,

80.000 børn

Når far eller mor er psykisk syg

Blot kort:

Psykiatrifonden kører p.t. en kampagne, hvor de samler underskrifter for at forsøge at sikre hjælp til de 80.000 børn, der har en mor eller far, som har en psykisk sygdom.

De børn er i større eller mindre omfang udsatte eller lider, og derfor er det vigtigt, at de får retskrav på hjælp og støtte, og derfor er det vigtigt at skrive under. Klik på billedet herunder og kom til Psykiatrifondens side – det burde virke…

For at skrive under, skal du indtaste dit mobilnummer. Hvis du ikke bryder dig om det, behøver du ikke klikke på linket.

Egne tanker

Jeg tænker så tit på, at det er godt, jeg aldrig selv fik børn, for de skulle ikke vokse op med en psykisk syg mor! Noget andet er så, at de ville have været nærmest voksne i 2003, og i 2014 kunne jeg vel nærmest have været bedstemor 🙂

,

Chikane

Ikke et ord om psykiatri

Jeg faldt over denne artikel i Berlingske, og jeg er ærlig talt rystet over, hvad de ansatte på landets jobcentre skal leve med. Det er jobs, hvor dødstrusler mod vedkomne og dennes familie er hverdagskost; hvor helt urimelig tiltale hører til dagens orden osv.

En mand har netop fået en bøde på 5.000 kr. for chikane; man han er ligeglad. Han agter at fortsætte med at svine mennesker til, da han er blevet dårligt behandlet.

Jobcentrets ofre

Der findes en Facebookgruppe ved navn “Jobcentrets ofre”, som jeg nassede på i en kort periode; dvs. jeg læste med men blandede mig aldrig i debatter, slog aldrig noget op mv.

Pludselig opstod “bevægelsen”, hvor offentligt ansattes CV, billeder mv. skulle udstilles sammen med de afgørelser, de havde truffet. Da stod jeg af. Jeg vil aldrig i livet associeres med den slags.

Hitler

De offentligt ansatte i kommuner, regioner og stat administrerer den lovgivning, der er vedtaget af landets politikere. Bum færdig. Noget andet er så, at det er fuldstændig forståeligt, at mennesker, der er ramt af diverse vanvittige reformer, fx fleksjobreformen og kontanthjælpsreformen fra 2013, hjælper hinanden og slutter sig sammen om at råbe op. Men det er jo politikerne, de skal råbe op. Det hjælper ikke at slå sagsbehandlerne ihjel eller at svine dem til i det offentlige rum.

Det er nemt at svine til i det offentlige rum, men det er svært at nå det politiske niveau, og jeg ved ærlig talt heller ikke selv, hvordan man gør. Jeg tænker på mit eget spagfærdige forsøg på at nå direktionen for RegionH.

I artiklen nævnes, at der er en lighed mellem de ansatte på jobcentrene og Hitlers håndlangere. Den har jeg nu svært ved at se, da de ansatte er sat til at hjælpe – også selvom det ikke hjælper – men Goebbels, Göring og folk under dem var “ansat” til at slå fx seks millioner jøder ihjel og lægge Europa i ruiner.

Konklusion

Kim Oksbøl fører en helt forfejlet kamp. Jeg bryder mig ikke om ham og hans metoder!

, ,

Det fremskudte dige?

Dette er ikke brok!

Vil også blive sendt til direktøren for regionH

Det er derimod overvejelser om ressourcer og om, hvordan de udnyttes bedst. Bedst både til gavn for patienter i psykiatrien og til gavn for personalet sammesteds. Den aktuelle ordning, hvor man kan se en læge i Ditriktspsykiatrien to gange årligt, belaster akutmodtagelser og sengeafsnit unødigt. Det er ikke omkostningseffektivt i en tid, hvor psykiatrien er udsultet – og i øvrigt har været det længe.

Baggrund

Jeg er (desværre) en erfaren psykiatribruger gennem en årrække. Jeg er kommet på Brøndbyøstervej, på Nordre Ringvej/nu Nordstjernevej og på Gammel Kongevej. Alle steder har jeg oplevet topprofessionelle medarbejdere, der næsten ikke ved alt det gode, de skal gøre for patienterne inden for de givne økonomiske rammer.

Distriktspsykiatrien (DPC)

Jeg har levet i den vildfarelse, at når afsnittet “slap” mig, skulle DPC tage over, og det gør de også fsva kontaktpersonordningen. Tiden er ganske vist temmelig begrænset, da der er gennemsnitligt 15 minutter til rådighed pr uge. Jeg har aftalt med min kontaktperson, at vi “samler til bunke”, så vi kun ses hver tredje uge, men så har tre kvarter, for jeg kan ikke nå at fortælle, hvordan jeg har det på på de normale 30 minutter hver anden uge. Det fungerer fint nu med de 45 minutter.

Hvad der derimod ikke fungerer er, at jeg kun har mulighed for at se en læge to gange om året. Når jeg oplever en forværring i min tilstand, har kontaktpersonen kun mulighed for at henvise mig til akutmodtagelsen dvs et hospitalsafsnit. Og har hun en travl dag, sker det pr mail som svar på den sikkert usammenhængende mail jeg startede med at sende hende.

Jeg er én gang blevet indllagt via fast track af en læge i DPC, og det oplevede jeg som den rette vej at gå. Fast track vil sige, at man henvender sig i DPC og taler med en læge der, og denne vurderer, om man skal indlægges. Hvis svaret er ja, udfylder lægen “papirerne”, og man kan tage direkte til afsnittet.

Det undrede mig godt nok, at jeg alligevl skulle svare på alle de samme spørgsmål igen, da jeg ankom til modtagelsen og at jeg alligevel skulle vente de mange timer i det forfærdelige venteværelse, der ikke er rimeligt, når man kommer og er hudløs. Hvad er så idéen med fast track?

Konsekvenserne

Når der kun er kapacitet i DPC til to lægesamtaler pr år, og jeg henvises til modtagelsen ved forværring, betyder det i realiteten, at det fremskudte dige, som DPC vel skulle være, skubbes over på modtagelsen og evt efterfølgende afsnittene. Og det kan mærkes, når man er patient.

Det allerførste, jeg mærker, er de tre til fire timer i venteværelset. Det er tanken om dem, der afholder mig fra at tage afsted før højst nødvendigt. En dag bliver det for sent. Jeg kommer og er sårbar, er bange for at blive sendt hjem igen og for at det hele bare noget, jeg har fundet på; men det er det ikke. Alligevel går der op til fire og en halv time, før jeg har det, jeg helst vil, nemlig en stue med en seng.

Jeg kender naturligvis ikke den bagvedliggende økonomi, men alt andet lige må det være væsentligt dyrere at drive et hospitalsafsnit end en kontorbygning på Gammel Kongevej.

De aktuelle forhold er ikke rimelige.

Løsningen

Løsningen må være at ansætte flere læger i DPC.

Jeg er klar over, at der ikke er meget status i at være læge i psykiatrien og måske slet ikke i distriktspsykiatrien, at stillinger kan være vakante i lang tid, og at det er derfor, jeg som patient har oplevet mange, mange læger i turnus. Jeg er glad, nu hvor jeg har fået en blivende læge, det er bare ærgerligt, jeg ikke ser ham så tit.

Jeg efterlyser initiativer, der kunne gøre det mere attraktivt at være psykiater i DPC, så modtagelsen ikke skal spille rollen som fremskudt dige. Det er nemlig blevet den omvendte verden.

De venligste hilsner

Hanne B. Stegemüller