Indlæg

Grønkålssalat

At spise alene

Som oftest får jeg ikke rigtig noget at spise herhjemme, da jeg synes, det er temmelig trist at spise alene. Jeg spiser mig af med yoghurt – og jeg er udmærket klar over, at det ikke er sundt! Belær mig venligst ikke.

Jeg får endvidere dejlig og økologisk frokost på arbejdet mandag og onsdag. Af en eller anden grund eksisterer vores frokostordning ikke om fredagen. Den er ellers god! Og vi må tage rester med hjem, da de ellers skulle smides ud. Og vi kan ikke både bekæmpe madspild af hensyn de 800 mio. i verden, der sulter, og så selv smide mad ud! Jeg synes, det er rigtig fedt sådan!

Logistikken

Der tager 30 minutter at købe ind, 20 minutter at tilberede, 20 minutter at vaske op bagefter – men det tager 13 minutter at spise. Og derfor springer jeg som oftest over.

Ordentlig mad fra Irma

Nu har jeg så opdaget, at Irma på Nørrevold har “måltidsposer”, hvor det hele er med, og det er dejlig og lødig mad.

I dag står den fx på Rösti, Grønkålssalat med peberrodsdressing (spidskål, gulerod, gule beder og forårsløg) og to stykker velhængt oksefilet med fedtkant. Der er mad til til to – tre dage og det koster 100 koner inkl. den hjemmelavede bearnaisesovs.

Jeg har så tit kigget på Årstidernes måltidskasser for en person, men jeg synes, det er for dyrt, når jeg ikke kan nå at spise det hele, selvom det ser lækkert ud, og det er af ordentlig og bæredygtig kvalitet.

Hvis jeg nu skulle købe spidskål, gulerod, gule beder og forårsløg ville mindst det halve ligge og blive dårligt, for jeg kan ikke nå at spise det. Pakningerne er aldrig til singler.

Og jeg synes ikke, jeg kan arbejde et sted, hvor vi administrerer Wefood og så selv generere madsplid. Selv i min private husholdning er jeg optaget af vores mission, for den er så rigtigt Og jeg synes, det er naturligt sådan, også selvom nogle vil kalde mig naiv af den grund. Jamen så er jeg (sgu) naiv!

Irmas poser kan jeg bedre overskue. Der er det, jeg skal bruge og ikke mere. Det er bæredygtigt og en ordentligt kvalitet. Det er lige noget for mig.

Jeg har en tilknytning til Irma:

De år jeg læste, var jeg en stor del af tiden nede i butik 135 (de mærkeligste ting at huske) på Kongelundsvej 155 på Amager – 1.000 m. fra kollegiet. Søde kolleger, gode opgaver, vi hjalp hinanden, og jeg sad mest i kassen. Det var dengang, vi lukkede 17:30 til hverdag og kl. 14:00 om lørdagen.

Det var også dengang, vi selv slog varerne ind. Jeg kan fx huske, at “den gule mel – to kilo” kostede 7,95 kr. Nu er tanken jo helt sygelig. Ingen unge mennesker vil kunne forstå, at det var sådan, vi gjorde, og egl. fungerede det jo alligevel godt..

Jeg blev student fra kursus (dvs. det tog kun to år, mens andre brugte tre år) i 1983, og ville gerne nogle tjene penge til fremtidens studier, så jeg søgte stillingen som bestyrer af frugt- og grøntafdelingen på Søborg Hovedgade og fik den. Det var fedt arbejde, også selvom jeg skulle op kl. 05:00 for at åbne kl. 07:00 i den anden ende af byen –  øh ja faktisk uden for byens grænser.

Omsætningen var rigtigt god – jeg husker ikke tallene – men der skal flyttes ret mange poser kartofler for at nå et ordentlig resultat. Desværre havde/har jeg et ret dårlig højre knæ, så vores samarbejde måtte skilles. Adskillelsen var ikke bitter, og de behandlende mig efterfølgende kun godt. Derfor handler jeg kun gerne i dag hos Irma.

Og sådan kom vi fra almindelige skavanker til arbejdsmarkedspolitik 🙂 Vi talte ikke så meget om det rummelige arbejdsmarked dengang; det var der bare.

Men man skal huske på, at det beroede på den enkelte arbejdsgiver og den enkelte medarbejder for at det kunne gå op.

Sådan kan/skal arbejdsmarkedet selvfølgelig ikke fungere, for det kommer til at bero på tilfældigheder fremfor rettigheder. Og det går selvfølgelig ikke.