Kan man få stikpiller på recept?
Alt gik galt
Kan man få stikpiller på recept?
Et kursus kan være minutiøst forberedt – og alligevel rammes af både tekniske stikpiller og influenza. En fortælling om, hvordan alt gik galt på én gang, og om den dér særlige blanding af skam, humor og erindringer, der nogle gange følger med, når virkeligheden ikke gider samarbejde.
Der var tænkt på alt ned i den mindste detalje. Jeg havde endda været hos frisøren for at få håret “sat”, jeg havde sørget for at købe en taske til reserve-computeren, det var de rigtige faneblade, der var åbne i min browser, listen over passwords var med, både TNG og Legacy var fuldt opdaterede, jeg havde taget både mus og musemåtte med, jeg havde printet materialer ud til alle deltagere, jeg havde medbragt 20 eksemplarer af mit visitkort – simpelthen alt.
Jeg kan ikke komme i tanke om noget, jeg kunne have glemt.
Jeg havde spurgt en eller anden, formentlig ChatGPT, om det stik, jeg har i reserve-computeren, er et HDMI-stik. Det mente robotten, det var.
Jeg stod imidlertid i Greve uden at kunne bruge min computer og hovedparten af alt det, jeg havde forberedt. Jeg manglede en adapter HDMI/VGA. Det, jeg har i min computer, er åbenbart forældet. Og jeg har absolut ingen forstand på det.
På tysk findes et udtryk, der hedder “Sich dum anstellen”, og det gjorde jeg så, hvorpå en af deltagerne beredvilligt lånte mig sin computer og en anden guidede mig frem til, at jeg kunne bruge en adapter som nedenstående

Puh ha, det var en grim fornemmelse, og det var synd for deltagerne, der måske var mere forvirrede, da de gik, end da de kom. Jeg har allerede planlagt, hvordan vi kommer videre næste gang. Jeg må begynde med at undskylde for sidst, og så ellers gå slavisk frem.
Ramt af influenza
Torsdag eftermiddag sad jeg ved computeren, rystede af kulde og var træt. Alle muskler var ømme, og jeg overvejede, om jeg overhovedet kunne gennemføre kurset.
Der var kun et at gøre: gå i seng. Så jeg lagde mig under min elskede kugledyne og sov stort set uafbrudt frem til søndag eftermiddag. Jeg overlevede af en gulerod pr. dag, for bare tanken om at skulle stå op og lave mad var ubærlig. Og jeg var heller ikke sulten.
Da jeg stod op mandag morgen, var jeg vel 70 pct. af mig selv.
Ergo alt der kan gå galt på et ellers velforberedt kursus gik galt. Jeg har meget at samle op på næste gang, vi skal mødes, hvis de ellers tør komme igen! Det håber jeg selvfølgelig inderligt, de gør.
Erindringer
Jeg ved såmænd ikke, om jeg har haft influenza tidligere i mit voksenliv. Men der var noget engang i Vanløse, hvor jeg også lå underdrejet i flere dage sammen med min lille kat – en chinchilla-perser. Hun synes, det var meget hyggeligere, når jeg var hjemme, end når jeg var på arbejde.
Jeg kommer til at tænke på engang ca. 1969/70, hvor begge mine forældre var overmandede af influenza. Jeg har været ca. seks år, og jeg syntes simpelthen, det var så hyggeligt, at de lå der side om side og skiftedes til at læse historier for mig. De har nu nok ment, at fornøjelsen var mest på min side.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!





Om det er passende at sige, at der er alt for mange forskellige stik, ved jeg ikke rigtig, men det ser unægteligt ud til, at det kan være en kompliceret sag at koble eget udstyr med fremmed udstyr. Jeg håber, du får det til at spille sammen næste gang.
Influenza kan være en ubehagelig oplevelse. Det er vist længe siden, jeg har haft en rigtig omgang, men i slutningen af 1969, som du jo omtaler, havde jeg influenza til den store guldmedalje. Det skete umiddelbart efter tre ugers anden sygdom, så svækkelsen var betydelig forinden influenzaen.
@ Jørgen
Det håber jeg også, og hvor er jeg dog ærgerlig over, at jeg blev sat til vægs af noget så åndssvagt. Den computer, jeg havde med, var bare en gammel “refurbed” model, og jeg havde da aldrig tænkt på, at den slags skulle blive et problem.
Vi er vist mange, der husker influenzaen fra 1969. Som nævnt syntes jeg, det var vældig hyggeligt, at far og mor lå der side om side.