Indlæg

Nethandel

Nethandel

Jeg har gjort en god nethandel

Endnu engang har jeg gjort en god nethandel. Jeg var på udkig efter et skrivebord med en dybde på 80 cm, så jeg kan lægge hele underarmen på bordet og slippe for at vinkle håndleddet og ødelægge min karpaltunnel endnu mere. Underarmen skal kunne hvile, og det kan den ikke nu, hvor mit nuværende bord kun er 60 cm dybt. Det betyder, at håndleddet konstant er vinklet. Det er ikke sundt.

Facebooks Marketplace

I aftes kiggede jeg efter “skriveborde” på Marketplace men fandt ikke noget med den rigtige dybde. Så kiggede jeg på “spiseborde”, der jo naturligt har en større dybde. I aftes var der ikke noget interessant, men til morgen var der dette smukke bord i fyrretræ med målene 150*80 helt perfekt til mig og for kun 950 kr. Jeg fik kontakt til sælger, og bordet var stadig til salg. Efter en times snak frem om tilbage slog jeg til. Det kommer i morgen med 3*34, der ganske vist skal have en helt ublu pris, men det er selvfølgelig helligdag.

Marketplace er et fint sted at handle. Nu har jeg gjort to handler, og jeg forventer, at de begge er gode. Kuglestolen er i hvert fald et fund for mig. Jeg hviler mig dagligt i den.

Opsætning

Det nye bord skal jo også sættes op, og selv er jeg håbløst upraktisk, hvad den slags angår, men jeg har heldigvis en ven, der har hænderne skruet godt på og som har lovet at hjælpe mig. Det handler jo ikke bare om at skifte det ene bord ud med det andet; det handler også om at flytte alt mit IT-udstyr fra det gamle til det nye bord. Den slags kan jeg slet ikke overskue.

Det er godt at have en ven!.

Nethandel

 

Dagligvarer på nettet

Dagligvarer på nettet

Eksplosion i dagligvarehandlen på nettet

Der er sket en eksplosion i danskernes køb af dagligvarer på nettet hos fx retnemt.dk, nemlig.com og aarstiderne.dk. Danskerne købte i 2018 29 pct. flere dagligvarer på nettet end året før. nemlig.com får tusind nye kunder om ugen. Hvor det tidligere var et storbyfænomen, er det nu udbredt til hele landet. Og hvor det tidligere kun var de velbjergede børnefamilier, er det nu også ældre:

Men også ældre, der har svært ved at komme rundt eller bære varerne, bruger det moderne svar på cykelbuddet hos tidligere tiders lokale købmand. Kilde: Dansk erhverv

Jeg kender faktisk en ældre dame, der bruger nemlig.com på præcis den måde. Det ville være umuligt for hende at bære mel og toiletpapir hjem hver uge, men når nemlig kommer med det, går det hele.

TV Avisen 18:30 havde i aftes (12. januar 2019) et godt lille indslag om emnet. Indslaget starter 15;00 minutter inde i udsendelsen.

Mine erfaringer

Jeg har vel efterhånden handlet hos aarstiderne i 1½ år eller deromkring, og jeg er meget tilfreds. To gange i den forløbne uge måtte jeg smide et æble ud. Det er aldrig sket før. Deres kvalitet er i top. De skriver, de kommer søndag morgen, så de kommer søndag morgen. Ingen slinger i valsen der heller.

Det er dyrere, end hvis jeg selv gik i Netto, men det er et prioriteringsspørgsmål, og da jeg aldrig går ud på danserestaurant, så går det, og så får jeg sund og dejlig mad, som jeg nyder at stå i mit køkken at lave.

Hvad er med?

Først og fremmest råvarerne.

Ferskvarerne skal selvfølgelig pakkes ud først, men de ligger på is, så der kan fint gå et par timer alligevel. Jeg tømmer køleskabet hver lørdag aften og gør det klart og rent til søndag morgen. Ferskvarerne skal lige have en tur med viskestykket, så vandet fra isen ikke kommer med ind

Alt det andet:

  • Citrusfrugter skal ikke i køleskabet men i kurven i vindueskarmen
  • Det samme gælder løg, hvidløg og tomater. Jeg har det ‘problem’, at jeg ikke kan lade være at nippe af blommetomaterne, så de må suppleres.
  • Alle æbler, rødbeder og gulerødder skal i skufferne, hvis der er plads, og ellers må gulerødderne i en pose og op på en hylde
  • Lige p.t. er der mange ananas med til juice. De fylder ad Pommern til på en hylde, men det skal lykkes
  • Der er også temmelig meget voluminøs spinat, men den kan mases lidt.
  • Plus diverse.

Opskrifterne: De er en central del af aarstidernes koncept. Ugens menu er vist og opskrifterne følger med side for side. Mine færdigheder vender langsomt tilbage, men jeg ville aldrig kunne finde på så spændende og lækker mad, som de leverer. Hvem ville købe en kvist rosmarin?

I denne uge skal jeg have:

  • Pitabrød med ‘wannabe-kebab’, sprødt grønt og tzatziki,
  • Fajita-kylling med grøn peber, tomater og quinoa og
  • Pasta i tomatsauce med svinekotelet, squash, rosmarin og mozzarella

Alt kan laves på 30 minutter. Jeg er vist længere om det, men det gør ikke noget. Jeg skal jo ikke nå noget.

“Juice selv kassen”

Det med juicen er lidt for sjov men også lidt for sundhedens skyld. Kasserne er fyldt med varer, jeg aldrig ville få købt til at juice af fx spidskål og iceberg, men der skal jo noget ‘fyld’ til her om vinteren for at overholde 80/20-reglen (80 pct. grøntsager og 20 pct. frugt).

Den giver mig en masse vitaminer, jeg ikke ellers ville have fået. Jeg er begyndt at sætte mig lidt ind i, hvilke vitaminer, der kommer fra hvad, og er de fedtopløselige, får baljen med den færdige juice lige en teskefuld olivenolie.

Hjemmesiden

De har en meget inspirerende hjemmeside, hvor jeg af og til forledes til at købe et kilo Pecorino, som desværre bare er så vanskelig at opbevare. Jeg kan også savle over andre ting.

Nethandel er dejligt!