Noget om Aspergers syndrom

Er jeg bare for mærkelig?

Du behøver ikke med det samme at istemme et rungende “Ja” 🙂

Jeg har et par gange på det seneste oplevet, at folk siger til mig “Du taler meget” eller “Jamen du er jo nem at tale med”, når de på forhånd ved, at jeg har Aspergers syndrom. Jeg ved aldrig helt, hvordan jeg skal reagere på sådanne forudfattede opfattelser af, hvordan jeg sikkert er og opfører mig, fordi jeg er på autismespektret.

Det er mennesker, der ikke er klar over, at jeg bare har et andet styresystem. Det svarer sådan set til, at de endnu ikke har skiftet til Windows 11. Windows er også et styresystem.

Til det første, “Du taler meget”, kunne jeg selvfølgelig svare “Måske taler du selv lidt?”, som psykologen har foreslået, men til det andet har jeg ikke et prædefineret svar, og jeg bliver nærmest lidt overrumplet.

Jeg er ikke som de andre, jeg er noget for mig selv

Det var en sang med “De gyldne løver” i 1970’erne … Det var noget, man hørte, der hvor jeg voksede op.

Jeg er fuldkommen klar over, at jeg ikke er som de fleste, at mine interesser i nogen grad er afvigende, at jeg er lidt gammelklog og hvilke andre etiketter, folk ellers kan finde på at sætte på ryggen af mig. Jeg er også klar over, at jeg kun med en høj grad af maskering (udtryk for en autist, der forsøger at tilpasse sig den neurotypiske (“normale”) verden) ville kunne passe ind på en arbejdsplads igen.

Dog har jeg i 23 år passet (godt?) ind rundt omkring i centraladministrationen, og jeg har været glad for det og mine opgaver. Jeg har lavet virkelig mange Excelark, og jeg har faktisk en god karriere bag mig.

Den anden side af medaljen: Jeg havde flere stresssygemeldinger og arbejdede ofte 60 – 70 timer ugentligt, fordi jeg ikke kunne finde ud af at gå hjem, når kolleger og medarbejdere sagde “Så gå dog hjem”, og de selv lukkede glasdørene bag sig.

Når jeg tænker tilbage på de 23 år, der som absolut hovedregel var positive, kan jeg ikke lade være at tænke, at medvirkende til de mange stresssygemeldinger – og en passant et selvmordsforsøg i 2006 – har været en massiv maskering. Det er i længden ekstremt hårdt at forsøge at være en anden end den, man egentlig er.

Skolens tabte børn

Lige p.t. kan man på DR1 se en serie, der drejer sig om børn og skolevægring. Den hedder “Skolens tabte børn”. Jeg satte mig og så samtlige fem afsnit, så snart de var udkommet.

Bortset fra de mange grædende forældre, der lagde op til en omgang “følelsesporno”, og de hoppende og dansende mærkater, der blendede baglæns ind fra siden (fx “Hans Jensen, mekaniker” eller lignende), som jeg ikke kunne se et formål med, var det en udmærket serie. Den viste, hvor svært det er at være forældre til et barn, der bare ikke kan gå i skole, og det må være frygteligt. Skilsmisseraten i sådanne familier er enorm, fordi det er ufatteligt hårdt, og det slider på hele familien.

I sidste afsnit var der noget centralt: Et barn, der følger skolegangen helt almindeligt fra 1. til 9. klasse, koster kun 10 pct. af de børn, der ender i et specialtilbud. Det vil sige: jo mere man dræner folkeskolen for økonomiske ressourcer – med et andet ord “sparer” – jo flere børn ender i et specialtilbud og koster altså tifold. Det er et uendeligt loop.

Og det mest uhyggelige er næsten, at dygtige psykologer og psykiatere allerede, når barnet går i vuggestue eller senest i børnehave, kan forudse, hvilke børn, der vil blive ramt af skolevægring.

Når man ved det på forhånd, hvorfor griber man så ikke ind? Og når problemet viser sig i fuldt flor, hvorfor har vi så ikke en manual for, hvad skolen skal gøre, hvad kommunen skal gøre, hvad forældrene skal gøre osv.? Hvorfor skal hver familie selv opfinde den dybe tallerken?

Jeg hørte engang Peter Lund Madsen i “Hjernekassen på P1” problematisere over den sene indgriben nogenlunde sådan her “Vi har opbygget et system, hvor man legalt kan sige til folk: ‘Lille Peter har det endnu ikke dårligt nok til, at vi kan tage os af ham. Vent til han bliver (mere) syg, så kan vi prøve at hjælpe’ “. Det er jo helt Anders And.

Tilbage til mig selv – hvor jeg forsøger at forklare sammenhængen:

Da jeg var barn (jeg er fra 1963), havde man endnu ikke opfundet autisme, maskering, skolevægring eller endsige barndommen. Man gik i skole, uanset om man trivedes eller ej, for hvad skulle man ellers? Der var ingen, der spurgte, om man trivedes. Jeg tror heller ikke nogen spurgte mig “Hvad har du lært i skolen i dag?, men jeg kan selvfølgelig huske forkert.

Om jeg selv trivedes eller ej, kan ikke sådan lige afgøres. Det er simpelthen ikke entydigt:

• Jeg var glad for de boglige fag og var ret god til dem. Idet mine forældre læste højt for mig hver dag, inden jeg startede i skole i august 1970, kunne jeg på forhånd læse nemme tekster, det var fx “Peter Pedal og manden med den gule hat”.
• Jeg slap ret nemt over den forudgående “modenhedsprøve”, hvor man skulle gennemskue, om det kunne have sin rigtighed, at røgen fra en skorsten vendte den modsatte vej af et flagrende dannebrog. Det havde jeg fanget; ergo blev jeg sluppet ind i de hellige haller.
• Jeg var omvendt en idiot til gymnastik, håndarbejde (det tog mig hele femte klasse at strikke én sok), formning, sløjd og den slags.
• Jeg var en idiot til frikvarterer og blev ofte mobbet, fordi jeg var så mærkelig.
• Efter min fars død var det trods alt bedre at være på skolen end derhjemme.

Jeg er meget sensitiv overfor støj og lugt. Jeg hører fx aldrig musik, hvilket andre synes er mærkeligt, men jeg trives bedst i stilhed. Hvis en burgerbar eller et pizzeria har døren åben, må jeg gå over på den anden side ad gaden – eller holde vejret 🙂

Det var derfor afskyeligt at skulle tilbringe tid på et fritidshjem, hvor den største adspredelse – for de andre – var en larmende byggelegeplads eller at skulle entre et klasselokale, hvor 24 børn trak stole hen over gulvet efter spisefrikvarteret, og hvor der stank af varme madpakker. Jeg kan næsten stadig fornemme lugten her så mange år efter.

Havde jeg været barn i dag, havde jeg således vægret mig ved en stor del af folkeskolen. Måske kunne jeg have fået et specialtilbud, hvor fokus lå på det boglige? Næh, jeg var nok ikke ‘syg nok’ med Peter Lund Madsens ord.

Og autisme er jo ikke en sygdom – det er “bare” et anderledes styresystem.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.