” er indlejret i “k”. Det havde jeg vist ikke set før, så jeg gav mig til at læse forskellig litteratur om gotisk skrift. Fx skriver Adam i “Adam i arkivet” på side 48 ff om de mest drilagtige bogstaver i de forskellige århundreder. Kort og godt: Hvad skal man være mest på vagt overfor hvornår i de forskellige århundreder?

En af eksperterne sendte mig dette gode link, hvor det blandt andet i afsnittet “Lektielæsning” fremgår, at det ikke drejer sig om mængden af gotisk skrift, man læser, men at det drejer sig om, at man læser hver dag.

Det passer helt til min erfaring.

Da jeg lagde slægtsforskningen på hylden

Da jeg blev syg i 2014, troede jeg, det var slut med mig og slægtsforskning. Koncentration og hukommelse var helt væk, og psykiatrien vidste ikke, hvordan de kunne hjælpe mig. Det var en hård tid.

  • Jeg kunne ikke se, hvordan jeg igen skulle kunne koncentrere mig om det i mange timer.
  • Og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få hukommelsen igen, så hvordan skulle jeg overhovedet lære nyt?
    • Jeg var blandt andet til en længerevarende hukommelsestest – to gange flere timer – på det daværende Psykiatrisk Center Hvidovre.
    • Kaj Bjerring Andersen konstaterede, at det var rigtigt, at der var problemer med hukommelsen, men han kunne ikke se, hvad de skyldtes, eller hvordan de kunne afhjælpes. Der var simpelthen “noget” i hjernen, der var “forkert”, og det bevirkede blandt andet det, en anden psykiater havde kaldt “absencer”, hvor tidsperioder på hele 14 dage bare var væk.
    • Det var så galt, at jeg ikke kunne huske, hvordan jeg kom på arbejde, selvom jeg havde cyklet den samme vej til Udenrigsministeriet et utal af gange.

Ergo smed jeg en masse bøger ud (det ærgrer mig stadig) og ryddede grundigt op. I det mindste gemte jeg mine data godt på et eksternt lager.

Det varede vist et par år, før jeg igen åbnede et slægtsforskningsprogram og dermed et arkvalie med gotisk skrift, og det var næsten som at begynde forfra. Det var simpelthen som om, jeg aldrig havde set et gotisk bogstav før. Atter var der ikke forskel på G og H. Det var virkelig en underlig oplevelse.

Men nej, det var ikke helt som at begynde forfra, for den gamle viden blev langsomt hentet fra et eksternt neuralt lager. Noget kunne jeg altså huske. Så det gik selvfølgelig hurtigere end første gang med at lære det på ny.

Jeg synes, det er rigtig, at man skal læse lidt hver dag, for så er det meget nemmere.

Og min erfaring er også, at det nemmeste er at blive ved et sogn, og dermed som hovedregel den samme skriver, og blive færdig med at “støvsuge” det for interessante personer, deres erhverv og deres relationer. Lige nu sidder jeg i Lillerød, hvor jeg har fået en ny tip-4-oldemor, der bliver jordet i 1781, koblet på. Hendes mand Bendt Hansen “kendte” jeg på forhånd. De bliver viet den 12. oktober 1749 i Lillerød kirke. Kilde. Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Lillerød, 1739-1814, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 52 af 95 opslag.

Alle de andre hedder Søren Bentsen og Bent Sørensen …

Det er en interessant udfordring.

En tilståelse

Alle, der skriver om gotisk skriftlæsning, skriver at den nemmeste måde at lære at læse gotisk er ved selv at skrive bogstaverne på nogle stribede ark.

Det må jeg tilstå, at jeg aldrig har fået gjort – det kan selvfølgelig være derfor, det har taget sin tid, men det går nu egentlig meget godt uden. Det kan være jeg en dag gør det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Letfærdighed og barnemord

Fødselsstiftelsens start og Kirschbaum fra Højby

Letfærdighed og barnemord

Dagens topbillede er Erik Henningsens (1855 – 1930) maleri fra 1886 kaldet “Barnemordet”. Man må gerne bruge billedet. Billedet til højre forestiller Erik Henningsen, og det er også fri af ophavsret.

Maleriet forestiller en ung kvinde, der står med nedbøjet hoved, mens en betjent holder i hendes venstre arm. Der er kun en hund til at trøste hende.

Som Lex.dk skriver, forstår man af sammenhængen, at det, mændene i forgrunden graver efter, er et barnelig, som hun har gravet ned. Mændene, der graver, overvåges af øvrigheden, så intet kan forblive fordækt.

I Ugeskrift for Læger var der i 2019 en virkelig spændende artikel af læge Klaus Larsen med titlen “Letfærdighed og barnemord”, som jeg viderefører her. Klaus Larsens manchet lyder:

I 1771 fik J.F. Struensee indrettet en »babyluge« ved Fødselsstiftelsen, hvor enlige mødre kunne aflevere et uønsket barn. Det fik bugt med det udbredte problem med barnemord. Men efter Struensees fald blev lugen fjernet igen, fordi den angiveligt fremmede »liderlighed og utugt«. Men Fødselsstiftelsen overlevede.

Jeg har skrevet flere artikler om barnedrab og reglerne i Danske Lov.

Hvad er sammenhængen?

Hvis du er forvirret over, hvordan i alverden jeg er kommet frem til artiklerne, og hvordan det hænger sammen med en af Kirschbaumernes (Hr. Kirsebærtræs) døtre, forstår jeg dig godt.

Kort fortalt er er historien:

Af og til laver jeg et udtræk af Legacy, hvor jeg finder frem til, hvem jeg mangler at rydde op i. Jeg fandt ud af, at en “Kirschbaum” manglede hastagget, jeg sætter på “de færdige”: “#Oprydning”.

Med tiden har jeg fået styr på de fleste andre Kirschbaumer, men jeg manglede Anna Rebecca Kirschbaum født 1760 i Højby, Odsherred, Holbæk Amt. Det er ikke en ane “bare” et familiemedlem i min adoptivslægt; hun hører til på min mormors mor side og er mine tip-4-oldeforældres barnebarn.

Det viste sig, at hun blev gift med smeden Frantz Johansen i Helliggejst (København) i 1781, og helt vanvittigt fandt jeg familien i Søllerød (et godt stykke nord for København) ved folketællingen i 1801. Sikke en rejse for en ung kvinde på det tidspunkt. Det er den slags, man næsten ikke kan tro, og hvor tusindvis af indtasteres arbejde for DDD DDA viser deres værd:

Københavns Amt, Sokkelund Herred, Søllerød Sogn, Ny Mølle, 07/6, FT-1801, A0228:

1) Frands Johansen, 50, gift 1, Hosbond, Smed
2) Ane Rebekke, 40, gift 1, Hustru
3) Marie Kirstine, 9, deres Børn
4) Ane Dorthe, 7, deres Børn
5) Johan Peder, 1, deres Børn
6) Anders Persen, 20, ugift, til Huse, Smede Svend

Nu må jeg så kirkebogen for Søllerød igennem for at se, om jeg kan finde mere om familien. Jeg har fundet drengen Johan Peders dåb, og jeg har uden held gennemset samtlige konfirmationer frem til 1820 for at være på den sikre side. Min fornemmelse er, at de flytter igen, for børnene er ikke konfirmerede i Søllerød.

Kirkebogen for Søllerød er til tider en af dem med “en linje ad gangen”, og lige nu kigger jeg efter, om forældrene skulle være døde i sognet før 1814. De er i hvert fald ikke døde i Søllerød efter 1814 og frem til 1830.

Og her kommer så endelig sammenhængen til de nævnte artikler: Præsten skriver omhyggeligt om hver eneste dødfødsel. Han skriver gerne en ¼ til en ½ side om hver dødfødsel uanset om kvinden er gift eller ej. Linket til Søllerød kirkebog peger på et eksempel både øverst og nederst i højre side og ved nærmere eftersyn, er der også to eksempler på venstre side. Han beskriver sådan set alt det, som den retsmedicinske undersøgelse skal finde frem til:

  • Er barnet levendefødt?
  • Er barnet fuldbårent?
  • Er barnet levedygtigt?
  • Hvem havde været tilstede ved fødslen? Hvis der havde været nogen tilstede, var det jo ikke hemmeligt.
  • Brugte jordemoderen midler? Jeg er ikke klar over, hvad det er for “midler”, der altid skrives om.
  • Dødsårsag og dødsmåde (drab eller naturlig død)

Det eneste, der manglede, var næsten “lungeprøven”: En lungeprøve beror på det faktum, at en lunge, der aldrig har trukket luft ind, vil synke, i modsætning til en lunge, der har levet, som vil flyde.

Ergo: man sænkede barneliget i et kar med vand. Havde barnet være dødt ved fødslen, ville liget synke. Havde barnet levet og trukket vejret, ville liget flyde, fordi der jo så var en lille smule luft i lungen/lungerne. Og så kunne hun jo have dræbt et levende barn.

Jeg mindes ikke at have set så udførlige beskrivelser af dødfødsler i andre kirkebøger, men det kan selvfølgelig være en erindringsforskydning eller manglende viden og opmærksomhed fra min side!

Kvinderne på den side i kirkebogen var alle gifte, så der kunne ikke være tale om at bruge bestemmelserne i Danske Lov. Dem forbeholdt man de ugifte!

Danske Lovs (DL) bestemmelser fra kapitel 6 om manddrab og koblingen til de ti bud

6-6-7

Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hovet sættis paa en Stage.

6-6-8

Vorder noget letfærdigt Qvindfolk med Barn, og med sin Barnefødsel i Dølsmaal omgaar, og ikke bruger de ordentlige beskikkede Midler, som hende og Fosteret i saadant Tilfald kunde betiene, og samme Barn borte bliver, eller paaskydis at være dødt født, eller i andre Maader forkommet, da skal hun agtis saasom hun sit Foster med Villie hafde ombragt.

Dette link peger på Danske Lovs 6. bog, men kunne for så vidt lige så godt pege på biblens “Du må ikke slå ihjel” (det 5. bud) og “Du må ikke bedrive hor” (det 6. bud), for det var de bestemmelser, man lænede sig op ad, da man forfattede DL.

Et “letfærdigt kvindfolk” er en ugift kvinde. Blev en ugift kvinde gravid – uanset hvem faderen var – var hun per definition en “hore”.

Fødte et letfærdigt kvindfolk i dølgsmål (hemmelighed) et dødfødt barn, var formodningen for, at hun selv havde dræbt barnet (6-6-8), og så skulle hun straffes, som om hun forsætligt havde dræbt barnet, og så er vi tilbage i 6-6-7, hvorefter hun skulle halshugges (med sværd eller økse) og hovedet sættes på en stage.

Med vore dages udtryk vil vi sige, at det at “formodningen er for noget”, er det samme som at, bevisbyrden er vendt om (omvendt bevisbyrde). Det var altså kvinden selv, der skulle bevise, at hun ikke selv forsætligt (med vilje) havde dræbt barnet. Det er jo helt utroligt. Tænk at vi havde den regel helt frem til den første samlede danske straffelov i 1866. I dag er det selvfølgelig anklagemyndigheden, der skal løfte bevisbyrden.

Vi har også nu nogle få bestemmelser med omvendt bevisbyrde, men de er ofte givet for at beskytte den svagere part i en sag. Altså er det hele “vendt på hovedet” i forhold til bestemmelserne i DL

Tilbage til Klaus Larsens artikel

Den omtalte læge Klaus Larsens første afsnit lyder:

En af de mest udbredte forbrydelser i 1700-tallets Danmark var barnemord. Cirka halvdelen af alle, der blev dømt for mord, var ugifte kvinder, der havde taget livet af deres nyfødte spædbørn.

Man måtte gøre noget ved dette enorme problem, og altså fandt man på det med “Barnelugen”, der jo kunne hjælpe i København, men som dog ikke overlevede Struenses fald. Men som han også skriver “Fødselsstiftelsen overlevede”, som et sted fattige, ugifte kvinder kunne føde deres uægte børn og antallet af barnedrab faldt markant. Hvad med kvinderne på landet?

Fødselsstiftelsen var dog ikke kun for fattige kvinder. Der var også pladser til dem med penge på kistebunden, som fik bedre værelser med færre på stuerne.

Tal viser, at hele 11 pct. af de børn, der blev født i perioden 1850 – 1880, var født udenfor ægteskab. Klaus Larsen skriver, at andelen næppe har været mindre i 1700-tallet. En hore blev fuldkommen udelukket af samfundet. Fx ville en tjenestepige blive jaget af pladsen og hendes eneste vej til forsørgelse var prostitution evt. kombineret med tyverier. Samlet set var hendes motivation til at skaffe sig af med barnet stor.

Lic. jur. Beth Grothe Nielsen

En juridisk forfatter, jeg altid har holdt meget af, er Beth Grothe Nielsen. Jeg har været til nogle fine forelæsninger hos hende.

Hun skrev sin licentiatafhandling om ugifte kvinder, der i 1700-tallet blev dømt for barnedrab eller fødsel i dølgsmål “Letfærdige qvindfolk”. Jeg har desværre aldrig fået den læst, men det vil jeg gøre på et tidspunkt. Bogen fås stadig i forskellige antikvariater – blandt andet WilliamDam.dk i Rønne.

Jeg fandt et citat af hende, der bekræfter en fornemmelse, jeg ofte har, når jeg læser kirkebøger: “ren passivitet”:

Barnedrab var tidligere meget udbredt — fortrinsvis blandt ugifte tjenestepiger, som ikke så anden udvej efter at være blevet svigtet af barnefaderen. De almindeligste metoder var kvælning, drukning eller ren passivitet.

Jeg har næsten altid på fornemmelsen, at de mange uægte børn, der dør 1-2-3-4 dage gamle simpelthen ikke er blevet passet på. De har ikke har fået mad, de har ikke haft en varm dyne over sig men har måttet ligge i et koldt værelse m.v.

Mine fornemmelse er også, at de uægte børn i almindelighed lever kortere end de ægte børn.

Om man kan finde statistik på det, ved jeg ikke. Hvordan skulle den i det hele taget være opstået? Hvem skulle kunne føre sandhedsbevis?

Jeg ved det ikke, så jeg må måske bare leve med min fornemmelse?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.