/i /af

Vi gør det – altså skriver bogen

Måske husker du historien om den unge pige, der fødte i dølgsmål og ombragte barnet kort efter? Vi har som arbejsdtitel døbt den Liget i Jydepotten. Nogen tid har vi puslet med tanken om at arbejde videre og skrive en lille bog. Og nu er vi så gået i gang. “Vi” er Leif Sepstrup og jeg. Vi er verdens mest forskellige mennesker, men vi er gode til at stable projekter på benene, for vi supplerer hinanden godt. Vores første fælles projekt er Dansk KirkegårdsIndex.

Anstødsstenen til bogen lå i Viborg, for jeg mødte et lærerpar, der spurgte, hvad jeg lavede i dér. Nå ja – jeg var jo på arkivet i anledning af slægtsforskning, og så fortalte jeg dem lidt om vores historie. De kom med idéen om at skrive en bog for børn i folkeskolen, og så fortalte de om berettermodellen (den var vist ikke opfundet, da jeg gik i skole). Det tyggede vi lidt på, og blev enige om, at det er det vi gør – eller i hvertfald forsøger på. Vi har absolut ingen erfaring med den slags, men vi kan finde kilderne, vi kan læse dem, vi er ihærdige, og vi har etableret et netværk i arkiv- og historieverden.

Jeg ringede simpelthen til Charlotte S. H. Jensen fra Historie Online, der jo er verdensmester i formidling. Hun henviste til museumspædagog Helle S. Larsen ved Furesø Museer, og hende har vi kontaktet med henblik på lidt råd og vejledning om det at formidle historiske emner for børn. Hvis der er lidt guidelines, kan vi lige så godt følge dem fra starten. Det er spændende om hun svarer, for vi kommer jo ikke fra skoleverden – men vi har har en historie, der vil fortælles.

Der er en frihed ved at skrive til børn frem for til andre slægtsforskere. Forestil dig, at hvis vi – for at få liv i historien – skriver, at “det regnede”, så vil alle slægtsforskerne straks slå op i optegnelser om vejret i Brande og fortælle os, at det bestemt ikke regnede den aften, de gravede liget ned.

Vores historie skal være sand og skal være baseret på alt det materiale, vi har samlet, men vores historie skal også have liv og være spændende at læse. Så det vi ikke ved, det digter vi, og denne digtning vil tage udgangspunkt i andre historiske kilder.

Vi er begyndt at skrive, og det er en fantastisk følelse. Historien fortæller nærmest sig selv. Jeg satte mig i solen på altanen i går med pen og papir, og på en time havde jeg skrevet det første kapitel. Jeg har fået en “ekstern” til at læse det – og tænk dig, hun kunne lide det. Det er spændende, hvordan historien “vil fortælle sig”, for vi har ikke lagt os fast på noget endnu. Processen skal være kreativ og lystbetonet (det skal jo ikke ligne et arbejde).

Der er selvfølgelig en lille fyr i baghovedet (han hedder Jante), der siger, “Det kan I da ikke”, “Det har I ikke forstand på”, og “Det bliver I aldrig færdige med, og hvis I gør, er der ingen der gider læse det”. Jeg prøver ihærdigt at få ham til at holde mund.

/i /af

At rejse er at leve

Vi kører over Lillebælt, aftensolen glinser i bæltet, mens et par sejlere dovent glider gennem vandet.

Jeg sidder på en hvileplads… og hviler faktisk efter en begivenhedsrig uge i Viborg. Det er helt hyggeligt efterhånden også at kende nogle der oppe. Erik Brejl, Ole Beck Knudsen og Anton Blaabjerg er rigtig søde mennesker, og godt selskab i frokosten (ekspressen til Føtex afgår 11:55:00, hverken før eller senere) – selv jeg har jo da behov for af og til at veksle et ord med levende mennesker!

En af vores jokes over frokosten har været afstanden mellem København og Viborg. Det er nemlig sådan, at der i jydernes optik er fire gange så langt fra København til Viborg, som fra Viborg til København! Sådan ser det da også ud, når man læser på DIS-Danmark om vanskelighederne ved at få hjælp til opslag i Viborg. Selv sidder jeg tit og tænker ”Jamen så tag da op på det arkiv!” Man kan jo samle sammen og lave en alenlang liste, og så tage af sted. En af glæderne ved slægtsforskningen er da netop, at der er behov for at bevæge sig rundt i landet. Den dag vi har digitaliseret det hele, har vi også mistet et og andet. Aldrig har jeg kendt Danmark så godt, som efter jeg blev slægtsforsker. Jeg er så heldig at være venner med Leif Sepstrup, der bor i Snejbjerg, og som gladeligt fragter mig rundt i anernes landskaber,

Hold da op, hvor har jeg fundet meget i den forgangne uge – miraklet indtraf, for jeg har faktisk nået alt det, jeg planlagde og mere til endda. Give Kirkebog var helt utrolig med døde op til 1988. Det er på mange måder praktisk med et sygehus.

Fandt endda min egen kære fars dødsfald. Jeg har kigget efter ham i Brande Kirkebog flere gange, men uden held, og jeg har virkelig undret mig over, at jeg ikke engang kunne finde min egen far. Var jeg i virkeligheden bare ”slægtsfusker”? (I min optik er det dem, der kopierer det hele fra andre, baserer resten på Family Search og aldrig sætter egne ben på et arkiv)

Denne gang bladrede jeg kirkebogens døde igennem bare for at se, om jeg kunne finde nogle andre, jeg genkendte – og sørme, der stod efter de døde kvinder ”Jørgen Stegemüller. Driftsleder, Martensens Allé, Brande by og sogn; f. i Brede, Lyngby sogn, Københavns Amt, d. 17/5 1922; søn af appreturmester Felix Rudolf Reinholdt Stegemüller og hustru Karen Sørensen. Gift med efterlevende Jytte Baunsgaard Kristensen, Martensens Allé, Brande. 50 år. Skifteretten i Kolding d. 22/11 1972. Meddelelse om begr. til dødssognet d. 5/12 1972.”. (Brande, C449 – 15 r, fol. 300, nr. 0). Nu har jeg set mere end 4.000 mennesker i kirkebøgerne, men denne her indførsel er alligevel noget specielt.

Næste sommer vil jeg også bevilge mig selv en uge i Viborg, og der vil jeg skridtet ud over kirkebøger og folketællinger. Jeg kan jo ikke blive ved med at bygge skelet! Det er for nemt at holde sig til det kendte. Men det er næste sommer – hverdagen truer snart

Og nu har jeg fedtet så længe i det, at solens sidste stråler rammer Storebælt med store tankere i det fjerne. Som simpel togpassager får jeg desværre ikke lov at passere broen ”ovenbroes”, men det går også endda og jeg glæder mig over, at ”vi er en nation af brobyggere”.

/i , /af ,

Når stenene fortæller historien

Da arkivet lukkede i går, hjalp jeg Leif Sepstrup med at fotografere gravsten i den tyske gravlund Gedhus. Leif har hjulpet mig med adskillige kirkegårde, så nu er tiden inde til at give lidt tilbage.

De 600 sten med 1.200 navne i Gedhus gjorde et stort indtryk på mig – det er et lille stykke verdenshistorie. Så mange børn, så mange unge kvinder, så mange ”Ein unbekanter deutscher Soldat” og så mange ”Ein unbekanter deutscher Flüchtling”, så mange polsk og østprøjsisk klingende navne, så mange…, så mange…

Rigtig mange døde i dagene efter Nazitysklands kapitulation. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at disse mennesker havde klaret at holde sig i live i fem år, men efter kapitulationen bukkede de under på dansk grund. Det er det rene vanvid.

Hvis du ser på stenen til venstre, hvorunder Helmut Krause hviler, vil du bemærke, at den er fotograferet i et helt andet lys. Stenen stod i mørke, og jeg fyrede støtte-flashen af. Det giver nogle rigtig pæne og stemningsfulde billeder, hvor motivet ellers ville have krævet en lang lukkertid og et fotostativ. Jeg anbefaler dig at prøve dette, hvis du skal fotografere en gravsten, der står i skyggen af store træer eller lignende. Det kan kun lade sig gøre på sten, der ikke er polerede. Hvis du fyrer blitz eller støttelys af på en poleret sten, får du et fint billede af din blitz; og det er jo ikke, hvad du ønsker.

Andre sten kan også fortælle: Vi lagde vejen forbi Kongenshus Mindepark, som er et meget smukt sted anlagt af Det danske Hedeselskab midt på heden, hvor får og lam sørger for at vedligeholde det vældige areal. I mindeparken, som ikke er en almindelig poleret park men et naturareal, er der en vældig slugt i landskabet, og i denne er opstillet mindesten over de kvinder og mænd, der har haft betydning hedens opdyrkning. Stenene er opstillet herred for herred og hvert herred er beskrevet blandt andet med en grafisk fremstilling af, hvor meget hede, der var opdyrket dels 1850, dels 1950.

Hedens pionerer er nævnt med navne og datoer, og Hammerum og Nørvang Herreder fylder godt i landskabet – det er et stort stykke af Danmarks hisorie. Jeg fandt faktisk en forfar på en af stenene, og nu har jeg skrevet til Hedeselskabet for at høre, om de har yderligere oplysninger om ham (Thomas Mathiasen, Grarup pr. Brande). En dag vil vi fotografere alle mindestenene og præsentere dem, på samme måde som vi præsenterer gravstenene på kirkegårdenene i DKI-regi. Men det kræver vist en stige – ingen vil lægge mærke til os to bevæbnet med kameraer og stige; men vi må hellere spørge om lov først.

/i /af

Find et sogn med et sygehus

Et er at forberede en hel masse hjemmefra og så finde det, man forventer at finde. Det er jo sådan set ikke nogen stor kunst. Næh – det bedste er at drible gennem en kirkebog og så finde en masse, man slet ikke havde forventet at finde dér! Det er sjovt, og det er derfor det er rart at have god tid på et arkiv. Ingen stress og jag, men bladre, bladre, bladre og en gang imellem lige falde over en man “kender”.

I dag har jeg gennemgået en meget stor del af Give kirkebog frem til 1968! Hu hej hvor er den god; for det første fordi Give sogn har særskilte døde-bøger, hvilket gør, at man kan sidde på sin plads og bladre i stedet for at stå oppe i skranken. Og for det andet fordi Give en gang husede et amtssygehus, hvilket betyder, at der i Give kirkebog findes en hel masse optegnelser med døde bosiddende i oplandet.

Jeg har siddet og fundet adskillige personer, jeg aldrig troede, jeg ville kunne finde døde. Og det genererer mig altid, når personer (der må være døde) ikke har en dødsdato i min slægtsdatabase. De virker så “ufærdige” og lidt sjuskede. Se dette som et lille tip: Find et sogn, der rummede et sygehus og kig det igennem. Du vil blive overrasket over, hvad du kan finde.

Det eneste, der generer mig, er, at jeg ikke har hele databasen ind i hovedet. Tænker på, at der garanteret er mange helt almindelige sen-navne, jeg bare har bladret forbi uden at koble dem med personerne i databasen. Der bør indføres en direkte kobling mellem mit Legacy og de forskellige landsarkivers kirkebøger

Jeg har i øvrigt altid holdt af at sidde på arkivet og nyde de perioder, hvor brugerne respekterer forbuddet mod samtale, og hvor man udelukkende hører den sagte bladren og et tastatur eller to.