Spam

Siden jul har jeg kæmpet med spam, og det bliver bare værre og værre. Emnet er typisk “Mail delivery failed: returning message to sender”. Afsender er mig selv. Der kommer mindst 100 af disse mails om dagen.

Problemet er ikke så stort på pc’en, for jeg har et fint filter med Bullguard Premium, så der ser jeg dem faktisk ikke. Problemet er på iPad/iPhone, hvor jeg ikke kan finde de rigtige mails mellem alt det skrammel. Herudover er jeg bange for, at min udbyder på et eller andet tidspunkt vil kontakte mig og bede mig holde op med at sende spam ud, da det netop ser ud som om, det er mig selv, der er afsender.

Dette kunne tyde på virus, så jeg scannede derfor pc’en grundigt med fire forskellige værktøjer i går, men ingen af dem fandt – som sædvanligt – noget utøj. Jeg har aldrig nogensinde haft virus. Jeg klikker ikke på alt muligt og jeg deltager ikke i konkurrencer på Facebook. I det hele taget prøver jeg at opføre mig fornuftigt på nettet.

Jeg har fået det råd at scanne iPad’en og at ændre password, da jeg kan være blevet hacket. Førstnævnte kan jeg ikke finde en god app til, men sidstnævnte kan jeg da gå i gang med. Det viser sig, at det slet ikke er så enkelt; jeg kan simpelthen ikke finde det sted i cPanel, hvor man ændrer password til den indgående server, så nu har jeg spurgt min udbyder til råds. Når jeg bare ændrer koden, påvirker det kun den udgående server. De foreslår filtre og Apache SpamAssassin™, men det har jeg selvfølgelig allerede prøvet, inden jeg spurgte dem. Gad vide hvad de herefter vil foreslå?

Gad også nok vide hvad dem der står bag alt dette får ud af det? Der er links og vedhæftede filer til hver af de mindst 100 mails pr. dag, men det er der jo ingen fornuftige mennesker, der åbner/klikker på. Måske er det virus, der rundsendes på denne måde?

Loading comments...