PatientStyret Indlæggelse

Patientfeedbackmøde

I går var jeg til patientfeedbackmødet om PatientStyret Indlæggelse (PSI). Det var en umådelig positiv oplevelse, hvor personale og patienter gerne ville høre på hinanden.

Setuppet og konceptet

Otte patienter og formentlig lige så mange personaler ved hver sit bord. Herudover fire facilitatorer, der sørgede for at skrive på de evindelige gule post-its fra patienternes udsagn, tage referat, stille de foruddefinerede spørgsmål til patienterne osv.

Først skulle patienterne sige noget, men personalet bare lyttede, som var der en usynlig væg mellem os. Der var spørgsmål om det overordnede indtryk af ordningen med PatientStyret Indlæggelse, hvad var godt, hvad kunne gøres bedre osv.

Så var det personalets tur til at “genfortælle” hvad de havde hørt, og sætte et par ord på, hvad der havde gjort størst indtryk på dem. Og her kom det frem, at det der gjorde størst indtryk slet ikke handlede om PSI-sengene men om at modtagelsen = at skadestuen ikke fungerer.

Herefter blev alle de gule post-its hængt op på de evindelige whiteboards, og så skulle patienterne udvælge de fire, de fandt vigtigst. Det var en svær udvælgelsesproces. Man måtte kun sætte en grøn prik pr. post-it. Jeg snød mig dog til at sætte to prikker ved punktet om modtagelsen, for det er på tide, de får gjort noget ved den eller måske rettere den ånd, der hersker der.

Psykiatri praksis

På en pæn måde blev der sagt mange dårlige ting om modtagelsen:

• Man skal gøre det lidt værre for ikke at blive sendt hjem igen.
• Man henvender sig ikke for sjov og sidder og venter 6-7 timer
• Man tør ikke møde op i modtagelsen. Bange for ikke at blive hørt.
• Der er for få sengepladser i skadestuen.
• Den dårlige ånd starter hos dem, der tager telefonen.

Det kan ikke komme bag på personalet, at modtagelsen er forhadt, for det er noget patienterne taler åbent om. “Hvordan slap du uden om Glostup?”

Om PSI-pladserne:

Konceptet er, at man får en etårig kontrakt og i følge den kan man ringe nat og dag og høre om PSI-pladsen er ledig. Man taler kort i telefonen og hvis ens afsnit, som jo kender en til hudløshed, vurderer at det er en god idé, at man kommer,  og pladsen i øvrigt er ledig, er man uden videre velkommen i fem dage. Der kommer en læge og taler med en, og så kan man ellers finde sin seng og begynde processen med at få noget ro på – den proces der kan forebygge en rigtig indlæggelse.

Jeg har også en kontrakt, der snart skal fornys. Da jeg havde brug for den, glemte jeg den typisk nok, men heldigvis kunne jeg tage i Distriktspsykiatrien og på den måde slippe uden om modtagelsen (fast track). Nu har jeg en seddel på køleskabet, som jeg håber vil virke næste gang. Sedlen skal minde mig om kontrakten.

• Det blev drøftet, om de fem dage var nok, eller om man burde sætte det op til fx syv dage.
• Der er for få PSI-senge (to i Glostup og en i Hvidovre)
• Målet er at udgå de lange indlæggelser. PSI kan ses som en buffer mellem Distriktspsykiatrien og en rigtig indlæggelse.
• Stor fleksibilitet i systemet
• Det er håndterbart bare at skulle vente et eller to døgn.
• Det kan være en udfordring selv at styre medicinen

Og hvad så nu

De var så glade for, at vi ville medvirke. Jeg dristede mig til at sige naturligvis, hvis de bare lovede, at det også blev brugt til noget. Jeg har i mit liv (også i psykiatrien) været til alt for mange post-it møder som er mundet ud i det rene ingenting, og det gider jeg ikke mere.

Jeg tror på, at det vil være anderledes denne gang, hvor de lover både referat og en opsummering af punkter, de vil arbejde videre med.

De har da i hvert fald fået en masse input og jeg synes det er umådelig positivt, de gerne vil høre, hvad vi har at sige. Nu skal de i arbejdstøjet 🙂