,

Centralisering

En tendens i tiden

Dem med stjerner på skuldrene og fingrene i klejnekassen mener altid, centralisering er af det gode. Jeg har ikke tal på de steder i centraladministrationen, jeg har deltaget i centraliseringsøvelser. Det var naturligvis ikke min opgave at udforme de nye organisationer, det var jeg ikke vigtig nok til, men jeg har lavet alle regnearkene, der viste effektiviseringspotentialet (også kaldet besparelserne) og fx den kortere sagsbehandlingstid, der skulle følge i halen på øvelserne. Der skulle også regnes på omkostningerne ved flytning, genhusning, fratrædelsesgodtgørelser og meget andet. Sådan bliver man forholdsvis skrap til Excel.

Det dybe formål med centraliseringen var at skabe noget bedre for vores ‘kunder’; ellers var der jo ingen idé i det.

Det var ikke ret ofte, vi lavede regneark bagefter. Vi regnede sjældent på, om målene var nået, og om hele øvelsen havde haft den planlagte effekt.

Mine erfaringer med Distriktspsykiatrien

Jeg var hos min kontaktperson i distriktspsykiatrien (DPC) i dag. Jeg er glad for at komme hos hende, og jeg har kendt hende siden 2014 eller 2015. Jeg behøver ikke repetere noget for hende; det er hende, der repeterer for mig 🙂 Hun har været med til diverse møder på Brøndbyøstervej 160 (Psykiatrisk Center Hvidovre – sådan hed det engang, og jeg har været der 100 gange), hun har vist nok været hjemme hos mig og hun har stillet op til alt! Hun er aldrig syg, hun aflyser aldrig, vi er vist nogenlunde lige gamle. I det hele taget kunne jeg ikke ønske mig en bedre kontaktperson. Hun har været med i et enormt turbulent forløb med svingninger til begge sider, og – indrømmet – også neutrale faser, hvor jeg troede, jeg var ‘rask’, hvilket hun har bakket mig op i. Brænder det på igen, er hun en af de første, jeg ringer eller skriver til. Jeg ved, hun er der uanset hvad.

Lægerne i DPC har været meget skiftende, men de har alle været enormt dygtige og enormt søde! Jeg var især begejstret for den første i 2014 eller 2015, der nok er den eneste, der virkelig forstod de kognitive problemer til bunds, og som udnævnte hukommelsesproblemerne til noget, der lignede ‘absencer’ og overbeviste Hvidovre Kommune om, at de skulle give mig et forløb hos Center for Specialundervisning af Voksne. Hun havde al den tid, der var i verden – desværre var hun aldersstegen og gik på pension. Jeg savnede hende længe.

Jeg har gennem et godt stykke tid haft en overlæge, der ikke bliver skiftet ud, som er enormt dygtig og det er rigtig dejligt. Kasper Reff fra Psykiatrisk Center Glostrup, anbefalede ham varmt. Jeg ser ham ikke ret ofte; man har vist ret til kun to lægesamtaler pr. år. Det er ikke meget, men brænder det på, kan man bane sig vej sig igennem. Det er jeg ikke i tvivl om.

Centralisering i psykiatrien

Min kontaktperson fortalte mig i dag, at hun for længst har fortalt mig, at alle bipolare patienter i løbet af et til to år skal samles sammen på Brøndbyøstervej, fordi specialiseringen efter sigende skulle være en fordel for patienterne.

Jeg har uhyre svært ved at se fordelene. Faktisk kan jeg kun se ulemperne. Jeg orker ikke at skulle fortælle min historie forfra til et system, der godt nok er både lyttende og kærligt, men som ikke uden videre kan forstå turbulensen i alt det, jeg har har været igennem.

Jeg kan ikke se det som andet end en ‘bipolar-fabrik’, og faktisk har jeg slet ikke lyst til at blive et nummer der. Det er nok uhyre svært at kæmpe mod en centraliseringsøvelse, der er politisk bestemt, men jeg agter at prøve, og jeg er født til at kæmpe. Faktisk vinder jeg ofte mine kampe.

Lige nu har jeg det fantastisk, men jeg after at bevare mit ‘bolværk’: kontaktpersonen i DPC, lægen i DPC, min PSI-seng på Brøndbyøstervej, ECT hver tredje uge og selvfølgelig psykologen, der godt nok overvejer at flytte sin klinik til en by, hvor jeg skal køre mindst en time med tog for at komme i behandling. Men det må jeg så gøre.

Jeg ønsker at bevare ‘bolværket’ for det er mennesker, der kan holde mig ‘på sporet’, hvis det skrider. De kan fx fortælle mig forskellen på en begyndende mani og den sædvanlige Aspergers Syndrom. Det kan jeg nemlig ikke selv mærke. Selvom jeg har sat mig ind i begge dele, behøver jeg professionelle til at se forskellene: sygeligt eller naturligt?

Efter et turbulent forløb er der en iboende angst for, at det hele skal begynde forfra. Jeg har skrevet om, at jeg kan gå i seng om aftenen og have det normalt, men vågne op næste morgen og ikke så meget som orke at gå i bad. Jeg husker det ikke, men jeg vil nødig opleve det igen. Jeg har også skrevet om, at jeg i perioden med Parkinsonismen på et tidspunkt ikke kunne huske, hvordan man laver kaffe, og at jeg var angst for at være blevet dement.

Afsides afrunding på det hele

Jeg gemmer mails og alle mulige dokumenter for at yde en støtte til de kognitive evner. Der ligger en masse, jeg en dag bør rydde op i. Det er bare så kedeligt. Jeg må dog indrømme, at jeg i dag – i bar glæde – har slette den arkivmappe i mailboksen, der hed ‘Nyt job’.

“Hjem” til Syrien?

Hvem har ret til at være i Danmark?

Lige i øjeblikket raser debatten om de 19 børn og 6 mødre i de to flygtningelejre al-Hol og al-Roj; men der er også en anden debat, der raser, og som får næring og udbredelse via det fantastiske internet, fordi især forfatteren AnneLise Marstrand-Jørgensen (hende med ‘Margrete 1‘) gør en kæmpe indsats:

Udlændinge- og Integrationsministeriet har travlt med at fortælle herboende syrere med midlertidig opholdstilladelse, at de skal ‘hjem’ til Syrien. Ja det vil sige, det skal de alligevel ikke helt, for den danske regering samarbejder ikke med Assad-styret, og derfor skal disse mennesker til et såkaldt udrejsecenter, hvor de kan rådne op i årevis i stedet for at bidrage til vores samfund.

Danmark vurderer, som det eneste land i verden, at Syrien nu er et sikkert land. Ja det gør vi så alligevel ikke helt, for den danske ambassade i Damaskus er lukket, da det er for farligt for Udenrigsministeriets medarbejdere at være der.

Udlændinge- og Integrationsministeriets departement og Hjemrejsestyrelsen administrerer naturligvis bare gældende lovgivning. Andet kan de ikke gøre, så der skal andre initiativer til, hvis man vil vise, man er uenig. Ministeriet har fx denne artikel om, at Syrien er det land, flest rejser ‘hjem’ til. Det drejer sig nu kun om 137 mennesker i hele 2020, men det er en stigning i forhold til 2019, hvor 100 rejste tilbage.

Man kan spørge, hvad der definerer et ‘hjem’? Er et hjem ikke det sted, man bor, vokser op, arbejder og uddanner sig? Det er lige netop det, der kendetegner disse mennesker. Vi beholder de kriminelle idioter og udsender mennesker, der har gennemgået en succesfuld integration. Det giver ingen mening.

Sådan ser der ud på Kærshovedgård

En række debatører mener, at Danmark ikke kan redde hele verden og at fx syrerne skal ‘hjem’ og bidrage til genopbygning af landet.

Den debat er forfejlet, for der er ingen, der taler om ‘hele verden’ og der er ingen, der med sindsro kan gennemtvinge en fysisk, faktisk repatriering. Det gør UIM heller ikke; og derfor sender man disse mennesker til fx Kærshovedgård, der er et udrejsecenter.

Forslag til en mere human og solidarisk flygtningepolitik i Danmark

Hvis du vil vise din sympati for syrerne og din foragt for Assad-regimet, og samtidig bidrage til, at sagen tages op i Folketinget, kan du underskrive dette borgerforslag. Folketinget har pligt til at behandle forslaget (en helt fantastisk ordning, der er et demokrati værdigt!), når der er 50.000 underskrifter. Lige nu er der 27.200 underskrifter.

Bak gerne op og del gerne.

 

 

 

Femølejr 50 år siden

Da alle handlinger var politiske

Det var dengang, det er 50 år siden! Det er slet ikke til at forstå. Jeg tilsluttede mig Lesbiske Bevægelse i 1981, da det stod klart, hvordan det nu var fat med mig.

Seniorforsker og forfatter Pernille Ibsen har her til aften (torsdag den 18. marts 2021) holdt et fremragende foredrag på Teams (En Microsoft-tjeneeste). Jeg fandt det ved at logge ind på Folkeuniversitetet i Aarhus Livestream. Der kan man helt gratis tilmelde sig en masse spændende foredrag. Kig ind. Der er virkelig meget spændende stof! Og det kan være gratis, men man kan også spytte lidt i kaffekassen, hvis man har mulighed for det. Jeg har fx fundet ud af, at min tidligere studiekammerat Rikke Frank Jørgensen, nu seniorforsker på Institut for Menneskerettigheder, live streamer om ‘Tech-giganterne, ytringsfriheden og privatlivet’ den 15. april. Rikke er garanteret værd at høre, så jeg har straks meldt mig til!

Mærkeligt med nutidens briller

Det er mærkeligt at skulle forstå, at det er hele 50 år siden, de første kvinder forsamlede sig i 1971 på Femø, og handlede ud fra mantraerne ‘Alle handlinger er politiske’ og ‘Hvad skal vi med mændene?’. De besatte husene i Aabenraa 26, 28 mv. og Pernille Ibsen fik på den måde syv mødre. Husene var nærmest slum-huse i det centrale København. Men de var besatte.

Hvordan lever man med syv mødre? Men måske er syv bedre end en, der var lidt af et skvat som min egen mor? Jeg spørger bare. Læs mere