Indlæg

,

Gamle billeder 1

Gamle billeder gør datoer til mennesker igen

Jeg er vild med gamle billeder. I løbet af mange år med slægtsforskning, har jeg samlet mange gamle billeder. Desværre er det nødvendigt at forsyne dem med vandmærker. Har du en legitim interesse i et eller flere af billederne, kan du kontakte mig og få tilsendt eksemplarer uden vandmærker.

Fars fætter Poul Robert Laurits THOMAS (1914-2001) sidder på armen af sin far Carl Christian Thomas, og ved siden af står moder og hustru Laura Sørensen, der var min farmors søster. Tag det som en gåde og regn selv ud, hvordan det kan lade sig gøre

Sørensen, Laura, Thomas, Poul Robert Laurits og Thomas, Carl ChristianOg når du er færdig med at regne på det, så nyd dette billede, der er taget i Søndermarken ca. 1915. Det var et af de billeder, jeg helt havde glemt, jeg havde og som nu pludselig er kommet frem i lyset igen. Galleriet, hvor slægten er beskrevet med billeder, er stort set færdigt, og der er desværre ikke flere gamle billeder, og jeg tror også, kilderne til billeder er udtømt. Det er ærgerligt, for billederne gør datoerne til mennesker (igen – for det var jo det, de startede med at være!).

Datoernes magi

“Datoernes magi” kalder jeg den fornemmelse jeg af og til får, når det er for mærkeligt. Ex: to ud af mormors tre børn døde på hendes fødselsdag. Det er da underligt. Eller hvis man nu taster gravsten eller laver et register til en kirkebog, kan tankerne til tider gå på langfart, og så kommer der et underligt system i det hele, fx er mange døde den 28. eller født i maj. Når jeg har haft den fornemmelse, har jeg af og til tænkt, at nu var jeg da ved at få lidt “pip”, og måske skulle jeg lige tage opvasken i stedet. Det var egl. helt befriende at høre, at Thorkild kendte til det samme. Og vi blev ret hurtigt enige om, at de mange fødsler på landet i maj, bare var det naturlige resultat af høstfesterne det foregående år.

Hvordan får man en Wav-fil på nettet?

Er der en, der læser med her, som ved hvordan pokker man får en lydfil, en “Wav-fil”, på nettet? Jeg har et interview liggende, det er “rippet” osv., men når jeg klikker på linket og mediaplayer – eller hvad man nu bruger – gerne skulle afspille filen, sker der ingen verdens ting.

Kram på spam

Jeg har vist fået krammet på spammerne. Det viste sig, at de kan sorteres fra allerede hos udbyder. Det er helt mærkeligt, at de mails jeg får nu, rent faktisk er til mig!

Det var alt fra en uge i de gamle billeders tegn, og herunder får du lige “Morfar (Carl Frederik KRISTENSEN) høster” igen for det er et dejligt billede af en dejlig mand på et fint eksemplar af en Aflægger. I baggrunden er det “Faster Anna” (som faktisk hed Ane Kristine KRISTIANSEN (Født KRISTENSEN)), der binder op.

Gamle billeder - Morfar Høster

Dansk KirkegårdsIndex i Københavns Radio og udlandet

Stil nu ind på de danske stationer…

Dansk KirkegårdsIndex (DKI)

Gravsten på den lille gamle kirkegård

P4 København 96,5 MHz på torsdag den 25. januar 2007 ml. 15:00-18:00, jeg ved ikke hvornår, er Lone Bierlich vært og bringer interviewet om Dansk KirkegårdsIndex. Det kan blive helt sjovt. I interviewet gør jeg en del ud af at fortælle om, at vores idé med projektet er at gøre slægtsforskere glade, og ikke at gøre efterkommere kede af det. Vi ønsker fortsat ikke fra Dansk KirkegårdsIndex’ side at linke til sider med informationer, der er mindre end ti år gamle. På given foranledning gør jeg endnu en gang opmærksom på, at reglen er ufravigelig. Det hjælper ikke at udelade billederne af stenene.

Vi vil simpelthen ikke se information, der er mindre end ti år gammel, med mindre de kommer fra et billede, hvor en af personernes dødsfald er mere end ti år gammelt. Man kan jo ikke klippe billedet over 🙂

Vi danskere er unikke, når det gælder om at stille genealogi til rådighed på nettet – for vi gør det gratis, og inviterer alverden til at bruge vores informationer; det gælder både alle slægtsforskere, der stiller egne data til rådighed, slægtsforskere, der taster folketællinger til DDA, slægtsforskere, der fotograferer kirkegårde, Statens Arkiver, der stille kirkebøger og folketællinger til rådighed osv. osv. Et (vistnok nyt) initiativ har set dagens lys FindMyPast.com hvor man kan finde personer der udvandrede til USA via England (og det er jo interessant for alle os, der har slægtninge, der sejlede med skibet “indirekte” . Sitet lover gratis registrering; ja tak det er fint, men VISA-kortet skal frem, hvis man skulle finde noget, man har lyst til at se på.

Min 5. fætter Bill Graham i New Jersey, USA

Det store udland: Morten Kjærsgaard MortensenMin nye 5. fætter Bill Graham i New Jersey, USA, sidder pt. og er rigtig glad for alt det, vi danskere fremstiller til fri afbenyttelse. Hans morfar Alfred Marius Mortensen rejste i 1905 fra Herning for at søge lykken i det store udland. Det må være gået ham helt hæderligt, for han kom ikke hjem efter golf…

Bill Graham og jeg stammer begge fra Morten Pedersen Toustrup, AKA Morten Tømmermand og AKA Morten Pedersen.

Kontakten med Bill har sat gang i arbejdet med Mortens efterkommere. Bill har styr på alle de nulevende efterkommere. Det er ganske imponerende, men den del har egl. aldrig interesseret mig så meget, og jeg føler heller ikke, at jeg kan tillade mig at kontakte vildt fremmede mennesker, bare fordi de hedder “Kjærsgaard Mortensen”. Men andre har andre grænser end jeg for den slags.

Bill har gjort en del ud af at finde danske sites om Morten, og har indviet mig i nogle af sine fund. Det er dog ganske imponerende, hvad der kopieres fra min hjemmeside. Jeg vælger at være smigret!

Men kære kopister: En del af jeres sider trænger til opdatering.