Det mest stillede spørgsmål: “Hvor langt er du nået tilbage?”
Tal om tal og formskrift
Det mest stillede spørgsmål: “Hvor langt er du nået tilbage?”
Når jeg fortæller folk, at jeg slægtsforsker (hvis der skulle være nogen, der ikke var klar over det), er spørgsmål nummer et: “Hvor langt er du nået tilbage?”. Jeg kan nemt forstå, folk spørger, men det er ikke nemt at svare på. Mit forhåbentlig mest diplomatiske svar lyder: “Det er sådan et spørgsmål, man ikke kan svare på, for der er mange grene i en slægt – og da jeg er adopteret, har jeg dobbelt så mange.”
Det er sjovt, som “århundreder flytter sig”. Når man taler med ikke-slægtsforskere, synes de, at midten af 1800-tallet er meget længe siden. For mange af os er vi nærmest i nutiden efter 1814.
Spørger jeg Legacy, hvornår personerne i min database er født, fortæller programmet, at jeg har fem personer født i 1500-tallet og 187 personer født i 1600-tallet. Det skal nok passe.
Dem fra 1500-tallet er sikkert nogen af dem, jeg sletter, når jeg finder dem, for de er umulige at dokumentere, da kirkebøgerne først begynder i 1645, og jeg gider ikke have udokumenterede oplysninger, når jeg nu har gjort så meget for at sætte primære kilder på alt andet. Og jeg har brugt lang tid på at ændre de gamle henvisninger til mikrokortene til nye henvisninger til ao.salldata.dk.
Skråskrift ctr. formskrift
For få dage siden talte jeg med en anden slægtsforsker, der gjorde mig opmærksom på, at mit synspunkt om, at der ikke er grund til at taste kirkebøger efter 1814, for der er det jo bare at bladre, er fuldkommen forfejlet. Det skyldes, at bare en generation efter os ikke kan læse skråskrift. De har kun lært formskrift, og de skal jo ikke formenes adgang til vores hobby. Det har jeg aldrig tænkt på, men det er jo rigtigt nok.
Wikipedia oplyser, at formskrift blev introduceret i folkeskolen fra 1952. Det tog ca. 20 – 30 år før, det var slået rigtigt igennem. Jeg undrer mig lidt, for jeg startede i skolen i 1970 og har kun lært skråskrift, men det kan selvfølgelig skyldes de mange skoleskift, og at jeg kun har boet på landet. Udrulningen har formentlig været hurtigere i byerne.
Status for oprydningen
Bortset fra, at jeg ikke kan få alle mine skønne tal om oprydningen til at passe sammen, så har jeg indtil nu haft fat i 2.772 personer, hvoraf en ikke har et efternavn, og det er efternavne, jeg tæller op i graferne. Hvorfor har jeg fx ikke det samme antal personer i Legacy (3.386) og TNG (3.449), når jeg tømmer tabellerne i TNG, inden jeg importerer? Det rigtige tal er tallet i Legacy, hvor de 63 andre kommer fra, ved jeg simpelthen ikke.
Laver jeg lige nu en liste i Legacy over personer, der ikke har hashtagget “Oprydning”, rummer den 908 personer.
Jeg har også lavet en lille tabel, der fortæller noget om, hvad det egl. er, jeg foretager mig som led i oprydningen. Den skal tages med et gran salt, og det er virkelig ingen videnskab:
- Eksempelvis var det først i juni 2024, jeg begyndte at registrere adresseforespørgslerne, og det var først i januar i år, jeg begyndte at registrere civilstandene, som der lige nu er 155 af.
- Det vil i hvert fald sige, at antallet af adresseforespørgsler er større end de 124, der er vist her.
- 190 personer har jeg simpelthen opgivet. Af og til må jeg sige, at nu gider jeg ikke bruge mere tid på en person, for det svarer sig ikke. Dog sker det ikke helt sjældent, at nogen, jeg har opgivet, alligevel lykkes, nu hvor jeg har været flere år om at rydde op.
- Jeg er desværre ikke klar over, hvornår jeg begyndte at registrere lysninger til ægteskab. Jeg burde have noteret det. Indtil videre har jeg 186 af dem.
Om at registrere civilstande
At registrere civilstand er umådelig praktisk, når det er en oplysning, jeg aktivt skal bruge til noget.
- Jeg registrerer ikke det utal af ungkarle og piger, der gifter sig, for oplysningen skal ikke bruges til noget.
- Jeg registrerer derimod, hvis et brudepar fx består af en enke og en ungkarl, for så ved jeg, at hun har været gift før, og der skal ledes efter endnu en vielse samt stamdata på den afdøde.
- Ved dødsfald registrerer jeg ofte vedkommendes civilstand, hvis det var noget, jeg ikke vidste i forvejen eller noget, der bekræfter tidligere notater vedr. ægtefællen.
- Hvis hun er gift, står der måske at “Johanne Martine Götz er gift med bødkerformand Heinrich Friederich Lange, Monrads Allé 29 i Valby (Timotheus Sogn)”. Her får jeg altså hans beskæftigelse og bopæl på hendes dødsdato.
- Hvis hun derimod er enke, bekræfter det, at han allerede er død.
På den måde kan man få meget ud af at uddrage samtlige oplysninger, der kan gøres til rå data.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Og skråskrift/formskrift: uanset er der en helt anden og meget bedre grund til at indtaste de nyeste kirkebøger og især folketællinger … mobilitet. Hvor har jeg dog tit siddet og bandet over, at de nyere folketællinger ikke var indtastede og dermed søgbare.
Det er da rigtigt, at jeg kan læse dem lettere, men folk flytter altså!!! og gerne til København eller andre store byer, hvor det er meget sværere at finde dem, end det var i de små landsogne med gotisk håndskrift tidligere.
Tag som et grelt eksempel Helsingør i 1925, hvor hele to poster er transskriberede: Simon Spies og hans mor (https://www.danishfamilysearch.dk/census1925/sogn2921)
@ Charlotte
Jeg lægger mig fladt ned.
Og jeg skriver jo da også (dog uden fremhævningen) “For få dage siden talte jeg med en anden slægtsforsker, der gjorde mig opmærksom på, at mit synspunkt om, at der ikke er grund til at taste kirkebøger efter 1814, for der er det jo bare at bladre, er fuldkommen forfejlet.”
Det var meget forskelligt, hvornår skolerne gik fra skråskrift, nogle af mine børn (den sidste fra 1997) lærte det, men dem fra dette årtusind ikke.
Jeg lærte grundtrækkene i gotisk håndskrift i skolen – i tysk. Alfabetet stod i Kapers grammatik, og vores lærer syntes, at det var sjov, så vi brugte en enkelt lektion på det. Min moster (som var slægtsforker) lagde den første grund.
Jeg lærte også at læse gotisk trykskrift i skolen. … jeg er fra 1961, så det beviser bare, at det er totalt forskelligt.
I Tyskland – langt ude på landet i Bayern – så jeg i 1986 på et marked prisskilte skrevet med gotisk håndskrift, 😀
Det der med “hvor langt tilbage” … har jeg indtil videre et svar på, for jeg har kun efterforsket min mormors familie, og der er temmelig konsistent længe om at komme i gang med kirkebøgerne på de kanter. Og de steder, hvor de har kirkebøger tilbage til 1645 (kun to sogne), er de pågældende tilflyttet senere eller der er et hul i rækken af bøger, som de dumper ned i. Min morfar er fra Sverige og min fars familie fattigfolk fra Helsingørs omegn, hvor de ikke tog det så nøje med kirkebøgerne, så det er totalt usikkert, når man kommer på den anden side af 1814.
Altså er min 4*tipoldemor Sidse Hansdatter døbt i 1719 min tidligste sikre ane.
Der er heller ikke mange gode historier, for de var småkårsfolk, fæstere og indsiddere helt op til 1900.
@ Charlotte
Hvor er det sjovt, at du nævner “Kapers”. Jeg elskede den bog, som vi havde på Statens Kursus til Studentereksamen, og vores tysklærer elskede den vist også. Grammatik passer perfekt til min hjernes virkemåde: System og orden, sådan lidt “Ordnung muß sein”. Jeg er sikker på, at vores tysklærer kunne Kapers udenad. Godt nok læste vi ikke siden med det trykte gotiske alfabet.
Jeg har nogle af min far gamle skolebøger blandt andet “Børnenes danske Læsebog, Tredie Del, Ellevte udgave”, hvor hver anden tekst er trykt med frakturskrift – så de små måtte i gang. Desværre kan jeg ikke se, hvornår den er udgivet. Min far var fra 1922. Hans søster (Tante Kis) har også skrevet sit navn i bogen, og hun var fra 1919.
Du har sørme været heldig med din moster. Det må virkelig være fantastisk at have en i egen slægt, der sætter en i gang. Tænk nogen der langsomt åbner ens øjne for slægten og historierne i den.
Et skilt i 1986 i Bayern med gotisk håndskrift er virkelig specielt. Men Bayern er jo meget landligt (jeg er kommet meget i landsbyen Wengen – ca. 200 km. syd for München), så kan jeg kan sådan set godt forestille mig det.
Sidse Hansdatter født i 1719 er flot! Det kan du klappe dig selv på skulderen over.
Har du nogensinde læst/kigget i “Alternativ slægtshistorie” af Elo Harfot? (Den findes til download i DHO) Han skriver meget om, hvor langt man kan komme (fx via lokalarkiver) uden at rode med 1700-tallet. Han synes vist nærmest, det er spild af tid at bevæge sig længere end 1800-tallet, da det bare er at sætte navne og datoer på mennesker, man alligevel aldrig kan lære at kende. Han gør dog selv en undtagelse med “Tolleruplinjen”, og den er jeg også ud af, hvorfor jeg har læst bogen, som faktisk er meget sjov.
Det lyder som en interessant bog. Den vil jeg se, om jeg kan få lov at låne på mit lokale bibliotek.
For mig synes alt hinsides mine oldeforældre (1870erne til 1950erne) bare at være navne og datoer, af og til finder jeg en lille notits men ikke noget virkeligt. Jeg må læse den bog.
Desværre var jeg ikke spor interesseret i slægtsforskning, da jeg var lille og alle min mosters papirer er vist smidt ud, suk. Det var skriften og læsningen af den, der tændte mig, ikke det, man kunne bruge den til.
Børnenes danske Læsebog! Det var den, vi lærte fraktur efter! TAK!!! Den må jeg se, om jeg på en eller anden måde kan få fingre i.
@ Charlotte
Ja, du må bestemt læse bogen. Du kan starte med at kigge lidt her: https://slaegtsbibliotek.dk/931651.pdf
Han skriver fx side 74 (browserens side 76) som en slags konklusion:
Alt i alt:
Det eneste rimelige er at stoppe i begyndelsen af1800-
tallet og derefter at bruge den indvundne tid på at
skaffe sig oplysninger om de aner, man kender.
Da de fleste familier ved hjælp af mundtlige overleve
ringer kan komme tilbage til ca. 1900, bliver forskning
en på de store arkiver derved reduceret til et forløb på
knap 100 år – altså kun ca. 3 generationer, og man får
med andre ord frigjort en masse tid til at søge efter
oplysninger om de kendte aner.
I denne bog er der ganske vist 2 linier, der er ført
meget længere tilbage (Tollerup-linien og Lange-linie),
men dem har jeg begge fundet i trykte kilder, der kan
lånes på ethvert bibliotek, og naturligvis kan ikke alle
regne med at være så heldige. Så må dc mindre heldige
trøste sig med, at det ikke er nødvendigt med en hel bog
for at beskrive ens slægt. – Mindre kan gøre det.
Når der derefter skal skaffes oplysninger om de
kendte aner, opsøger de fleste fæsteprotokoller, skifte
protokoller, skatteregnskaber o.l., muligvis fordi fag
litteraturen anbefaler denne fremgangsmåde, men disse
typer af arkivalier er som tidligere nævnt vanskeligt
tilgængelige, og de er ikke den eneste vej frem. Man
behøver ikke at gå over åen efter vand !
En anden bog, jeg er virkelig glad for at have læst er “At skrive slægtshistorie” af Kathrine Tobiasen (redaktør af “Slægtsforskeren”). Jeg ved, hun arbejder på en ny udgave, så vent med at købe den, men den er skøn. Det var i den, jeg lærte udtrykket, at de almindelige købte slægtsbøger, der kun består af navne og datoer “er så spændende som en telefonbog”. Det var hun helt ret i.
Hun skriver blandt andet om “Trævlerødder – alternativ slægtshistorie” i sit kap. 5:
“1984 udkom en bog, der vakte en del opsigt i slægtsforskerkredse “Trævlerødder – alternativ slægtshistorie”, her stod man med et værk, hvor forfatteren Elo Harfot forsøgte at bilde folk ind, at de sagtens kunne tillade sig at springe over, hvor gærdet var lavest, når det gjaldt slægtsforskning. Nøjes med de lette kilder og lade nørderne om at rode med at tyde lange gotiske tekster …”
Og i næste afsnit.
“Han lader sin slægtshistorie stoppe omkring år 1800, da det alligvel er de nære forfædre, der interesserer mest, og det er tilbage i 1700-tallet, de krævende kilder tager over og skriften bliver vanskelig”.
Hvis du ikke kan finde “Børnenes danske læsebog”, så sig til. Jeg kan skanne et par historie til dig. Nu kiggede jeg lidt grundigere efter. Den er udgivet i 1927 (og ved at falde sammen her hos mig, tænk næsten 100 år). Udgiveren er “Gyldendalske boghandel, Nordisk forlag – København”
Tak for det link, det er jo mere kokalhistorie set gennem slægtens øjne. Det er ikke det, jeg har lyst til at skrive. Men hver sin lyst for sine penge.
Det der ligner mest af det, jeg skrive om mine forfædre, er nok det her: https://krydderuglen.blogspot.com/2023/04/s-svin.html
Jeg ville være meget aknemmelig for noget af “Børnenes danske Læsebog”, for man skal ind og sidde på KB for at kigge i den. Jeg hsusker noget med svaner eller storke … men det kan også være helti skoven.
@ Charlotte
Jeg fulgte dit link til din historie om Rasmus og Kirstine, og jeg skrev en længere kommentar der (som anonym da jeg ikke gider alt det Googlekonto-noget), men min kommentar forsvandt. Derfor prøver jeg at gengive noget den her:
“Du skal overhovedet ikke undskylde noget som helst vedr. dine evner til at tegne med computeren, for det er virkelig svært! Du har givet et fint overblik over Svinø, og det var vel det, der var meningen?
Det er også en fin historie om Rasmus og Kirstine. Du får koblet fakta med noget, du vist forestiller dig, hvor der er noget om følelser.”. Jeg kan jo ikke vide, om det er noget, du forestiller dig eller noget, du af en eller anden årsag har viden om, og i givet fald beklager jeg.
Når det er den slags, du gerne vil skrive, så kan jeg virkelig anbefale Kathrines bog “At skrive slægtshistorie”. Jeg læste/slugte det hele på to dage, hvilket ellers sker sjældent, og jeg fik utrolig mange tips både store og små. Blandt de små er bare sådan noget som at man fx hvis man skriver worddokumenter, skal man altid gemme dem også som pdf, når man er færdig, så man altså har to versioner. En man kan ændre i (word), og en andre ikke kan ændre i (pdf). Slægtsforskere stjæler med arme og ben, derfor er det et godt tip.
Pr. mail har jeg sendt dig to prøvescanninger fra “Børnenes danske læsebog”, så du måske kan vurdere, om det virkelig er den bog, du kender. Prøv at se på dem.
Har du forsøgt med skifter, hvor kirkebøger mangler ?
I nogle af mine sogne er kirkebøger før 1814 gået tabt. Der har jeg med succes været gennem skifter.
Min metode er tidskrævende. I dit tilfælde med Sidse Hansdatter ville jeg se i alle skifter i sognet og de nærliggende, hvor afdøde hed Hans, Hansen eller Hansdatter. Eller afdødes mand hed/hedder Hans.
Når jeg ikke kun ser i skifter med en mulig fader Hans men også Hansen og Hansdatter, skyldes det, jeg også ser efter mulige søskende. En afdød bror/søster uden livsarvinger kan være en guldåre, fordi samtlige levende søskende ofte nævnes.
Du nævner Helsingør men ingen tidsperiode.
Reinert Nielsen har lavet et stort arbejde med skifteuddrag og er nemt at lede i.
https://nogn.slaegt.dk/DB5FrBorg/index.html
Har du aner i Frederiksborg Rytterdistrikt 1724-1816 har jeg lavet et register til eget brug – også med mange skifteuddrag. Der vil jeg gerne lave en søgning, hvis det er aktuelt.
Tak for svar – jeg har endnu kun tjekket skifter i min momors familie, og kun online og der lader det til at jeg er så uheldig at huller i skifter og huller i kirkebøger er sammenfaldende. Jeg kunne nok komme noget længere med lægdsruller – jeg har prøvet flere gange, men de går over min forstand.
Min fars familie – dem fra Helsingør -har jeg ikke gjort så meget ud af endnu. Som sagt er kirkebøgerne deromkring meget rodede … eller det forekom mig i hvert fald sådan … for de småkårsfolk vedkommende, jeg leder efter.
Hvis jeg når tilbage til 1816 med mere sikkerhed end at min tipoldemor muligvis hed Kirsten Olsen og født blev Johannesen i Reerstrup eller Harreshøj omkring 1816 kan du lige tro, at jeg vender tilbage og tager dig på ordet. (Hun er indtil videre den længst tilbage, jeg har fundet).
Mange tak, også for gode links!
Ak ja, det mest stillede spørgsmål, hvor langt er man kommet tilbage i tiden. Ganske uinteressant for en slægtsforsker, men for de ikke indviede et tegn på, hvor dygtig man er.
Det kommer mere an på, hvor heldig man har været ved tildelingen af anerne. Arkivalier kan være gået tabt og har man ikke aner, der har været jordbesiddere/fæstere eller f. eks præster, kan det være svært at komme langt tilbage. Det plejer jeg at forklare, når jeg får det spørgsmål.
Jeg har tre svarmuligheder, som ofte kombineres.
1) De senest fødte aner, hvor jeg mangler forældre er et par kvinder født ca. 1760. Ellers er der næsten fuldt hus efter år 1700.
2) Tidligst fødte ane, hvor jeg er nogenlunde sikker, er født før år 1400 i Tyskland.
3) Med noget større usikkerhed er jeg tilbage til ca. år 437. Det er ikke noget, der interesserer mig specielt, selv om det indebærer konger i flere lande og historiske personer som f. eks Karl den Store. Og det er heller ikke noget, jeg vil bruge meget tid på, fordi jeg ikke vil kunne finde noget, andre ikke har.
For mig er spændingen ikke, hvor langt tilbage man kan komme men, hvor meget man kan samle om personerne ud over oplysninger fra kirkebøger og folketællinger. Nogle af de bedste opdagelser har været at finde noget om morfar, som min mor ikke vidste. Eller at min mor og far har fælles aner i flere grene.
Vedr. skråskrift.
Det burde ikke være en hindring, de yngre generationer ikke har lært det i skolen. Jeg lærte ligesom dig skråskrift i skolen. Men jeg er ikke så gammel at jeg lærte gotisk, som er langt vigtigere i slægtsforskningen. Det er et spørgsmål om at være indstillet på at gøre en indsats for at lære nyt. I starten kan man kun læse lidt og med flid og tålmodighed kan man blive ganske habil.
@ Mike
Mange tak for din gode kommentar!
Du har sikkert ret i, at for de uindviede er et eller andet årstal et tegn på, hvor dygtig man er. Og for slægtsforskerne selv (altså de andre slægtsforskere) er antallet af personer i databasen et tegn på dygtigheden. Jeg har – lige nu – kun 3.388 personer, og det er fint med mig; jeg vil hellere “lidt men godt” end en enorm database, der ikke er valideret.
Dine tre svarmuligheder er rigtig gode – især kombinationen af dem. Sådan et standardsvar vil jeg udarbejde.
År 437 inkl. konger … hold da op.
Jeg tror, vi har det nogenlunde ens: konger og Gorm den Gamle er temmelig uinteressante. Selvfølgelig kan sådan noget være sjovt og lærerigt, på samme måde som jeg morede mig med koblingen til Grundtvig: https://tng.stegemueller.dk/relationship.php?altprimarypersonID=&savedpersonID=&secondpersonID=I1&maxrels=1&disallowspouses=0&generations=15&tree=tree1&primarypersonID=I5443 – men hos mig består slægterne og familierne primært af husmænd og indsiddere, dog med afstikkere til gårdmænd i Frederiksborg Amt.
Vi er også helt enige om det med at tyde skriften. Det kræver mange timers flid og tålmodighed, og at der er nogen, der vil hjælpe, når man går i stå, fx som DS’ Forum. Så lærer man bogstav efter bogstav. Selv har jeg store problemer med Jørlunde i 1600-tallet, men jeg træner, og det går langsomt bedre.
Jørlunde Kirkebog havde jeg også problemer med i starten. Bl.a. her, hvor meget af det for mig var en vandret streg med buler.
https://arkivalieronline.rigsarkivet.dk/da/billedviser?epid=23451708#594395,91958106
Løsningen var, at vende tilbage igen og igen. Langsomt kunne tydes flere og flere ord og nu går det nogenlunde. Det er det samme med skråskriften. Kan man ikke læse det i første omgang, må man ikke opgive så let.
Jeg tror, forskellen på slægtsforskning for os “gamle” og de unge er, at der er kommet langt flere hjælpemidler og dermed også fornemmelsen af, det skal være let og lykkes i første forsøg.
Tænk 20 år tilbage. Der var ikke mange hjemmesider inkl. de private, hvor man med lidt held kunne finde en stamtavle indeholdende sine aner. Nu kan man i mange tilfælde nøjes med at søge på et navn og få flere slægtstræer.
Jeg klager ikke over, det er blevet nemmere. Jeg bruger det selv, bl.a. har Chatgpt4 fundet noget om tyske aner, jeg ikke fandt ved at søge på Google. Det omhandlede deres ejendomme og skrevet af historikere.
Dette skal ikke opfattes som et surt opstød om, nye slægtsforskere er dovne eller dumme. Jeg tror bare, de mange nye muligheder også har en negativ effekt, når alt kan virke så let.
Jeg selv har det sådan, at de aner, der var sværest at finde, eller den tekst, der har ligget i lang tid, fordi jeg ikke kunne tyde, har givet størst glæde, når det endelig lykkes.
Jo flere udfordringer, des sjovere er det.
I stedet for spørgsmålet om, hvor langt tilbage man er kommet, eller hvor mange slægtninge man har i en database, vil jeg hellere have spørgsmålet: “Har du fundet nogle gode historier ?”
Det er også det, jeg helst vil høre fra andre slægtsforskere. Historier om personer og livet. Deres medgang og modgang uanset om det er indsiddere, gårdmænd eller endnu finere.
@ Mike
Jeg tog et kig på dit link til Jørlunde kirkebog: Lige præcis. Det er streger med buler! Det er på en måde smukt og vidner om præstens omhu, men komplet ulæseligt. Har du en fornemmelse af/formodning om hvorfor, han konsekvent skriver “L” foran Quvindfadder(?)? Jeg er stødt på det utallige gange.
I “Slægtsforskeren” nr. 1 i 2026 kommer der en artikel fra mig, der hedder “Hvis jeg nu fortalte de nye slægtsforskere at …”. Den handler om mange af de nye muligheder, der er kommet gennem de 23 år, jeg har været med. Jeg sender dig et af mine frieksemplarer; man får fem eksemplarer tilsendt, når man har en artikel i.
Du har helt ret i, at de aner, man har bøvlet mest med, er dem, man sætter højest.
I min spæde start baksede jeg meget med min tiptipoldefar Morten Pedersen fra Snejbjerg i Hammerum Herred (1744 – 1810) https://tng.stegemueller.dk/getperson.php?personID=I1167&tree=tree1, og det var der også mange andre, der havde gjort uden at finde en løsning. Og der var en fejllæsning i en folketællingen fra 1787, hvor man troede, der stod der stod “Herredsretsskiver”; han viste sig nu at være “Strømpehandler”.
Arne Feldborg, der drev hjemmesiden hammerumherred.dk, fandt løsningen. Den ane holder jeg særlig meget af, måske fordi det var så svært, fordi jeg fik utrolig meget hjælp, og fordi Mortens kone ender på fattiggården i Snejbjerg, fordi der ryger en gnist efter brødbagning, og derved brænder hele gården, mens hun er gået på besøg hos slægtninge i nabobyen Albek. Der bliver kaldt folk til fra hele egnen, som med spande forsøger at standse ilden, men det er for sent. Så hun har alvorlig social deroute og går fra fra gårdmandskone til almisselem. Efter hendes død ender hendes få ejendele på auktion, men arvingerne får stort set ingenting, for fattigvæsenet havde førsteprioriteten i det en fattig kone efterlod sig.
Mit eget største bidrag til historien er, at jeg for ikke så længe siden i tingbogen fandt det fripas, Anders Bagger udstedte til Morten Pedersen, så han trods stavnsbåndet kunne rejse til Kiøbenhavn og lære sig snedkerprofessionen, “den han dog icke siden gjorde til sin Næringsvei”. Men det har jeg vist allerede underholdt dig om.
Jeg kan hele historien om Morten og hans kone Anne Jensdatter udenad. Derfor fik du den her. Og jeg holder meget af den.
Jeg læser det ikke som et “L” men første del af Q.
Jeg glæder mig til at læse din artikel
@ Mike
“Q” – det har du da ret i. Tak. Det er sjovt nok at ingen af de skarpe tydere i Forum har rettet på mig.
Tak skal du have!