Min hjælpsomme kontaktperson

DPC vil gerne hjælpe med servicekat

Jeg har været i Distriktspsykiatrien (DPC) her til formiddag og spurgt, om de evt. kan hjælpe med en form for erklæring om, hvor godt det ville være for mig med en (service-)kat. Min enormt søde, dygtige og altid hjælpsomme kontaktperson vil spørge deres socialrådgiver om, hvordan/hvorvidt de kan hjælpe, idet de også har en anden patient, der har en servicehund og de har fra deres side hjulpet med noget papirværk i den forbindelse. Sådan forstod jeg i hvert fald det, hun sagde.

Jeg fortalte min kontaktperson om, hvordan en læser (Laura) med OCD havde haft succes med at gå til egen læge og der få et stykke papir, der bevidnede, hvor godt det ville være for hende at få en lille kat. Kontaktpersonen noterede det alt sammen på sin blok. Selvfølgelig kunne jeg også gå til egen læge, der også er både sød og dygtig, og som jeg vældig godt kan lide. Jeg kender hende bare knapt, idet jeg jo ikke har behov for en “somatisk læge” – eller hvad det nu hedder. Det, hun ved om bipolar sygdom og Aspergers syndrom, har hun formentlig lært af mig.

Jeg ville være så glad, hvis noget “papircirkus” fra Distriktspsykiatriens side kan hjælpe med en eller anden form for erklæring, der kan bruges overfor min udlejer, der er en privat udlejer, altså en privatkapitalistisk virksomhed, der kan fastsætte egne regler. De regler står i min lejekontrakt formuleret cirka som: “Man må ikke holde husdyr.” Det er et lille korstog, jeg gerne fører mod udlejer, men jeg behøver lidt hjælp til det. Den hjælp leverer Distriktspsykiatrien gerne. Jeg er meget spændt på udfaldet.

Er psykologen et alternativ?

Jeg har tænkt på et alternativ: måske kan psykologen skrive et eller andet? Hun kender mig jo også vældig godt gennem mange år – rent faktisk mere indgående end psykiatrien. Og jeg ved, at hun har behandlet adskillige mennesker med fx PTSD, OCD, stress, angst, depression m.fl.

Jeg kunne bare forestille mig, at en erklæring stemplet af en psykiater vejer tungere end en ditto stemplet af en psykolog. Sådan er det nok – uagtet det er tåbeligt og urimeligt. En cand.med. vægter nok tungere end en cand.psyk.

Analogislutning fra servicehunde til servicekatte?

Lovgivningen handler kun om servicehunde, og fornyeligt har man fået skrevet ind, at det både gælder somatiske og psykiatriske diagnoser – altså er somatiske og psykiatriske diagnoser nu blevet ligestillede. Jamen hvorfor kan man dog ikke bare slutte analogt til katte? En kat kan højst mjave for højt… Passede jeg den ikke ordentligt, kunne der muligvis opstå lugtgener, men selvfølgelig vil jeg passe den ordentligt, så det er ikke noget argument. Det var min kontaktperson helt med på.

Vi talte tingene igennem, og hun forstod mig 100%. Hun havde selv haft kat.

Står jeg foran en ny stime af indlæggelser? Nej formentlig ikke. Jeg håber det ikke. Jeg tror det heller ikke.

Har jeg råd? Ja, det har jeg.

Det største problem ville være, at jeg ikke har nogen til at passe mis, hvis jeg af en eller årsag ikke var nærværende. Det problem skal jeg selvfølgelig løse. Mis skal ikke føle sig alene/ensom. Nogen skal ordne kattebakken, komme med mad, servere frisk græs, lege, kæle mv. Men det må jeg kunne fikse på en eller anden måde.

Ny lægesamtale

Dialog er altid godt deraf “Foreningen Brobyggerne” – måske især når man ikke har lyst. Derfor har jeg sagt “Ja” til at mødes med den læge, der fortalte mig, hvordan jeg havde det. Man kan nemlig ikke bare få en anden læge i DPC. Jeg forstod ikke helt af hvilken årsag.

Udspillet var “om en måned”. Jeg har sagt, at jeg ikke vil gå med frygten for mødet i en måned og at jeg vil have min kontaktperson med til mødet. Hun går gerne med – det var faktisk hendes eget forslag. Hun er en form for advokat/budbringer. For pokker da… Det eneste, jeg har brug for en læge i Distriktspsykiatrien til, når jeg har det godt, er at ordinere seks nye ECT-behandlinger. Nu bliver det pludselig meget indviklet. Alt det bare fordi vi ikke havde kemi sammen.

Jeg glæder mig ikke til samtalen. Den skal bare overstås. Det føles primært som at skulle til en eksamen, hvor man har glemt at læse op gennem hele året. Men jeg ved, hvad jeg skal sige. Jeg ved, hvad mine argumenter er. Jeg er ikke den afmægtig denne gang.