Indlæg

/i , /af ,

Psykiatrien lytter gerne

Psykiatrien lytter gerne

Det er faktisk ret imponerende

Psykiatrien lytter gerne

Kaninen på billedet lytter. Og den gør det gerne.

I dag har jeg taget afsked med min overlæge, Henrik, i Distriktspsykiatrien, og selvom vi ikke har været enige om alting, faktisk har vi været uenige om meget, har jeg været utrolig glad for at have ham som læge i hele fire år. Vi har været åbne om det, vi var uenige om, og det oplever jeg som en vældig styrke. Derfor var det også et lidt vemodigt farvel.

Jeg er bekymret for, om jeg skal tilbage til de evigt skiftende turnuslæger eller om de kan skaffe mig en ny fast (over-)læge. Men eftersom jeg har det rigtig godt, er der selvfølgelig ikke de store problemer i det. For tre, fire eller fem år siden havde det været værre. Dengang var jeg utrolig glad for både Marie og Pernille, og det var et stort tab, da de skulle videre med deres karriere. De var begge enormt lydhøre og fremkommelige; den ene mere end den anden.

Henrik har lært mig udtrykket “håndholdt system”

Psykiatrien er et stort system, og det er i høj grad “håndholdt”.

Der er ufatteligt mange manuelle processer fx i forbindelse med ECT. Det er faktisk ret imponerende, at det overhovedet fungerer.

Da jeg stadig havde fingeren på pulsen på arbejdsmarkedet, var mit selvopfundne mantra i forbindelse med mange omlægninger: “husk at spørge dem, der laver arbejdet”.

Min dårlige oplevelse med Akutmodtagelsen/Afvisningen kunne være undgået, hvis man havde startet med at spørge Ann Jeanet, der arbejder i ECT-afsnittet og også Akutmodtagelsen/afvisningen. De kunne have fortalt det, vi alle ved, at presset på “Akutten” er størst i weekenden, så hvorfor ikke bare flytte mine behandlinger til enten onsdag eller fredag? Jeg er da helt ligeglad med hvilken ugedag, jeg skal være bange for at sige farvel til det liv, jeg har endelig har fået efter at have kæmpet for det i mere end et halvt århundrede.

Henrik havde talt med intet mindre end to overlæger og flowmaster, og Gitte, min kontaktperson gennem syv år, og som jeg har 100 pct. tillid til, havde talt med flowmaster og et par mere. Men det glippede, fordi ingen af dem tænkte på presset på Akutmodtagelsen/afvisningen i weekenden. Det kan man ikke klandre Gammel Kongevej for. Det er bestemt heller ikke det, der er mit ærinde her. Det burde Glostrup selv have gjort opmærksom på. Og hvordan kunne Glostrup vide det? Jo, ved at spørge dem, der laver arbejdet! As simple as that. “Spørg dem der laver arbejdet”. Jeg er klar over, jeg gentager mig selv. Dårligere er hukommelsen trods al heller ikke.

Psykiatrien lytter gerne

Da Gitte havde læst min post om de strukturelle problemer, jeg ser med Akutmodtagelsen/afvisningen, foreslog hun uden videre, at jeg kunne skrive en mail, hun kunne sende til Henrik, og som han så kunne sende videre.

Som tænkt så gjort: jeg gik hjem og skrev en (lang) mail om de strukturelle problemer, jeg ser hos Akutmodtagelsen/afvisningen, herunder at der er en grund til at patienterne indbyrdes taler om “Hvordan slap du uden om Glostrup?”, når de mødes på Brøndbyøstervej. Den mail har Henrik helt loyalt sendt videre til hele to klinikchefer. Hvad der herefter vil ske, kan han selvfølgelig ikke vide. Umiddelbart tror jeg dog, hans tanke er, at jeg vil blive kontaktet med henblik på en dialog. Det er da rigtig godt!

Jeg tror virkelig på, at de gerne vil lytte og skabe forandringer der, hvor det er muligt. Af og til er det bittesmå ting, der skal til. Jeg nævnte som eksempel for ham, at det var fantastisk, da de slukkede for fjernsynet i det arkitekttegnede venteværelse i Glostrup. Det var et helvede på samme tid at skulle håndtere angsten for at blive sendt hjem igen uden videre og samtidig at skulle kæmpe med TV2 i tre eller ofte fire timer. Jeg fornemmer helt bestemt, han forstod mig,

At spørge uden for rammen

Vi fik også en snak om det med at “spørge uden for rammen”. Umiddelbart forstod jeg ikke, hvad han mente, men da han satte ind i deres Lean-sammenhæng, forstod jeg det: Man spørger, hvad patienterne synes om a, b, c – men hvad stiller man op, hvad de også mener noget om x, y, og x? Altså patienterne svarer på noget helt andet end det, der var mødets “scope”?

Min erfaring er faktisk, at “personalebordet” tog alt det med sig, de overhovedet kunne, også selvom det var udenfor rammen. Jeg har ingen idé om, at man pludselig skal kunne trylle nye ressourcer frem af skabet eller andre steder fra, og det handler jo typisk om ressourcer, men af og til handler det også om tilgangen til patienterne og om det pågældende steds overordnede ledelsesfilosofi. Har man en overordnet ledelsesfilosofi, der gælder hele hospitalet, eller gælder den ikke “Akutten”?

Er patienterne bare “utilfredse kunder i butikken” eller er de mennesker i krise, vi på en eller anden måde må tage os af, uagtet de kommer på et tidspunkt, hvor det er os meget ubelejligt? Kunne de da ikke bare vente til på onsdag med at få det så dårligt, at de må henvende sig? Det er det store spørgsmål, man må håndtere på et overordnet plan, og det tror jeg på, der er en vilje til.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/i /af

PatientStyret Indlæggelse

Patientfeedback moede

Patientfeedbackmøde

I går var jeg til patientfeedbackmødet om PatientStyret Indlæggelse (PSI). Det var en umådelig positiv oplevelse, hvor personale og patienter gerne ville høre på hinanden.

Setuppet og konceptet

Otte patienter og formentlig lige så mange personaler ved hver sit bord. Herudover fire facilitatorer, der sørgede for at skrive på de evindelige gule post-its fra patienternes udsagn, tage referat, stille de foruddefinerede spørgsmål til patienterne osv.

Først skulle patienterne sige noget, men personalet bare lyttede, som var der en usynlig væg mellem os. Der var spørgsmål om det overordnede indtryk af ordningen med PatientStyret Indlæggelse, hvad var godt, hvad kunne gøres bedre osv.

Så var det personalets tur til at “genfortælle” hvad de havde hørt, og sætte et par ord på, hvad der havde gjort størst indtryk på dem. Og her kom det frem, at det der gjorde størst indtryk slet ikke handlede om PSI-sengene men om at modtagelsen = at skadestuen ikke fungerer.

Herefter blev alle de gule post-its hængt op på de evindelige whiteboards, og så skulle patienterne udvælge de fire, de fandt vigtigst. Det var en svær udvælgelsesproces. Man måtte kun sætte en grøn prik pr. post-it. Jeg snød mig dog til at sætte to prikker ved punktet om modtagelsen, for det er på tide, de får gjort noget ved den eller måske rettere den ånd, der hersker der.

Psykiatri praksis

På en pæn måde blev der sagt mange dårlige ting om modtagelsen:

  • Man skal gøre det lidt værre for ikke at blive sendt hjem igen.
  • Man henvender sig ikke for sjov og sidder og venter 6-7 timer
  • Man tør ikke møde op i modtagelsen. Bange for ikke at blive hørt.
  • Der er for få sengepladser i skadestuen.
  • Den dårlige ånd starter hos dem, der tager telefonen.

Det kan ikke komme bag på personalet, at modtagelsen er forhadt, for det er noget patienterne taler åbent om. “Hvordan slap du uden om Glostup?”

Om PSI-pladserne:

Konceptet er, at man får en etårig kontrakt og i følge den kan man ringe nat og dag og høre om PSI-pladsen er ledig. Man taler kort i telefonen og hvis ens afsnit, som jo kender en til hudløshed, vurderer at det er en god idé, at man kommer,  og pladsen i øvrigt er ledig, er man uden videre velkommen i fem dage. Der kommer en læge og taler med en, og så kan man ellers finde sin seng og begynde processen med at få noget ro på – den proces der kan forebygge en rigtig indlæggelse.

Jeg har også en kontrakt, der snart skal fornys. Da jeg havde brug for den, glemte jeg den typisk nok, men heldigvis kunne jeg tage i Distriktspsykiatrien og på den måde slippe uden om modtagelsen (fast track). Nu har jeg en seddel på køleskabet, som jeg håber vil virke næste gang. Sedlen skal minde mig om kontrakten.

  • Det blev drøftet, om de fem dage var nok, eller om man burde sætte det op til fx syv dage.
  • Der er for få PSI-senge (to i Glostup og en i Hvidovre)
  • Målet er at udgå de lange indlæggelser. PSI kan ses som en buffer mellem Distriktspsykiatrien og en rigtig indlæggelse.
  • Stor fleksibilitet i systemet
  • Det er håndterbart bare at skulle vente et eller to døgn.
  • Det kan være en udfordring selv at styre medicinen

Og hvad så nu

De var så glade for, at vi ville medvirke. Jeg dristede mig til at sige naturligvis, hvis de bare lovede, at det også blev brugt til noget. Jeg har i mit liv (også i psykiatrien) været til alt for mange post-it møder som er mundet ud i det rene ingenting, og det gider jeg ikke mere.

Jeg tror på, at det vil være anderledes denne gang, hvor de lover både referat og en opsummering af punkter, de vil arbejde videre med.

De har da i hvert fald fået en masse input og jeg synes det er umådelig positivt, de gerne vil høre, hvad vi har at sige. Nu skal de i arbejdstøjet 🙂

/i /af

Patientfeedback

Patientfeedback

Sådan lidt Lean …

Patientfeedback

Psykiatrisk Center Hvidovre holder en gang årligt et “Patientfeedbackmøde“, som led i deres Leanproces og løbende bestræbelser på at gøre det bedre. Og de havde så blandt andet inviteret mig.

Spidserne var tilstede og der var repræsentanter fra direktionen i Region Hovedstadens Psykiatri, overlægen var der, afdelingssygeplejersken var der og så var min favoritkontaktperson Mona der. Desværre sagde hun ikke noget.

Ordet var patienternes både som det frie ord men også under overskrifterne:

  • ankomst
  • det skriftlige materiale og
  • udskrivelse

Personalet på 808 er fantastisk

Der var masser af ros til personalet på afsnit 808, der altid er tilgængeligt og altid har tid til en snak, også selvom de løber stærkt i hverdagen. Jeg snakkede lidt med Mona, der næsten var overvældet over al den ros – men hun fortjener den.

Først var ordet patienternes, mens personalebordet bare skulle lytte. Herefter skulle personalet sige, hvad de ville tage med sig hjem og arbejde videre med. Så var ordet atter patienternes. Alle patientudsagn blev opsummeret på post its og hængt op. Til sidst fik man tre klistermærker, som man skulle tildele de udsagn, man fandt vigtigst.

Der var store og små ting mellem hinanden: alt fra at der manglede gardiner på toiletterne, at tørrestativerne skulle tilbage til vaskeriet til at udskrivelsesprocessen var vigtig og skulle foregå som en fælles proces mellem medarbejdere og patienter til at man skulle kunne få indflydelse på, hvem der skulle være ens kontaktperson i erkendelse af, at der altså også er noget, der hedder personlig kemi.

Udskrivelsesprocessen og de fysiske rammer på 808

Der var rigtig mange, der havde fat i udskrivelsesprocessen, og den er også enormt vigtig. Jeg følte mig selv helt klar, da jeg skulle hjem denne gang og det på en helt anden måde end de første fire gange. Hvad der præcist var anderledes denne gang, ved jeg ikke, men måske var det bedre forberedt fx ved at jeg havde været hjemme i flere omgange og også havde været hjemme og sove? Nogle nævnte ubehagelige oplevelser med at få at vide, at “du skal hjem i morgen”, og det holder altså ikke. Det kan gøres bedre.

Rigtig mange nævnte de fysiske rammer med 4-sengsstuerne som det store problem. Anne fra direktionen vidste ikke, at det var sådan forholdene var! Der udspandt sig lidt snak om, at hvis man nu ombyggede og gjorde 4-sengsstuerne til 2-sengsstuer, ville det jo så gøre, at der kun var halvt så mange, der kunne få hjælp. Og hvad gør man så? Jeg tænker, at det trods alt er bedre at være på en 4-sengsstue end at tage livet af sig.

Det skriftlige materiale fik også en del ord med på vejen. Der var flere, der sagde, at de ved ankomsten var i en sådan forfatning, at de ikke kunne kapere det. Jeg havde det nemt, for jeg har aldrig nogensinde fået en velkomstmappe! Til gengæld synes jeg, at mange af de pjecer, der er hængt op i holdere på væggene, er rigtig gode at få forstand af. Jeg har fx læst den om ECT og om bipolar affektiv sindslidelse mange gange.

Flere havde fat i, at hvis der undervejs blev opdaget (nye) somatiske lidelser, blev der også gjort noget for at få dem udredt; det kan jeg jo også kun skrive under på. Der var noget snak om behandlingsplaner, og det var vekslende, om folk havde været involveret i udarbejdelsen af dem eller ej. I min e-journal står gentagne gange, at jeg har været involveret, men det er altså ikke rigtigt.

De prioriterede udsagn

Da alle udsagn var samlet sammen og skrevet på post its og prioriteret var det disse, der vandt – mener jeg bestemt:

  • Indflydelse på hvem der skal være kontaktperson
  • Udskrivelsesprocessen skal være en fælles opgave for patient og personale.

Det gode ved dette er, at ingen af disse to forbedringsforslag koster noget. Det er sådan set uden videre til at gå i gang med dem. Det kan være, det kræver omlægning af arbejdsgange mv., men man skal ikke omkring de bevilgende myndigheder! Herudover lovede de, at de ville tage alle post its med videre i processen.

Jeg havde et synspunkt om brugen af forskellige IT-systemer, men jeg kom ikke frem med det. Jeg benyttede i stedet lejligheden til at give centerchef Birgitte Welcher et print af den mail, jeg sendte hende den 30. april, og som jeg aldrig har fået svar på. Hun beklagede meget, at hun ikke havde svaret, men forklarede, at hun p.t. havde kontor både i Glostrup og i Hvidovre. Pyt så med det, alle kan overse en mail, og hun får sikkert mange. Mailen kommer herunder:

“Kære Birgitte Welcher
Jeg er p.t. indlagt på 808 med en svær depression med psykotiske elementer, og lad mig indledningsvist slå fast, at jeg er meget glad for at være her, og synes, at det personale, jeg møder, er meget professionelt og ansvarligt. Jeg synes eksempelvis, at ordningen med de faste kontaktpersoner er særdeles velfungerende.

Modsat mange andre med depression har jeg det bedst om morgenen og værst om aftenen. Det er derfor oftest om aftenen, jeg har brug for en snak med en medarbejder. Jeg oplever i høj grad at blive taget alvorligt, og at medarbejderne tager sig tiden, og det er dejligt.

Der, hvor jeg synes, jeg ser et strukturelt problem, er, at medarbejderne omhyggeligt indfører essensen af samtalerne i KISO, men overlæge/stuegangsgående psykolog anvender ikke dette system, de bruger i stedet Opusnotater. Kort sagt betyder det, at disse – for mig – vigtige samtaler aldrig kommer længere end til plejepersonalet, og at jeg som patient selv skal huske på, hvad vi talte om og skrive mine egne noter om samtalerne for at tage dem med til overlæge/stuegangsgående psykolog. Da jeg har fået et stort antal ECT-behandlinger, er det en udfordring for mig at huske at få det hele skrevet ned.

Vil I eventuelt overveje at gentænke denne ordning?

Sendt fra min iPad

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.