Tag Archive for: Surftown

,

Flytning til Gigahost

Jeg har flyttet min side til Gigahost

Min vaskemaskine (en fin Miele) var blevet forkalket, så mens jeg ventede på reparatøren, der ville komme mellem 8:00 og 15:30 (!) flyttede jeg alle min sider fra Surftown til Gigahost, og det samlede antal ser sådan ud: 1,62 GB (1.745.990.399 byte), 25.853 filer, 1.218 mapper + 5 databaser med 200 tabeller. Det er først, når man begynder at flytte på tingene, det står klart for en, hvor meget man har lavet gennem årene.

Flytningen er gået så godt, at jeg forestiller mig, at jeg have overset noget – det kan ganske enkelt ikke være sandt, at det er gået så smertefrit – for jeg har ikke overblik over alle de filer og mapper.

Derfor: Hvis du kigger dig rundt på min side og finder noget, der ikke virker, vil jeg blive rigtig glad, hvis du vil sende en mail eller anden form for besked om det! Jeg tror, da nok, jeg har husket at rette i alle config-filerne, men sikker er jeg ikke, så jeg vil være glad for lidt hjælp.

Jeg håber virkeligt, at det varer mange år før jeg atter skal flytte webhotel, for det er et kæmpe arbejde og det er en af de opgaver, hvor man på en eller anden måde bare er glad, hvis alting ender som før, fordi forbedringerne er noget, der sker bag kulissen.

En lille synlig forbedring er der nu allerede sket! I perioden, hvor jeg selv hostede bloggen på Surftown fik jeg ingen mails, når der var nye kommentarer – men nu er der atter begyndt at komme en mail om, at der er en kommentar. Det er rigtig rart at få notifikationen, for at være sikker på, at jeg nu også fanger alle kommentarerne og får svaret på dem. Min blog lever nemlig højt på jeres kommentarer – og en blog skal være åben.