Indlæg

/0 Kommentarer/i , /af ,

Når nok aldrig bliver godt nok

Perfektionismens forbandelse

Når nok aldrig bliver godt nok

Perfektionisme kan være en styrke. Den kan skabe orden, kvalitet og resultater. Men den kan også gøre det svært at sætte punktum og at vælge sine projekter med omtanke. Derfor har jeg efterhånden lært, at nogle projekter ganske enkelt er for farlige for mennesker som mig.

En af mine mange ulemper er, at jeg er god til at begynde fra en ende af og så rydde op for til slut at ende med et pænt resultat. Det har jeg gjort i mine ansættelser, det gør jeg i min slægtsforskning, og det gør jeg i samtlige mine projekter, fx podcast-projektet for Danske Slægtsforskere. Jeg kører på, til jeg er fuldkommen tilfreds.

Et lille eksempel er introduktionsepisoden til de nye episoder af podcasten. Hvis du vidste hvor mange gange, jeg har redigeret episodebeskrivelsen. Og hvis du vidste hvor mange gange, jeg læser korrektur på artiklerne her på hjemmesiden. Jeg synes hele tiden, alting kan blive bedre.  …

Det kan selvfølgelig være praktisk, og jeg har haft glæde af det i mine ansættelser, hvor det betyder, at jeg nu har en god karriere bag mig.

Ulempen er, at jeg ikke kan sætte punktum, før resultatet er næsten sublimt, fordi jeg er perfektionist. Og det er lidt manisk.

Det har jeg lært

Jeg har efterhånden lært, at der er projekter, jeg skal holde mig langt fra.

Jeg har en ven, der er engageret i Gørding Sognearkiv, hvor han lægger en enorm indsats. Jeg har også en anden ven, der er engageret i Glamsbjerg lokalhistoriske arkiv.

Lokalarkiverne har så meget vigtigt stof, at jeg fik tanken om at se, om vi har et lokalarkiv i Hvidovre, hvor jeg kunne hjælpe. Det har vi. Jeg fandt frem til Hvidovre Lokalhistoriske Selskab men efter at have set hjemmesiden, kan jeg se, at jeg skal holde mig langt væk.

Hjemmesiden ligner sider, vi producerede for 15 – 20 år siden, og mit “oprydningsgen” ville bevirke, at jeg begyndte fra en ende af og ikke helmede, før alting var perfekt, og jeg var i mål. Og hvornår skulle jeg så passe min egen elskede slægtsforskning?

Bare sproget får mig til at holde mig væk, for der ville være en del arbejde i at forbedre det. Et eksempel er: “Der er ved at blive udarbejdet en database over butikker og firmaer i Hvidovre,”. Passivt sprog lokker aldrig brugere til. Det ville være bedre at skrive fx “Vi arbejder på at lave en database over butikker og firmaer i Hvidovre”.

Podcastprojektet er perfekt

Jeg har ofte lyst at kaste mig over et projekt, der kunne bringe mig tættere på et fagligt fællesskab, men det går ikke, for der går kun en eller to måneder, før jeg føler mig stresset over ikke at nå min egne projekter.

Podcastprojektet er afgrænset: Vi har planlagt fem episoder, og så er det slut, med mindre vi får inspiration til noget nyt, når bladene gulnes. Det vil sige, at jeg har “fri” fra ca. april til fx september. Det er altså ikke et “everlasting project”, og det er godt for mig. Jeg elsker at hjælpe, men projektet skal have en klar deadline.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

På kirkegårdsvandring

Lad gravstenene fortælle

Jeg interesserer mig for gravsten – det lyder muligvis lidt morbidt men er ikke desto mindre sandt. For nogle år siden stiftede jeg sammen med Leif Sepstrup Dansk KirkegårdsIndex, hvor vi og en lang række bidragydere fotograferer alle gravsten på en kirkegård, skriver navne, steder og datoer i en database og lægger det hele på nettet, således at slægtsforskere og andre med interesse i lokalhistorie kan søge i databasen og kan downloade billedet af gravstenen til eget brug. Fordelen ved at have det liggende på nettet er selvfølgelig, at man kan sidde i Vestjylland eller Wyoming og søge efter gravsteder i København, men også at vi har billedet af gravstenen, når fredningstiden er udløbet og selve den fysiske sten typisk bliver knust. Så længe hjemmesiderne med kirkegårdene består, så længe vil man kunne søge efter afdøde. Vi synes selv, det er ret smart!

I går deltog jeg på en kirkegårdsvandring på Hvidovre Kirkegård ledet af Poul Sverrild fra Forstadsmuseet og det var rigtig godt.Jeg havde forventet mig 10 deltagere eller lignende, men der var mindst mødt 50 frem og vi kunne lige netop være i Rytterskolen til den efterfølgende kaffe.

Poul Sverrild koncentrerede sig om den nyere del af kirkegården. Gravstenene fortæller historie og i en forstad som Hvidovre er det en særlig historie. Her er det i nyere tid ikke store gårdmænd på kirkens sydside, men derimod en overlærer, der hviler. Her har været småindustri men ikke noget videre, men der var dog en tømmermester med et egetræsrelief med kobbertag på. Gravsteder handler også om kommunikation; de efterladte vil kommunikere at her har de sted deres kære til hvile. Man kan så undre sig over de mange sten, hvor der kun står ‘Far’ eller ‘Mor’ – faktisk kunne man lige så godt lade være med at skrive noget. Poul Sverrild gik lidt op i det og det passer helt med mine egne overvejelser, da jeg fotograferede kirkegården. Her er usædvanligt mange anonyme sten. En forstad er en mærkelig størrelse, ikke by og heller ikke land og kirkegården bliver da også derefter. På den nyere del af kirkegården skal man gå langt for at finde noget af interesse.

Agnes Andreasen, født Jeppesen

Af stor interesse er dog stenene fra krigens tid (altså 2. verdenskrig). Her er Agnes Andreasen, født Jeppesen, der blev skudt af tyskerne på Kirkebroen den 28. februar 1945. Hun var en af mange, der husede danske frihedskæmpere. I alt er der fire gravsteder, der er rejst af Frihedsfondens Venner.

Danmark er for tiden krigsførende i Afghanistan og Poul Sverrild fremdrog stenen over en ung mand som et eksempel på, at gravstenene også fortæller aktuel historie. Nu kan jeg desværre ikke huske navnet på den afdøde, for ellers havde jeg bragt et billede. Men stenen er rejst af Det Danske Livregiment og er rigtig flot.

Søren Birktoft

Endelig er der Søren Birktoft, som også faldt under besættelsen, og der er en historie om noget med nogle penge, men jeg kan ikke huske den godt nok til at ville begynde at gengive den. Pudsigt nok kender jeg hans barnebarn og hun læser måske med her. Så kære Karin, det kan være, at du vil kommentere og supplere min manglende hukommelse.

Alt i alt var det en god dag på Hvidovre Kirkegård!