Irma kunne være markedsført langt bedre

Irma kunne være markedsført langt bedre

Irma fik en stedmoderlig behandling

Irma kunne være markedsført langt bedre

Irma kunne være markedsført langt bedre

Børn skal have kærlighed og omsorg, hvis de skal vokse sig stærke. Trods de mange følelser for Irma (også fra min side) p.t., er Irma dog ikke et barn men en butikskæde. Det hindrer mig bare ikke i at mene, at kæden har fået en stedmoderlig behandling af Coop.

Irma kunne være markedsført langt bedre. Coop kunne:

  • være fremkommet med tal, der viste, hvor Irma var billigere (og selvfølgelig også hvor de var dyrere)
  • have investeret mindst lige så store summer i reklamer på busser, i TV ol.lign, som man har gjort for den resterende del af Coop
  • have fortalt om nicheproduktioner og støtten til små nye producenter af kvalitet
  • have fortalt om “Datomærker for friskhed”, og at det var Irma, der var først til at sørge for, at vi overhovedet fik datomærkning her i landet
  • have fortalt, at man i Irmas egne produkter var sikker på fravær af æg fra burhøns
  • have fortalt om medarbejdernes varekendskab og anciennitet, og hvad det betød for kunderne
  • have fortalt om uddannelse i Irma
  • være fremkommet med oplysninger om strategien bag indretningen, belysningen, oprydningen, rengøringen – ja, alt det der adskiller Irma fra den Kvickly, jeg kender.
  • osv. – der er helt sikkert mere, end jeg lige kan komme i tanke om.

Havde Coop lagt en langt bedre strategi for markedsføring, er det min fornemmelse – vurderet på baggrund af de seneste dages debat – at flere havde lagt husholdningspengene hos Irma, eller i hvert fald flere af dem. Det kunne have vendt skuden.

Dette afsnit er i datid. Det er forhåbentlig forkert. En skrev i Facebookgruppen “Bevar Irma”, at kæden vel er billigt til salg, når det nu går så dårligt …

Fattigdom eller rigdom?

I går var vinduespudseren her. Han er også Irmakunde. Ingen af os har mange penge; ingen af os er rige, men vi prioriterer begge det, vi fylder i hovedet. Vi har ikke store biler, dyre køkkener, rejser ikke til eksotiske egne m.v. Han har godt nok en ejerlejlighed, selv bor jeg “bare” til leje.

Han sagde noget rigtigt: “Man skal passe på, man ikke bliver så rig, at man bliver fattig“. Hvis alt drejer sig om bundlinjer, som man kan blive rig på, kan det være, man er blevet fattig på andre værdier.

Hvis Coop læser med her, (det gør de nu næppe), kunne de overveje om ikke nedslagtningen af Irma, der muligvis (for vi ved det ikke) forbedrer koncernens bundlinje, ikke gør dem fattige på andre parametre, nemlig dem jeg har listet i punktform ovenover.

Jeg er ikke mere jubelidiot, end at jeg er klar over, at penge ikke gror på træerne. De skal tjenes.

Min pointe er, at havde Coop virkelig villet Irma, havde der været masser af u-afsøgte muligheder. Potentialet havde været stort; man har ikke forsøgt noget. I stedet har man ladet stå til. Det er skuffende og er medvirkende til, at jeg i går meldte mig ud af Coop.

Coops hjemmeside

På hjemmesiden skriver Coop

Som medejer er du med til at sætte dit aftryk

Vi lytter til vores medejere – også selv om vi ikke alle kan tale direkte sammen. Coop er nemlig sat i verden for at varetage alle mere end 1,9 mio. medejeres interesser – og hæve barren for, hvad en dagligvarekoncern kan.

Det giver jeg ikke meget for.

Irma kunne være markedsført langt bedre

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

8 Svar
  1. Eric
    Eric siger:

    Jeg har ingen følelser for eller imod Irma, det kan jeg dårligt have, da Irma ikke har eksisteret i min landsdel.
    Som medlem af COOP ville jeg dog være utilfreds med ledelsen, hvis den ikke reagerede på, at en del af koncernen kører med bragende underskud. Og det er jo ikke kun et spørgsmål om kvalitet, fx trak ALDI stikket for kort tid siden og har lukket alle danske butikker. Den øgede konkurrence på discountmarkedet har sikkert været udslagsgivende, men ALDI har aldrig tjent penge i DK, heller ikke før inflationen gik bananas.
    For den, der virkelig vil kvalitet, er der en vej. Jeg er fx HELT sikker på, at du sagtens kan finde en kaffe, der er bedre end Irmas. Det kræver måske et par forsøg, men kaffen findes, hvis du går efter sorten Arabica og glemmer Robusta.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Nej det er klart. Det kan jeg selvfølgelig sagtens forstå.

      Det er muligt, at Irma har underskud, fordi Coop har undladt markedsføring. Det kan vi ikke vide. Nogle i Facebookgruppen “Bevar Irma” har skrevet om nogle tal, der viser, at det ikke er Irma, der giver det største underskud. Hvor de havde de tal fra, er jeg ikke klar over, da der ikke var angivet en kilde. Det er så irriterende, at folk ikke angiver kilder.

      Jeg har aldrig hørt om noget, der kaldes “Robusta”, men det er selvfølgelig klart som blæk, eftersom jeg i mere end 42 år har drukket “Blå Irma”.

  2. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Hvis Coop overhovedet har haft tanker om at bevare Irma, og det ved vi jo ikke, om de har, men hvorfor ikke, hvis de kunne tjene på det? – ja, så har de nok hvilet på laurbærrene. Som du jo ved, har vi aldrig haft “Irma” i denne ende af landet, men selv her er forretningskæden kendt og kendt for nogle bestemte, kvalitetsmærke-ting.

    “Hvis de kunne tjene på det” er nok bundlinjen her. Det hele falder for en økonomisk analyse. Lidt hårdt sagt: Alle de mennesker, der nu gerne vil bevare foretagendet, har ikke handlet nok der, til at det kan betale sig. Det er da nok muligt, at man kan lave en redningsaktion. Det håber jeg da, når det nu betyder så meget for så mange mennesker, men jeg spår, at selv en redning kun vil have begrænset varighed. Det er nu engang profitmotivet, der driver alt i vores type samfund, og hvis ikke pengekræfterne bag føler, at profitten er tilstrækkelig, ja så må forretningen lukke. Det har mange måttet sande før Irma, og Irma er næppe heller den sidste.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Du har selvfølgelig fuldkommen ret, og selv jeg må bøje mig for markedskræfterne.

      Jeg synes, humlen er: Flere har de seneste dage lavet sammenlignende analyser af priser på hverdagsvarer (Irma har en serie, der kaldes “Irma Hverdag”) og de har påvist, at det ikke er dyrere at købe disse varer hos Irma end andre steder. Havde Coop markedsført dette sammen med den højere kvalitet på fx mejeri, frugt, grønt og kød sammenlignet med discountkæderne, havde tilstrækkelig mange lagt flere indkøb hos Irma. Og så havde kæden overlevet. Det var senest helt galt i 1993. Og kæden overlevede 30 år efter denne seneste folkelige opstand.

      Jeg håber og tror stadig på, at den tidligere administrerende direktør for Irma, Alfred Josefsen, kan få sine forhandlinger med pengestærke investorer til at falde i hak.

  3. Charlotte
    Charlotte siger:

    Ih, hvor har du ret. Jeg husker stadig hvor harm jeg blev, da Coop gjorde et stort nummer ud af at Kvickly havde udfaset buræg, ja de sagde faktisk at de var de første til at gøre det. Men, hov, Irma var da først. Coop er fulde af varm luft efter min mening, og Kvickly sidder som en edderkop i sit spind og vil trække al handelen til sig.
    … jheg skriver også dette på Facebook, for det er ikke alle, der læser din blog. (Det har jeg gjoert længe, men først kommenteret he i forbindelse med Irma-miseren).

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Charlotte

      Tak. Det er jeg glad for, du synes. Det er et godt billede, du kommer med, at Kvickly er som en edderkop i sit spind. Og jeg vil så tilføje, at der er noget med, at en edderkop æder (den burde næsten hedde æderkop) alt, hvad den kan komme til, når det først er inde i dens spind.

      Så længe du også kommenterer her, er alt godt. Men jeg har mange læsere til de forskellige artikler om Irma. Faktisk har jeg aldrig haft så mange. Det kan du se ude i højre side.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.