Eva Smith kan erstatte præsidenter

“Vinteren kommer”. En podcast i 24 afsnit med professor emerita Eva Smith

Hvad gør man, når tilliden til magten smuldrer, og verden virker mere urolig end nogensinde? Man lytter til Eva Smith. I en fortryllende podcast-julekalender taler hun om retfærdighed, børn, krig, klima og håb – med portvin, pebernødder og et livs erfaring. Og pludselig giver verden mening igen.

Det var næsten som at lytte til dokumentaristen Christian Stentoft.

Alberte Clement Meldal har i 2022 lavet en helt fantastisk “julekalender” med professor emerita Eva Smith, født 1942, der er Danmarks første kvindelige juraprofessor. De drikker portvin og spiser pebernødder, mens de laver noter til Evas juletale.

Serien kan sagtens høres, uden det er jul. Jeg blev fanget ind, for hvert lille afsnit sluttede, så jeg var nødt til at høre det næste lille afsnit, der varer mellem 10 og 14 minutter.

Når man ikke længere tror på julemanden, hvem skal man så tro på? P1 foreslår Eva Smith.

Hun har modtaget Rosenkjærprisen, fordi hun gennem en menneskealder har kritiseret magten og været bannerfører for retfærdighed og lighed for alle mennesker – særligt de svageste og børnene.

Eva Smith har altid været en af mine juridiske helte.

I oktober 1986 var jeg til hendes forsvar af hendes afhandling “Vidnebeviset”. Efter forelæsningen gik jeg hen i bogladen og købte bogen, der drejer sig om afhøringsmetoder. Jeg gik hjem og læste den, som var den en krimi. Jeg har kun gemt to bøger fra min studietid. “Vidnebeviset” er den ene. Jeg får dem aldrig læst igen, men de fortæller eventuelle gæster, hvem jeg er

Har du endnu ikke hørt julekalenderen, er det på tide at stille ind på de danske stationer. Serien er helt fantastisk, og måske er den bedst, når man er lidt eller meget oppe i alderen.

Eva kunne erstatte både Trump og Putin på en gang

Når man har født seks børn og opfostret otte samtidig med at have haft betroede stillinger, kan man nemt erstatte en præsident eller to.

Hvis vi får Eva i sadlen, kan vi være sikre på, at det går ordentligt til. Så tror jeg på verdensordenen igen.

Hun har haft blik for, at hendes halve fodboldhold skulle vide, at det ikke var alle børnene i klassen, der blev puttet og fik læst godnat-historie.

Hendes børn havde en forpligtelse til at prøve at få alle med, for hun var jo en “Hækkerup”, før hun blev en “Smith”. “Hækkerupperne” bærer en lang socialdemokratisk arv med sig i rygsækken.

Eva bliver stolt og glad, da et barnebarn i 1. g får tildelt en pris på gymnasiet, hvor en del af begrundelsen er, at hun har været god til at prøve at få alle med.

Havde jeg børnebørn, ville jeg også være en stolt bedstemor.

Drengen der ikke kom på hyttetur

Hun fortæller fx om sin tid som formand for Det Kriminalpræventive Råd og hendes manglende tiltro til, at det hjælper at straffe børn via en sænkelse af den kriminelle lavalder.

Hun har kontakt med en af de drenge, der kravler på væggene mv. Han er lukket ude fra det gode selskab i sin klasse. Det går ikke værre eller bedre, end at klassen skal på hyttetur. Drengen vil så gerne med og ringer til Eva aftenen før og siger “Jeg har pakket min taske. Hvornår tror du, hun (dvs. læreren) ringer og siger, jeg gerne må komme med? Eva kan ikke svare, og læreren ringede aldrig. Jeg var rørt.

Da de næste gang hørte til ham, sad han i fængsel.

Hvordan kan vi tro, at vi gør mennesker dygtigere til at agere i samfundet ved at udelukke dem fra det? Det har jeg aldrig forstået.

Cubakrisen

Hun fortæller om Cubakrisen, hvor hun og hendes kæreste tog i sommerhus i de fem dage, man troede, der var tilbage. De tændte op i brændeovnen og elskede så meget, de kunne nå. De var overraskede, da de fem dage var gået, og jorden alligevel ikke var gået under.

Hun var (så vidt jeg husker) kommet til at tænke på Cubakrisen, fordi et af hendes 21 (eller er det 22?) børnebørn henkastet spørger “Farmor hvornår er det nu, jorden går under?”. Han kunne lige så godt have sagt “Vi skal lige huske at købe flere pebernødder”.

Hun bliver opmærksom på, at vi skal huske at dosere sandhederne for vores børn.

Klimakrisen

Eva er optaget af klimakrisen, for den jord, vi efterlader, er stedet hendes Guds velsignelse af børnebørn og oldebørn skal vokse op.

Hun kunne nemt indgå i et kompagniskab med Gretha Thunberg.

Kunne vi nu ikke prøve at tale med Putin?

Hun er optaget af, at det på en eller anden måde må være muligt at tale med ham Putin. Lige nu er al dialog udelukket, og ingen tror på en løsning, så vi bliver bare ved at slå hinanden ihjel på slagmarkerne.

Da de 24 små afsnit bliver skrevet i 2022, er krigen i Ukraine endnu ikke et år gammel. I skrivende stund (januar 2026) er den næsten fire år gammel – og Eva fik ret igen: Vi slår stadig hinanden ihjel, og det har stadig ikke hjulpet.

Nogen må sætte sig med Putin og drikke et glas portvin eller fem – og spise en pernød – og få en snak, for det her hjælper jo åbenlyst ikke. Mænd og drenge har ligget i jordhuller på slagmarken i fire år uden effekt. Hvor længe skal det blive ved?

Er der ikke en eller anden lille sprække, der kan bruges til at åbne et “diplomatisk spor”, som vi i 2026 bitterligt har lært, det hedder.

Du må begynde med at tænde for din dampradio.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.