Indlæg

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

SkriveCirklen – “Jeg husker lejrskoler”

Nyt input fra søde mennesker

SkriveCirklen – “Jeg husker lejrskoler”

I tirsdags talte jeg med psykologen om, at jeg savner input. Jeg er glad for livet, jeg har det godt, jeg er nærmest lykkelig, men alligevel savner jeg input fra andre mennesker; jeg kan trods alt ikke generere det hele selv. Hun ved selvfølgelig, at jeg elsker det skrevne ord og selv at skrive, så hun havde lagt mærke til SkriveCirklen i Vanløse og tænkt på, om det måske var noget for mig.

Jeg gik hjem og læste om det og besluttede at kigge derned i dag. Det var ikke uden kriller i maven, for selvom mine tekster er nøgterne og ikke emmer af følelser, er det alligevel sådan, at de på en måde er “mine børn”. Hver gang jeg trykker på “Udgiv”, kildrer det da lidt i maven. Jeg har fået forfatterdrømmene slået ihjel en enkelt gang eller to, og det har jeg ikke lyst til at prøve igen. Skal jeg skrive sammen med andre, skal det være i et trygt rum.

Af deres hjemmeside fremgår, at det er for alle – men særligt for psykisk sårbare. Det så helt rigtigt ud! Jeg læste lidt rundt omkring om det, og et par steder var Søren Magnussen og hans projekt “Lys på den lukkede” nævnt. Så var jeg overbevist om, at jeg ville tage ned og kigge, for de to udsendelser gjorde i sin tid et stort indtryk på mig. Jeg har også været “på lukket”. Det var vist dengang, jeg troede, der stod en respirator i klædeskabet. Det var en nærpsykose – eller jeg var psykosenær. Puh ha. Det er godt, det er længe siden!

Skriveværterne skaber det trygge rum, og de er utrolig søde – nærmest omsorgsfulde. Man kan være lige den, man er. 

Udgangspunktet: “Jeg husker”

Man kan tage udgangspunkt i en sætning, der bliver skrevet på whiteboardet, hvis man savner inspiration, eller man kan skrive om noget helt andet. For at alle kan komme til orde, er der et maks på ca. en ½ maskinskrevet side. Det vigtige er glæden ved ordene. Der er 45 minutter til at skrive i.

Min tekst blev ca. følgende:

“Jeg husker lejrskoler. Nogle politikere fra SF agiterer p.t. for, at det er så godt for børn at tage på lejrskole, og de vil sikre, at det er muligt for alle – og det er sikkert også godt for de fleste. Men for mig var det forfærdeligt.

Det var vel ca. 5. klasse. Jeg syntes ikke, det var fedt at skulle sove i et vådt telt, at være ude i regnvejr, at skulle bage snobrød, så håret lugtede af røg bagefter, at sidde i en kano med en jeg faktisk ikke brød mig om, ikke at kunne slippe væk.

Jeg savnede bøgerne, jeg savnede skolebiblioteket, jeg savnede at være alene og at kunne trække mig tilbage. Der var ikke rum for den, jeg var, eller for de kompetencer, jeg havde.

Frøken Christensen på skolebiblioteket indså, at der var noget, jeg kunne: Jeg var god til at skabe orden, at løse problemer og lave strukturer, og så var jeg hammer god til at sætte stempelkortene på plads bagi bøgerne, før de kom retur på hylderne. Vi havde det hyggeligt, uden at vi egl. talte ret meget sammen. Skolebiblioteket var en god måde at slippe væk fra fritidshjemmet med dets støjende byggelegeplads.

Frøken Christensen og hendes bibliotek var en undtagelse. Men det var typisk for mit liv dengang: det, jeg kunne, duede sjældent. Jeg kunne aldrig det, de andre kunne, nu er det heldigvis helt anderledes. Jeg var ikke kreativ på deres måde. Jeg kunne ikke spille musik, jeg kom aldrig over i højdespring, og jeg ramte aldrig bolden i rundbold. Gode karakterer og mine studier af fysikbøger blev ikke regnet for noget.

Jeg husker, at jeg fik et molekylebyggesæt. Det var lækkert og i flotte farver. Jeg byggede og byggede, men jeg husker ikke hvad. Det skulle ikke bruges til noget. De troede, det var en leg, men for mig var det en videnskab.

Det var lidt grotesk, at man ikke dengang så os med det anderledes styresystem. Jeg var 55, før jeg blev udredt. Nu er jeg glad og har et godt liv med data og strukturer. Og jeg elsker mine særinteresser.

Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af.”

Anerkendende feedback

De kom med anerkendende og sød feedback. Et gennemgående ord var ikke overraskende: “nøgtern”. 

Jeg turde ikke rigtig selv give de andre feedback. Jeg besluttede mig for lige her første gang at lytte til, hvordan de andre gjorde, og de hørte også meget, jeg slet ikke havde hørt.

Træt

Da jeg kom hjem, var jeg træt – på den gode måde. Jeg sov en time i 30 °C til en af de sidste “Hjernekassen på P1”.

Det har været en fin dag.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Slægtsforskning dengang og nu. Kan det blive ensomt?

Top på Lolland og tråd på DIS

Slægtsforskning dengang og nu. Kan det blive ensomt?

Artiklen er ikke et udslag af ensomhed. Jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget behov for dem; sådan er det at have Aspergers syndrom. Det er nogle refleksioner over dengang og nu.

I aftes søgte jeg med Google efter “Top” på Lolland, for Rasmus JØRGENSEN RADSTEDs (1807 – 1891) far er “Huusmand Jørgen Topp af Nagelsti” i Toreby. Rasmus Thomsen TOP (1744 – 1820) er en af mine biologiske 4 * tipoldefædre (min farmors mors slægt).

Jeg havde en del i forvejen, men her søndag formiddag har jeg kunnet sætte to generationer mere på med lidt hjælp fra Danske Slægtsforskeres “Hjælp til tydning af tekster m.v.”. Der mangler selvfølgelig stadig meget – alle børnene osv., men skelettet er opstillet. Om der nu skal et eller to P’er i Top, overlader jeg til den interesserede læser. Kilderne er ikke helt enige, og det var kun adlen, der gik op i den slags petitesser.

Ved hjælp af Google dumpede jeg lige ned i en fantastisk gammel tråd i DIS-Forum, hvor der er så mange solide oplysninger at tage udgangspunkt i. Hvor er det godt, det gamle forum er bevaret. 

Tråden er omkring 20 år gammel og afslører, hvordan slægtsforskning var dengang. Den er påbegyndt i oktober 2004 og endeligt afsluttet i august 2006.

Jeg har læst den igennem et par gange og mindedes dengang, det kunne tage flere måneder at tilføje en generation, fordi en tur på Jagtvej kun resulterede i én folketælling, én vielse og var man heldig også et dødsfald.

Deltagerne gik på arkiv for hinanden, når de ikke lige var optagede af havearbejde, for så måtte man vente 1½ uge mere. Man kunne også blive drillet af, at arkivet ikke havde mikrokort for et givent sogn, hvilket jo var ærgerligt, når man havde gjort rejsen til arkivet. Det var dengang, man var glad, når man nåede tilbage til folketællingen 1860, for det var den første folketælling, der var “fuldtastet”.

Prøv selv at læse tråden og tænk tilbage for en stund. Det var i sandhed en anden tid. Nye slægtsforskere vil slet ikke kunne forestille sig det.

Refleksioner

Jeg ønsker mig ikke tilbage til dengang!

Jeg havde jo fx aldrig kunnet gennemføre mit projekt “Oprydning i slægtsdatabasen”, hvis ikke slægtsforskning på nettet var eksploderet. Min slægtsforskning er helt klart blevet mere solid af, at kilderne nu er digitaliserede. Nu kan skeletterne opstilles hjemme ved skrivebordet, og man er ikke henvist til at surfe rundt i ufuldstændige, dybest set uinteressante folketællinger, eller skrive af fra FamilySearch, hvis man vil slægtsforske mellem lørdag og lørdag.

Nu kan man kvalificere slægtsforskningen ved fx at opsøge lokalarkiver og være meget bedre forberedt, inden man tager dertil. Man kan finde alle stamdata derhjemme.

Nu sidder vi og skriver til hinanden, at det er temmelig træls, når DDA ikke fungerer, som det skal. Og det er det da også!

Den gamle tråd viser også, hvor meget deltagerne hjalp hinanden. Og der er stadig meget hjælp at hente. Selv er jeg utrolig glad for “Hjælp til tydning af tekster”, fordi de mennesker – dem der aldrig sover – kvalificerer min slægtsforskning. Den bliver simpelthen bedre, fordi de er der! Men processen er blevet optimeret og digitaliseret, og det er selvfølgelig godt. Jeg ville ikke undvære det.

Men jeg kan altså godt savne at stå i kø på en feriedag på trappen til Ll. Sankt Hans Gade 5 i Viborg og nævne et problem for de andre arkivgæster, der så sagde “Har du prøvet at … ?”.

Næh, det havde jeg typisk ikke tænkt på, for jeg havde ikke ret meget erfaring, men jeg vidste, at her var mit livsprojekt, og at der var meget, jeg gerne ville lære. Mine bedste lørdage og afspadseringsdage tilbragte jeg på Jagtvej, hvor vi havde madpakker med og spiste frokost sammen. Og der var også noget over at stille cyklen i Rigsdagsgården og besøge Rigsarkivet (det var dengang, der kun var et Rigsarkiv, de andre hed “Landsarkivet”).

Da jeg begyndte at slægtsforske, var jeg ansat i Patent- og Varemærkestyrelsen, hvor jeg havde to kolleger, der var lige så optændt af den hellige ild som mig selv. Den ene var meget erfaren og lærte mig meget. Mange teser blev opstillet, vendt og drejet i frokostpauserne.

Risikerer slægtsforskning nu at blive et mere ensomt projekt?

Jeg savner samarbejdet med andre slægtsforskere – vel at mærke et samarbejde, hvor vi mødes ansigt til ansigt. Jeg elsker at være sammen med andre slægtsforskere, for der er så meget erfaringsudveksling og videndeling – og jeg elsker, at de andre er lige så nørdede som mig selv.

Egentlig ville jeg enormt gerne med til Grenaa, men jeg har nogle begrænsninger, der gør, at det ikke er en mulighed. Mængden af sanseindtryk ville bevirke, at jeg skulle samle kræfter en uge eller to efter. Sådan er det også at have Aspergers syndrom.

Tænker du nogensinde over nogle af disse emner? Kommenter meget gerne!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Snyd med snoren?

Solsikkesnoren og autisme

Snyd med snoren?

Henover sommeren har der været diskussioner om, hvorvidt brugere af solsikkesnoren bare bruger snoren for at snyde. Det kan være for at komme foran i køen i en butik, få en bedre plads i bussen osv. Nogle af diskussionerne har været modbydelige, og nogle af deltagerne må have haft svært ved efterfølgende at se sig selv i spejlet.

Solsikkesnoren er et symbol, der bruges til at synliggøre skjulte handicap og give omverdenen et signal om, at brugeren måske har brug for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp. Det er ikke et officielt identitetskort eller bevis på et handicap, men snarere et visuelt hjælpemiddel i offentligheden. Diskussionen om solsikkesnoren drejer sig primært om, hvordan den bruges, og hvilken effekt den har på både den der bruger snoren og dem omkring dem.

Mange tænker, at tiden under Corona var slem. Jeg lagde ikke rigtig mærke til den bortset fra, at det var dejligt at folk hold afstand. Jeg fatter ikke, at andre næsten skal stå oppe i nakken af mig. Her hjælper solsikkesnoren en smule, men den ses dårligt bagfra.

Nogle mennesker er holdt op med at bruge snoren, fordi de oplever at blive stemplet som enten dumme eller snydetampe. Det er jo egentlig forfærdeligt, at der er så lidt omsorg og empati i Danmark, at en solsikkesnor kan provokere i stedet for at yde den lille hjælp, der skal til.

Sådan bruger jeg snoren

Jeg kan ikke tale for andre – kun for mig selv. Jeg snyder helt sikkert ikke; det er langt uden for min verden.

Jeg bruger snoren sammen med mine lækre “Bose NC” (NC står for noise cancellation) hovedtelefoner i offentlige transportmidler, og når jeg køber ind. De to ting tilsammen bevirker, at bombardementet af sanseindtryk reduceres. Jeg får så at sige mulighed for at være i min egen verden, og behovet for efterfølgende at samle kræfter bliver mindre.

Jeg er meget sensitiv overfor både lyd og lugt. Begge dele placerer sig cirka midt i min hjerne, og det er svært at få dem til at forsvinde igen. 

Der er utrolig meget støj i verden, men andre mennesker lægger ikke mærke til det. Et eksempel er hos frisører, hvor der altid er overflødig baggrundsmusik. De siger selv, at de ikke hører det. Så undrer jeg mig over, hvorfor det overhovedet er der? Min egen frisør er vældig fleksibel, så vi har aftalt, at jeg altid får den sidste tid lørdag i hver sjette uge, for der kan han slukke for muzakken. Det fungerer godt.

I supermarkeder er det selvfølgelig sværere. Der kan jeg jo ikke bede dem slukke, selvom jeg har lyst. Hovedtelefonerne tager det værste – ikke det hele uanset noise cancellation er sat til maksimum. Det, der fungerer bedst, er, at være i gang med fx en podcast og så at fokusere på at lytte til den og ikke andet.

At undgå lugte er sværere. Et sted, jeg ikke kan fordrage at komme, er i Hvidovre Stationscenter (som ikke længere hedder sådan) for sanseindtrykkene er kolossale.

For at komme ind i centrum af centeret skal man blandt andet forbi en “Normal”. Har du nogensinde lagt mærke til, hvordan en sådan lugter? Den lugter helt u-normalt, men du har sikkert ikke bemærket det. En Matas lugter også forfærdeligt. Jeg undrer mig over, hvad der får de to kæder til sikkert bevidst at udsende så meget stank, og hvordan det overhovedet lykkes for dem? Et af formålene er sikkert at få kunderne til at købe mere.

Når jeg skal ned at handle, skal jeg forbi en burger-butik, som lugter forfærdeligt. Løsningen er simpel: gå over på den anden side af gaden, hvor pizzeriaerne til gengæld holder til, men det er ikke helt så slemt, og de er lettere at passere.

Erindringer

Når jeg tænker tilbage på skoletiden (dengang man skød med bue og pil), og hvor man ikke tænkte over diagnoser eller særlige behov, står det klart, at de voldsomme sanseindtryk altid har været tilstede i mit liv, og at jeg selv måtte prøve at finde løsningerne:

  • Et klasseværelse efter spisefrikvarteret lugter forfærdeligt. Man kunne nemt og gratis have luftet ud.
  • 24 stole der trækkes ud og henover gulvet larmer frygteligt. Man kunne nemt og billigt have sat filtsko under.
  • Jeg hadede at gå til børnefødselsdag, for slikket på kagemanden udsendte en frygtelig lugt. Jeg kan ikke udtænke en løsning.
  • Fritidshjemmet med en byggelegeplads hvor det var næsten umuligt at finde et sted at trække sig tilbage. Jeg fandt løsningen ved at muge ud hos shetlandsponyen Olga. Hun sagde ikke noget.
    • En anden god løsning var at gå til hånde på skolebiblioteket. Der var stille, og bøgerne duftede godt.

Har du nogensinde bemærket det?

Mens jeg skriver dette, er jeg klar over, at det formentlig er de færreste af mine læsere, der selv har bemærket alle disse sanseindtryk. Måske synes du, jeg er mærkelig, fordi du ikke selv lægger mærke til det?

Prøv at forestille dig mængden af mental energi, der er gået – og går – med at udtænke løsninger på ting, der i virkeligheden er ret simple.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Trænger børnebørnene til ferie efter ferien?

Skal børn altid stimuleres?

Trænger børnebørnene til ferie efter ferien?

Denne artikel er skrevet med det store forbehold, at jeg hverken har børn eller børnebørn og således slet ikke ved, hvad jeg skriver om. Et andet forbehold er, at det måske kun er børn med diagnosen Aspergers syndrom, der foretrækker hverdagens forudsigelighed. Det ved jeg heller ikke noget om. Jeg undskylder på forhånd, hvis jeg træder nogen over tæerne!

Jeg lytter p.t. til mine veninder, der bruger lidt af sommerferien på at være sammen med børnebørnene, og de arrangerer – af ren kærlighed – mange oplevelser for dem. Der skal hele tiden ske noget.

Men er der egl. nogen, der har spurgt børnene, om det er det, de gerne vil? Måske har de i virkeligheden bare behov for at slappe af med en sodavand og et Anders And-blad, lave hule i et træ eller en farmor, der læser højt af Astrid Lindgren?

Nu til dags har børn jo også en travl hverdag, som de kan have behov for at koble af fra? De skulle jo nødigt komme tilbage til skolen og SFO’en og være stressede.

Egne erindringer

Det er helt sikkert et alderstegn, men erindringerne om min tidlige barndom, hvor der var orden i verden, står stadigt klarere.

Vi (min far, min “mor” og jeg) boede i Brande på heden. Hvert år var jeg en uge på sommerferie hos tante Kis (1919 – 1985) og onkel Sigvard (1913 – 2001) i Aarhus. Tante Kis var i virkeligheden faster Kirsten, men sådan kaldte vi hende altså ikke.

Jeg elskede at være der, men jeg håbede altid på, at de ikke havde arrangeret for meget, jeg forventedes at deltage i. Allerede som barn havde jeg det som Dan Turell i “Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”. Med min nuværende indsigt kan jeg sagtens forstå, det var sådan. Det er fuldkommen naturligt for et menneske med Aspergers syndrom, for hverdagen rummer en høj grad af forudsigelighed, og så bliver min hjerne glad.

Vi var fx i Cirkus Benneweis (det kom ikke nede på heden), i Tivoli Friheden og Den gamle By, og det var selvfølgelig sødt af dem, at de havde tænkt på alt det for min skyld. Men jeg ville hellere have været hjemme i deres kæmpe hus på Provstebakken (vist nr. 17), hvor alt var tilladt. Det eneste, der var forbudt, var at støje, når tante Kis sov til middag og at flytte skumgummidørstopperne, der var beklædt med sort- og hvidternet stof, som sørgede for, at misserne kunne bevæge sig frit rundt i hele huset.

Jeg havde ikke brug for alle mulige oplevelser ud af huset. Jeg var tilfreds med:

  • Den lille grå rejseskrivemaskine, der var så fuldstændig håbløs, at man selv måtte dreje på farvebåndet, for det kørte ikke af sig selv. Jeg kan stadig huske lyden, når man spolede det fra venstre mod højre. Jeg har skrevet mange håbløse breve til imaginære personer på den skrivemaskine, der end ikke var elektrisk.
  • Fætter Svends (1945 – 1988) enorme Märklin-jernbane i kælderen. Der var tilknyttet en grøn transformer og drejemekanismen var rød. Jeg var for lille til selv at køre med det, men når han kom hjem, legede han tålmodigt med mig.

Når tante Kis var færdig med middagsluren, lagde hun kabaler ved bordet i spisestuen, og cigaren var på plads i mundvigen. En af misserne så på fra sin plads på bordet.

Jeg spillede deres “tårn-spil”, som var en anordning med mange træringe stablet oven på hinanden. Hver træring havde et hul. Man stoppede en lille træ-kugle i foroven og så drejede det sig om at få træringene til at stå i det rette forhold til hinanden, så kuglen kunne komme hele vejen igennem og falde ud for neden. Det er lidt vanskeligt at forklare, men jeg har brugt hundredvis af timer på det.

Hvad jeg ellers fik tiden til at gå med, husker jeg ikke, men jeg var helt sikkert glad for at være der, for jeg så frem til den uge år efter år. Bare de ikke havde arrangeret for meget for min skyld.

(Under billedet af Kirsten Stegemüller, Jette Marianne Kaae, Sigvard Kaae og Svend Steffen Kaae finder du både kommentarfelt og læserundersøgelse).

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]