Den høflige slagter

Det er underligt at være “frue”.

Jeg skal have en middagsgæst i morgen, og derfor har jeg været hos slagteren og købe noget ordentligt kød. Hvidovre Stationscenter, som nu bare hedder Hvidovre C, er et mærkeligt sted, der – trods en årelang ombygning – stadig minder om et eller andet i Østeuropa før murens fald, men en rigtig god slagter byder stedet altså på.

Det er også en meget høflig stab hos slagteren. Den unge mand nåede at sige “Frue” til mig mindst tre gange i løbet af den tid, det tog at gøre indkøbet. Jeg har det lidt underligt med at være blevet en, man siger frue til. Nuvel, jeg er efterhånden ganske gråhåret og når jeg har min grå vinterfrakke på, så bliver jeg mere “fruet”, og frakken er da ganske vist også købt i en vaskeægte dametøjsbutik, men fruestørrelse er det altså ikke, og alt kan gemme sig i min pragtfulde frakke. Jeg ville bare have en frakke, som går godt ned om benene, som var tidløs og i en god kvalitet – ellers er det simpelthen for koldt at stå i minusgrader og vente på bussen endsige at gå ned at ryge. Jeg endte derfor med en skøn østrigsk “mantel” i ren ny uld, og nu er jeg så blevet “frue”.

Jeg tror, jeg tager hævn og kommer i min spritnye korte North Face fiberjakke i morgen 🙂

12 replies
  1. Ellen
    Ellen says:

    Efterhånden som dåbsattesten gulnes mere og mere, er det nok en titel, du må lære at leve med, alene fordi de fleste i din alder enten er eller har været gift – du er simpelthen et offer for statistikken 🙂
    De, der titulerer dig ‘frue’, har trods alt større chance for at ramme plet end dem, der måtte titulere mig som ‘frøken’ (hvad jeg dog endnu ikke har været ude for, hvis sandheden skal frem). Øv… 😉
    ‘Frue’ har ikke noget med den fysiske størrelse eller med tøjet at gøre – kun med det aldersindtryk, vi mere eller mindre frivilligt udsender, er jeg bange for.
    I mange, mange år, helt op til starten af 80’erne, var min foretrukne frisure meget blomsterbarns- 60’er-hippie-langhåret-agtig og min foretrukne ‘frakke’ en anorak, hvilket fik alskens venstreorienterede af enhver overbevisning på Strøget i Kbh. til at henvende sig til mig i den tro, at jeg var en af deres. Jeg var skam både blomsterbarn og hippie, men underligt nok ikke specielt venstreorienteret, og således kan man jo ufrivilligt gå rundt og udsende de helt forkerte signaler…

    Vær du bare glad for din fruetitel – det er tegn på modenhed 😉

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Ellen. Ja det har du selvfølgelig ret i – og jeg ville måske også studse noget, hvis nogen kaldte mig for “frøken”, selvom det er det rette civilretlige begreb. Jeg vil rette ryggen i min dejlige grå fruefrakke, og med glæde tænke på min gulnede dåbsattest.

      Årh ja anorakken. den havde jeg nær glemt. Der var noget skønt i at være “inde i” en blå anorak fra en af de gode producenter; der kunne man være i fred for verden bortset fra alle dem på Strøget og ud for Café Klaptræet (kan ikke lige komme på hvad pladsen hedder).

      Svar
  2. Gert Larsen
    Gert Larsen says:

    Kære Hanne. De fleste slagtere er skrækkelige. Det må være en del af uddannelsen, at de skal komme med en fjollet, morsom bemærkning uanset hvad. Det er altid noget med Hr. og Fru. Eller hvis man køber to lune deller, så spørger de: “Gør det noget de er varme?”. Eller hvis man køber to bøffer: “Jeg håber husets frue bliver lige så mør som bøfferne!” Af samme grund foretrækker jeg supermarkederne, selv om slagterens kvalitet er bedre.

    Du har i øvrigt helt ret med Hvidovre Stationscenter. Det ligner, selv efter ombygningen, en kulisse til en melankolsk, dansk film om de frygtelige forhold i en forstadsghetto. Der behøver ikke yderligere udsmykning. Lars Løkke ville straks tilføje centeret til ghetto-pakken, hvis det utænkelige skulle ske, at han dukkede så langt fra Nordsjælland.

    Det må vist være nok
    Ikke mere søndagsbrok 🙂

    Kh, Gert.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      Kære Gert. Nårh ja, det er selvfølgelig en del af deres uddannelse; det havde jeg slet ikke tænkt på. Jeg synes så, at de eksempler du kommer med trods alt er værre end hos min slagter. Han var jo bare ekstremt høflig, medens dine eksempler tenderer til det vamle.

      Ja hvordan det er lykkedes dem at skabe det stationscenter er mig en gåde. Jeg kan gode lide din tese om, at det reelt er en filmkulisse, og jeg vil ikke stille mig måbende op, den dag der farer kamerafolk omkring

      Svar
      • Gert Larsen
        Gert Larsen says:

        Jeg skånede dig endda for de værste. Hvis du vil opleve det live, så besøg den navnkundige slagetermester Norman Sørensen i Rødovre Centrum. Den slagter hører til i sværvægtsklassen af dumme bemærkninger, men andre kan også være med. Det er i øvrigt en fremragende slagter hvad produkterne angår, så man må bare lukke begge ører 🙂

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          Næste gang jeg skal have en gæst, prøver jeg Norman Sørensen – engang i mellem skal der være plads til platheder og dumme kommentarer.

          Svar
  3. Bodil Grove Christensen
    Bodil Grove Christensen says:

    Hør nu her, Hanne, du tror vel ikke, at vi har bus 2-3 gange i timen i Vestjylland? Nej, du, det er en bus hver 2. time, hvis vi er heldige.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      Hej Bodil – ups, nej du har selvfølgelig ret – men til gengæld (eller måske derfor) har I alle sammen både kørekort og bil.

      Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric – arh, hvor er jeg langsom. Selvfølgelig giver befruske god mening set i lyset af Gerd Brantenberg. Det er bare så mange år siden, jeg har læst bogen, at jeg helt har glemt, hvordan sproget er blevet maskuliniseret og ditto hvordan det kan feminiseres.

      Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric – jeg befrusker mig gerne – om end jeg ikke er helt med på ordspillet – og stiller mig varmet til at vente på bussen, der i Hvidovre kører som om vi var i det vestligste Vestjylland (det betyder 2-3 gange i timen). Når nu termometeret bringer os plusgrader og regnen har vasket den sidste snavsede sne væk, så er jeg klar med min røde Pinarello igen (og fiberjakken). Det er så besværligt og tager så lang tid med to busser og et S-tog at jeg hvert år glæder mig til at cykle igen. Jeg er bare blevet for frue-agtig til at cykle i sne.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *