Hver sin hjerne, hver sine udfordringer

Jason og Josephine er søskende, men de griber ikke livets udfordringer an på samme måde. Josephine løser stadig sværere opgaver i nattens mulm og mørke, mens Jason foretrækker godbidder, der er lidt lettere at få fat i – og helst mange af dem. Her i huset handler det om at stimulere både hjerne og krop. Men også om at finde løsninger på hverdagens små problemer. Det er bare ikke altid, kattene er enige i mine løsninger.

Killingers hjerne skal stimuleres, så de har hver deres ‘intelligenslegetøj’

De har brug for at lege med noget, der gør, at de skal bruge hovedet og ikke kun kroppen. Derfor har de intelligenslegetøj, eller rettere de har hver deres intelligenslegetøj, for de løser ikke opgaverne på samme måde.

Idéen med legetøjet er, at man lægger nogle godbidder i, som de så selv skal finde ud af at fiske frem.

Josephines intelligenslegetøj

Hun har dette:

Som det fremgår, er der mange forhindringer, hun skal forbi, for at få fisket godbidderne ud.

I begyndelsen lagde jeg primært godbidderne ude i kanterne, så det ikke var for svært for hende. Af samme årsag fjernede jeg også de to høje midterstykker. En morgen vågnede jeg og så, at der ikke var en eneste godbid tilbage. Altså kunne hun nu løse den opgave.

Så gjorde jeg det sværere: placerede færre ude i kanterne og flertallet i midten. Jeg vågner stadig op til et tomt legetøj.

Jeg ville så gerne se, hvordan hun klarer opgaven, men det sker altid om natten. Min eneste mulighed er at sætte et varmesøgende kamera op. Det bliver næste skridt, når de begynder selv at betale regninger og giver et tilskud til huslejen!

Jasons intelligenslegetøj

Han har dette:

Jasons intelligenslegetøj er – som det fremgår af billedet – meget lettere. Han kan overhovedet ikke finde ud af hendes. Hans poter er vist for store?

På hans lægger jeg godbidderne ned i de to huller under kuglerne; dem begynder han med at skubbe væk med næsen. Der skal godbidder ned i hullerne, der har et vippelåg, som han klarer med en pote. Og endelig skal hullerne under de grønne plader fyldes op. Jeg sikrer, at der ikke er for mange i, for så kan pladerne ikke skubbes frem og tilbage.

Han er vild med udfordringen. Når jeg kommer med det fyldte legetøj, går han forrest med halen lige i vejret fra køkkenet til det sted, hvor det skal stå. Mere end en gang har jeg oplevet, at han tager fat med en pote, når legetøjet er på vej ned til ham. Resultat: der er godbidder over hele gulvet og ingen udfordring denne gang …

Når der er spist op, signalerer han tydeligt, at der var alt for få. Det sker ved, at han smider sig ved siden af det tomme legetøj og ruller om på ryggen. Poterne er strakt hen mod legetøjet. Jeg har forsøgt at forklare ham, at man ikke kan leve af ‘slik’, men det er som om, han ikke rigtig forstår det.

Når jeg skal ud og ind ad døren

Især Jason vil meget gerne ud i opgangen, både når jeg kommer, og når jeg går, og det skal han altså bare ikke!

Tricket er at smøre et par “Happy Snack” ud på denne Lick Mat, og så lukke dørene fra stuerne ud til entréen, mens de er travlt beskæftigede ved fisken. De elsker Happy Snack, og det er udfordrende at slikke det op fra mellemrummene. Så det tager lidt tid.

De ved ganske udmærket, hvad der skal ske, når jeg tager sko på, finder Happy Snack frem, lukker den ene dør, åbner køkkenskuffen og finder saksen frem: Jubiii Happy Snack is on its way!

Sådan slipper jeg næsten uset ud og ind af min hoveddør.

Opsamling af grus

For at få styr på grus-kaosset har jeg købt denne måtte.

Den er egl. ret smart: oversiden løsnes med velcro og så kan man bare smide det grus, der er landet nede i den, op i bakken igen. Oversiden er udformet som noget, der skulle være så skønt at kradse i.

Meningen er, at de skal tørre poterne pænt af, når de stiger ud af bakken.

• Josephine synes, det er åh så dejligt at ligge på måtten.
• Jason stiger pænt udenom – ud i siderne … Nu er der så i stedet grus på siderne af bakken.

(Teksten fortsætter under billedet).

Jeg er blevet opmærksom på, at jeg snart må have en større bakke til dem (evt. en ‘bedroller’, som jeg tager hjulene af).

Årsag: Jason står med den ene forpote uden for bakken og gør det, han nu skal derinde. Og det er altså ikke fordi, den er snavset: jeg gør rent tre gange dagligt. Jeg tror simpelthen ikke, der er plads nok til ham.

Jeg har fået fortalt af en veterinærsygeplejerske, at de vil elske en større dybde end de fem centimeter, og at jeg ikke behøver smide al gruset ud og ‘begynde forfra’ hver uge. Det er godt nok at holde rent og bare at efterfylde jævnligt.

Det må jeg så gøre.

Jeg ser frem til, at de begynder at betale deres egne regninger og at bidrage til huslejen.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.