Vi gør det – altså skriver bogen

Måske husker du historien om den unge pige, der fødte i dølgsmål og ombragte barnet kort efter? Vi har som arbejsdtitel døbt den Liget i Jydepotten. Nogen tid har vi puslet med tanken om at arbejde videre og skrive en lille bog. Og nu er vi så gået i gang. “Vi” er Leif Sepstrup og jeg. Vi er verdens mest forskellige mennesker, men vi er gode til at stable projekter på benene, for vi supplerer hinanden godt. Vores første fælles projekt er Dansk KirkegårdsIndex.

Anstødsstenen til bogen lå i Viborg, for jeg mødte et lærerpar, der spurgte, hvad jeg lavede i dér. Nå ja – jeg var jo på arkivet i anledning af slægtsforskning, og så fortalte jeg dem lidt om vores historie. De kom med idéen om at skrive en bog for børn i folkeskolen, og så fortalte de om berettermodellen (den var vist ikke opfundet, da jeg gik i skole). Det tyggede vi lidt på, og blev enige om, at det er det vi gør – eller i hvertfald forsøger på. Vi har absolut ingen erfaring med den slags, men vi kan finde kilderne, vi kan læse dem, vi er ihærdige, og vi har etableret et netværk i arkiv- og historieverden.

Jeg ringede simpelthen til Charlotte S. H. Jensen fra Historie Online, der jo er verdensmester i formidling. Hun henviste til museumspædagog Helle S. Larsen ved Furesø Museer, og hende har vi kontaktet med henblik på lidt råd og vejledning om det at formidle historiske emner for børn. Hvis der er lidt guidelines, kan vi lige så godt følge dem fra starten. Det er spændende om hun svarer, for vi kommer jo ikke fra skoleverden – men vi har har en historie, der vil fortælles.

Der er en frihed ved at skrive til børn frem for til andre slægtsforskere. Forestil dig, at hvis vi – for at få liv i historien – skriver, at “det regnede”, så vil alle slægtsforskerne straks slå op i optegnelser om vejret i Brande og fortælle os, at det bestemt ikke regnede den aften, de gravede liget ned.

Vores historie skal være sand og skal være baseret på alt det materiale, vi har samlet, men vores historie skal også have liv og være spændende at læse. Så det vi ikke ved, det digter vi, og denne digtning vil tage udgangspunkt i andre historiske kilder.

Vi er begyndt at skrive, og det er en fantastisk følelse. Historien fortæller nærmest sig selv. Jeg satte mig i solen på altanen i går med pen og papir, og på en time havde jeg skrevet det første kapitel. Jeg har fået en “ekstern” til at læse det – og tænk dig, hun kunne lide det. Det er spændende, hvordan historien “vil fortælle sig”, for vi har ikke lagt os fast på noget endnu. Processen skal være kreativ og lystbetonet (det skal jo ikke ligne et arbejde).

Der er selvfølgelig en lille fyr i baghovedet (han hedder Jante), der siger, “Det kan I da ikke”, “Det har I ikke forstand på”, og “Det bliver I aldrig færdige med, og hvis I gør, er der ingen der gider læse det”. Jeg prøver ihærdigt at få ham til at holde mund.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *