, , ,

Det kan man da ikke

Svar fra Region Hovedstadens Psykiatri

Den 21. oktober 2018 skrev jeg et pænt og ordentligt oplæg/indlæg til direktionen for Region Hovedstadens Psykiatri. Det bestod af dette blogindlæg, der var udgivet en uge før. Jeg spurgte direktionen, om det var noget, de havde kommentarer til? Indlægget handlede om forskydningen mellem Distriktspsykiatrien på Gl. Kongevej og modtagelsen i Glostrup, hvor rollerne synes at være blevet byttet helt om, hvilket blandt andet må være enormt dyrt og i hvert fald ikke til gavn for patienterne.

Forleden dag, ‘allerede’ den 7. januar 2019 kom der svar fra Psykiatrisk Center Glostrup. Kort og klart: “…og vi har ingen kommentarer til dit indlæg.” Det har altså taget dem 2 måneder 2 uger og 3 dage at finde ud af, at det havde de ikke. Jeg undrer mig meget, og synes slet ikke, man kan kan optræde sådan i den rolle man som psykiatrisk hospital også har som offentlig myndighed. Sådan opfører en offentlig myndighed sig ganske enkelt ikke. Eller måske rettere: sådan opførte vi os på ingen måde de 23 år, jeg var i statsforvaltningen.

De forholder sig på ingen måde til noget af det, jeg skriver. Havde de så bare skrevet, at de syntes det var tågesnak. Kun “Ingen kommentarer”. Måske betyder det bare, at de er helt enige men af politiske årsager ikke kan skrive det? 🙂

,

Hvad skal kirken?

Lad de små børn komme til mig

Sådan står der i Markusevangeliet 10, 14. Og det er rigtigt sådan. Kristus inviterer os ind i et stort fællesskab både jordisk og hinsides. Tanken er smuk, men hvad betyder ‘børnearbejdet’ for en moderne sognekirke?

De kommende kunder

Jeg har som bekendt været i menighedsrådet i otte år (2008-2016) i Hvidovre sogn i Helsingør stift. Jeg hører mig selv sige mange, mange gange, at vi aldrig må spare på ‘børnearbejdet’ for børnene er vores kommende kunder. Jo mere jeg tænker over det, er det tågesnak. Man kan som bekendt blive klogere.

Faktum er jo, at ingen kirker eller stifter nogensinde har lavet effektmålinger: kommer der flere børn/unge/voksne i den erhvervsaktive alder til de almindelige handlinger, jo flere aktiviteter vi har for børn? Nej ikke så vidt vides!

Aktiviteterne kan være:

  • Vordende mor
  • Babysalmesang
  • Gud og spaghetti
  • Klub for børn med forskellige aktiviteter
  • Mini- /Juniorkonfirmand

Investeringen er massiv. Det koster kassen. Aktiviteterne varetages af alt fra teologer, til lærere, til pædagoger mv. helt afhængig af det ansættende menighedsråd. Præsten bliver nødt til at vise sig i fuldt ornat en gang imellem, så børnene ved, hvordan en rigtig præst ser ud og får fornemmelsen af det storladne i kirken. Det er godt sådan. Der er ofte behov for en organist, og der skal en kirketjener til at gøre rent bagefter.

Den nye treenighed

Der er opstået en ny treenighed. En præst kan ikke få embede, hvis hun ikke kan sige ja til vielse af fraskilte og homoseksuelle men også til, at børnearbejdet er en væsentlig del af jobbet. Sådan er det i hvert fald i mit sogn, og jeg kan slet ikke forestille mig, at det ikke også er lige sådan i de ca. 2.300 andre sogne.

Den danske folkekirke er blevet en form daginstitution, hvor mor og/eller far kan opholde sig, når de ikke selv har overskud til at passe deres eget barn.

Hvad kunne vi ellers få?

Der er formentlig ingen, der nogensinde har prøvet at opgøre omkostningerne. Det kunne ellers være interessant nok. Men i en tid hvor medarbejderne i kirkerne er tidsmæssigt pressede, kan man overveje, hvor meget andet pengene kunne bruges til og som vel at mærke direkte har med det egentlige kirkelige arbejde at gøre.

For i hvert fald to år siden var det ikke muligt at finde selv det ringeste beløb til etablering af sorggrupper i mit sogn (5.000 kr.). Det var heller ikke muligt at finde et lignende bagatelagtigt beløb til en ekstra gudstjeneste på psyk. (5.000 kr.). Begge dele småpenge i forhold til det beløb, der bruges de aktiviteter, vi alligevel aldrig ser effekten af. Måske skal jeg bare blive ved at tro på det, for det er og bliver et trosspørgsmål. Og jeg tror ikke på det længere.

Efterløn

Folk er trætte

Når politikere (især liste Ø) og fagforeningsmænd og -kvinder taler om tidlig tilbagetrækning, efterløn, at alle skal have ret til lige mange år i frihed efter arbejdslivet, taler de altid om de nedslidte arbejdsmænd, som stort set ikke findes mere. Hvorfor er det kun dem, man taler om?

Mennesker jeg kender

Eric er lige gået på efterløn og er vist 63. Han stornyder friheden og var vist egentlig ret træt inden retræten. Han var i cementindustrien med administrative opgaver.

Min veninde på 62 havde forventet at kunne gå på efterløn (vist nok) om et års tid, men da hun er på overgangsordningen, kan det stort set ikke lade sig gøre på grund af modregning i privatopsparede midler. Hun er også af og til rigtig træt og har også administrative opgaver.

Hvis jeg selv fortsat havde været ‘rigtigt’ på arbejdsmarkedet, ville jeg også have været temmelig træt om 14 år, da min pensionsalder er 68… Jeg er/var for ung til efterlønnen og meldte mig derfor aldrig til; og det var jo så ret klogt. Jeg er også administrativ nørd.

Jeg forstår det ikke

Eric har lige skrevet et indlæg om  fraværet af det forjættede arbejdsmarked og om, hvordan ‘det skal kunne betale sig at arbejde’. Jamen det kan let betale sig at arbejde, for dem man vil piske ud på arbejdsmarkedet, har ikke en bøjet femøre. Lad det være sagt straks: Det er min holdning, at kan man arbejde, så skal man arbejde. Men man skal også have lov at være syg, og man skal have lov at gå på efterløn efter et langt liv i produktionen.

Det danske arbejdsmarked vil om ganske få år skrige af mangel på arbejdskraft – hører vi altid. Man taler om arbejdsudbud, men jeg var i tvivl om, hvad det helt præcis betyder. Jeg fandt denne gode forklaring:

Ved et øget arbejdsudbud forstår økonomer, at befolkningen som helhed gerne vil arbejde mere. Sigtet med mange reformer er at få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet og arbejde mere. Kort sagt: øge arbejdsudbuddet.

Men på den korte bane giver et øget arbejdsudbud aldeles kontraintuitivt en øget ledighed. Det er helt ukontroversielt for en økonom. Et øget udbud af eksempelvis tomater kan heller ikke forventes straks at blive efterspurgt.

Først hvis og når det ekstra udbud af arbejdskraft gradvist presser lønnen nedad, vil merledigheden lidt efter lidt forsvinde. Og i mellemtiden kan den usolgte arbejdskraft ikke bare smides væk, som var det rådne tomater.

Kilde: Videnskab.dk

Har man ikke sagt sådan i mange år? Hvornår sker det?

Jeg ved, det er svært at få psykiatere og det i særlig grad til distriktspsykiatrien. Det er svært at få kokke og vinduespudsere, men det er faktisk mit indtryk, at det for tiden – også for tiden – går den anden vej: arbejdsgiverne effektiviserer, økonomiserer, moderniserer, lægger nye strategier, procesoptimerer, går agile osv., og alt det betyder, at de har behov for færre medarbejdere ikke flere.

Eller har jeg helt misforstået?