Indlæg
Er psykosen forsvundet eller ovre
Det var en lørdag aften
Er psykosen forsvundet eller ovre
Mit 4G netværk kunne pludselig ikke vise Facebook, og jeg kunne ikke komme på stedets netværk (igen, igen). Jeg slettede Facebook-appen, men det skulle jeg aldrig have gjort, da den selvfølgelig ikke kan downloades uden Wi-Fi. Det endte med, at jeg tog hjem 20:30 lørdag aften og fik noget hjælp her til at løse problemet. Det virker herhjemme, og nu er jeg spændt på, om det også virker derude.
Tidligere hjem?
Jeg synes, jeg har det rigtig godt efterhånden. Jeg hverken ser eller hører ting, der ikke der og børnene på Udrejsecenter Sjælsmark er ikke længere i den centrale del af min hjerne, så faktisk vil jeg tale med dem om en tidligere udskrivningsdato end den 13. november. Pladsen kan fint bruges af en anden. Jeg trænger også til freden herhjemme. Det er hårdt, at der hele tiden er nogen, der taler, taler, taler og næsten forfølger mig.
Der er næppe mange, der beder om tidligere udskrivelse, men jeg prøver. Jeg har tidligere skrevet om overlægen. der mener, at hendes patienter skal have det godt, når de udskrives. Det udsagn har jeg drøftet lidt – og forsigtigt – med flere medarbejdere, der samstemmende fortæller, at lægen også får tæsk oppefra for sin holdning. Man synes, hun holder for længe på patienterne, når den gennemsnitlige liggetid ikke bør være mere end 17 dage. På 808 er den vist nok 30 dage. Det er altså godt gået. Hvis jeg nu kan få lov at tage hjem tidligere, forbedrer jeg hendes statistik lidt, men jeg har allerede belastet systemet med mere end de “tilladte” 17 dage.
Intet svar fra regionen
Nu har jeg på venligste vis rykket RegionHs direktionssekretariat for et svar på min to uger gamle henvendelse om den omvendte verden mellem Distriktspsykiatrien og akutmodtagelsen i Glostrup. Hvis jeg stadig havde været en del af embedsværket ville jeg aldrig have ladet en sådan henvendelse ligge i 14 dage. Det var den 21. oktober, jeg sendte mailen, så nu må der gerne sket et eller andet. Jeg synes ikke, de kan sidde den overhørig. Det ville da i hvert fald være god stil at svare, at man har modtaget henvendelsen og vil se på sagen. Jeg har intet hørt. Den var ikke gået i hverken Udenrigsministeriet eller andre steder.
“Allerede” den 7. januar 2019 kom der svar fra Psykiatrisk Center Glostrup.
Kort og klart: “…og vi har ingen kommentarer til dit indlæg.”
Det har taget dem 2 måneder 2 uger og 3 dage at finde ud af, at det havde de ikke kommentarer til. Jeg undrer mig meget, og synes slet ikke, man kan kan optræde sådan i den rolle man som psykiatrisk hospital også har som offentlig myndighed. Sådan opfører en offentlig myndighed sig ganske enkelt ikke. Eller måske rettere: sådan opførte vi os på ingen måde de 23 år, jeg var i statsforvaltningen.
De forholder sig på ingen måde til noget af det, jeg skriver. Havde de så bare skrevet, at de syntes det var tågesnak. Kun “Ingen kommentarer”. Måske betyder det bare, at de er helt enige men af politiske årsager ikke kan skrive det?
Akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Glostrup
Apropos Akutmodtagelsen i Glostrup, så er udsagn som “Hvordan slap du uden om den” slet ikke ualmindelige blandt os patienter. Der må ske noget, og nogen må gribe til handling, men det er heldigvis ikke min gebet.
Patienttilfredshedsundersøgelsesskemaet med de 230 rubrikker er i hvert fald revet i tusind stykker. Tror de virkelig, at man har en “kognitiv rest” til så mange rubrikker?
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
En medicinstuderende optog journal
Dygtighed – for det meste
En medicinstuderende optog journal
Jeg stiller mig som hovedregel gerne til rådighed for forskningen og videnskaben og dermed for de studerende cfr. elever. Derfor blev jeg i dag spurgt, om jeg ville hjælpe en medicinstuderende med at lære/øve på at optage journal. Det ville jeg selvfølgelig gerne.
Hold da op hvor var hun dygtig – og et sødt og behageligt menneske. Hun havde selvfølgelig en spørgeguide med, men hun skævede kun til den to eller tre gange, og det bevirkede, at det var en samtale frem for et interview. Det var virkelig en god oplevelse sammenlignet med, da jeg senest stillede mig til rådighed for videnskaben. Hun havde nogle pointer, som jeg aldrig selv har set tidligere – desværre har jeg glemt dem.
Kl. 14:00 skal jeg ned at høre hendes fremlæggelse mv. Se næste afsnit.
Jeg har opgivet at komme til at “arbejde” sammen med Psykiatrifonden. De rykker simpelthen ikke, og jeg har opgivet at rykke i dem. Men hvis jeg kan bidrage med noget “inde i” selve psykiatrien, vil jeg naturligvis gerne det – helt sikkert, og måske hellere det. Her kommer den “psykiatripolitiske” del selvfølgelig til at mangle. Pyt med det. Man kan ikke få alt her i verden.
Senere
Den studerende fremlagde sin journal for sine medstuderende og mentoren/underviseren, og derefter blev jeg trukket op som en kanin af hatten til uddybning og supplering. Jeg gik til det med åbent sind, men jeg gør det aldrig mere. Altså: Jeg deltager gerne i face to face-delen, men plenum-delen er forbi.
Jeg havde det som om, det var mig, der var til eksamen og ikke den studerende. Selvfølgelig måtte de spørge, det var jeg jo på forhånd orienteret om, men jeg følte det på et tidspunkt som om, de prøvede med trickspørgsmål at teste, om jeg var nu var berettiget til at være, hvor jeg er.
Et ex: Når jeg nu havde realitetstestet, at “respiratoren” rent faktisk ikke stod inde i klædeskabet, hvorfor hørte jeg den så stadig? Jeg kunne jo kun svare, at jeg, eftersom, jeg efter realitetstesten, var klar over, at den ikke stod der, var klar over, at jeg ikke var ordentligt psykotisk. Men det betyder jo ikke, at man ikke bliver bange, når bip, bip, bip ændres til tyrkisk/kurdisk folkemusik og klaver fra 20’erne! Det var som om, jeg ikke kunne forklare mig.
På et tidspunkt – næsten til slut – var det relevant at nævne, at jeg har bedt om udredning for Aspergers syndrom. Mentoren bad om årsagerne til mit ønske. Og det er garanteret et helt okay spørgsmål, men da jeg føler, at alverden griner ad mig, når jeg nævner det, ramte det hårdt at skulle redegøre for de 12 – 14 væsentligste faktorer, jeg har tænkt på og skrevet til mig selv om siden 2003. Det knækkede mig lidt.
De medstuderende var temmelig tilbagelænede
Nogle i plenum var fysisk faktisk temmelig tilbagelænede, også selvom jeg søgte øjenkontakt og dermed opfordrede til som minimum nonverbal kommunikation. No response at all.
En pige virkede oprigtigt sød og stillede tilsidst et godt spørgsmål, som jeg ikke kunne svare på. Mht. de øvrige kunne jeg naturligvis for det meste lære dem op i bipolar affektiv sindslidelse; det er der ikke noget overraskende i; og det gør ikke noget – og det var jo ikke det, de skulle lære!
Hun spurgte “Ved du, hvad forværringen i din sygdom skyldes?” (nogenlunde sådan formuleret). Jeg kunne kun svare “Ændrede livsomstændigheder”, som jo er et lirum larum-svar. Alle kunne svare sådan uanset diagnose. Det, der ramte mig, var da også “forværring”, som jeg ved nærmere eftertanke nok misopfattede. Hun mente formentlig “førte til ny indlæggelse”, mens jeg hørte “mere syg”.
Semantik eller ej så knækkede det mig lidt mere.
Lige nu
- Jeg glæder mig meget til en frokost hos min bedste ven i morgen – ude i det virkelige liv
- Efter råd fra en af de bedste medarbejdere er jeg taget hjem for at få en god nats søvn under egen kugledyne. Jeg er hudløs og træt idet min roomie var oppe enten 03:52 eller 04:15, og så var jeg også oppe…
- For pokker da, hvorfor kan jeg ikke få et sted, hvor jeg kan være mig selv. De taler alle sammen så højt hele tiden. Jeg bliver da mere sindssyg, end jeg er i forvejen. Hvis det bliver ved, udskriver jeg mig selv. Jeg har lært, hvad “talepres” er!
Den flotte nye forhal
Og her bor patienterne
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Hele tiden nogen
For Søren da
Her er hele tiden nogen
Jeg brokker ikke, jeg piver ikke, (synes jeg da selv), jeg er, hvor jeg skal være, jeg er glad for at være her, jeg er ikke klar til at komme hjem endnu osv. osv. Af og til er jeg bare ved at få pip af, at der hele tiden er nogen, og ofte nogen, der vil mig noget. Og min roomie snorker ad h… til!
Men skyggerne bag mig og englene/englevingerne/menneskene i halv størrelse i det perifere synsfelt skal væk! De er på en eller anden måde blevet mere insisterende. Jeg kan ikke forklare det med andre ord. I går måtte jeg bede om et nyt betræk til kugledynen, idet blomstermønstret blev til edderkopper – altså kun en ad gangen og ikke hele tiden!
Lydene er væk. Jeg er taknemmelig.
Når man er vant til at tulle rundt i egne omgivelser, kan dette være en anelse anstrengende, hvilket selvfølgelig på den anden side er et sundhedstegn.
De opfordrer til, at man prøver at tage lidt hjem, så man ikke er her så længe, at man nærmest bliver bange for det. Jeg gør (for det meste 🙂 ) som de foreslår, og smuttede hjem de tre timer i går. Så skønt. Næste skridt er at overnatte hjemme, når de er sikre på, at man ikke går hjem og hænger sig. Det er jeg nu ikke i fare for.
En weekend
En weekend kan være lidt lang, da der intet foregår udover de tre måltider, hvoraf jeg kun spiser de to, idet jeg ikke rigtig bryder mig om morgenmaden.
I aftes hyggede jeg dog med en medpatient til kl. 00. Vi spillede Bezzerwisser, som faktisk er ret sjovt. Vi droppede alt det med bræt og brikker og stillede og besvarede bare spørgsmålene. Han er 20 år yngre end mig, så vi kunne besvare helt forskellige spørgsmål. Pudsigt at den generation ikke kender “De hvide busser” eller “D-dag” – og pudsigt at jeg ikke kender alle de nyere bands, fodboldspillere mv. Men vi hyggede os, og nød den fred, der opstår, når alle andre har indtaget diverse kemikalier og er gået til ro. Det kunne have været hyggeligt med et par stearinlys, bare et par fyrfadslys, men det er ikke tilladt.
Fodbad
Da weekends som nævnt er noget stille, har personalet tid til lidt ekstra. En sygeplejerske hjalp min roomie og en anden med omsorgsfuldt fodbad. De er begge ældre og har måske svært ved at nå hele vejen ned til fødderne, så det var faktisk rørende at se. Den slags sparer garanteret mindst ti Oxapax, og så er det meget sundere. Den slags burde der være mere af!
God søndag.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.