Du var god til at finde på løsninger

Om læring, succesoplevelser og retten til selv at finde vejen

Hvad har et eftermiddagsjob hos en isenkræmmer i Aakirkeby, børn med skolevanskeligheder, kunstig intelligens og to killinger i en bogreol til fælles? Mere end man skulle tro. Det handler om læring, succesoplevelser – og om den vigtige erfaring, der ligger i at kunne sige: Jeg kunne selv.

Da jeg var barn, havde jeg på et tidspunkt eftermiddagsjob hos isenkræmmerne i Aakirkeby. Jeg har vel gået i 6. eller 7. klasse. De tog sig meget af mig, for det var der behov for.

Jeg besøgte dem igen i 2018, og de sagde noget, jeg siden ofte har tænkt på, og som jeg blev meget glad for at høre:

Du var god til at finde på løsninger på opgaverne.

Mine opgaver var blandt andet at køre varer ind i porten, når leverandørerne havde sat dem af ude på fortovet. Herefter skulle de ud i lagerbygningen, og nogle skulle helt op på lagerbygningens loft. Jeg kørte også mindre varer ud til kunderne på en Long John.

Om aftenen efter lukketid spiste vi i deres store køkken på 1. sal sammen med deres tre ret små børn. Jeg var meget glad for at være der. Og jeg var glad for at gå i seng der – de havde reserveret et værelse til mig – og det var dejligt at vågne op der, for der stod ikke en eller anden idiot med sære ønsker.

Men det er især den ene sætning, der er blevet hængende:

Du var god til at finde på løsninger på opgaverne.

Det fortalte jeg min „lørdagstelefonven“ om i dag. Vi kom som sædvanlig vidt omkring og rundede blandt andet Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyser af danske skolebørns faglige resultater.

Det er en katastrofe, at omkring hvert tiende danske skolebarn forlader skolen uden at kunne læse og/eller regne tilstrækkeligt.

Børn testes i Folkeskolens Nationale Færdighedstests langt mere, end vi blev, da vi i urtiden gik i skole. Man kan spørge, hvem det egentlig er, der testes. Er det børnene? Er det lærerne? Eller er det politikerne, der skruede den nye folkeskole sammen i 2013?

Jeg hælder til det sidste.

Vi lærte på en anden måde

Meget af vores læring bestod af repetition.

Måske var staveord ikke så frygtelig spændende, men man lærte at stave til fx „buschauffør“ og lærte, at det skrives i ét ord, når man først havde gjort det forkert otte gange og derefter ramte plet niende og tiende gang.

Og så var der blækregningen, som vist var en gang om ugen. Det lærte man også noget af.

Min ven og jeg er nogenlunde jævnaldrende, så vi mindedes i fællesskab og med glæde serien Læs og forstå.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alt var bedre i gamle dage. Det var det ikke. Men repetitionen havde en funktion: Noget skulle ganske enkelt indlæres, og det krævede øvelse.

Helt forfærdeligt står det til på Lolland, hvor 34 pct. ikke består hverken dansk eller matematik efter 9. klasse. Analysen findes her.

Børnene på Lolland er taberne i et system, de ikke selv har skabt. De er uden skyld i, at Lolland Kommune blandt andet slås med lave boligpriser, der tiltrækker økonomisk trængte familier. Der er ikke nødvendigvis lige så meget lektiehjælp at hente som i Gentofte.

Konsekvenserne er alvorlige. Det handler ikke bare om karakterer på et stykke papir. Det handler om mulighederne for resten af livet. Selv hvis man drømmer om en praktisk uddannelse som fx murer eller tømrer, skal man kunne læse, forstå en instruktion og regne.

At opleve, at man kan noget

Nogle børn er ganske enkelt ikke glade for at gå i skole, fordi de igen og igen oplever, at de ikke kan leve op til de stillede krav.

Jeg havde nemt ved alt det boglige, men det sidder stadig et eller andet sted i mig, at jeg aldrig kom over i højdespring og altid blev valgt til sidst i rundbold og høvdingebold.

Nu er det ret ligegyldigt, at jeg aldrig kom over i højdespring. Jeg har et dejligt liv alligevel.

Men jeg kan sagtens prøve at vende det om:

Tænk, hvis man har svært ved alt det boglige og aldrig oplever en succes dér?

Det må gøre ondt. Og jeg er sikker på, at de børn udmærket ved, at de har et stort problem.

Til nogle af dem har man fundet på Juniormesterlæren, hvor de er ude hos en mester en eller to dage om ugen.

Og de er glade. Mesteren er glad. Pludselig står der måske et barn, der har oplevet nederlag efter nederlag i klasselokalet, men som kan betjene en skruemaskine, forstå en praktisk opgave og løse den.

Hidtil har jeg tænkt, at det var en dårlig ordning, fordi børnene dermed risikerede at være helt sikre på aldrig at bestå folkeskolens afsluttende prøver, når de manglede op til 40 pct. af den almindelige undervisningstid.

Men jeg tror, jeg har taget fejl.

For her får nogle af disse børn måske noget, de ellers næsten aldrig får:

Erfaringen af at kunne noget.

Det er deres:

Du var god til at finde på løsninger på opgaverne.

Og det vil jeg ikke tage fra dem.

Hidtil har de senere kunnet tage 10. klasse og bygge ovenpå med en HF, hvis de pludselig kunne se behovet. Den mulighed forandres grundlæggende med uddannelsesreformen, der lukker både 10. klasse og HF.

En af grundene til, at jeg er radikal, er, at partiet fokuserer på dannelse og uddannelse. Uddannelse er fundamentet for fremtidens samfund. Vi er simpelthen nødt til at investere i uddannelse på alle planer, hvis vi vil se en fremtid som samfund for os.

Man er nødt til at lære at lære

Min vens og min samtale begyndte i virkeligheden med AI, som han gav en del af skylden for de dårlige resultater.

Men dér mener jeg, han tager fejl.

Problemet eksisterede før den generative AI blev hvermandseje. For tre år siden havde vi ikke allesammen ChatGPT i lommen.

AI kan naturligvis bruges til at springe over, hvor gærdet er lavest. Men den grundlæggende udfordring er ældre end ChatGPT.

Man er nødt til at lære.

Og man er nødt til at lære at lære.

Som et banalt eksempel skulle jeg selv lære at studere på universitetet. Jeg kravlede lige over dumpegrænsen efter 1. årsprøve, men det endte da godt til sidst.

Det var ikke evnerne, jeg pludselig fik. Jeg skulle lære, hvordan man greb opgaven an.

Man er nødt til at finde på løsninger på opgaverne.

Vi kan ikke fjerne alle forhindringer

Derfor mener jeg også, at curlingforældrene hurtigst muligt må begraves.

Forældre og bedsteforældre vil så gerne gøre livet nemmest muligt for børnene. De må helst ikke møde modstand eller få for store udfordringer.

Men hvordan skal de så få de succesoplevelser, der er forbundet med selv at løse en vanskelig opgave?

Jeg hørte en dejlig episode af Hjernekassen på P1, hvor Peter Lund Madsen talte med Poul Nyrup Rasmussen, der har været med til at stifte Headspace.

Peter Lund Madsen fortalte om, hvordan han som ulveunge havde haft den frygteligste hjemve. Men han klarede det. Og dermed erfarede han noget vigtigt:

Han kunne klare det.

Hjemve er smertefuldt, men hjemve er ikke det samme som en depression.

Vores opgave er ikke at fjerne alle forhindringer for børn. De er nødt til at erfare, at de kan selv. Ellers risikerer vi at gøre dem en bjørnetjeneste.

Jason og Josephine må også lære

Det gælder i en meget mindre målestok også Jason og Josephine.

Jeg kan ikke sørge for, at Josephine kommer til at elske at komme til dyrlæge. Jeg kan ikke tage hendes angst fra hende.

Men jeg kan sørge for, at turen foregår under kontrollerede former og varer så kort tid som muligt. Jeg kan vælge taxi frem for en larmende bus. Jeg kan dække transportkassen til. Og jeg kan udpege den dyrlæge, som klinikken siger er den bedste til katte: Maja.

Jeg kan skabe de bedst mulige betingelser.

Men jeg kan ikke opleve situationen for hende.

Jason og Josephine vil også meget gerne op i bogreolen, for der har man et virkelig godt overblik, og det er vigtigt, når man er killing. Man skal kunne overskue sit territorium og sikre sig, at der ikke lurer skjulte farer.

Men jeg løfter dem ikke derop.

De må selv erfare, at vejen går enten via enden af reolsystemet eller via skrivebordet, derfra over på radiatoren og først derefter over på den ønskede hylde.

Jeg kunne selvfølgelig løfte dem.

Det ville være meget lettere.

Men så tog jeg også løsningen fra dem.

De må selv løse problemet.

Og de ser faktisk ret tilfredse ud, når det lykkes.

Måske er der ikke så langt fra isenkræmmernes lagerbygning i Aakirkeby til to killinger i en bogreol, som man skulle tro.

Det handler om at få en opgave, finde en vej og til sidst erfare:

Jeg kunne selv.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.