Indlæg

,

Den kollektive hukommelse er kort

Lars Løkke som statsminister?

Den kollektive hukommelse er kort

Lige nu ser det ud som om, Lars Løkke Rasmussen ved hjælp af vanlig opportunisme har fået bragt sig selv i rollen som ikke alene kongemager men også kommende statsminister. Gys og gru.

Lur mig om ikke det skyldes hans “akutplan” for sundhedsvæsenet? Han har forslag til, hvad der bør ske i 2023, men der forlyder ikke noget om, hvad der skal ske i 2024 ff. Det må siges at være en kortsigtet lappeløsning.

Hans optræden i “Mød kandidaterne” med Kåre Quist forleden aften var nærmest forbilledlig. Tog man hans udsagn et for et, var de fleste fornuftige: Her har vi sørme sundhedsvæsenets redningsmand. Når den kollektive hukommelse er kort, og man ikke sætter udsagnene i et lidt længere perspektiv, lød det godt.

Besøger man Moderaternes hjemmeside og læser deres udspil til en sundhedsreform, ser det jo også godt ud. Det nævnes for eksempel, at der bør laves “psykiatripakker” ad modum kræftpakkerne og at psykisk sygdom skal ligestilles med fysisk sygdom. Det kan jeg som psykiatribruger naturligvis godt lide at se.

Hvem var det, der smadrede sundhedsvæsenet i 2007 i forbindelse med den kommunalreform, der nedlagde amterne og oprettede regionerne? Det var Lars Løkke Rasmussen. Regionerne har aldrig nogensinde fungeret, men man ønskede en centralisering. Nu skal der centraliseres i endnu en omgang. Det skal hedde “SygehusDanmark”.

Der skal laves et centralt IT-system. Jamen vi har jo også så fantastiske erfaringer med Sundhedsplatformen. De sundhedsfaglige kan ikke fordrage den og patienterne kan ikke finde rundt i den. I hvert fald har jeg for længst givet op. Sundhedsplatformen sender et utal af mails midt om natten om at der er nyt.  Når man åbner platformen, er det umuligt at se, hvad det nye er. Man kan ikke spørge fx sin kontaktperson, for hun ser ikke det samme, som man selv ser. Altså er der ingen hjælp at hente. Min læge i Distriktspsykiatrien bruger rundt regnet 40 – 50 pct. af sin arbejdsdag på at skrive recepter, fordi det er så uendeligt besværligt. (Og det kan man ikke sætte en af taste-aberne til).

“Det handler om at stoppe blødningerne i sundhedsvæsnet”

Moderaterne vil fx uddanne et “taste-korps”, som skal nedbringe det øvrige sundhedspersonales tidsforbrug på dokumentation. Administrativt personale skal i højere grad hjælpe med patientrettede opgaver, og så skal behandlingsgarantien suspenderes midlertidigt.

Igen: ser man isoleret på det, lyder det jo godt nok, men tænker man bare lidt over det, er det tydeligt, at det er hullet som en si.

1) Taste-aberne

Jeg hopper ikke på den med “taste-korpset”, der skal dokumentere alt det, de andre laver. For selv om man “bare” skal taste, må man da vide, hvad man skriver i dette eller hint system. Og det, der skrives, skal komme fra en anden person. Det falder ikke ned fra himlen eller overføres via et neuralt netværk. Hvad er datas vej fra fx en sygeplejerskes samtale med en patient ind i systemet? Hun skal formidle sin viden til taste-aben. Hvordan gør hun det? Skal hun tage noter i hånden, som taste-aben skriver af? Skal hun mundtligt gengive sine observationer? Eller hvordan skal det helt konkret ske? Det savner jeg en beskrivelse af.

Hver gang man “sender” data/tanker/observationer fra et menneske til et andet, risikerer man at miste værdifuld information, der skal bruges senere af en anden sygeplejerske eller en læge. Der falder ganske enkelt noget af for hvert led. Skriver sygeplejersken, som har talt med patienten, selv, er der væsentligt større chance for, at det vigtige kommer med.

Den rigtige løsning er tilførsel af ressourcer.

2) Administrativt personale

Hvad er det for noget administrativt personale, der skal hjælpe med hvilke patientrettede opgaver? Det er ikke konkretiseret og der er ikke nævnt eksempler. Som patient vil jeg helst ikke behandles af administrativt personale. Jeg forventer sygeplejersker og læger, der har forstand på det, de laver. Jeg ville være ked af at skulle gengive tankemylder og selvmordstanker for både en djøfer og en HK’er. Ikke et ondt ord om nogen af dem – men vi/de er dygtige til noget andet.

Den rigtige løsning er tilførsel af ressourcer.

3) Suspension af behandlingsgarantien

Vi kender alle historierne om, at mennesker behandles, fordi der nu en gang er gået 30 dage og ikke fordi den behandlingsansvarlige læge mener, at det er lægefagligt korrekt. Det er selvfølgelig tåbeligt. Men løsningen er ikke at suspendere behandlingsgarantien.

Den rigtige løsning er tilførsel af ressourcer.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Valgkampen og psykiatrien

Valgkampen og psykiatrien

Valgkampens 3. dag

Valgkampen og psykiatrien

Statsministeren udlovede i går som et led i valgkampen et to-cifret milliardbeløb – præcis 69 mia. – til  velfærd og beløbet vil bl.a. gå til afskaffelse af det forhadte omprioriteringsbidrag på uddannelsesområdet og herudover:

“Det skal sikre, at der er nok penge til at betale for offentligt ansatte, der kan tage sig af de ekstra ældre og flere børn, som ventes at komme i de kommende år” Kilde: fyens.dk.

Ingen siger noget om psykiatrien

Jeg følger valgkampen ret tæt, fordi jeg er et politisk menneske, og fordi jeg synes, det er vigtigt. Ergo: jeg lytter godt efter, men hidtil har psykiatrien ikke været nævnt med et eneste ord. Det er trist, for ca. ¼ af befolkningen vil enten som bruger eller pårørende komme i kontakt med det psykiatriske system på et eller andet tidspunkt i deres liv.

Udredningsgaranti og hvad så?

Der er indført en udredningsgaranti, så vi, på linje med de somatiske (fysiske sygdomme) patienter, kan blive udredt indenfor 30 dage. Det er fint. Men behandlingen må vi til tider kigge langt efter; måske månedsvis… Forestil dig at der kom en patient med et brækket ben. Lægen konstaterer, at det virkelig er brækket og sender hende hjem med besked om, at der vil komme et brev fra regionen i e-boks, og at der vil blive iværksat behandling om tre til fire måneder og så i øvrigt at gå en tur… Det lyder absurd, men sådan er forholdene i psykiatrien. Det med at gå en tur er en mirakelkur, der hjælper på stort set alle diagnoser.

Det er ubetinget positivt, at udredningsgarantien er indført også i psykiatrien. Problemet er, at der ikke er fulgt midler med. Når lægerne skal udrede hurtigere, mangler deres indsats selvfølgelig anderswo, og det må der kompenseres for. Det har vi heller ikke hørt om endnu i valgkampen.

Varme hænder eller byggeri?

I forbindelse med SATS-puljemidlerne i 2014 blev der tilført 2,2 mia. kr. til psykiatrien, hvilket selvfølgelig også er positivt. Problemet er, at pengene i vidt omfang var øremærkede til forskellige former for anlæg og byggeri men ikke til rigtige mennesker, der vil patienterne deres bedste. Hvis vi vil have en ligestilling med somatikken, er det nødvendigt, at der tilføres reelle ekstra midler. Og de skal ikke være en del af SATS-puljen, der er midlertidig, sådan er SATS-puljemidler pr. definition, men være midler, der er er på finansloven, som er varige. Det har vi heller ikke hørt om endnu i valgkampen.

Årsagen?

Måske er årsagen til at vi ikke har hørt om det endnu i valgkampen, at psykiatrien selvfølgelig er en del af den storstilede sundhedsreform og i den står der intet om psykiatrien. Psykiatrien er simpelthen ikke skrevet ind! Jeg forstår det ikke. Gør du?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.