Indlæg

/4 Kommentarer/i /af

Jeg er negativ og frustreret

Jeg er negativ og frustreret

Nu er du advaret

Jeg er negativ og frustreret

Det ligger ellers ikke rigtig til mig at være negativ og frustreret, men lige nu er jeg ved at koge over. Du får derfor historien råt for usødet, og kan du ikke klare mosten, stopper du bare læsningen her.

Socialrådgiveren: Mail til kontaktpersonen i DPC

“Kære (kontaktperson i Distriktspsykiatrien)

1. I Glostrup fortalte en vældig sød specialpsykolog (hun hed noget med zyz), at kommunen har en eller anden forpligtelse, når jeg er på autismespektret. Det var jeg noget overrasket over at sidde der og høre fire år efter diagnosen. Hun vidste ikke, hvad det går ud på.

2. Her (808) har to medarbejdere lidt uafhængigt af hinanden spurgt socialrådgiveren (xyz (jeg kender ikke efternavnet)). Jeg har spurgt til: hvor står det og hvilke muligheder har jeg? Mao.: hvad går den kommunale forpligtelse ud på? En medpatient har fortalt, at det er et eller andet med FNs handicapkonvention – men en konvention er jo ikke umiddelbart anvendelig i dansk ret. Der skal stå noget i dansk lovgivning.

3. I dag har jeg spurgt til status hos en tredje, da det undrede mig, at jeg ikke hørte noget, som fx bare kunne være en tid langt ude i fremtiden, da xyz har meget travlt. Svaret er nu efter 14 dage, at hun kun tager sig af akutte ting og sager, og at det er noget, du kan/skal hjælpe med …

4. Er det noget, du kan hjælpe med?

5. Inden jeg evt. henvender mig hos min kommune ville det jo være vidunderligt at have bare en vis idé om mine rettigheder/pligter, bare så jeg ved lidt om, hvad vi overhovedet taler om.

Jeg er ked af at lyde frustreret, men det kunne de jo have sagt for 14 dage siden.

De bedste hilsner
Hanne”

Jeg vil jo sådan set bare gerne have en idé om rammerne for den kommunale forpligtelse. Jeg skal jo ikke komme og forvente, at vi skal tale om en tur til Lapland, hvis de tilbyder ture til Firenze. Dette er kun et forsøg på at give et billede af, hvad/hvordan jeg tænker. Det er ingen forventning om, at min kommune agerer rejsebureau!

Selvfølgelig kommer der mange kokke i maden, når folk arbejder i skiftehold. Det er der ikke noget at sige til.

For at holde antallet af kokke i netop min mad nede, ventede jeg faktisk en uge på den medarbejder, der havde sendt en mail til socialrådgiveren, idet den medarbejder havde flere nattevagter. Jeg fik også en eller anden form for svar, men kan ikke huske det.

Vej ud af ensomheden? Og to år gammelt link

To medarbejdere, som jeg stoler inderligt på, har uafhængigt af hinanden spurgt lidt til, om det kunne være, at der under det hele ligger en afgrundsdyb ensomhed? Det er jeg på ingen måde afvisende overfor (det er fint at være alene, men ikke at være ensom), og er også indstillet på at handle.

Jeg har det problem, at jeg ikke bare kan gå på aftenskole eller den slags, da fem deltagere for mig er mange. Jeg kan ikke deltage i noget, hvor der sidder 20-25 mennesker. Jeg skal bruge ufattelige mængder af energi på at “sortere dem fra”. For nogle år forsøgte jeg at tage en art skrivekursus på Borups Højskole. På dag to fik jeg et angstanfald midt i frokosten og måtte tage hjem for aldrig at vende tilbage. Effektivt spild af ca. 4.000 kr.

Overlægen fortalte, at medarbejder xyz havde stor viden om den slags og hvilke kursus-/uddannelsesmuligheder, der kunne være relevante for mig. Altså henvendte jeg mig til den medarbejder, da jeg elsker læreprocesser. Hun vidste ikke noget, og spurgte om jeg havde forsøgt med Google …

Så bliver jeg altså lidt træt. Enhver idiot starter med Google, og hun burde simpelthen vide, at i hvert fald jeg har forsøgt selv, før jeg beder om hjælp.

I dag kom den pågældende med et print af en to år gammel og stærkt forældet artikel om et skrivekursus på Psykiatrisk Center Amager. Den slags gør ikke trætheden mindre.

Patienterne skal passe dem, der ikke har noget at lave

Til tider synes jeg, det vælter med velmenende og gode mennesker, der ikke ved, hvad de skal give sig til, og som venter på en ledig patient, de kan kaste sig over for ikke at skulle lade som om, de læser dagens avis:

  • En frivillig fra noget, der hedder “Håb i psykiatrien”. Hun snakker som et vandfald, så jeg går min vej.
  • En ansat “recoverymentor”, der er temmelig påtrængende, så jeg går min vej. Han har heldigvis ferie i denne uge.
  • En social-og sundhedshjælperelev, der også snakker som et vandfald. Jeg gik en tur med hende i formiddag. Men egl. burde hun have gået en tur med mig.
    • Jeg blev derefter spurgt, om hun måtte være “medkontaktperson” for mig. Svaret var “Nej tak helst ikke”. Jeg har allerede tre kontaktpersoner og har rigeligt at gøre med at koordinere med dem.
  • En overlæge-assistent-elev. Da jeg senest var til lægesamtale, var der pludselig en ekstra og stort set ukendt til stede, fordi “Vi har lidt overskud i dag”. Jeg forsøgte at være morsom ved at sige “Det har jeg ikke”, men som altid faldt min humor til jorden.
    • Sker det igen, vil jeg sige “Jeg synes, vi er lidt mange her”. Virker det ikke, må jeg jo klippe det ud i pap.
    • Det er selvfølgelig fint at de skal lære og øve sig, det skal bare ikke være på mig.
  • Præsten: Vældig sød men snakker også som et vandfald, så jeg har svært ved at få et ben til jorden. Det bliver jeg nødt til at tage op på et tidspunkt, men jeg synes, den slags er svært. Det har varet ret lang tid. Der er gået uorden i relationen. Jeg tror, hun synes, vi er blevet veninder (vi ses hver 3. – 4. uge, idet hun er både sognepræst og hospitalspræst). Det synes jeg ikke.

Konklusion

Jeg ved det godt: Jeg er en enormt besværlig patient! Jeg overvejer, hvad jeg egl. laver her, når jeg ikke vil noget som helst. Jeg kunne vel lige så godt sidde derhjemme – og der ville ikke være noget at være negativ og frustreret over.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Godt jeg ikke har børn

Godt jeg ikke har børn

Om “børnesamtaler”/”familiesamtaler”

Godt jeg ikke har børn

Det er godt, jeg aldrig fik børn. Det har aldrig været været et savn, og jeg har aldrig nogensinde haft et ønske om at blive mor. Jeg er endvidere overbevist om, at jeg ville være blevet en elendig mor, da jeg aldrig har haft en god rollemodel. Det havde været synd for barnet/børnene. Så det er altsammen i orden. Ingen piv der.

Adskillige medpatienter har et eller flere børn, som de bekymrer sig om. Og det er der ikke noget at sige til. Men det har jo den konsekvens, at de både skal tage vare på sig selv i en eller anden form for helingsproces samtidig med, at de skal leve med bevidstheden om, at de lige nu er en fraværende mor eller far. Afhængig af barnets alder må det være svært.

Afsnittet har en utrolig dygtig medarbejder (sygeplejerske K), der er særligt uddannet i “børnesamtaler”, som i virkeligheden hedder “familiesamtaler”, men uanset hvordan vi end vender og drejer det, og hvad vi kalder det, drejer det sig om børnene.

Af naturlige årsager ved jeg ikke, hvordan det foregår, men jeg forestiller mig, at man ikke kunne udpege en bedre end K til at varetage opgaven. For den skal løftes. Gjorde man det ikke, var der risiko for, at man fremavlede nye psykiatribrugere.

Jeg fandt en af regionens utallige pjecer, der handler om børnesamtalerne. Der står blandt andet:

En familiesamtale giver mulighed for:

  • At få talt om barnets oplevelse af situationen
  • At få talt om, hvordan situationen påvirker familien
  • At barnet får den nødvendige viden om de psykiske problemer og behandlingen på et alderssvarende niveau
  • At vurdere, om der er brug for ekstra støtte til familien

Det ser godt ud, og det må være vejen frem for den far eller mor, der bekymrer sig om sit barn.

Børn forestiller sig ting

Børn er på ingen måde dumme, og de går ikke gennem verden med skyklapper på – selvom vi til tider tror, de bare sidder der bag skærmen uden at producere tankegods.

Afhængig af alder forestiller barnet sig måske, at det er dets skyld, at en forælder er blevet syg. Måske bliver de vrede på lægen, der ikke behandler med et snuptag. Måske tror de, der er tremmer for vinduerne på et psykiatrisk afsnit. Der kan være et uendeligt antal forestillinger, og dem kommer man kun til livs ved at sætte ord på, og også invitere børnene indenfor på afsnittet, så de ved selvsyn kan konstatere, at det faktisk er et rigtig rart sted at være – og at der i hvert fald ikke er tremmer for vinduerne.

En far havde i dag besøg af sine tre børn. Selvfølgelig larmede det (børn støjer og koster penge, sådan er det!), men det var også livgivende på en stille søndag. Her er en dejlig have, hvor de legede et eller andet i solen, så længe de gad. Det var rart at se faderen lyse op og vise noget andet af sig selv. Han er ikke kun patient; han er også far.

I de ikke så gode gamle dage

Da jeg i forhistorisk tid var barn, var tænkningen en anden. Børnesamtalerne var ikke opfundet; man havde knapt opfundet barndommen.

Så vidt jeg husker, var min far syg noget tid, inden han døde. Man troede vist, det var noget med ryggen eller nyrerne (pick a choise). Han var indlagt på Give sygehus, hvor vi besøgte ham fra Brande.

Jeg havde bestemt ingen forestilling om, at det skulle være min skyld, men måske er der også forskel på somatikken og psykiatrien? Måske forestiller et barn sig lettere, at det kan være skyld i en usynlig sygdom fremfor en mere håndgribelig sygdom. Herudover er min forestillingsevne af naturlige årsager ret begrænset (forestillingsevne er et af de tre parametre, man kigger efter, når man udreder for Aspergers syndrom/autisme).

Da han døde på Kolding sygehus, var jeg 120 pct. vidende om processen og kun begrænset overrasket, da “min mor” kom ud med begge vielsesringe på. Sådan gjorde man dengang for at vise, at man nu var enke/enkemand.

Jeg havde erfaring med Give sygehus. Jeg havde fået fjernet hele molevitten, når vi nu var i gang: mandler, polypper og blindtarm. Mine forældre kom på besøg 30-60 minutter vist hver eftermiddag. Resten af tiden var jeg overladt til to ret søde damer, fru Midtgaard (som lå i midten) og fru Nørgaard. Jeg er ret sikker på navnene.

Herudover var jeg til utallige undersøgelser hos nogle specialister i Randers, fordi jeg gik og dejsede om. Jeg besvimede simpelthen flere gange dagligt. Man troede, jeg måske havde epilepsi, men det havde jeg heldigvis ikke. Og voksede mig vist bare fra det sære fænomen. Min forældre var selvfølgelig meget bekymrede. Efter min fars død, var “min mor” ikke længere bekymret.

Den var ikke gået i dag. “Det var en anden tid”, som folk ynder at sige, når de skal forklare det uforklarlige, der fandt sted i forhistorisk tid.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Jeg vil have en plan over planerne

Jeg vil have en plan over planerne

At bevare overblikket

Jeg vil have en plan over planerne

Der er så mange planer, der skal udfyldes og vinges af med et √, men jeg har mistet overblikket.

Jeg kan sagtens forstå, de skal være der, da de er redskaber i en mangefacetteret proces med mange kokke i maden, men der er altså for mange til min p.t. begrænsede kognitive kapacitet.

  • Behandlingsplan (udarbejdet i Glostrup af den dygtige og lydhøre specialpsykolog, men der står en del sludder fx “Ønsker ikke pårørerendeinddragelse”. Det har jeg aldrig sagt, eftersom jeg ingen pårørende har – det er jo faktisk et af problemerne).
  • Patientplan (den giver mening, da det er den rette medarbejder, jeg taler om/reviderer den med. Hun har tid at lytte, inden hun tænder PC’en)
  • Plejeplan (jeg ved ikke, hvad den går ud på)
  • Kriseplan (jeg deltager for systemets skyld)
  • Problem- og målliste. Jeg har lyst at skrive: Problemer: 500; Mål: ingen
  • Jeg har sikkert glemt nogen, da jeg mangler en plan over planerne

Kriseplan: Jeg gør det, der forventes

Da jeg er et pænt og ordentligt menneske, er jeg klar over, at vi en gang i løbet af dagens aftenvagt skal revidere den kriseplan, jeg har på min iPad i “Min plan”, og som jeg skrev for flere år siden sammen med den M, som alle elsker. Der skal sættes endnu et √ 

Jeg gør det, fordi det forventes; det er bare ikke noget, jeg nogensinde vil bruge aktivt. Det er vist heller ikke noget medarbejderne skal bruge, bortset fra at sætte √

Når krisen kradser, livslysten fader ud og tankerne tager deres egne rundture i ruminationens indre “rum”, finder jeg ikke min iPad og leder efter en plan med ord, der på det tidspunkt er tomme for mening.

Noget af det vil overlappe det, vi i gå skrev i patientplanen. Nåh, men så skriver vi det to steder …

Det drejer sig om musikken som det tveæggede sværd, som jeg har skrevet på min egen “plan” for, hvad jeg vil tale med overlægen om, når vi mødes igen. Hun fik ikke “den tveæggede historie”, da der også var en overlæge-aspirant-elev tilstede i lokalet. Altså var vi i alt fire. Temmelig mandsopdækket. Når der er nogen, jeg ikke kender, har jeg ikke mulighed for at lægge alle kortene på bordet – det er ikke fordi, jeg vil hverken snyde eller lyve.

De udleverede også en “kriseplan” til udfyldelse i Glostrup

Der gjorde jeg ikke det, systemet forventede. De forventede nemlig ikke, at jeg ekspedere den direkte i papirkurven. Få timer efter ankomst er jeg ikke i stand til at lægge planer for de kommende kriser. Det giver ikke mening for mig.

Jeg har set den før. Den er ledsaget af et bilag fyldt med forslag til, hvad man kan gøre, hvis/når man selv er tom for idéer. Det er godt ment! Der er bare lige det, at jeg hverken skal dyrke yoga, tænde duftlys eller danse, når det er på vej til at gå galt. Herudover er der ikke læst korrektur på bilaget, og jeg ser jo kun alle fejlene.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

Ny samtale med overlægen

Ny samtale med overlægen

Det rykker ikke

Ny samtale med overlægen

Jeg havde to punkter med en stribe underpunkter – jeg fik 40 minutter, og de kan genbruges/-høres:

  1. Opfølgning på seneste samtale
  2. Nyt i forhold til sidst

Ad 1: Hun var ikke helt med på, at hun havde sagt, at jeg “intellektualiserer”. Men nu har jeg jo altså hørt det tre gange. Men pyt med det. Vi fik vendt det med, at det jo er korrekt, at jeg er “for meget” i mit hoved. Hvis jeg vidste, hvordan jeg undlod det, ville jeg gøre det. Det er et fuldkommen normalt Asperger-træk.

Jeg hader min krop og jeg hader dens klodsethed. Den minder mig alt for meget om det med ikke at komme over i højdespring osv. Jeg fortalte hende faktisk sidstnævnte for at give hende et billede, der er til at tage at føle og på, og som vi samtidig kunne smile lidt ad: Stå sidst i rækken, se på alle de andre der kom over stangen, forsøge at regne ud hvordan de svævende kunne parallelforskyde kroppen med henblik på at kunne lande på den rigtige side af stangen. Jeg regnede det aldrig ud.

Ad 2: Nyt er i hvert fald, at jeg har opdaget musikken. Og det er umådelig positivt. Musikken overdøver tankerne, for jeg hører mine dårlige tanker. Det var hendes forslag, men det er fuldkommen korrekt. Og det er også korrekt, at tankerne ledsages af billeder. Tingene hænger sammen. Jeg siger ikke, at jeg er psykotisk, jeg siger ikke, at jeg hører stemmer og jeg siger ikke, at jeg har udviklet skizofreni. Hun forstod mig uden videre. Det var umådeligt befriende.

Jeg oplever kommunikationen som ligeværdig. Når jeg engang løslades, opretter jeg en fanklub for hende.

Måske hører jeg det forkerte musik?

“Du kom med alt det, der var dig” er bestemt ikke forkert; den peger den rigtige vej med blandt andet følgende:

At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter

Kilde: Del af sidste vers i “Du kom med alt det, der var dig”

Den hører til en umulig/ulykkelig forelskelse i ca. 2003. Vi var blandt andet en uge i Rom, og hun tog det bedste billede af mig, der nogensinde er taget.

Min musiksmag gik i stå engang i 80’erne, og det er det, jeg kan lide at lytte til. Det er der, jeg kan alle teksterne udenad. Jeg har ingen lyst til at lære noget nyere at kende. Der var meget indhold i teksterne, ofte om liv og død, kærlighed, venskaber, Nicaragua, Chile, El Salvador, Francos Spanien, politik, eksistentielle emner osv. Der er mange minder knyttet til musikken. Det er minder om en svunden tid.

Problemet er, at jeg hører meget af det for at være sikker på, at jeg når at høre det igen.

Konklusion

Trods al mulig omsorg synes jeg ikke, det rykker. På mandag er det 14 dage siden, jeg tog til Glostrup; jeg har svært ved at mærke forskellen. Jeg forsøger på mange måder virkelig at rykke mig selv op ved hårrødderne, men det er som om, det ikke rigtig virker.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.