Alle taler om det – også jeg:

For så vidt angår det europæiske projekt – Den Europæiske Union, er jeg ikke på linje med Enhedslisten. Jeg har altid syntes, at staterne bedre kan løse problemerne (nej ikke “udfordringerne” 🙂 ) i fællesskab end hver for sig.

Jeg er derimod enig med statsministeren i, at der kan være en idé i at skabe et “slankere Den Europæiske Union”. Den Europæiske Union forekommer at være meget langt væk fra den menige vælger, og det er et alvorligt demokratisk problem! – eller måske ligefrem et demokratisk underskud? Det er uheldigt, og det bør der korrigeres for.

Ergo synes jeg også, at den britiske beslutning er meget trist, og bør mane til eftertanke. Marginen mellem de to poler er så lille, at det kan kaldes flertalstyranni og tilfældigheder.

Det vil være en mindre katastrofe, hvis og EL og DF kan opildne danskerne til også at kræve en afstemning om vores forbliven i samarbejdet, og det så resulterer i, at vi ikke vil være med længere. Sammenslutningen “Nyt Europa” har mange gode synspunkter, og jeg fandt denne gode og klare artikel, hvor det blandt andet fremgår at:

Det sker samtidig med, at vi i Europa står over for massive aktuelle problemer. Flygtninge og migrationskrisen, forholdet til Rusland efter annekteringen af Krim, risiko for terrorangreb, overvindelse af den økonomiske krise samtidig med grøn klimaomstilling og genopretning af økonomien i Sydeuropa. Alt sammen problemer, som vi kun kan håndtere i fællesskab.

Jeg synes, at der i citatet mangler noget om, at staterne i fællesskab også bedre kan styrke kampen mod nationalismen, som netop var noget af det, der fik briterne til at stemme “Leave”. Det må være vigtigt fortsat at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed. Det er for let at mele sin egen kage og lade de andre rydde op. Det kommer i næste afsnit:

Dertil kan vi lægge en omfattende tillidskrise til det politiske system, der bare fik et hak opad i kampagnen i Storbritannien. Det var jo først og fremmest nationalistiske og nyliberalistiske kræfter, der vandt kampagnen med modstand mod immigration og fremmede som en helt afgørende motor. En helt uhellig alliance, men faktisk den, der præger den nye højrepopulisme overalt i verden. Når den så også forenes med dele af venstrefløjen, står vi som samfund et rigtigt farligt sted.

Noget af det, der samlede staterne i den spæde start kort efter 2. verdenskrig, var ønsket om fravær af krig og det især mellem Tyskland og Frankrig. Tanken var, at hvis de var forenede og forpligtede på et eller flere punkter, ville de ikke så let fare i totterne på hinanden, som det blev set i begge verdenskrige. Vi kan konstatere, at der ikke har været krig i Europa i ca. 70 år. Det tyder på, at medicinen har virket.

Det, der vil være interessant, er en grundig debat om, hvad det er, vil vi have ud af fællesskabet vel at mærke på den præmis, der hedder, at vi gerne fortsat vil være med.