Indlæg

/6 Kommentarer/i , /af ,

Værdifællesskab

Jeg kan ikke huske, om jeg har skrevet om det før… men sådan er mit liv jo. Jeg gentager i givet fald mig selv, men jeg kan ikke gøre for det:

I eftermiddag har jeg besøgt min kære tidligere SIND-bisidder, og det var bare sådan en dejlig eftermiddag. Kun sjældent har jeg mødt nye mennesker, som jeg i den grad er kommet til at holde af.

Der er mange ting, vi slet ikke ser ens på: brugen af psykologer, gravsteder, salmer (jeg kender såmænd ikke engang forskellen på Ingemann og Grundtvig 🙂 ), og der er 20 år imellem os. Men vi har noget, der er meget vigtigere: Værdifællesskab.

Jeg er nok ikke god til at forklare, hvad jeg mener, og en hurtig Googlesøgning bringer “Nye borgerlige” op blandt de øverste hits. Dem sympatiserer jeg ikke med, så måske er ordet helt forkert, men det er sådan, jeg føler det.

Min idé er, at hvis man deler værdier, er de det underliggende fundament for alt det andet. Vi mødes fx med et fælles udgangspunkt i den kristne tro. Vi praktiserer den sikkert forskelligt, men den er en del af det underliggende fundament. Det er indiskutabelt i en grad, så vi ikke engang behøver at tale om det.

Jo ældre jeg bliver, jo mere betyder værdierne for mig. Min HR-chef Sune Lyng og jeg har fx også et værdifællesskab. Vi synes begge, man skal behandle medarbejderne ordentligt. Det er temmelig banalt, men det er bestemt ikke alle virksomheder, der efterlever det.

Af og til har jeg tænkt på, om det kan mærkes i FKN, at det altså er Folkekirkens Nødhjælp? De virker ikke specielt fromme (og Gud ske lov for det), men jeg tror alligevel, det er en af de underliggende værdier. Der bliver fx holdt noget, der hedder “Påskerefleksioner” med sang efter Højskolesangbogen og en læsning fra “Den nye aftale”. Det er det nærmeste, jeg er kommet på folkekirken derinde. Men lur mig, der vil sikkert også være nogle “Helligtrekongersrefleksioner” eller lignende, og jeg kan rigtig godt lide den slags. Jeg synes, det binder os sammen.

Brunch med Sanne på Torvecaféen i Hvidovre.

Og så en helt anden boldgade:

Jeg var til brunch på Torvecaféen med Sanne fra menighedsrådet kl. 10:00. Det var rigtig hyggeligt og givende. Vi deler mange holdninger om kirken og menighedsrådet, og det er spændende at dele. Mange af de ting, jeg egentlig har holdt for mig selv, kan jeg nu komme frem med blandt andet fordi jeg ikke længere er MR-medlem. Vi har svoret hinanden tavshedspligt – og det er dejligt.

Hun besøgte mig ikke mindre end fire gange på hospitalet, og det havde hun jo slet ikke behøvet.

Samlet set har det været en dejlig dag, men meget mere ekstrovert end jeg plejer. Så nu er jeg enormt træt, men det er det værd!

/18 Kommentarer/i , /af ,

Juletanker

Jeg er meget alene, og jeg elsker det. Jeg nyder at have tid til min projekter, og at kunne planlægge dagen, som det nu falder mig for godt. Jeg har altid en plan, så tiden ikke bare løber fra mig. Der skal ikke forventningsafstemmes med andre end mig selv, og jeg bliver let enig.

Jeg føler mig yderst sjældent ensom, og det er jeg glad for, for det er slemt; men jeg har problemer med juleaften.

Jeg har et stort netværk via kirken, via slægtsforskning, via de helt nære venner, via bekendte. Jeg kender i det hele taget rigtig mange mennesker, er det gået op for mig, mens jeg i nat lå søvnløs og skrev de mentale kladder til dette indlæg. Juleaften er bare svær, for hvordan man end vender og drejer det, er det familiernes fest, og hvad gør man så, når man ikke har en familie? Jeg har to kusiner og en fætter, og det er så det, men jeg har ingen kontakt med nogen af dem. Jeg har således ingen automatik m.h.t. juleaften; jeg skal altid i gang med at finde på selv. Jeg kunne selvfølgelig spørge nogen, om jeg måtte hægte mig på deres jul, og jeg ville formentlig få ja, men jeg synes det er så svært at spørge, for så udstiller jeg jo mit problem med ikke at vide, hvad jeg skal juleaften, og jeg ville føle, at jeg trængte mig på. Jeg har simpelthen ‘juleproblemer’.

Jeg har prøvet at være alene to juleaftner, og det var lige forfærdeligt begge gange. Det er som om, verden går i stå kl. 16:00 og først vågner op igen kl. 23:00, når linie 132 atter kører nede på Hvidovrevej. Det er lige de kritiske timer, jeg ikke kan klare alene. Det hjælper ikke, at jeg siger til mig selv, at det jo bare er en ganske almindelig aften, for det er det ikke! Det er en aften, hvor man er sammen med familien eller nogen man rigtig godt kan lide. Det er en aften, hvor man hygger sig, og hvor man har forberedt sig, og købt gaver, som man regner med, at modtageren bliver rigtig glad for.

I år skulle jeg ikke selv finde på noget. Peter og Susanne, som jeg kender fra slægtsforskning, sendte i god tid en invitation via Facebook til at komme og fejre juleaften med dem, og overnatte til i dag. Det har været så skønt hele december at gå og vide, at jeg skulle noget, at jeg ikke skulle være ensom på denne aften. Det har gjort, at jeg har kunnet nyde de forskellige aktiviteter, der har været i julemåneden, og når jeg blev spurgt, kunne jeg sige, at der var styr på julen. Der kom med et moderne udtryk ‘ro på’.

Vi har haft det så hyggeligt med rigtig traditionel jul med and og flæskesteg og masser af ris alamande (jeg fik sørme mandlen og en fin mandelgave), gaver, sang omkring træet og en tur i kirke. Så er der alt, hvad der hører til min jul. Vi har sovet længe i dag og spist et stort dejligt morgenbord og gået en tur. Så var det tid at finde mod København igen, og nu ligger juledagene så dejligt ubrugte hen, og de skal bare nydes.

Glædelig jul til dig og dine!