Jeg skal ikke op at stå
“Aftenshowet” er svært dement
Jeg skal ikke op at stå
Ti sekunder var rigeligt. Et øjebliks tv var nok til at minde mig om, hvorfor jeg aldrig ser “Aftenshowet” – og hvorfor jeg frygter den måde, vi taler til gamle mennesker på, ikke med dem. Det handler ikke om sang, men om værdighed.
Jeg har aldrig set en fuld version af “Aftenshowet”, og jeg kommer heller aldrig til det, for der er noget populistisk pladderværk over deres måde at tale på, jeg ikke udholder. Det er noget med måden, de skyder hele kroppen frem, når de bare vil have deres budskab frem. Prøv selv at lægge mærke til det. Det er ulideligt.
Og så kan jeg ikke udholde “ældresprog”. Jeg vågnede og hørte maksimalt ti sekunder af noget om, at det er godt for gamle – evt. demente – mennesker på plejehjem at synge, for man bliver glad af at synge. Det sidste er selvfølgelig rigtigt. Man kan ikke synge og være sur, men man kan godt synge og være ked af det. Der er stor forskel.
Vedkommende medarbejder, der udtalte sig, sagde, at hun fx kunne sige til den gamle “Nu skal vi i bad” eller “Nu skal vi op at stå”. Det er lige præcis derfor, jeg ikke skal på plejehjem. Jeg håber, at jeg om ca. 30 år dratter ned af skrivebordsstolen herhjemme, og det var var så det. Så har en tredjedel været godt, og så er jeg tilfreds.
Hvis mine kognitive evner ellers rækker til den tid, vil jeg enten svare “Jeg er ikke snavset – men tag du bare et bad” eller “Jeg bliver siddende”. Det er nedværdigende at tale sådan til mennesker, bare fordi de er blevet gamle.
Fordi man er dement, er man jo ikke blevet dum, men det kan virke sådan. De år, min bipolare lidelse var i konstante udbrud, måtte jeg hele tiden minde folk om, at “Jeg er altså ikke blevet dum af at blive syg”. Det måtte jeg gøre, hver gang de talte “patientsprog” til mig. Jeg var altså rasende.
Demens kan være
Region Midtjylland har udgivet denne virkelig gode artikel: “Læge: Demens påvirker hele familien. Demens er ikke bare en del af det at blive ældre”. Læs og bliv meget klogere.
Hvis du er dovent anlagt, kan du måske nøjes med kunstig intelligens, der oplyser at:
“Når man bliver dement, rammes hjernen af sygdomme, der får nerveceller til at dø og hjernemassen til at skrumpe. Kommunikationen mellem cellerne svigter på grund af ophobning af skadelige proteiner (fx ved Alzheimers) eller kredsløbsforstyrrelser (ved vaskulær demens). Dette fører til udtalt tab af hukommelse, sprog og evnen til at klare hverdagen.
De centrale forandringer i hjernen inkluderer:
- Nervecelledød og hjernesvind: Hjernens celler dør, hvilket får hjernen til at skrumpe fysisk, ofte begyndende i områder som tindingelappen (hippocampus), der er afgørende for hukommelse.
- Proteinophobning (Alzheimers): Proteinerne beta-amyloid danner plaques mellem nervecellerne, og tau-protein danner filtrede tangles inde i cellerne, hvilket dræber dem.
- Blodforsyningssvigt (Vaskulær demens): Blodpropper eller små blødninger ødelægger hjernevævet, fordi cellerne ikke får nok ilt.
- Svigtende kommunikation: Når nervecellerne dør eller mister forbindelsen, svækkes de intellektuelle funktioner, herunder orientering, planlægning og sprog.
Symptomerne er en konsekvens af, at hjernen fysisk ødelægges, hvilket gør demens til en progressiv, uhelbredelig sygdom.”
Af dette kan man faktisk lære, at hjerner skal have den størrelse, hjerner skal have. De skal hverken være for store eller for små.
Der er ikke rigtig noget af det, jeg har lyst til, så jeg sørger for motion. Hvis jeg bliver dement, håber jeg, det er så slemt, at jeg ikke har indset det.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Kære Hanne,
Jeg synes din artikel er yderst relevant.
Mine forældre kom på plejehjem i 2018, de var henholdsvis knap 91 og 84. Min mor havde en personligheds forstyrrelse. Hun forsøgte at begå selvmord i 2016. Min far døde i 2019.
Min mor var begyndende dement, det blev værre, hun døde i 2024 svært dement.
Forløbet på plejehjemmet var meget uværdigt for min mor, og det var svært at være vidne til, selvom min relation til min mor var vanskelig grundet hendes styring af familien og de udfordringer, det medfører (Splittingen aftog heldigvis med demensen).
Jeg er socialrådgiver og vant til at kunne samarbejde med langt de fleste.
Det var ikke muligt at opnå et bæredygtigt samarbejde med personalet.
Forstanderen var ‘flyvsk’, det spredte sig i personalegruppen og tilgangen var ikke rolig.
Min mor blev påtvunget “bjørnekrammer”, selv om hun aldrig ønskede det.
Hun blev ikke skærmet i den grad, hun havde brug for. Der blev købt genbrugstøj til hende, hvilket hun aldrig havde ønsket og pengene manglede ikke. Min søster stod for tøjindkøb.
Min søster og jeg følte os på ingen måde inddraget, selv om jeg tog initiativ til mange møder, også med øverste leder og demenskonsulenten.Dennes anvisninger blev ikke fulgt, ligesom indgåede aftaler ikke blev overholdt.
Personalet ønskede min mor umyndiggjort, vi så ikke behovet.
Ca. 1/2 år før min mor døde, ønskede personalet, at hun kom på demensplejehjem og præsenterede ønsket som om, vi intet havde at skulle have sagt.
Jeg havde endnu en samtale med demenskonsulenten, som direkte adspurgt bekræftede mig i, at min søster og jeg kunne bestemme.
Med det omdømme demensplejehjemmene har i Aarhus, så vi det ikke som en mulighed også fordi min mor kunne finde ‘hjem’ på sit plejehjem.
Det personale, der var bedst i plejen var en dansk sygehjælper og sygehjælpere/assistenter med anden etnisk baggrund end dansk. De ydede den for min mor nødvendige omsorg og tog sig tiden til fx at se fotoalbum med hende.
Jeg deltog i møde med pårørende fra andre plejehjem i Aarhus: Ingen var tilfredse, og ingen af os udtrykte hvad jeg kalder unødig brok, der var lutter eksempler på svigt og manglende omsorg i plejen.
Det blev ikke uventet fra øverste ledelse i kommunen foreslået, at vi kunne være frivillige hos vores forældre. Vi var alle i arbejde.
Min konklusion er: jeg vil gøre ALT for at undgå at komme på plejehjem, hvis jeg kan. Det indebærer fx at jeg ville tage mit eget liv, hvis jeg havde muligheden.
Min formodning er desværre, at det ikke bliver bedre, tværtimod.
De bedste hilsner
Linda
@ Kære Linda
Velkommen her og tusind tak for din gode kommentar, det lige skulle godkendes først, da det er første gang, du kommenterer her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Jeg prøver at besvare alle dele af din kommentar og håber, jeg får det hele med! Tilgiv mig hvis det ikke lykkes.
Det kan være rigtig svært både at have en personlighedsforstyrrelse og være på plejehjem, idet en sådan lidelse jo typisk forudsætter personale, der ved, hvem/hvad de har med at gøre. Som jeg læser din tekst – men jeg kan tage fejl – var din mor ret gammel, da hun døde. Måske regner jeg forkert, men hun blev 92?
Jeg forstår bestemt godt, at det har været utrolig svært at være pårørende! Jeg er ikke lige klar over, hvad “splitting” betyder, men ud fra din tekst gætter jeg alligevel på, at det var din mors ønske at styre hele familien. Det må altså være svært at være en del af. Hvor var det egl. dejligt, at den aftog med årene.
Det er næppe nogen overraskelse for dig – idet mit liv ligger (godt) på nettet – at det for mig også ville være absolut rædselsfuldt at blive påtvunget “bjørnekrammere”. Bare jeg skal læse/skrive ordet, får jeg kvalme.
“Genbrug er godt” hvis man har har lyst og behov for det. Jeg har fx aldrig sat mine ben i en genbrugsforretning, og jeg kommer nok heller ikke til det.
Og dine resterende afsnit kan jeg ikke kommentere med andet end: “rædselsfuldt”. Tak fordi du skriver så ærligt og åbent.
Det har været frygteligt for jer alle. I det mindste var der en eneste, der havde fattet, hvor vigtigt det var at fremkalde minder via fotoalbummet. Enhver idiot ved forhåbentligt, at de gamle albums og glæden ved dem, skabe nye synapser i hjernen. Og hvis fagpersoner på et plejehjem ikke ved det, så burde de vide det, og så burde de tjene daglønnen et andet sted! Jeg bliver altså så harm …
Du skriver, at du ville tage dit eget liv. Jeg forstår dig godt, men det er i virkeligheden uhyre vanskeligt at dø for egen hånd. Det skal i hvert fald gennemtænkes godt forinden.
De bedste hilsner
Hanne