/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Det er godt, når læger lytter

Femstjernet psykiatrisk behandling

Det er godt, når læger lytter

Jeg er kommet i Distriktspsykiatrien på Gammel Kongevej 33 siden 2014 (måske 2015), og det er jeg utrolig glad for. Jeg har haft den samme kontaktperson i alle årene, skønt der har været mange strukturelle omlægninger og blandt andet samling af alle bipolare patienter i Glostrup.

Hvordan jeg har kunnet få lov at blive på Gammel Kongevej, ved jeg ikke, men det har været enormt værdifuldt ikke at skulle fortælle “historien” forfra til nye kontaktpersoner. Nu, hvor jeg har det ret godt, ses vi selvfølgelig ikke så tit, og der er mange, der har mere brug for hende end mig. Sådan skal det naturligvis være.

I årene, der er gået, har jeg truffet mange forskellige læger. Og jeg har kunnet lide dem alle. De har alle ydet deres bedste og på en eller anden måde forsøgt at skjule det “hamsterhjul”, de løber rundt i, hvor de forsøger at få enderne til at nå sammen, uden at patienterne mærker det alt for meget.

Den første overlæge, jeg havde på Gl. Kongevej, var også den første, der forsøgte at forstå mit hukommelsestab. Hun sagde “absencer”, og det klingede helt perfekt hos mig. Jeg glemmer det aldrig. Der var perioder på 14 dage, der var væk pist borte.

Hun gik desværre på pension, men hun nåede at lære mig, hvad jeg skulle sige til den næste læge. Min erfaring er, at det ofte er godt, når man som patient selv bærer beskederne videre. Selvfølgelig er der en masse journalføring og dokumentation, som der skal være, men når jeg selv videregiver beskeder til den næste læge eller anden fagperson, får vedkommende selvfølgelig et andet indtryk af mennesket bag det, der står i SP.

Dagens lægesamtale

Nu har jeg en yngre mandlig overlæge, som jeg har truffet tre eller fire gange. Jeg håber inderligt, at han bliver på Gl. Kongevej.

Vi har talt sammen i dag, og egl. skulle det have været en videoseance, men ingen af os kunne få det til at fungere. Jeg trykkede på den relevante knap i Sundhedsplatformen, men der skete ikke rigtig noget. Vi nøjedes med telefonen, og det kan fint gå, når man har et rimeligt kendskab til hinanden. 

Han er verdensmester i at lytte. Jeg er endnu ikke kommet med noget, han simpelthen ikke kunne forstå. Jeg oplever dialogen som ligeværdig og hans interesse som ægte. Det er vel egl. det, man kan kalde for en femstjernet psykiatrisk behandling?

Jeg har problemer med “det relationelle”, fordi det er så uforudsigeligt, og min oplevelse er, at disse problemer vokser. Jeg bliver på en eller anden måde mere og mere autist. Jeg havde set frem til at drøfte dem med ham, og jeg har taget et initiativ, som jeg var i tvivl om, hvorvidt han ville bifalde, nu hvor han kender mig relativt godt.

Kort sagt savner jeg at indgå i meningsfulde fællesskaber og at betyde noget for andre på et fagligt plan.

  • Måske et det lidt “skønne spildte kræfter”, at jeg kun bearbejder og analyserer data for min egen skyld?
  • Måske kunne jeg bidrage til noget forskning et eller andet sted, når jeg nu elsker data?
  • Måske ville det være dejligt en dag om ugen at have nogen at sige “god morgen” til og nogen at spise frokost med?

Jeg ville aldrig nogensinde kunne indgå på det ordinære arbejdsmarked med de enorme produktivitetskrav og den høje grad af stress. Men et eller andet “nørdet” et eller andet sted kunne måske være skønt? “Nørdet” er heldigvis ikke længere et skældsord.

Han bakkede op om mit initiativ, og det er jeg glad for. Det er så nemt at sidde alene og være begejstret for sin idé – men hvad synes andre? Er jeg ude på et overdrev, eller er der noget om snakken?

Hvem vil høre om en femstjernet behandling?

Jeg har fået – og får – en femstjernet behandling i psykiatrien. Psykologen siger, at det blandt andet skyldes, at jeg er blevet ved at stille spørgsmål, til jeg forstod, hvad de sagde. Jeg har holdt dem fast.

Det er jo ikke mig, der er gået ud fra overlægens kontor med besked om, hvordan jeg havde det. Jeg har krævet at forstå det uforståelige, og jeg er klar over, at jeg af og til har været en irriterende og tidskrævende patient. Men de har taget det pænt.

Jeg glemmer heller aldrig den overlæge i Akutteamet i Glostrup, der lukkede computeren og sagde “Du nævnte noget om Aspergers”. Det har nok været ca. 2018. Herefter væltede det bare ud af mig, hvad jeg havde tænkt og undersøgt siden 2003. Her var en, der tog sig tid til at lytte til noget, der ikke lige var på dagsordenen. Han må have gjort sig nogle tanker – og nu ønskede han at vide, hvad jeg selv tænkte.

I DR Lyd findes en fantastisk podcast ved navn “Genstart”. Jeg har for et stykke tid siden skrevet til tilrettelæggerne og spurgt, om de var interesserede i en positiv historie fra og om psykiatrien? Jeg har ikke fået svar, og jeg er da også klar over, at deres fokus selvfølgelig er på emner, hvor noget er forkert eller kritisabelt.

I det hele taget er det min oplevelse, at der ikke er ret mange, der vil høre om den psykiatri, der også er velfungerende, selv om man kan overveje, hvordan det lader sig gøre, når ressourcesituationen er, som den er. Der vil jo gå flere år, før 10-årsplanen er implementeret, og hvad vil planen betyde for voksenpsykiatrien? Det er der ikke nogen, der fortæller om.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/0 Kommentarer/i , /af ,

Verdens bedste psykiatri? Der er lande, hvor det er værre

Verdens bedste psykiatri? Der er lande, hvor det er værre

10-årsplan for psykiatrien

Verdens bedste psykiatri? Der er lande, hvor det er værre

Citatet om, at der er lande, hvor det er værre, stammer fra professor i psykiatri Merete Nordentoft, der er gæst i dagens udgave af “Hjernekassen på P1”, som kan findes i DR Lyd. Hun er psykiatriens klogeste kvinde, og så er hun forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Den 8. april i år blev den 1. psykiatriaftale indgået. Til sammenligning blev den 5. kræftplan indgået i maj måned i år.

Psykiatrien tilføres varigt 4,6 mia. nye kroner. Beløbet falder på et tørt sted. Tidligere løft har typisk været midlertidige satspuljer. Ingen i denne verden kan udvikle et nødlidende område baseret på midlertidige bevillinger.

Regeringen skriver i sin pressemeddelelse

Med et nyt udspil, der fuldender den samlede 10-årsplan for psykiatrien, styrker regeringen behandlingstilbuddene til mennesker, der mistrives psykisk eller har alvorlige sindslidelser. Psykiatrien tilføres ekstra 4,6 milliarder kroner i varige midler de kommende år.

Flere danskere har brug for hjælp og støtte i psykiatrien, og især blandt børn og unge er efterspørgslen steget markant de senere år.

Med et nyt udspil til en stærkere psykiatri fuldender regeringen nu den fuldt finansierede 10-årsplan for psykiatrien. Udspillet realiserer et samlet løft af psykiatrien på 4,6 milliarder kroner. Det er et løft på hele 35 procent i forhold til 2019.

Det har taget sin tid, for psykiatriaftalen har været seks år undervejs.

Første skridt var forståelsespapiret fra 2019: “Af forståelsespapiret, Retfærdig retning for Danmark, aftalt den 25. juni 2019 mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, fremgår det, at regeringen vil indgå aftale om en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål om bl.a. at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for mennesker med psykisk lidelse”

Kilde: “Pixiudgave af fagligt oplæg til en 10-årsplan Bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser”, side 3, udgivet af Sundhedsstyrelsen i 2022.

“Hvem griber Sarah?” og hvem greb mig?

I aftes viste Danmarks Radio dokumentaren “Hvem griber Sarah?”. Det er en skrækhistorie om, at alle i psykiatrien forsøger at gøre deres bedste, men ingen gør det godt nok. Det bevirker, at Sarah tager sit eget liv, da hun er 23 år gammel. Hun er faret vild i det psykiatriske system, hvor hun i løbet af 3½ måned møder seks forskellige behandlere og bliver præsenteret for fire forskellige diagnoser. Det må vi kunne gøre bedre.

Det må have været forfærdeligt for den unge kvinde at skulle fortælle sin historie igen og igen. Det er i sig selv opslidende. Det er svært at forstå, hvorfor Sarah ikke måtte komme tilbage til det første tilbud, som hun var så glad for, og som hjalp hende til at få det bedre i en periode.

TV viste billedet af Brøndbyøstervej 160. Jeg kender kun skiltet alt for godt. Jeg fik selv fantastisk hjælp på adressen. De kan om nogen noget derude. De tog imod mig hver gang, jeg stod der med tasken igen. De sagde “Vi er her for dig Hanne”. De hjalp mig blandt andet til at tro på, at der nok alligevel ikke stod en respirator i mit klædeskab og sagde sit “bip, bip”. Jeg hørte det så tydeligt, når jeg lå i sengen, men hver gang, jeg stod op for at slukke for den, var den der jo (selvfølgelig) ikke. De skrev “nærpsykose” i journalen.

Hvem stiller diagnoserne?

Danmark har – og har i mange år haft – ca. 600 selvmord om året. Det er 600 for mange. Der var engang, en kræftdiagnose var en dødsdom, men sådan er det gudskelov ikke længere.

Muligvis havde Sarah en svær depression. Det behøver man – med den rette hjælp – ikke dø af. Men hvem siger egl., at hun havde en depression? Flere af lægfolkene i udsendelsen antager det – men hvad bygger de det på? Hvad er deres kilde? Er disse medvirkende dygtigere end de – helt sikkert alt for mange – behandlere, hun præsenteres for?

Herudover står det lidt uklart, hvilken rolle de pårørende har spillet. Har de bakket Sarah op og støttet hende ved fx at deltage i samtlige lægesamtaler?

Dokumentaren fortalte, hvordan de forskellige specialiserede enheder rent faktisk forsøger at gøre det så godt som overhovedet muligt ved at henvise kvinden til det sted, man mener, hun vil få den rigtige hjælp. Det synes jeg faktisk ikke, man kan klandre nogen for.

Det, vi burde lære af denne dybt tragiske hændelse, er, at de forskellige specialiserede enheder bør arbejde tættere sammen og drøfte symptomer og mulige diagnoser, så der hurtigt kan sættes ind med den rette hjælp. Så er vi måske nede på 599 …

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

headspace spørger “Hvad kan vi hjælpe dig med?”

headspace spørger "Hvad kan vi hjælpe dig med?"

Poul Nyrup om headspace

headspace spørger “Hvad kan vi hjælpe dig med?”

Jeg har hørt Hjernekassen på P1 fra den 3. december 2024, hvor Poul Nyrup fortæller om headspace. Det er faktisk anden gang, jeg hørte udsendelsen, for jeg elsker at høre på Poul Nyrup. Han er menneske før system, og jeg er herudover gammel nok til at huske “Stuerene, det bliver I aldrig”.

Jeg har haft en oplevelse (herom til sidst), der aktualiserede hans helt centrale tilgang: Når en ung henvender sig i headspace er det første, den frivillige spørger om “Hvad kan vi hjælpe dig med?”

Man siger, at 20 pct. af de unge mistrives, men det betyder ikke, at de hører til i psykiatrien, de hører til i headspace, for det er ikke en sygdom at være ked af det, faktisk er det lige så naturligt som at være glad. Livet er ganske enkelt ikke en perlerække af succeser, men det har vi på en eller anden måde fået bildt dem ind.

Problemet er, at vores samfund har indsnævret normalitetsbegrebet så meget, at det næsten er umuligt ikke at falde uden for. Det øger presset på ventelisterne så meget, at de unge, der virkelig har behov for psykiatriens eksperter og vildt dygtige medarbejdere, må vente urimeligt længe på at få hjælp.

Fokuserer vi mere på det forebyggende arbejde, kan det være med til at løse ventelisteproblematikkerne.

Når headspace opgør, hvad de unge henvender sig om, er det:

  1. Relationen til forældrene
  2. Bøvl med kærester og venner
  3. Problemer med at få hverdagen til at hænge sammen
  4. Selvværd – de trænger til at høre “Du er god nok”
  5. Angst – men uden at det er patologisk – herunder angsten for fremtiden

20 pct. af de unge, der henvises til psykiatrien, hører slet ikke til der, for de er ikke syge, de trænger “bare” til nogen, der spørger “Hvad kan vi hjælpe dig med?”.

Henvisningen til psykiatrien udløses ofte efter at to eller flere kommunale tilbud er gået helt Anders And, og sagsbehandleren nu ikke kan finde på andet. De skal henvises til headspace, længe før “systemet” sætter ind med kommune og psykiatri. Man er ikke enten rask eller psykisk syg – der er også noget midt imellem.

Poul Nyrup havde en skøn sætning: “Diagnosen er en ‘overfrakke’, men hvem har overfrakken på?”

De store valg

Noget af det, de unge er bange for (men ikke patologisk angste) er fremtiden og uddannelsesvalget. Vi har på en eller anden måde fået bildt dem ind, at det første valg ikke er førstevalget, og at de ikke kan vælge om. Men selvfølgelig kan de vælge om senere, hvis det viser sig, at de aldrig skulle have været jurister men hellere elektrikere. Det er ikke en katastrofe at måtte vælge om.

Selv husker jeg i min barndom/ungdom at sidde alene på værelset og bladre i bogen, der hed “Hvad kan jeg blive?”. Jeg var simpelthen så bange for at vælge forkert. For det første var det noget, man løbende skulle have talt om i familien, så jeg ikke skulle sidde alene, og så var der nogen, der skulle have sagt “Du kan altid vælge om”. Og der var heller ikke nogen, der sagde “Du er god nok”. Det havde nu været rart.

Jeg havde været i erhvervspraktik som apoteksassistent på Nexø Apotek, hvor jeg i en uge betjente den maskine, der spyttede Kodimagnyl ud. Det næste år var jeg i erhvervspraktik som agronom på Bornholms Landøkonomiske Forening. Jeg kunne ikke se mig selv i nogen af rollerne. På den anden side set kunne jeg heller ikke finde på noget andet.

Jeg blev jo så af mange årsager jurist. En af dem var, at det var den korteste akademiske uddannelse, man på det tidspunkt kunne tage, og der var kun mig til at betale studiegælden, da der trods alt var grænser for, hvor meget jeg kunne arbejde ved siden af. I virkeligheden skulle jeg jo have været cand. polit., men arbejdslivet tilbød ved tilfældigheder alligevel helt de samme opgaver, bare man havde en længerevarende uddannelse. Der var en medarbejder i sekretariatet, der døde, og jeg fik et vink med en vognstang om at søge det ledige job, fordi vicedirektøren havde fået øje på mig. Det blev vejen fra de kirurgiske arbejdsskadesager til tal og analyser.

En anden årsag til juraen var, at jeg var optaget af, at der er noget, der er rigtigt, og at der er noget, der er forkert, det gælder både indenfor og udenfor straffelovens rammer. Jeg var optaget af store spørgsmål så som retfærdighed og resocialisering. De spørgsmål drøfter man her 40 år efter stadig, og folkestemningen viser, at man ikke er kommet meget længere …

“Hvad kan vi hjælpe dig med?”

Det, der fik mig til endnu en gang at lytte til Poul Nyrup om headspace, var, at jeg min kontaktperson i Distriktspsykiatrien havde tilbudt mig en samtale med deres recoverymentor, fordi jeg søgte hjælp til at prøve at udbygge mit netværk. Det er jo ikke kun sundt at være så meget alene, selvom jeg faktisk trives godt med det.

Når jeg får et tilbud, siger jeg da selvfølgelig “Ja tak”, da jeg mener, det ville være dumt andet. Det kunne jo være, han kunne byde på noget godt.

Han talte vældig meget om sig selv, og først i det 29. minut ud af i alt 36 spurgte han “Hvad vil du gerne”?.

Det var efter min mening helt Anders And. Og jeg er blevet bedt om en evaluering af mødet, og der har jeg tilladt mig at være ærlig og sige, at de måske i enheden skulle tale om, at det ville være godt, hvis han vendte sin proces om.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Svigter psykiatrien i Region Midtjylland patienterne?

Svigter psykiatrien i Region Midtjylland patienterne?

En sag om mulig erstatning

Svigter psykiatrien i Region Midtjylland patienterne?

Nu får jeg sikkert på puklen for at prøve at se sagen lidt fra en anden side – men det klarer jeg nok.

I september 2024 meldte Psykiatrien i Region Midtjylland ud, at man var klar til at starte gennemgang af 1.614 journaler med henblik på at vurdere, om patienterne muligvis kunne være erstatningsberettigede efter at have været behandlet af den overlæge, man har fyret.

I går den 29. januar 2025 oplyste Jakob Paludan, Lægefaglig direktør for Psykiatrien i Region Midtjylland, at man lukker gennemgangen efter at have gennemgået 555 sager, hvor ca. halvdelen vurderes at have ligget “Under lægefaglig standard”.

Noget af det, der har været fremme i sagen er, at journalføringen har været under al kritik. Jakob Paludan begrundede desværre ikke, hvorfor man stopper gennemgangen. Min tanke er, at når journalføringen har været det rene Anders And, så kan en begrundelse være, at det simpelthen ikke giver mening at sidde og læse de resterende 1.059 (1.614 – 555) sager. Det ville da egl. være ret logisk.

Så er det rent faktisk ret fornuftigt i stedet at bruge ressourcerne på at hjælpe de patienter, der har en fornemmelse af, at “Her er vist noget galt. Jeg vil søge om erstatning”.

Billedet herunder stammer fra TV Avisen den 29. januar kl. 18:30:

Svigter psykiatrien i Region Midtjylland patienterne?

Jane Alrø Sørensen, generalsekretæren for “Bedre Psykiatri”, udtalte i TV Avisen, at der er tale om meget forpinte mennesker, der har så få ressourcer at de ikke selv kan søge om erstatning eller klage.

Det har hun måske nok ret i, men det gør jo stadig ikke, at det giver mening at gennemgå 1.059 sager, hvor journalføringen har været så mangelfuld, at man ikke bliver klogere af læse journalerne.

Jeg synes, at det er en temmelig enøjet tilgang til sagen.

Vi er fortsat i kontakt med patienterne

Jakob Paludan argumenterede med, at man ikke overlader patienterne til sig selv. En meget stor del af patienterne er man fortsat i kontakt med, fordi de stadig er psykiatribrugere.

Og det kan jeg jo selv skrive under på: Et forløb i psykiatrien er typisk langvarigt, fordi man ikke med et fingerknips bliver rask, når man har en psykiatrisk diagnose. Det er typisk et årelangt samarbejde mellem patienten og behandlerne.

De patienter, der stadig kommer i psykiatrien, kan jo spørge deres kontaktperson(er), sygeplejerske(r) og læge(r). Og måske vil disse behandlere af egen drift sige til patienterne “Jeg synes, du skal søge om erstatning”, for de ved jo typisk, hvad der er foregået, selvom det ikke står i journalen. De har jo været sammen med patienterne i kortere eller længere tid. Og lur mig om der ikke er nogen af dem, der faktisk kunne finde på at give en hånd med ansøgningen!

Hvis jeg tænker tilbage på mit eget forløb og nogle af de medarbejdere, jeg har truffet et utal af gange, kan jeg godt udpege nogle stykker, der ville hjælpe mig, hvis jeg havde behov for det.

Jane Alrø Sørensen taler faktisk lidt ned til patienterne, når hun evt. ikke forestiller sig, at pateinterne kan finde ud af at spørge, “hvordan skal jeg gøre?”, når de har fået det vejledningsbrev, regionen vil udsende til samtlige patienter, der måtte være berørte. Fordi man er psykiatribruger, behøver man jo ikke at være specielt dum.

Endelig oplyste Jakob Paludan, at man har oprettet en hotline, hvor bekymrede patienter er mere end velkomne til at henvende sig.

Anders Heissel – DR Nyheders Sundhedsanalytiker

Ander Heissel gengav kritikløst en patients udsagn om, at regionen løber fra ansvaret. Han oplyste, at dette kan blive en af de største erstatningssager sundhedsvæsenet har oplevet. Den kan muligvis blive på niveau med Coronasagerne.

Patienterstatningen vurderer, at mange hundrede vil søge, hvad de så end bygger det på. Og at man søger om erstatning, betyder jo ikke, at man også vil være erstatningsberettiget!

Det er altså nemt at være “de gode” i en sag som denne.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.