Hjemmepleje

Hjemmepleje

Nu er jeg hjemmeplejebruger

Danmark er et fantastisk land. Kommer man til skade, eller bliver man syg, er der mulighed for gratis hjemmepleje til alt muligt.

Det typiske er hjælp til rengøring og indkøb. Jeg tror, begge dele fungerer fint – godt nok har jeg ikke hørt noget fra rengøringen endnu, men det kommer vel.

Indkøbsordningen er udliciteret til ‘Købmandsgården’, som for en lille uge siden ringede og bad om oplysninger (adresse, Visakortoplysninger osv.) og fortalte, at de kørte i mit område om fredagen, og samlede indkøbssedler sammen om torsdagen mellem 13 og 14. Og ganske rigtigt ringede de i dag kl. 13 nul dut og bad om min indkøbsseddel. Det virkede som om, de havde alt det, jeg gerne ville have. Jeg er spændt på at se det fysiske udkomme af det kommunale nemli.com.

Der skulle lidt manøvrer til før hjemmeplejen var med på, at jeg godt kan finde ud af at tage min medicin selv og i øvrigt har gjort det siden 2014. I går til frokost kom der en sød ung pige for at se, om jeg nu havde taget mine Panodiler. Jeg nævnte for hende, at det ikke var nødvendigt med disse små tilsyn og at kommunen kunne spare penge ved ikke at komme. Siden har ingen blandet sig i mit pilleindtag.

Nødkaldet

Min bisidder er dygtig og skarp. Det lykkedes hende på en arbejdsdag at sørge for, at jeg alligevel får et nødkald.

Det viste sig, at Visitationen i kommunen havde fået de helt forkerte oplysninger fra hospitalet. Da de fik de korrekte oplysninger, var der ingen tvivl i sagen, som blev behandlet på én dag.

Jeg glæder mig meget til det kommer/bliver installeret, for det føles utrygt at gå i seng for tiden. Jeg er bange for at falde igen, skønt sandsynligheden sikkert er lille.

Hjemmesygepleje

Som det sidste er jeg bevilget hjemmesygepleje, hvor formålet vist nok er, at sygeplejersken skal komme og hælde medicin op for mig. Det er en opgave, jeg bryder mig meget lidt om, fordi jeg har det svært med koncentrationen. Jeg er meget taknemmelig over at få hjælp til det, og det skal jo helst være korrekt.

Hun var forbi her forleden dag, men der var jeg hos lægen for at få en af de adskillige attester kommunen skal have, når man er sygemeldt. Hun ringede op og lød enormt sød, så hende glæder jeg mig til at træffe.

Velfærdssamfund!

 

4 Svar
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Vi benytter os flittigt af nemlig.com her i coronatiden. Heldigvis kunne de levere i vores område ca. ugen efter, at osuma.dk blev fyret af undertegnede for urent trav. Jeg kan ikke rigtig forestille mig en kommunal service, der ville være bedre, men jeg kan muligvis overbevises om det modsatte. Da jeg var barn og boede laaaaangt ude på landet, havde vi en “købmandsbog”. I denne bog ville min mor skrive, hvad vi sådan havde brug for, og det ville blive leveret den følgende uge. Nemlig.com er ikke meget anderledes, bare nemmere. – Der fik de lige en gang gratis reklame.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Jeg tænkte slet ikke på nemlig.com, men det burde jeg have gjort, for jeg forestiller mig, at friheden er større der. Min nærmeste ven er også meget begejstret for nemlig.com, og har været det i flere år. Jeg er spændt på den kommunale service. Indtil videre har jeg bare købt kedelige ting så som toiletpapir, klorin, 2 * A38 og en måltidssalat og andre småting. For mig handler det om friskheden, da jeg ellers ikke kan nå at spise det. Jeg er ikke så handicappet, at jeg ikke kan gå på gaden selv, hvis tingene ikke er i orden.

      Nemlig.com sidder lige nu og godter sig over den gratis reklame, men jeg ved, de fortjener det.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Ja det kan du meget vel have ret i. Jeg sad med nogle kritiske tanker mens jeg skrev, for det er jo ikke alle, der er glade og tilfredse med den kommunale service, men det er måske der, kommunikationen kommer ind i billedet?

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.