Indlæg

,

Forskelligt

Med Windows virker det

Jeg lover, at dette er den sidste del  af fortællingen om problemerne med headsettet.

Løsning:

  1. Man tager en helt frisk bærbar PC, som aldrig har set spor af Linux,
  2. Installerer Windows 10 på den,
  3. Køber et frisk netværkskabel, så det bliver en kablet forbindelse,
  4. Sætter kablet i, mens PCen er slukket. Så er der netværk,
  5. Kobler op på arbejdspladsen,
  6. Og så kører Dixa (arbejdspladsens telefoniprogram) perfekt med headsettet.

Hvor er jeg dog lettet over, at problemet er løst, og hvor var jeg dog bange, da jeg skulle have den første vagt, efter jeg havde oplyst chefen om, at jeg mente, problemet var løst. Hvad nu hvis jeg tog fejl? Hvilke muligheder havde jeg så tilbage?

Jeg er for bange af mig og bekymrer mig for meget. Problemet ødelagde hele min jul og efterfølgende nytår. Jeg kunne ikke lade det ligge. Det ville andre mennesker kunne.

Jeg holder meget af Linux, men på lydsiden har det godt nok en svaghed. Så klog er jeg da blevet. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg havde en bærbar stående oppe på hylden, som jeg kunne installere Windows på. Det var et rent tilfælde, at jeg i sommer købte en fin lille genbrugt PC hos refurb.dk. Den gør god gavn nu men kun til arbejde.

Til alt det andet er det stadig den stationære gamer, der må holde for. Det er formentlig den bedste PC, jeg nogensinde har haft.

Krøniken

Jeg er gået i gang med at se ‘Krøniken’, TV-serien med Stig Thorsboe som hovedforfatter med den bipolare Erik Nielsen som omdrejningspunkt. Det er en fantastisk serie, som jeg faktisk ikke tror, jeg har set, siden jeg selv blev syg. Jeg genkender mange ting, og en af de ting, man må spørge sig selv om, er, hvorfor ingen ser, at han er meget syg? Til tider er han jo helt vanvittig.

Min bipolaritet er på ingen måde som hans, men et fællestræk er, at der skulle gå så mange år før det blev opdaget. Selv havde jeg i perioden fra 2003 til 2014 den forkerte diagnose ’tilbagevendende depressioner’. Hvorfor var der ingen, der kunne se, at det var forkert? Jeg blamer ingen, jeg undrer mig bare.

Det går fremad med skriverierne

Jeg kan ikke skrive så meget om det, men der er muligvis et gruppeinterview med farmaceuten, psykiateren og mig, sagde hunden, under opsejling. Det vil være Berlingske Tidende, der, i givet fald, vil stå for interviewet. Det er jeg godt nok spændt på. Jeg har selvfølgelig clearet med min redaktør på POV, om det er i orden, for det er jo der artiklen om bivirkninger oprindeligt er bragt. Selv har jeg ikke forstand på do’s and don’ts i den verden.

Jeg er ved at løbe tør for stof og inspiration, så hvis du har et emne fra psykiatriens verden, du kunne tænke dig belyst, så skriv om det i kommentarfeltet, så vil jeg med stor glæde prøve at få en artikel ud af det. Man kunne kalde det at lege journalist  for en dag, bortset fra at jeg ikke er i stand til at skrive en artikel på kun en dag.

I mani

Nej bare rolig

Bare rolig jeg er ikke i mani, men et par oplevelser de seneste dage har fået mig til at fortælle om, hvordan det er at være i mani – eller i hvert fald at prøve at fortælle om det. Måske giver det mening for jer, der læser med?

Sådan kan det beskrives

Jeg har været i uerkendte manier i store dele af min karriere fra 1990 – 2013. Jeg kunne arbejde 50 – 70 timer om ugentligt, og mine arbejdsgivere var selvfølgelig begejstrede, for de fik, hvad der tilkom dem og mere til. Jeg kunne arbejde virkelig mange timer og løse mange komplekse problemstillinger aften efter aften, nat efter nat. De levede med de efterfølgende depressive perioder, da de jo havde fået så rigeligt i de maniske perioder. De profiterede, men når alt kommer til alt, så profiterede jeg også selv af det! De skal ikke alene bære en skyld/et ansvar.

Jeg har været indlagt to gange med mani i sommeren 2014. Det var vanvittigt.

Inden jeg lod mig indlægge af DPC, kunne jeg nærmest gå på væggene, jeg havde stort “talepres” (altså man kan ikke “holde kæft”), jeg sov ikke, jeg spiste ikke i flere uger – og jeg brugte penge; fx købte jeg tre computere på en dag, uden at jeg egl. vidste, hvad de skulle bruges til. De var ikke så dyre men alligevel… Mit tilfælde er dog mildt, for jeg har oplevet medpatienter, der har købt for tusinder af kroner orkideer eller lignende.

Hvis du vil se markante eksempler på manier, skal du se “Krøniken” med den tydeligt bipolare Erik. Ingen beskriver bipolar lidelse bedre end han. Han vil for enhver pris fabrikere fjernsynsapparater, helst i farver, men markedet er i virkeligheden ikke til det, og han indgår de vildeste aftaler med (eller måske nærmere imod) sin far Kai Holger Nielsen, der er direktør for Bella.

Jeg må sige, at jeg har stor medfølelse med/forståelse for Erik – jeg forstår ham hundrede procent eller mere. Havde jeg haft hans faible for fjernsyn, kunne det have været mig.

At bekæmpe det

Da jeg blev indlagt de to gange med mani, gjorde de alt for at få mig til at sove, da det er en måde at få patienten ud af den maniske tilstand, der i virkeligheden er en lidelse. Hvile, hvile, hvile. Søvn og mad hjælper! Dagevis stoppede de sovepiller i mig, større og større doser. Da de nåede tre sovepiller på en gang, hjalp det gudskelov. Pludselig sov jeg. De gav mig massage, og det hjalp også lidt. Men det er svært at få sind og hjerne til at “holde kæft” – det hele kører, ingenting synes at kunne drosle ned på alle sanserne. Man kan intet gøre selv. Det er nok svært at forstå, hvis man ikke selv har prøvet det.

Allerede i 2006 havde jeg en klar mani og på en gang en depression (men blev ikke indlagt) jeg var sygemeldt og programmerede nat efter nat. Ingen så det, og jeg var heller ikke selv klar over, at det var noget, jeg skulle fortælle til nogen. Men altså jeg transskriberede kirkebøger og programmerede nat efter nat. Retrospektivt er det tydeligt, at det var en blandingstilstand, men jeg vidste ikke, at jeg skulle bede om hjælp. Jeg kendte ikke de rette ord.

På én måde er det jo fedt at være i en mani: man kan alt, man kan gå på væggene, intet er en hindring, man har penge til hvad som helst, man kan tale med alle mennesker osv. Problemet er, at man vågner op til en virkelighed, der slet ikke er så let at se i øjnene.

Erik i Krøniken

Erik tager sit eget liv, efter vi har set hans kaos i adskillige episoder, herefter falder han ned i en dyb depression. Der er ikke noget at sige til, at han vælger den løsning, han gør. Vælger man den, er det efter mange, mange overvejelser. Man har overvejet de efterladte, jobbet, perifere slægtninge, det kirkelige ritual osv.

 

, , ,

Krøniken

Den lille kedsomhed

Lige p.t. går jeg og keder mig lidt, da der ikke er så mange udfordringer på arbejdet. Så må jeg jo finde på noget selv.

Derfor har jeg i dag skrevet en lille guide om ophavsret – især om hvordan Lov om ophavsret forholder sig til, at man fremstiller kopier af musik, og om man må få hjælp til det. Det er lidt nørdet, men uhyre anvendeligt for supportgruppen, hvor der ofte er nogen, der spørger til det. Inspirationen kom faktisk efter en længere diskussion i morges.

Man kan jo se TV: Krøniken

Serien ligger på DRs hjemmeside, (når man ruller ned, vises også afsnittene før afsnit 15, mærkelig opsætning) og jeg synes, den er fantastisk. Den blev vist i perioden fra 2004 – 2007. Tænk at der er gået så mange år. Hvor blev de mon af?

Der er meget medmenneskelighed, livsklogskab og humor i serien. Jeg sidder mutters alene og griner højt indimellem.

Karen Jensen og Hr. From som stereotyperne på en kommunist og en socialdemokrat. Stina Ekblad i rollen som den pragtfulde mor til Søs og Erik, og som hele tiden kommer til at stå mellem børnene og ægtemanden Kai Holger. Sidstnævnte tjente for øvrigt godt på den jødiske ingeniør Meyers tegninger, da han havde skibet Meyer af til Sverige i ’43. Køberne var værnemagten, der havde masser af valuta i modsætning til alle andre på den tid.

Det er så oplagt

Allermest holder jeg af den bindegale Erik, der for enhver pris vil producere fjernsyn. Han satser huset og ægteskabet med Ida og deres lille dreng Bo. Koste hvad det vil, han vil producere fjernsyn, og han vil være den første producent overhovedet; og under alle omstændigheder vil han komme før Kai Holger på Bella. Han slår sig sammen med Meyer og de danner firmaet “Meyer & Nielsen”

Det er mange år siden, jeg sidst har set serien, men nu står det klart for mig: han er “skingrende bipolar”. Til og med afsnit fem ser man ham kun i maniske episoder, hvor han stort set kan gå på væggene, men så vidt jeg husker, kommer han senere i depressive perioder.

Nu har jeg aldrig produceret hverken fjernsyn eller radio, men jeg genkender alligevel en masse: Gå på væggene, blive fuldstændig opslugt af noget, så alt andet er ligegyldigt, ingen basale behov så som mad og søvn osv. Egentlig er det slet ikke så tosset med en mani, for man kan jo alt.

  • 85 pct. af min slægtsforskning er blevet til midt om natten – da det er en fredelig hobby, generede jeg ikke nogen med det.
  • I mange år arbejdede jeg til meget sent hver aften. Jeg havde ingen andre behov. Min karriere var i vidt omfang baseret på u-erkendte manier. Ingen så advarselstegnene.

Mange mennesker bruger masser af penge, når de er i den maniske fase. Det har jeg også gjort. Det, jeg husker tydeligst, er, at jeg på et tidspunkt købte tre computere på en dag. Da jeg kom hjem med dem, var jeg ikke helt klar over formålet… heldigvis var de ikke så dyre 🙂