ECT og kampen med angsten

Når jeg ligger der, tænker jeg: “Giv nu slip”

Hvis du ikke har prøvet det, forstår du det ikke. Så jeg prøver at forklare det: Når jeg lægger mig på ECT-lejet, kommer tanken/formuleringen: “Giv nu slip” til mig.

Formuleringen stammer fra, hvad jeg har set i forskellige TV-udsendelser, hvor pårørende siger til terminalt syge patienter, som man ved, skal død om ganske kort tid: “Giv nu slip”.

Angsten/tanken kommer, når jeg venter på de en eller to sekunder, jeg egl. elsker, og hvor jeg ved, at jeg vil svæve væk i narkosen. Det er svært at være en del af. Så ja, jeg er så helvedes angst for at dø fra det gode liv, jeg endelig har opnået, og selvom alle gode kræfter omkring mig (distriktspsykiatrien (både kontaktperson og læger) og psykolog i årevis har prøvet at få det til at lykkes, så går det bare ikke.

Jeg kan ikke, og jeg vil ikke. Og måske skal jeg bare tilføje “Jeg tør ikke”?

Vi var egentlig nået et godt stykke vej

Ja, vi var nået et godt stykke vej. Psykologen havde overværet en behandling og havde overbevist mig om, at de passer på mig. At de ikke lader mig dø som følge af en UTH (en Utilsigtet Hændelse). Og det tror jeg på.

Inden jeg sidst/senest skulle til behandling, hørte jeg flere gange i løbet af natten psykologens “genfortælling” om behandlingen, for at jeg kunne overbevise mig selv om, at det nok skulle gå. Det virkede bare ikke.

Det, der væltede mig, var en medarbejder fra anæstesien, der “betjente” mig, som var jeg en maskine, og hvor jeg to gange måtte sige “Undskyld, men du er lige lidt voldsom derovre”. Jeg havde vedkommende inde i mit system/hoved mindst en uge før behandlingen.

Efter det kunne jeg ikke møde op. Jeg sov 1 – 2 timer, og så gik det bare ikke.

Jeg ved, jeg vil møde frem, lægge mig på lejet, tårerne vil strømme, og jeg vil føle mig som en idiot. Og hvem har egl. lyst til det?

Jeg fik de sødeste mails og opringninger fra psykiatrien efter min udeblivelse. Man var bekymret for mig. Og det blev jeg selvfølgelig utrolig rørt over. Men det flytter ikke på: “Jeg kan ikke, og jeg vil ikke.”

Har jeg overhovedet behov for ECT?

Jeg er selvfølgelig klar over, at jeg har beskrevet alt “det andet” herover. Alle mine bortforklaringer. Jeg har tænkt det hele igennem minimum 500 gange. Jeg er jo altså ikke kun dum, ikke kun en idiot …

Men jeg tænker også: “Vi må teste, om jeg overhovedet har behov for disse behandlinger”. Har jeg ikke behov for behandlingerne, så f…. stå i at gennemgå disse mareridt forud for dem.

Der er reelt ingen, der ved, om jeg behøver disse behandlinger. Det må vi finde ud af. Jeg kan garantere, at mærker jeg bare den mindste lille ansats i den ene eller den anden retning (mani eller depression) , så reagerer jeg med det samme og kontakter straks Distriktspsykiatrien. Jeg har haft min kontaktperson siden 2014, så jeg er fuldkommen sikker på, at hun vil hjælpe mig gennem diverse administrative barrierer, der måtte opstå.

Faktisk er en af min største bekymringer om at stoppe behandlingerne, at hvis jeg ikke længere får ECT, mister jeg kontakten til kontaktpersonen. Vi har dog i dag talt om, at så “kategorisk” (ordet er til dig “G”) er det måske ikke 🙂

Corona og recidiv

Jeg har vendt det hele i hovedet mindst 500 gange. Gør jeg noget dumt?

Og jeg er naturligvis ikke blind for, at psykiateren, da jeg senest så vedkommende, fortalte om det voldsomme recidiv i Holland og/eller Belgien, da man under Coronaen ikke kunne behandle patienterne. Det blev et uønsket “studie”, hvor det stod klart, at patienter, der normalt modtog vedligeholdelses-ECT, pludselig fik mange tilbagefald. Det var i ordenen 80 – 90 pct.

Det har selvfølgelig gjort stort indtryk på mig og min tankevirksomhed. Jeg synes bare stadig, der er behov for, at vi tester, om jeg behøver behandlingerne. Men måske er det bare, fordi jeg er så bange for “… giv nu slip”. Jeg ved det ikke.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.