Indlæg

/1 Kommentar/i , /af ,

Slægtsforskning som videnskabelig praksis

Er slægtsforskning “rigtig forskning?

Slægtsforskning som videnskabelig praksis

Er slægtsforskning blot en hobby – eller opfylder den faktisk forskningens metodiske krav? Med udgangspunkt i videnskabsteoretiske kriterier argumenterer jeg for, at metodisk stringent slægtsforskning må betragtes som en form for historisk forskning.

Jeg møder af og til mennesker – også blandt slægtsforskere – der siger, at vores slægtsforskning ikke er rigtig forskning. Det er jo bare en hobby, evt. en hobby der har grebet om sig.

Mit mål med denne artikel er ikke at ophøje mit arbejde til noget “fint”.

Jeg vil bare fortælle om, hvorfor jeg synes, min slægtsforskning lige så godt kunne være udført på et universitet eller et lignende sted, for jeg har mange muligheder for at få mit arbejde bedømt af fagfæller. Der er masser af slægtsforskere, der er meget dygtige end mig, og som kan finde alle mine fejl – herunder fange alle de “Husmænd” jeg fik gjort til “Gårdmænd”, da jeg ikke kunne skelne et gotisk H fra et ditto G eller som kan tilføje data til mine data.

Jeg lige stødt på en ny kildetype, hvor jeg er i tvivl om begreberne, men som jeg vil elske at lære at kende. Det drejer sig om min biologiske tiptipoldefar Peter Christian Eliasen. Jeg har en masse data, men jeg ved endnu ikke, hvordan jeg skal tolke dem, og hvad de kan bruges til:

Chefen for Orlogsværftet
Kilde: Divisionsbog for 1. Division. 1825,1835 I Opslag 200 af 342

Halvbefaren Matros. Matros Comp. Corpset No. 148.

Peter Christian Eliasen
1826 d 1 Janv fra No. 180 Fødested
Kiøbenhavn 1807. Antaget som Lærling
d 27 Febr 1823 i Mat___ No 180 Blev Karl
i dette No. d 1 Janv 1826 Udtient d 1 Octbr
1834.
Afgaaet til No. 96 d. 1 Jan. 1834

Skyldig fra Jagten Riborg
Kirstine S.M. 2 Rbd. 44
Kostet
Oct. 1832 48er
Nov. 1832 48er
Dec. 1832 48
Jan 1833 48
Febr 1833 44
2 rbd 44er

1826 13 Maj Corvetten Najaden 1826 1. Sept. (1826-1831 Anvendt som Kadetskib): https://www.navalhistory.dk/Danish/Skibene/N/Najaden(1820).htm

1827 13 Sept. Corvet Diana 1828 15 Aug.

1829 21 April Brig Møen 1829 14 Dec. MØEN, brig (1815-1838)

1830 14 Sept. Brig St. Thomas 1831 26 August (14. september 1830 – 26. august 1831 På togt til Vestindien): https://www.navalhistory.dk/Danish/Skibene/S/StThomas(1828).htm.

1832 30 April Jagt Riborg Kirstine 1832 1 Octbr.

1833 1 Maij Korvet Galathea 1833 28 Sept. (29. april 1833 – 28. september 1833 På togt til Middelhavet): https://www.navalhistory.dk/Danish/Skibene/G/Galathea(1833).htm.

Billedet forestiller korvetten Galathea, som han altså sejlede med på et togt til Middelhavet i 1833.

Spørgsmålet om, hvorvidt slægtsforskning kan betegnes som “rigtig forskning”, forudsætter en præcisering af forskningsbegrebet.

Hvad er forskning?

Hvis forskning defineres institutionelt – som virksomhed udført inden for universitære rammer og formidlet gennem fagfællebedømte kanaler – vil noget slægtsforskning falde udenfor. Defineres forskning derimod metodisk, som systematisk, kildebaseret og kritisk undersøgelse af empiriske forhold med henblik på begrundet konklusion, bliver vurderingen en anden.

I videnskabsteoretisk forstand karakteriseres forskning ved en række kriterier:

  • formulering af et undersøgelsesspørgsmål,
  • eksplicit metodeanvendelse,
  • systematisk indsamling og behandling af empiri,
  • kritisk kildevurdering,
  • argumentativ sammenhæng
  • samt mulighed for intersubjektiv efterprøvning.

Disse kriterier er jo ikke knyttet til bestemte institutioner men til en bestemt arbejdsform.

Metodisk slægtsforskning opfylder betingelserne

Metodisk funderet slægtsforskning opfylder disse betingelser. Arbejdet tager udgangspunkt i afgrænsede problemstillinger:

  • identifikation af personer,
  • fastlæggelse af slægtskabsrelationer,
  • rekonstruktion af livsforløb eller afklaring af modstridende oplysninger i kildematerialet.

Disse problemstillinger formuleres som arbejdshypoteser, der undersøges gennem systematisk analyse af primærkilder – herunder kirkebøger, folketællinger, skifteprotokoller, lægdsruller og retslige dokumenter mv.

Da jeg ville kortlægge min relation til digterpræsten Nicolaj Friederic Severin GRUNDTVIG (1783 – 1872) sad jeg på et tidspunkt med to personer i Nykøbing Sjælland engang i 1700-tallet. De kunne begge være den rigtige. Jeg måtte opstille en masse hypoteser for hvem der var den rigtige og efterprøve dem alle. Jørgen ANDERSEN (1721 – 1798) var skomager og den anden var (som jeg husker det) “Jørgen Glarmester”. Jeg kunne ikke bruge “Han ser rigtig ud, så det er jo nok ham”. Det viste sig, da jeg fik gravet længe nok i det, at det var Jørgen Skomager, der var min tip4-oldefar.

Kildekritik og transparens må med

Den metodiske kerne er historisk-kritisk. Kilder vurderes med hensyn til:

  • ophav,
  • samtidighed,
  • kontekst,
  • formål.

Der skelnes mellem førstehånds- og andenhåndsoplysninger. Uoverensstemmelser mellem kilder analyseres og vægtes. Hvor direkte dokumentation mangler, konstrueres argumenter på grundlag af indicier og sandsynlighedsvurderinger. Denne form for inferens er velkendt inden for historieforskningen og udgør en legitim erkendelsesform, når den udføres eksplicit og transparent.

Transparens er et centralt videnskabeligt krav. I metodisk stringent slægtsforskning ledsages enhver konklusion af præcise kildehenvisninger, således at ræsonnementet kan efterprøves. Reproducerbarhed i denne sammenhæng betyder ikke identisk fortolkning, men mulighed for kontrol af det empiriske grundlag og de logiske slutninger. Kort sagt kan og må andre slægtsforskere gerne tjekke, om de er enige i mine resultater.

Det betyder også, at ikke-fundene må med: jeg noterer fx altid det, der ikke er lykkedes for mig. Det kan se sådan ud:

“Ikke konfirmeret:

Københavns Amt, Sokkelund, Sankt Johannes, 1878-1891, KM, Konfirmerede piger
Københavns Amt, Sokkelund, Vor Frue, 1888-1891, KM, Konfirmerede piger

16/2-2026
HBS”

Endvidere er revision en integreret del af praksis: nye kilder eller forbedret kildeadgang kan føre til korrektion af tidligere resultater. Denne dynamik er ikke et særtræk ved amatørarbejde, men et grundvilkår for al empirisk forskning.

Derfor anses slægtsforskning ikke som forskning

En hyppig indvending er, at slægtsforskning mangler teoretisk generaliserbarhed, idet den beskæftiger sig med individuelle livsforløb frem for overordnede strukturer.

Imidlertid er genstandens skala ikke afgørende for videnskabelig status. Mikrohistoriske studier udgør en etableret forskningsretning og har demonstreret, at analyser af enkeltpersoner og lokalsamfund kan bidrage væsentligt til forståelsen af bredere sociale og kulturelle processer. Slægtsforskning producerer i denne forstand et omfattende empirisk materiale, der kan indgå i bredere historiske synteser. Vores arbejde kan altså bruges af historikere til at underbygge deres hypoteser og resultater.

En anden indvending vedrører fraværet af formel fagfællebedømmelse. Dette aspekt angår forskningens institutionelle organisering snarere end dens metodiske karakter. Fagfællebedømmelse er et kvalitetskontrollerende redskab, men ikke en ontologisk (dvs. spørgsmål om, hvad der er virkeligt) forudsætning for, at et arbejde kan betegnes som forskning. Metodisk stringens kan i princippet udøves både inden for og uden for akademiske institutioner.

Ikke al slægtsforskning er forskning

Det må samtidig fastholdes, at betegnelsen forskning ikke ukritisk kan udstrækkes til enhver form for slægtsinteresse. Arbejde uden systematisk kildeangivelse, uden eksplicit metode og uden kritisk vurdering af materialet opfylder ikke videnskabelige kriterier. Slægtsforskning uden kildeangivelse er den rene mytologi. Distinktionen bør derfor ikke trækkes mellem professionel og ikke-professionel, men mellem metodisk stringent og metodisk utilstrækkelig praksis.

Konklusion

Konklusionen er, at slægtsforskning – når den udføres med eksplicit metode, konsekvent kildekritik og transparent argumentation – opfylder de centrale videnskabelige kriterier, der kendetegner historisk forskning. Spørgsmålet om, hvorvidt den er “rigtig forskning”, kan derfor ikke afgøres på institutionelt grundlag, men må besvares ud fra metodens karakter og kvalitet.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Forskningsfriheden er i fare

Forskningsfriheden er i fare

Forskere bliver systematisk chikanerede

Forskningsfriheden er i fare

Denne artikel er vigtig, fordi den beskriver, hvordan forskere bliver systematisk chikanerede af højrefløjspolitikere som Morten Messerschmidt (DF) og Henrik Dahl (LA). Hertil kommer systematisk chikane i form af endeløse klager fra en Jacob Naur, der kalder sig selv “borgerlig aktivist” og er stolt af det.

Artiklen er lang og uhyggelig, fordi det dokumenteres, hvorledes forskere bliver “stalked”, må have hemmelige adresser, må sygemelde sig i længere perioder og det hele taget udsættes for en systematisk chikane, der tydeligvis hører under straffeloven. Citatet herunder stammer fra artiklen:

En række forskere, der arbejder med emner som køn, racisme, migration og ligestilling, står nu frem og fortæller, at de bliver udsat for, hvad de kalder systematisk chikane. En chikane, som de selv og en ekspert mener er koordineret med det formål at få forskerne til at trække sig fra den offentlige debat og afstå fra at publicere forskningsresultater af frygt for at havne i skudlinjen i medierne. Flere forskere fortæller, at chikanen har været så psykisk belastende for dem, at de enten har været sygemeldt i en periode eller var tæt på at blive det.

Meget tyder på, at det har den ønskede effekt. Flere forskere, som Forskerforum har været i kontakt med, bekræfter, at de er blevet chikaneret, men de ønsker ikke at stå frem af frygt for, at hadet på nettet vil blusse op igen.

Messerschmidt, Dahl og Naur kan ikke lide autoetnografi

Autoetnografi er en nyere metode (kun ca. 25 år gammel…), der bruger den personlige oplevelse til forståelse af helheden. Metoden er internationalt anerkendt indenfor både humaniora og samfundsvidenskab. De navngivne kalder det imidlertid for “pseudovidenskab”, da de ikke kan lide det. Naaur har sendt adskillige klager til universiteternes ledelser og praksisudvalgene, og de er alle afvist som åbenbart grundløse. Efter det er sket, sender han dem videre til Messerschmidt og/eller Dahl, der stiller spørgsmål til ministeren. Artiklen henviser til et dokument på Folketingets hjemmeside, men det er internt, så man kan ikke få lov at se det, hvilket undrer mig lidt.

Det er interessant og/eller uhyggeligt, at det udelukkende er højrefløjen, der står bag chikanen. Det bærer ved til det bål, der hedder, at universiteterne er drevet af venstrefløjen og at alle de ansatte – fra forskningsassistenter til professorer – er venstreorienterede.

Professor på RUC Rikke Andreassen har gennem store dele af sin karriere været udsat for ubehageligheder i form af hademails og trusler, men det seneste år har været særligt slemt og det selvom autoetnografien kun dækker en meget lille del af hendes forskningsproduktion.

Hun fortæller blandt andet

…autoetnografi drejer sig om kritisk at reflektere over sin egen rolle som forsker og tage kritisk stilling til, hvordan ens tilstedeværelse påvirker det område eller de individer, man studerer. Det kan fx være, hvis en etnisk dansk hvid forsker studerer indvandrermiljøer.

Da jeg var ung, arbejdede jeg på Kriminalistisk Institut

 

Mens jeg for adskillige år siden læste, arbejdede jeg for en ph.d.-stipendiat på Københavns Universitet, Kriminalistisk institut. Hun forskede i “gadevold”.

Forskningsobjektet var nærmere bestemt, at vi alle går rundt og tror, at det, der hos politiet rubriceres som “gadevold”, drejer sig om vold begået af ukendte gerningsmænd mod sagesløse ofre. Vi gennemgik ca. 500 straffesager i fem storkøbenhavnske politikredse, udfyldte kodeskemaer og hjemme på kontoret i Studiestræde 6, tastede jeg kodeskemaerne ind på “edb” i et program, man i dag ville anse for fuldkommen håbløst og som havde sin basis i 5¼”-disketter.

Resultatet stod hurtigt klart: gerningsmand og offer kendte i langt, langt de fleste tilfælde hinanden temmelig godt, ofte var de i familie – fx var de gift! Højrefløjen kunne sikkert udråbe det som venstreorienteret populisme, men det var jo sandheden. Vi sad ikke og snød, når vi gennemgik sagerne. Vi uddrog de faktiske forhold.

Jeg blev naturligvis ikke selv forsker af at udføre et delvist idiotarbejde med at taste ind, men jeg omgikkes forskere som fx Britta Kyvsgaard, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard.

Over frokosten blev der diskuteret både kvalitative og kvantitative metoder. Jeg lærte en masse om kilder, som jeg tog med mig. Og jeg lærte noget om videnskabelig metode og redelighed. Det er en af årsagerne til, at jeg nu til dags bliver irriteret over alle de, der fremsætter postulater på fx sociale medier uden at opgive kilden eller fortælle, hvordan de er kommet frem til resultatet. Som eksempel læste jeg her til formiddag, at nutidens forskel mellem rig og fattig i sundhedsvæsenet svarer til den forskel, der fandtes i 1500-tallet. Det kan være, det er rigtigt, men det er noget af en påstand, når der ikke er en kildeangivelse.

Tilbage til udgangspunktet!

Systematisk chikane af forskere udført af højrefløjen burde aldrig kunne finde sted i et land, der bryster sig af et “armslængdeprincip”, en “forskningsfrihed” og hvor alle publikationer drøftes på tværs og udsættes for “peer review”, inden de publiceres.

Det er vist på høje tid, vi begynder at chikanere højrefløjen og påvise dens uredelighed og ukvalificerede metoder.

/i , /af ,

Henrik Dahl taler til den indre svinehund

Henrik Dahl taler til den indre svinehund

Skal et folketingsflertal blande sig i forskningen?

Tusind tak til Lotte for flere af argumenterne i indeværende indlæg.

Følgende citat kommer fra Politiken den 8. juni 2021:

1. juni vedtog Folketinget et forslag om »Overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer«. Forslaget blev vedtaget med et flertal af 72 mod 24 stemmer, og alle større partier stemte for, Socialdemokratiet side om side med Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Kristeligt Folkeparti og Nye Borgerlige.

I vedtagelsesteksten står der: »Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik«. Videre angiver den vedtagne tekst, at disse interventioner er nødvendige for at sikre diversitet på danske universiteter. Men vedtagelsen er motiveret af, og risikerer at resultere i, det stik modsatte.

Jeg har for længst blokeret Henrik Dahl (Liberal Alliance)

Jeg kan nemlig ikke holde ham og de andre fra Liberal Alliance ud. Alligevel har jeg – helt ulogisk – genåbnet min Twitterkonto for at følge med i den aktuelle debat om “overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer”, der er anført af Marianne Stidsen og Henrik Dahl og foregår i Politiken bag betalingsmur, hvorfor jeg kun kan se overskrifterne.

Henrik Dahl taler til den indre svinehundTil formiddag var der et sted vist et billede fra hans Twitterprofil. Han oplistede tre persongrupper, man ikke behøver at tage alvorligt – se opslaget her til højre.

Det er specielt, at et medlem af Folketinget ønsker at udelukke langt størstedelen af befolkningen fra at blive hørt og at deltage i de aktuelle debatter. Kigger man på de, der i 2020 er mellem 25 og 45 år, har 55,7 pct. af befolkningen ikke en videregående uddannelse. Kilde: Danmarks Statistik.

Det må vel betyde, at ser man på hele befolkningen, er andelen uden en videregående uddannelse langt større, idet de ældre årgange havde meget ringere mulighed for at tage en universitetsuddannelse. Danmarks Statistik har desværre ikke disse tal lige ved hånden.

Og så skal man vel at mærke have udelukket alle dem med en ikke-samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse. Der kan ikke være ret mange tilbage, LA skal tage alvorligt.

Sådan taler man til den indre svinehund og vækker janteloven til live. Føj.

Jeg kan oplyse Henrik Dahl om, at mennesker med andre uddannelser end netop samfundsvidenskabelige kandidatgrader, også er velfunderede og velargumenterede. Jeg kender fx adskillige teologer, læger, ingeniører og journalister, som det er skønt at tale politik med.

Armslængdeprincippet

Henrik Dahl taler til den indre svinehund

Billedet stammer fra Politiken, men det er alligevel rigtigt!

Der er den forskel på politikerne og forskerne, at forskerne ved, hvad de taler om, de har nemlig undersøgt tingene, inden de bralrer op. Det gælder også de 3.241 forskere, der har skrevet under på et opråb til regeringen: “Tag klart afstand fra angrebet på forskningsfriheden. Det kan føre til selvcensur”.

Forskerne har behov for armslængdeprincippet, hvis de skal have mulighed for at publicere de resultater, de kommer frem til. Det kan ikke være sandt, at de kun må publicere resultater, der passer Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Forskerne må ikke blande sig i politik, men politikerne må åbenbart gerne blande sig i forskning. Det kan heller ikke være sandt.

En af mine helte fra psykiatriens verden, professor Poul Videbech, Psykiatrisk Center Glostrup, skrev 3. juni på Facebook om selvjustitsen i forskningsmiljøerne:

Folketinget kritiserer universiteternes forskningsfrihed. En stor samling politikere demonstrerer at de ikke kan skelne mellem videnskabelige fakta og holdninger og at de ikke forstår den kvalitetsvurdering, der finder sted i den videnskabelige verden. Vel er der skæverter ind i mellem, men systemet er selvregulerende og der skal være armslængde til politikerne. Ellers er vejen banet for klimafornægtelse, coronafornægtelse osv. fordi det i en given sag er opportunt (tænk bare på denne Trump). En professor i retorik klæder dem af…

I dag er det sådan, at universiteternes bevillinger er skåret ind til benet eller ind i benet. Niels Bohr Instituttet har som eksempel en halv milliard i forskningsbevillinger, men kan næsten ikke få driften til at løbe rundt. Tallene har jeg fra en af mine tidligere medarbejdere, der i mange år styrede instituttets økonomi.

Forskerne lever i høj grad af særbevillinger og fondsmidler. Er deres forskning vederhæftig og ubekræftet, får de ikke en krone, og så kan de lukke butikken.

Hvis man fører tanken ud i det ekstreme – og det må man af og til gøre for at forstå

I lande, vi ikke kan lide at sammenligne os med, fx Myanmar, eller steder i Sydamerika, med idelige militærkup, starter et kup altid og uden undtagelse med, at man fængsler de intellektuelle. Så er der nemlig ikke nogen til at kritisere regimet.

Der er selvfølgelig langt fra LA og DF til et militærkup (gudskelov), men grundidéen er den samme: Regimet bestemmer, hvem der kommer til orde. Er det mon den vej, vi skal?