Sprogdatabasen er opdateret
Du forstår jo, hvad der menes
Sprogdatabasen er opdateret
Listen er kort denne gang, for jeg har været beskæftiget med andre hyggelige ting. Men jeg tog mig sammen og fandt alligevel på ingen tid mange eksempler til denne artikel.
Jeg sad (primo april 2023) og forberedte mit interview til en podcast ved navn “Særklassen” under “Sputnik”. Og jeg faldt over en sjov ting om kommunikation – den beviser, at jeg er en ægte “Aspie” (som er lidt tåbeligt slang for autist):
Når man udreder for autisme, ser man efter tre ting:
- Sociale kompetencer
- Forestillingsevne
- Kommunikationsevner: “Ytrer sig ofte om andres måde at udtrykke sig på.”
Punkt tre om kommunikationsevner passer som fod i hose til “Sprogdatabasen”, som jeg selv er begejstret for. Af Google Analytics fremgår også, at den faktisk bliver læst/brugt.
Jeg undrer mig over, at folk ikke tænker over, hvad de skriver/siger. Jeg forstår ikke, at de ikke har fokus på at gøre det korrekt. I min verden, hvor jeg kan se, om der er en pixel eller et mellemrum for meget/for lidt, er det fuldkommen uforståeligt, at man ikke gør noget så banalt som at bruge stavekontrollen.
Svaret er ofte “Jamen du forstår jo, hvad der menes”. Tjah, det kan man mene, men kommunikation på nettet handler også om at hjælpe læseren. Det skrev to svenske professorer om allerede i 2005 i bogen “Skriv til nettet”. Den bog burde være pligtlæsning for enhver, der skriver på nettet, uanset om det er på deres egen hjemmeside, på Facebook mv.
Sådan kan læseren hjælpes
Det er ofte småting, der er behov for.
1) Det kan fx dreje sig om at sætte anførselstegn om titler på bøger, så jeg ikke som læser skal gætte mig til, at her kommer en titel på en bog – og ikke mindst hvornår titlen slutter, og vedkommende skriver videre. Jeg så en dag et skønt eksempel, hvor to titler var involverede. Det var helt umuligt at dechifrere. Desværre fik jeg ikke noteret det.
2) Det kan også dreje sig om at indsætte afsnit i teksten. Mange synes at kopiere direkte fra fx Word til Facebook. Det er en skidt idé, idet Facebook smadrer teksten sammen, og de tvungne nye linjer, man forhåbentlig havde i Word er “Gone with wind”.
Der er kun en løsning, og det er at gå teksten igennem på Facebook, og trykke samtidigt på SHIFT og ENTER to gange der, hvor afsnittet skal være. Første samtidige tastetryk indsætter en ny linje; det gør det andet også, og så er der skabt et nyt afsnit.
Det tager ikke mange sekunder, men det gør, at teksten kan læses. Personligt kan jeg ikke læse ud-i-en-køre-teksterne. Hvis opslaget ser relevant ud, forsøger jeg af og til, men det er umuligt at fokusere på de rigtige linjer. Jeg giver op. Det er trist for de forfattere, der måske har et vigtigt budskab.
3) Lidt nørdet og til brug på hjemmesiden: “Hvad sker der, når jeg trykker på linket?” som det sidste eksempel fra bogen “Skriv til nettet”, er det god skik at “advare” læseren om, hvad der sker, når han/hun trykker på linket. Hvor føres han/hun hen? Er destinationens tekst på engelsk osv.
Det klares nemt med en title=”her kommer advarslen” mellem <a/ og </a>, hvor “href=” også findes. En lille krølle er, at eftersom citationstegnet i koden er forbeholdt browseren, skal andet indhold, du vil sætte almindeligt citationstegn omkring, markeres med enkelt-citationstegn – også kaldet pling – dvs: ‘ og ‘.
Databasen er som altid opdateret her.
1. Det er ikke for at være kresen: “… ikke har nogle at tale og være fortrolige med,i omgangskresen”.
2. Dette skønne eksempel kommer fra en journalist, og jeg mener, det var på TV2. For det første er det noget vrøvl. For det andet kan man spørge “Op ad hvad?”, eftersom det burde hedde “opad”: “Oliepriserne har taget et dramatisk dyk op ad”.
3. Fra annonce på Facebook. Hvorfor får annoncørerne ikke en eller anden til at læse korrektur, før de bruger tusindvis af kroner på annoncen. De kunne også bare bruge stavekontrollen, der følger gratis med i alverdens tekstbehandlingsprogrammer. Det var kun min mormor, der sagde “knæerne”:
“Boldaek-puden lindrer ledsmerter og hævelse i forbindelse med slidgigt i knæerne”.
4. Det er næsten umuligt at høre forskel på “være” og “hver”: “Nej lad for alt i verden hver”.
5. “Et mobilabonnement til lige under en halvtreller per måned i 6 måneder – se, dét er Flexii”. Jeg tror ikke, jeg tør vælge “Flexii”, og i øvrigt er jeg godt tilfreds med YouSee.
6. Jeg kan ID’et for professionelle (og Danmarks Radio) udenad nu: “Forhindrer din bærbar computer i at blive overophedet i varme temperaturer”.
7. Favoritkategorien er jo egentlig pleonasmer, men ud fra princippet om den største synder, lander denne i “Professionelle”, uagtet det ikke er videre professionelt: “Genbrug igen og igen i et helt år”. Så har vi altså fattet det.
8. Jeg ser det tiere og tiere: Det er formentlig smarte layoutere, der får ansvar for forsider på bøger, på den type “flag”, der ofte står uden for virksomheder og på de meget “høje stofstykker”, der kan rulles ned fx i forbindelse med et foredrag. Jeg er ikke klar over, hvad hverken flagene eller stofstykkerne kaldes.
Layouterne burde aldrig nogensinde have fået det ansvar, og forfatteren til fx en bog burde sende udkastet retur med bemærkningen “Dur ikke”. Det ser smart ud med “Lyse grønt håb”, men det er og bliver forkert, når der skulle have stået “Lyse-grønt”. Og det er ikke til at holde ud at se på. Jeg køber ikke bogen, selvom den vist er både spændende og vigtig.
9. “I min hule hånd lander d. 27. april, en bog jeg glæder mig til at læse”. Hvorfor skal alting efterhånden “lande”? En bog udkommer, en pakke ankommer og en aftale indgås. Ingen af de tre lander.
10. “En Rodløs Almanak”. Det er chokerende, at to kendte danske forfattere falder for en anglicisme som denne. De store begyndelsesbogstaver i ord nummer to og tre ville være korrekte på amerikansk, men på dansk er det noget formørket sludder, der ser frygteligt ud.
I forbindelse med anglicismer tænker jeg ofte over, hvorfor folk gør det. Det er tit bevidst, og andre gange skyldes det, at folk ikke tænker over, hvad de skriver (fx “det ligner at” eller “Jeg har leget rundt med”).
Vender vi os mod de bevidste tilfælde, som denne bog må høre til, kan jeg ikke komme på andre forslag, end at de mener, det ser smart ud. Det synes jeg ikke.
11. Det kunne Politiken have gjort bedre. Østfronten er i et enkelt ord, jeg har kontrolleret det, og dette er pinligt: “øst fronten”.
Jeg hjælper et firma lidt med deres hjemmeside. Teksterne skrives af unge mennesker under 30 år, og det er helt tydeligt, at de simpelthen ikke ved/har lært, hvornår et substantiv er i et enkelt eller to ord. Det bliver fx til “sags type” og “kontakt side” – dog ikke “hjemme side”. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke kan høre det. For min generation (jeg bliver 60 år i år) er der ingen tvivl. De skal begge i et ord – helt som “østfronten”.
Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg kan lære dem det, så vi ikke hænger på hinanden resten af livet, men er ikke kommet til en konklusion. I stedet spurgte jeg ChatGPT, der svarede (denne gang på norsk):
- “Sondr mellem sammensatte substantiver og substantiver med præpositioner: Det hedder fx boghylde, men bog på hylde
- Fokuser på de ord, hvor det oftest går galt: fx svømmehal og postkasse
- Brug mange eksempler.
- Jeg synes, jeg har lavet en million eksempler allerede. Søger man med Google efter “Skal det i et eller to ord”, får man på sproget.dk en nem huskeregel: “Som regel kan man høre om et ord skal skrives i ét eller flere ord. Når der er mere tryk på det første led end på det andet led, skal det skrives i ét ord.”
- De giver nogle skønne eksempler: Tysk lærer eller tysklærer, Rød spætte eller rødspætte, Stor magt eller stormagt
- Øv stavning og grammatik.
- Det er nok her, det halter allerede i folkeskolen. De gammeldags “staveord” er taget af programmet til fordel for kreative aktiviteter, så vi sender unge ud i livet, der ikke kan bare den mest basale grammatik. Det er synd.
- Husk, at det kan være vanskeligt for nogle elever at lære nye grammatiske regler, så du bør måske gøre det på en interaktiv og engagerende måde. Brug billedmateriale, spil og andre undervisningsmidler for at gøre indlæringen sjov og meningsfuld.”
- Her har jeg op til flere mangler:
- Jeg overser, at det er svært for dem, fordi min generation har det på rygraden.
- Jeg overser, at det ikke længere er en værdi at stave rigtigt.
- Jeg ved ikke, hvordan jeg kan gøre indlæringen sjov og meningsfyldt, når deres fokus af naturlige årsager ligger andre steder. Ved du?
12. Et opslag på Facebook om at spare på vandet. Den er svær at lytte til, så den ryger i Lydskrift: “Det betød, at kloarkrenser-selskabet måtte bruge dobbelt så meget vand”.
13. Fra det samme opslag om at spare på vandet. Her ville stavekontrollen have været en hjælp: “Den bliver jo heller ikke vasket i dørfalsen bag benzinklappen – i moterrum m.m”
14. Denne er sød. Når man vil bruge svære ord, er det en god idé lige at tjekke først. Dette stammer fra en hyggelig samtale på Facebook om pibetobak, hvor jeg afslørede min hedengangne forkærlighed for “Rød Orlik”: “Og med dejlig lakatia i”. Når det drejede sig om tobak, var det ikke svært at finde ud af, at der skulle have stået “Latakia“.
15. Det er første gang, jeg ser, at en ulykke kan være statistisk. Han mente nok “statistisk set”. Når man vil bruge svære ord (ligesom nr. 14), bør man begynde med at undersøge, hvordan de bruges: “Med 30 millioner grise, der sådan skal rundt på vejene. Så må det give lidt statistiske ulykker”.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Ad punkt to: Her må man være opmærksom på, at over 50 pct. af besøgene på internettet finder sted fra en mobiltelefon. Hvis der ikke indsættes en passende mængde afsnit (to gange tvungen ny linje) er det meget vanskeligt at læse teksten, og brugeren skal rulle/scrolle uendeligt langt på den lille skærm, også selv om det er en relativt stor telefon, for at komme til det næste nye afsnit – hvis der da overhovedet er indsat afsnit.
