/4 Kommentarer/i , /af ,

Første hjemmebesøg ingen succes

“Masser af succes”?

Første hjemmebesøg ingen succes

I nogle dage har jeg gået med ordene “Når skyggerne bliver lange” inde i hovedet, men det gik op for mig, at det hører til Olsenbanden, og derfor hedder denne artikel ikke sådan.

“Masser af succes” fra “Gas 5”, der blev udgivet i 1975, med nedenstående citat passer bedre.

Men om natten når lyset brænder ud
og alt blir stille, er du ene,
åh så ene.

Jeg har endelig fået “udgang”. Jeg skulle hente nogle ting derhjemme og ville også bare gerne se om min lejlighed fortsat lå på første til højre. Køleskabet var fyldt med forældede madvarer, skraldeposen skulle bæres ned, postkassen skulle tømmes og mine sko skulle pudses. Sidstnævnte hører til værdigheden og selvopholdelsesdriften. Jeg bryder mig ikke om upudsede sko.

Jeg kunne vælge mellem tre og fire timer. Jeg nøjedes med tre, da jeg ikke kunne se, hvad jeg skulle med den sidste time.

Jeg havde lavet en liste med de ting, jeg skulle huske derhjemme. Det var ordnet på en halv time.

Herefter indfandt sig en kæmpe tomhed som en akkumulation af de følelser, der fik mig til for tre uger siden at tage til akutmodtagelsen i Glostrup. Jeg følte mig fremmed i mit eget hjem, som jeg ellers elsker højt. Sad bare foran PC’en og vidste ikke hvad jeg skulle lave, da sprogdatabasen var opdateret.

Hvad så? Hvad nu? Hvad laver jeg her? Vil trædemøllen begynde forfra, når jeg kommer hjem og skal blive her? Masser af ubesvarede spørgsmål.

Forsøg på at ringe til kommunen

Jeg må gøre noget, jeg må handle, hvis jeg ikke skal gå helt i stå. Altså har jeg forsøgt at ringe til kommunen for at høre

  1. Om de har tilbud efter servicelovens § 82 b?
  2. Hvis de har det, hvad går de så ud på?

Jeg sagde til telefondamen, at jeg troede, at jeg skulle stilles om om til den sektion, der hedder “Center for handicap og psykiatri”, idet jeg befinder mig på autismespektret. Hendes svar var: “Jeg aner ikke, hvad du taler om”.

Så lagde jeg røret – eller hvad det nu kaldes. Jeg gav simpelthen op, Nu må en fra personalet hjælpe mig, for jeg kan ikke være mere præcis. Jeg føler mig som en idiot, at jeg ikke kan finde ud af at ringe til kommunen. Men det kan jeg så ikke.

En stresset overlæge

Når andre mennesker er stressede, tager deres stress bolig i mig.

Overlægen skulle på ferie, så hun var stresset. Jeg fik en time, så jeg kan ikke klage – og det gør jeg heller ikke! Jeg fik sagt fra overfor “alle” de mennesker, der – for mig at se – er overflødige. Jeg fik også et tidspunkt på forhånd. Det var dejligt. Jeg hader det der “Du skal til lægesamtale NU”. Så jeg kan ikke sige andet, end at de prøver at opfylde mine utallige ønsker. Og det er så fint. 

Men der var nogle ting, der ikke rigtig spillede denne gang:

1) Status på psykologen?

Ved forrige samtale blev der talt om en psykolog. Lægen ville sende hende en e-mail. Jeg vil selvfølgelig gerne medvirke i alt, men kunne bare godt tænke mig at vide, hvordan de har fået idéen om, at jeg skal tale med en en psykolog. Det spurgte jeg derfor til, og også om hvad status på e-mailen var?

Svar: “Psykologen er her kun to dage om ugen og har meget travlt, da hun både har 808 og et andet afsnit at tage sig af. Du skal i stedet tale med dine kontaktpersoner.”

Jamen det er jo kontaktpersonerne, der siger, at de ikke kan gå ind i ensomheden; det må jeg tale med psykologen om. 

Konklusion på psykologen: Jeg skal være glad, hvis hun en dag dukker op, og der vil højst være plads til to samtaler. Det vil ikke give mening for mig, så det har jeg parkeret. Jeg vil skulle bruge de to samtaler på at “se hende an”, og så kan det være lige meget. Alle de år, jeg er kommet på Brøndbyøstervej, har jeg undret mig over, at det på et så stort psykiatrisk center er kropumuligt at skaffe en psykolog.

2) Min fortælling om at få kommunen i tale

For “lissom” at fortælle, at jeg må have støtte til at tale med kommunen, fortalte jeg om den fejlslagne opringning.

Svar; “Jeg prøver at fange socialrådgiveren”. Nej, nej, nej. Jeg har efter 14 dages ventetid fået et svar, der går ud på, at jeg skal kontakte min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, og det har jeg gjort, men hun har sikkert ferie, så nu har jeg selv forsøgt at handle.

Næste svar: “Du har sikkert ingen muligheder. De skal jo prioritere mellem en ung på 20 år og dig, der er på pension”. Så måtte jeg jo fortælle, at de i Københavns Kommune har et tilbud efter servicelovens § 82 b for personer mellem 20 og 65 år. Altså må “vi” have fat i kommunen for at høre, hvordan det foregår i min kommune.

3) Find en udskrivningsdato

Det er åbenbart nyt i psykiatrien, at der “i samarbejde” skal fastlægges en udskrivningsdato. “Hvad forestiller du dig selv?”

For en gangs skyld blev jeg mundlam og havde ikke forestillet mig noget som helst. Jeg fandt en kalender og fik øje på den 21. juli. Kompromiset blev den 14. juli – dog i år. Det er jo bare seks tal i et system, og de kan rettes. Selvfølgelig ved jeg ganske udmærket, at dette en dag må have en ende, og at der er en tid efter 808.

Selvfølgelig giver det mening, at alle ved, hvad vi arbejder henimod. Det er også fint, at folk ikke bare skal opbevares på ubestemt tid lige til en læge finder en for hende/ham passende dato. Det var bare ikke en god oplevelse. Jeg blev overrumplet og overrasket. Havde hun været mindre stresset, havde det måske også været anderledes.

Vi skal have vikar – lige som i skolen

Overlægen skal have ferie – og jeg huskede at ønske hende god ferie – så vi skal have vikar. Det vil blive enten en komplet fremmed eller en, jeg har mødt en gang. Begge dele kan være ligegyldige. Overlægen sagde, at jeg bare skulle svar på spørgsmålene.

Jeg forestiller mig “dialoger” a la:

  • Hvordan går det? Joh, tak det er okay.
  • Hvordan sover du? Jeg sover fint tak.
  • Har du appetit? Næh ikke rigtig.
  • Farvel. Ja farvel og tak.

Det vil være komplet spild af tid, men det vil være gået over på 10 minutter.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

En patient ved navn “Uren”

En patient ved navn "Uren"

Jeg er ikke alene …

En patient ved navn “Uren”

En morgen var patient M væk, og det var godt. Det stedlige personales omsorg var rørerende at se i det skjulte, men M måtte hen et sted, hvor der er flere medarbejdere til at støtte og hjælpe, når livet bare er ad h … til.

Pludselig stod døren åben, den blå plastikmadras lå åben og på navneskiltet til venstre for døren stod “Uren”. Et kort øjeblik tænkte jeg: “Nu får vi en ny patient ved navn Uren”. Selvfølgelig var jeg en idiot, men jeg fortalte det alligevel til et par andre. Det viste sig, at de havde tænkt nøjagtig det samme. Jeg er ikke alene … Lige nu venter vi så på to patienter ved navn “Uren” – og det er selvfølgelig helt Anders And.

Fremdrift

Jeg er så langt, at jeg er klar over, at jeg skal have fat i min kommune og spørge hvilke tilbud de har efter servicelovens § 82 b. Jeg har været på kommunens hjemmeside, på borger.dk osv., men svaret giver ikke sig selv. Problemet med bestemmelserne i § 82 er, at de er fakultative, hvilket betyder, at kommunerne kan xyz, ikke at de skal xyz.

Jeg kan slet ikke overskue at finde rundt i den kommunale jungle. Det bliver lidt som Nenas “99 luftballons”. De svæver rundt som en stor sky over mig, og jeg har ingen idé om, hvor jeg skal ende og begynde. Det nærmeste jeg kan komme i tanke om er at kontakte min tidligere, søde, dygtige sagsbehandler, men kommunen er stor, og han sidder i jobcenteret, så svaret vil sikkert være “Det ved jeg ikke”, og det kan man ikke fortænke ham i.

Jeg håber, afsnittet kan hjælpe på en eller anden måde.

Når jeg en gang kommer hjem …

Hrm … tjah. Vi må i det mindste starte med drøfte udgang til den kommende lægesamtale. Bare et par timer. Jeg vil gerne hjem og se, om min lejlighed fortsat ligger på første til højre, hente en oplader og … pudse sko. Det er en del af selvopholdelsesdriften. Jeg hader upudsede sko. Jeg tænker lidt på, om ikke jeg er for godt kørende til at være her, når jeg kan gå op i, om mine sko er pudsede eller ej. Men så er der lige det med fremtiden.

Hvis vi ikke får sat noget i værk, starter trædemøllen jo bare forfra, og jeg står her igen om to eller fire uger. Tankerne er de samme fordelt med 25/75.

Jeg er besværlig! Mit behov er meget specifikt: Noget undervisning af en art, gerne noget med skrivning, gerne noget med programmering (jeg har opgivet at lære mig selv det; jeg kommer til “else if”, og så kan jeg ikke mere), lille hold, maks fem deltagere osv. Det er sikkert helt umuligt at opfylde.

Formålet er måske ikke så meget at lære noget. Det ypperste mål er at prøve at få nogle relationer, der giver mening. Vi skal ikke tale om vind og vejr, for det hverken kan eller orker jeg. Så kan jeg lige så godt tale med mig selv eller fjernsynet.

Psykologen har gentagne gange truet mig med, at hvis jeg ikke gør noget ved det relationelle, ender jeg med at tale med fjernsynet. Det har jeg selvfølgelig ikke lyst til.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Jeg er negativ og frustreret

Jeg er negativ og frustreret

Nu er du advaret

Jeg er negativ og frustreret

Det ligger ellers ikke rigtig til mig at være negativ og frustreret, men lige nu er jeg ved at koge over. Du får derfor historien råt for usødet, og kan du ikke klare mosten, stopper du bare læsningen her.

Socialrådgiveren: Mail til kontaktpersonen i DPC

“Kære (kontaktperson i Distriktspsykiatrien)

1. I Glostrup fortalte en vældig sød specialpsykolog (hun hed noget med zyz), at kommunen har en eller anden forpligtelse, når jeg er på autismespektret. Det var jeg noget overrasket over at sidde der og høre fire år efter diagnosen. Hun vidste ikke, hvad det går ud på.

2. Her (808) har to medarbejdere lidt uafhængigt af hinanden spurgt socialrådgiveren (xyz (jeg kender ikke efternavnet)). Jeg har spurgt til: hvor står det og hvilke muligheder har jeg? Mao.: hvad går den kommunale forpligtelse ud på? En medpatient har fortalt, at det er et eller andet med FNs handicapkonvention – men en konvention er jo ikke umiddelbart anvendelig i dansk ret. Der skal stå noget i dansk lovgivning.

3. I dag har jeg spurgt til status hos en tredje, da det undrede mig, at jeg ikke hørte noget, som fx bare kunne være en tid langt ude i fremtiden, da xyz har meget travlt. Svaret er nu efter 14 dage, at hun kun tager sig af akutte ting og sager, og at det er noget, du kan/skal hjælpe med …

4. Er det noget, du kan hjælpe med?

5. Inden jeg evt. henvender mig hos min kommune ville det jo være vidunderligt at have bare en vis idé om mine rettigheder/pligter, bare så jeg ved lidt om, hvad vi overhovedet taler om.

Jeg er ked af at lyde frustreret, men det kunne de jo have sagt for 14 dage siden.

De bedste hilsner
Hanne”

Jeg vil jo sådan set bare gerne have en idé om rammerne for den kommunale forpligtelse. Jeg skal jo ikke komme og forvente, at vi skal tale om en tur til Lapland, hvis de tilbyder ture til Firenze. Dette er kun et forsøg på at give et billede af, hvad/hvordan jeg tænker. Det er ingen forventning om, at min kommune agerer rejsebureau!

Selvfølgelig kommer der mange kokke i maden, når folk arbejder i skiftehold. Det er der ikke noget at sige til.

For at holde antallet af kokke i netop min mad nede, ventede jeg faktisk en uge på den medarbejder, der havde sendt en mail til socialrådgiveren, idet den medarbejder havde flere nattevagter. Jeg fik også en eller anden form for svar, men kan ikke huske det.

Vej ud af ensomheden? Og to år gammelt link

To medarbejdere, som jeg stoler inderligt på, har uafhængigt af hinanden spurgt lidt til, om det kunne være, at der under det hele ligger en afgrundsdyb ensomhed? Det er jeg på ingen måde afvisende overfor (det er fint at være alene, men ikke at være ensom), og er også indstillet på at handle.

Jeg har det problem, at jeg ikke bare kan gå på aftenskole eller den slags, da fem deltagere for mig er mange. Jeg kan ikke deltage i noget, hvor der sidder 20-25 mennesker. Jeg skal bruge ufattelige mængder af energi på at “sortere dem fra”. For nogle år forsøgte jeg at tage en art skrivekursus på Borups Højskole. På dag to fik jeg et angstanfald midt i frokosten og måtte tage hjem for aldrig at vende tilbage. Effektivt spild af ca. 4.000 kr.

Overlægen fortalte, at medarbejder xyz havde stor viden om den slags og hvilke kursus-/uddannelsesmuligheder, der kunne være relevante for mig. Altså henvendte jeg mig til den medarbejder, da jeg elsker læreprocesser. Hun vidste ikke noget, og spurgte om jeg havde forsøgt med Google …

Så bliver jeg altså lidt træt. Enhver idiot starter med Google, og hun burde simpelthen vide, at i hvert fald jeg har forsøgt selv, før jeg beder om hjælp.

I dag kom den pågældende med et print af en to år gammel og stærkt forældet artikel om et skrivekursus på Psykiatrisk Center Amager. Den slags gør ikke trætheden mindre.

Patienterne skal passe dem, der ikke har noget at lave

Til tider synes jeg, det vælter med velmenende og gode mennesker, der ikke ved, hvad de skal give sig til, og som venter på en ledig patient, de kan kaste sig over for ikke at skulle lade som om, de læser dagens avis:

  • En frivillig fra noget, der hedder “Håb i psykiatrien”. Hun snakker som et vandfald, så jeg går min vej.
  • En ansat “recoverymentor”, der er temmelig påtrængende, så jeg går min vej. Han har heldigvis ferie i denne uge.
  • En social-og sundhedshjælperelev, der også snakker som et vandfald. Jeg gik en tur med hende i formiddag. Men egl. burde hun have gået en tur med mig.
    • Jeg blev derefter spurgt, om hun måtte være “medkontaktperson” for mig. Svaret var “Nej tak helst ikke”. Jeg har allerede tre kontaktpersoner og har rigeligt at gøre med at koordinere med dem.
  • En overlæge-assistent-elev. Da jeg senest var til lægesamtale, var der pludselig en ekstra og stort set ukendt til stede, fordi “Vi har lidt overskud i dag”. Jeg forsøgte at være morsom ved at sige “Det har jeg ikke”, men som altid faldt min humor til jorden.
    • Sker det igen, vil jeg sige “Jeg synes, vi er lidt mange her”. Virker det ikke, må jeg jo klippe det ud i pap.
    • Det er selvfølgelig fint at de skal lære og øve sig, det skal bare ikke være på mig.
  • Præsten: Vældig sød men snakker også som et vandfald, så jeg har svært ved at få et ben til jorden. Det bliver jeg nødt til at tage op på et tidspunkt, men jeg synes, den slags er svært. Det har varet ret lang tid. Der er gået uorden i relationen. Jeg tror, hun synes, vi er blevet veninder (vi ses hver 3. – 4. uge, idet hun er både sognepræst og hospitalspræst). Det synes jeg ikke.

Konklusion

Jeg ved det godt: Jeg er en enormt besværlig patient! Jeg overvejer, hvad jeg egl. laver her, når jeg ikke vil noget som helst. Jeg kunne vel lige så godt sidde derhjemme – og der ville ikke være noget at være negativ og frustreret over.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Godt jeg ikke har børn

Godt jeg ikke har børn

Om “børnesamtaler”/”familiesamtaler”

Godt jeg ikke har børn

Det er godt, jeg aldrig fik børn. Det har aldrig været været et savn, og jeg har aldrig nogensinde haft et ønske om at blive mor. Jeg er endvidere overbevist om, at jeg ville være blevet en elendig mor, da jeg aldrig har haft en god rollemodel. Det havde været synd for barnet/børnene. Så det er altsammen i orden. Ingen piv der.

Adskillige medpatienter har et eller flere børn, som de bekymrer sig om. Og det er der ikke noget at sige til. Men det har jo den konsekvens, at de både skal tage vare på sig selv i en eller anden form for helingsproces samtidig med, at de skal leve med bevidstheden om, at de lige nu er en fraværende mor eller far. Afhængig af barnets alder må det være svært.

Afsnittet har en utrolig dygtig medarbejder (sygeplejerske K), der er særligt uddannet i “børnesamtaler”, som i virkeligheden hedder “familiesamtaler”, men uanset hvordan vi end vender og drejer det, og hvad vi kalder det, drejer det sig om børnene.

Af naturlige årsager ved jeg ikke, hvordan det foregår, men jeg forestiller mig, at man ikke kunne udpege en bedre end K til at varetage opgaven. For den skal løftes. Gjorde man det ikke, var der risiko for, at man fremavlede nye psykiatribrugere.

Jeg fandt en af regionens utallige pjecer, der handler om børnesamtalerne. Der står blandt andet:

En familiesamtale giver mulighed for:

  • At få talt om barnets oplevelse af situationen
  • At få talt om, hvordan situationen påvirker familien
  • At barnet får den nødvendige viden om de psykiske problemer og behandlingen på et alderssvarende niveau
  • At vurdere, om der er brug for ekstra støtte til familien

Det ser godt ud, og det må være vejen frem for den far eller mor, der bekymrer sig om sit barn.

Børn forestiller sig ting

Børn er på ingen måde dumme, og de går ikke gennem verden med skyklapper på – selvom vi til tider tror, de bare sidder der bag skærmen uden at producere tankegods.

Afhængig af alder forestiller barnet sig måske, at det er dets skyld, at en forælder er blevet syg. Måske bliver de vrede på lægen, der ikke behandler med et snuptag. Måske tror de, der er tremmer for vinduerne på et psykiatrisk afsnit. Der kan være et uendeligt antal forestillinger, og dem kommer man kun til livs ved at sætte ord på, og også invitere børnene indenfor på afsnittet, så de ved selvsyn kan konstatere, at det faktisk er et rigtig rart sted at være – og at der i hvert fald ikke er tremmer for vinduerne.

En far havde i dag besøg af sine tre børn. Selvfølgelig larmede det (børn støjer og koster penge, sådan er det!), men det var også livgivende på en stille søndag. Her er en dejlig have, hvor de legede et eller andet i solen, så længe de gad. Det var rart at se faderen lyse op og vise noget andet af sig selv. Han er ikke kun patient; han er også far.

I de ikke så gode gamle dage

Da jeg i forhistorisk tid var barn, var tænkningen en anden. Børnesamtalerne var ikke opfundet; man havde knapt opfundet barndommen.

Så vidt jeg husker, var min far syg noget tid, inden han døde. Man troede vist, det var noget med ryggen eller nyrerne (pick a choise). Han var indlagt på Give sygehus, hvor vi besøgte ham fra Brande.

Jeg havde bestemt ingen forestilling om, at det skulle være min skyld, men måske er der også forskel på somatikken og psykiatrien? Måske forestiller et barn sig lettere, at det kan være skyld i en usynlig sygdom fremfor en mere håndgribelig sygdom. Herudover er min forestillingsevne af naturlige årsager ret begrænset (forestillingsevne er et af de tre parametre, man kigger efter, når man udreder for Aspergers syndrom/autisme).

Da han døde på Kolding sygehus, var jeg 120 pct. vidende om processen og kun begrænset overrasket, da “min mor” kom ud med begge vielsesringe på. Sådan gjorde man dengang for at vise, at man nu var enke/enkemand.

Jeg havde erfaring med Give sygehus. Jeg havde fået fjernet hele molevitten, når vi nu var i gang: mandler, polypper og blindtarm. Mine forældre kom på besøg 30-60 minutter vist hver eftermiddag. Resten af tiden var jeg overladt til to ret søde damer, fru Midtgaard (som lå i midten) og fru Nørgaard. Jeg er ret sikker på navnene.

Herudover var jeg til utallige undersøgelser hos nogle specialister i Randers, fordi jeg gik og dejsede om. Jeg besvimede simpelthen flere gange dagligt. Man troede, jeg måske havde epilepsi, men det havde jeg heldigvis ikke. Og voksede mig vist bare fra det sære fænomen. Min forældre var selvfølgelig meget bekymrede. Efter min fars død, var “min mor” ikke længere bekymret.

Den var ikke gået i dag. “Det var en anden tid”, som folk ynder at sige, når de skal forklare det uforklarlige, der fandt sted i forhistorisk tid.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.