/1 Kommentar/i , /af ,

Det vikarierende håb

Det vikarierende håbStegemüller

En smuk grundsætning i psykiatrien

Det vikarierende håb

Jeg har kendt “Det vikarierende håb” i årevis, og har altid fundet, at det var en smuk grundsætning.

Den går ud på, at personalet holder håbet for en, mens man er her, og ikke selv har et håb; og at man får det leveret tilbage, når de har fået lappet en sammen (endnu engang). Det er da smukt. Og det er også fortællingen om, at der er meget andet end kemikalier og tvang i psykiatrien.

En medarbejder, der er på alder med mig, mindede mig om en sang med Trille fra albummet “En lille bunke krummer”: Noget af teksten lyder: “… Og sådan er der altid et lille lys i mørket, men hvis du vil kunne se det, så må du ikke være mørkeræd.” Normalt er jeg ikke bange for mørke, men her er behov for op til flere lommelygter.

At tage sig sammen

Normalt er jeg verdensmester i at tage mig sammen, men det er ligesom om, det ikke rigtig går lige nu. Der er ting, man skal, når man er her. Det drejer blandt andet om at deltage i morgen- og aftenmøderne. Og det er helt i orden, at det er reglen. Lige nu skal jeg bare tage mig voldsomt sammen for overhovedet at være tilstede.

Jeg klapper mentalt mig selv på hovedet, hver gang det lykkes at få min krop til at være tilstede. Mentalt er jeg fraværende, men det er der ingen, der ved. Det kan vist ikke tilføjes til journalen.

”This to shall pass”.

Måske en at tale med?

Hidtil har jeg ikke rigtig talt med nogen. De normale spilleregler for “dos and don’ts” er sat ud af kraft. Jeg hader, når jeg ikke kender reglerne. Det, jeg har mest lyst til at spørge om, spørger man ikke om. Jeg nøjes med at se på folk og gætte, uanset at gætterier normalt er nogle, jeg holder mig fra.

Til morgen kom jeg alligevel til at tale med en fyr, der også interesserer sig for det skrevne ord. Vi udvekslede erfaringer om det at forsøge på at skrive en bog. Han fortsætter; jeg har givet op. Det skete da en såkaldt “forfattercoach”, havde set et par tekster og svarede: “Det er meget korrekt men røvkedeligt”. Da besluttede jeg at skrive videre til skrivebordsskuffen og på indeværende hjemmeside. Så må det være kedeligt, og jeg nyder fordelene ved at have mit eget domæne.

Spiller kommunen en rolle?

Den kolossalt søde specialpsykolog i Glostrup oplyste, at kommunen har et ansvar og en opgave, når man er på autismespektret. Det undrer mig, at jeg skal høre det fra hende her fire år efter diagnosen, og når Aspergers syndrom var en del af begrundelsen for pensionen, der jo blev tilkendt af kommunen selv. Jeg spurgte hende, om de så også løfter opgaven? Det kunne hun af gode grunde ikke svare på.

Nåh, men det er sikkert en anden del af forvaltningen, og bedre sent end aldrig. Hun fortalte, at det er en del af “handicapområdet”. Jeg må leve med navnet, idet jeg ikke selv føler, jeg har et handicap. Men okay, måske …

Hvad det nærmere går ud på, har jeg ingen idé om.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Dagbog fra 808 – 1

Dagbog fra 808 - 1Stegemüller

En okay nat

Dagbog fra 808 – 1

Hvad skal man egl. lave, når man vågner på en psykiatrisk afdeling kl. 05:17? Drikke kaffe og ryge nogle smøger. Heldigvis har tastaturet nattevagt. Fuglene holder morgenandagt ovre i skoven. Det lyder godt. Hvornår har jeg egl. sidst hørt en fugl?

Jeg er lidt ved siden af mig selv på grund af en sovepille og en Oxapax, der “lægger lidt låg på”, og det er fint.

Jeg har fået et dejligt værelse med udsigt over til skoven. Men gardinerne er trukket for. Jeg orker ikke alt lyset. Det er slut med to-sengsstuer, og det er positivt. Ulempen er at der så næsten ikke er nogen åbne pladser tilbage. Men det med at sætte en stofskærm op mellem to senge var uværdigt.

For mange år siden, da 808 lå i den anden ende af den lange gang, var der tre- og firsengsstuer. Havde man behov, og havde de ikke plads, skabte de plads ved at skubbe en ekstra seng ind langs den ledige væg på en tre-sengsstue. Når man var “fjerdemand” havde man ingen natlampe og ingen stikkontakt. Vi var 18 om at dele et baderum. Det var også uværdigt.

Jeg glemmer aldrig en indlæggelse på en tre-/firesengsstue: Jeg lå sammen med en ung kvinde, der i ramme alvor troede hendes hoved var ved at falde af, og det talte hun om i døgnsdrift. Så er det svært at holde fast i sig selv og prøve at få det bedre.

Der er meget, der er dobbelt

En af medarbejderne gjorde mig – fuldkommen korrekt – opmærksom på, at det er ulogisk at være så bage for ECT, når der samtidig er et dødsønske. Det havde hun helt ret i. Forskellen er kontroltabet. Og jeg er et menneske, der er meget i kontrol.

Slut med PAS-rådgivningen

Jeg var jo sådan set begyndt på et forløb, der skulle gøre mig klogere på min tid på børnehjem/rigshospital. Jeg kom for at få generel viden om, hvordan ting foregik dengang, hvem jeg evt. kunne kontakte mv. Der må da være nogen i hele verden, der ved noget. Jeg kom ikke for få terapi, og jeg tuder ikke overfor hvem som helst.

Men jeg har stoppet forløbet, idet hun begyndte “at tale til mine følelser”. Hun ændrede sin stemme, fordi hun talte til spædbarnet i en tremmeseng. Jeg følte mig manipuleret med, og oplevede det som intimiderende. Så jeg har stoppet det. Det ville psykologen aldrig have gjort.

Specialpsykologen i Glostrup forstod mig til fulde og sagde “Sådan arbejder man ikke med folk med Aspergers syndrom”. Min kontaktperson forstod mig også og sagde, at hvis det var hende, ville hun opleve det som intimiderende. Det ord har jeg taget til mig.

Om lidt er der TV Avis kl. 7:00, herefter skal jeg i bad, og så er dagen i gang,

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

Retur til 808

Retur til 808

Stjernebehandling i psykiatrien

Retur til 808

Det er som deja vu og som nederlag på en og samme gang. Jeg troede, det var slut med det med psykiatrien, og siger også til mig selv, at det “måske bare er noget pjat”. Det har været sådan før, men er jo blevet godt igen, og hvorfor skulle det nu ikke blive det igen? Det er der ingen logiske årsager til.

Jeg har ind imellem 10 minutter, hvor jeg ser fremad; resten er sort i sort. I de 10 minutter tænker jeg, at det bare er spil for galleriet. Resten af tiden føles det ægte nok. Og de tager nu nok heller ikke fejl. De er specialister og kan deres kram. Jeg har aldrig mødt nogen i psykiatrien, der ikke er pokkers (eller noget andet, der starter med “p”) dygtige.

Jeg kender ikke katalysatorerne, men i går eftermiddag blev det bare for farligt at være hjemme efter noget tid at være gået ned ad bakke. Jeg ringede til Akutmodtagelsen i Glostrup og fik at vide, at jeg var velkommen. Der er fordele ved at være “svingdørpatient”; det pænere udtryk er at være “kendt”.

Talte længe med en utrolig sød og kompetent læge, der virkelig var god til sit job – og det sagde jeg faktisk til hende. Det er muligvis ikke comme il faut, men nu er jeg jo ikke som de andre.

De var alle utrolig søde. En kom sågar med en “krammebamse”, efter jeg tilfældigvis havde nævnt for hende, at jeg så gerne vil have en kat, men at det ikke er en mulighed trods lægeerklæringer. Så tudede jeg igen. Generelt kan jeg ikke åbne munden uden at tude. Det vælter ud.

I formiddag fik jeg hele 52 minutter med en specialpsykolog, der kunne se det fornuftige i mit forslag om en overflytning til 808, der heldigvis havde en plads. Så nu er jeg her – igen. Det er trygt, og vi kender jo hinanden ret godt …

Jeg er ikke nem at hjælpe

ECT, som er det, der har haft størst effekt, og som jeg er varm fortaler for, tør jeg ikke. Jeg har en overvældende angst for ikke at vågne op igen. Og det gælder også, selvom jeg ganske udmærket er klar over, at det aldrig nogensinde er sket i hele verden, at en patient ikke er vågnet op igen efter ECT. Men sådan er angst: det er irrationelt.

På 808 har de en enormt dygtig ergoterapeut, der måske kan hjælpe med den angst, så jeg kan blive klar til ECT igen, da det simpelthen er det bedste for mig. Jeg har fået mere end 100 behandlinger, så jeg ved, hvad jeg taler om.

Jeg er også rædselsslagen for afprøvning af en suppegryde fyldt med medicin, da det var det, der udløste parkinsonismen. Jeg var jo nærmest invalid tilsidst. Det står for mig som det værste; så hellere gennemleve en depression (mere). 

ECT virker med det samme. Skal man afprøve præparat x, y og z, går der typisk 6 – 8 uger, før man ved, om det har effekt. Men jeg har ikke 6 – 8 uger. Så er det sagt.

Hvor længe?

Jeg har spurgt til varigheden af indlæggelsen. Trods det, at det er svært at spå – især om fremtiden – taler de om uger … Så nu ved du, hvor du har mig lidt endnu.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i , /af ,

Jeg er i podcasten “Særklassen” – lyt her

Jeg er i podcasten “Særklassen” – lyt her

Podcasten “Særklassen” er udkommet

Jeg er i podcasten “Særklassen” – lyt her

Det har været en lidt lang – men positiv – proces at deltage i podcasten “Særklassen”, der produceres af “Sputnik”.

Særklassen er en podcast, der formidler personlige fortællinger om autisme og ADHD. Vi forsøger at nuancere kendskabet til diagnoserne og ikke mindst: udfordre de myter og fordomme der knytter sig til dem.

*Særklassen er produceret af Sputnik. www.skolensputnik.dk

Det begyndte alt sammen den 11. marts i år, hvor jeg hørte min ven Mathias Emil Nielsen i “Særklassen”. Han fortalte sin historie og om hvordan og hvorfor, han besluttede at stifte virksomheden “GladTeknik” her i Hvidovre.

Jeg har handlet IT-ydelser og hardware hos dem i flere år. De er sindssygt dygtige. Jeg har valgt dem af to årsager:

Efter at have hørt Mathias i “Særklassen” skrev jeg til “Særklassens” digitale kommunikationsansvarlige Ann-Sophie Tønner, at jeg også har en historie. Den kan du høre her. Jeg håber, du har lyst at lytte med. Podcasten varer 33 minutter.

Har du kommentarer, skriver du af hjertens lyst i kommentarfeltet nederst på siden.

Historien drejer sig om

Historien drejer sig om at:

  • Have Aspergers syndrom og derfor at have en veludviklet sans for detaljer
  • Autisme kan være en styrke: Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af
  • Være diagnosticeret sent i livet som 55-årig
  • Have fået en fremragende behandling i psykiatrien siden 2014

Ann-Sophie havde netop gået og overvejet, hvordan hun kunne finde et menneske med autisme, der var sen-diagnosticeret og hvor der også var komorbiditet.

Komorbiditet betyder, at flere diagnoser er tilstede hos den enkelte person. Hos mange med autisme og/eller ADHD vil komorbiditet optræde i form af andre psykiske og/eller adfærdsmæssige vanskeligheder. I mit tilfælde optræder komorbiditeten (som man også kan kalde for “samsygelighed”) i form af den bipolare affektive sindslidelse.

Min mail til hende var således en appelsin lige ned i turbanen.

“Særklassen” er en seriøst podcast

“Særklassen” er en seriøs podcast, og Ann-Sophie gør meget ud af, at man som deltager ender med en podcast, man også selv kan være tilfreds med. Det er jeg bestemt. Vi har begge brugt meget tid på at producere noget, der kan gøre lytterne klogere.

  • Vi lærte hinanden lidt at kende ved for-interviewet den 12. april. Det foregik online på Teams. Jeg havde på forhånd forberedt mig på ni spørgsmål
  • Efter for-interviewet sendte hun nye og mere relevante spørgsmål
  • Selve interviewet fandt sted den 19. april på Hejrevej 43.
  • Ann-Sophie har haft et stort arbejde med at klippe og fin-klippe, så alt er korrekt og falder naturligt som en samtale
  • Jeg har lyttet til to udkast og fanget fejl og unøjagtigheder (det er det med detaljerne …)

Som at skulle til eksamen

På dagen for live-optagelsen havde jeg det som om, jeg skulle til eksamen, for der var mange pointer, jeg bare ville have med. En af dem var det med den fremragende behandling i psykiatrien.

Jeg ville også have mine to mantraer med, så jeg medbragte et 5½ sides Worddokument, hvor det mest centrale var farvet gult for ikke at forsvinde i mængden. Der var meget gult!

De to mantraer er:

  • Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af
  • Jeg er ikke blevet dum af at blive syg

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.